Tanker fra formanden
Tanker fra formanden: Israelsmissionen vil mission
Af Maria Strøm, d. 11. marts 2019
I denne artikel kan du læse formand for landsstyret Krista Rosenlund Bellows refleksioner over det forgangne år, det kommende årsmøde og glæden over frivillighed. Selvom der er sket mange ændringer i medarbejderflokken, har Israelsmissionens grundlag ikke ændret sig. Vi vil mission. Mennesker har brug for at høre evangeliet, og det må vi ikke holde tilbage.
Et år med udfordringer, forandring og glæde
2018 har været et år, der har budt på mange organisatoriske forandringer for Israelsmissionen. Den lille medarbejderflok har været under omskiftning, og siden det forrige årsskifte har Arne Pedersen indtaget posten som generalsekretær, Kirsten Bitsch Lang stillingen som kommunikationssekretær og senest Julie Kajgaard i rollen som netværkskoordinator.
”Det er et år, der har budt på glæder og udfordringer. Når medarbejdere stopper og nye kommer til, kan det selvfølgelig mærkes i en organisation på vores størrelse. Der går noget tid med tilvænning og tilpasning,” udtrykker Krista og tilføjer: ”Men selvom udfordringerne har været mange, synes jeg alligevel, at glæderne har fyldt mest. Jeg glæder mig over, at der er nogen, der gerne vil arbejde her og lægge deres kræfter i vores sag.”
Udover omskift i medarbejderflokken indtager Lene Skovsgaard og Jeppe Ladegård begge nye pladser i landsstyret.
”Det har været et ualmindeligt år, men det har også været et år, som vi har vidst, ville komme, og som vi har prøvet at forberede os på,” siger Krista.
Årsmødet er en fest om vores fælles opgave
D. 16. marts holder Israelsmissionen årsmøde i Kolding, som er en begivenhed, der på mange måder samler organisationen og baglandet.
”Jeg glæder mig til at vi skal være sammen med hinanden, og nyde den fest, som et årsmøde er. Det er dejligt at få lov til at fremlægge, hvad vi har arbejdet med i landsstyret og hvordan det går. Og så få muligheden for at lytte til respons, spørgsmål og medtænkning,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg håber, der kommer mange, og jeg ser frem til at nyde det fællesskab og den glæde det er at være samlet om en fælles opgave.”
Ny teologisk netværker skaber nysgerrighed
I starten af januar 2019 startede Julie Kajgaard i en treårig stilling som teologisk netværker. Her bliver hendes vigtigste opgave at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og internationalt. Det skal hun blandt anden gennem møde- og forkyndelsesvirksom, hvor hun vil udbrede kendskabet til organisationen og styrke dansk kirkelivs fokus på mission.
”Det bliver spændende at se, hvad Julies stilling kommer til at indebære. Hun er jo det nye element i vores arbejde. Det er nyt, at vi har en medarbejder ansat til både at arbejde med undervisning og oplysning i Danmark samt arbejde med mission til det jødiske folk i Europa og Danmark. Jeg er nysgerrig efter, hvordan det kommer til at se ud,” fortæller Krista og tilføjer: ”Jeg tror vi i hele landsstyret glæder os til at se, hvad 2019 bringer, når medarbejderflokken er kommet i gang og på plads.”
Frivillige bærer med
Viljen til frivillighed er en af de ting, Krista især glæder sig over. For eksempel er ægteparret Steen og Ann Mari Nielsen netop taget til Israel for at hjælpe til i Den Danske Kirke i tre måneder.
”Det er fantastisk, at de vælger at gøre det helt frivilligt og uden at få løn for det. Derudover er der en ung studerende, der graver lidt i Israelsmissionens arkiv for tiden – altså i vores forhistorie. Det er skønt, at vi tager vare på vores fortid på den måde. Jeg glæder mig over, at der er nogle frivillige, som stiller op til både lavpraktiske opgaver og til opgaver såsom at sidde i landsstyret.”
Israelsmissionen vil mission
”Da vi var samlet til landsstyremøde, fortalte jeg lidt om, hvad jeg havde gjort mig af tanker om formandsberetningen. Her blev det tydeligt for mig, at jeg gang på gang må vendte tilbage til det allermest grundlæggende: At vi mennesker har brug for at høre og tage imod evangeliet. Den gave har det jødiske folk også brug for, og det må vi ikke holde tilbage fra dem. I Israelsmissionen vil vi mission. Det er det, vi er sat i verden for,” afslutter Krista.
I løbet af de sidste to uger har vi fået lov til at møde nye mennesker og lave en masse meget forskelligt arbejde. Det har vi gjort i forbindelse med de to organisationer: Chosen People Ministries og Jews For Jesus. De to organisationer ønsker begge at sprede budskabet om Jesus, og vi fandt ud af, at dette kan gøres på flere måder. Vi har dermed fået indblik i forskellige måder, man kan drive mission, og det gav stof til eftertanke.
Da vi ugen efter arbejdede sammen med Jews for Jesus, fik vi også et indblik i Guds mission gennem mange forskellige arbejdsopgaver. Allerede den første dag fik vi tilbuddet om at komme med på gaden og snakke med tilfældige mennesker om tro. Det foregik på den måde, at vi blev delt op i to hold, der hver fik et skilt med teksten “Smile, you’re loved” eller “What are you living for?”. Disse skilte skulle fungere som icebreakere for en samtale på gaden, og det blev både en grænseoverskridende og lærerig oplevelse for os alle. De følgende dage bød på noget mere praktisk arbejde. En af dagene arbejdede vi for et projekt ved navn “Joseph Projekt”, der modtager donationer af alt fra møbler til bleer, som de giver videre til folk, der har brug for det. Vores arbejde gik ud på at tage sikkerheds-censorer af tøj, sko og accessoires, der var blevet doneret til projektet og sortere det, inden det kunne videregives.
Kærligheden og taknemmeligheden blev særlig synliggjort ved farvel-festerne, der bliver holdt, når en familie rejser hjem igen. Her kunne man virkelig se, hvor meget det havde betydet for dem at være på Shevet.
En af dagene var jeg på legepladsen med lille Noora og hendes bedstemor. Igen forstod vi intet af, hvad hinanden sagde, og jeg undrede mig over, at bedstemoderen ville med, fordi jeg troede, det var fordi, vi skulle aflaste hende, at vi tog hende med på legepladsen. Det viste sig, at der lå en moské lige ved siden af legepladsen og efter fem minutter, blev der kaldt til bøn, og hun tog i moskéen, mens jeg passede hendes barnebarn. Hun var så taknemmelig for det, og det blev stort for mig, hvordan man gennem kærlighed og handlinger kan vise Jesu kærlighed uden at forsøge at tvinge dem noget over hovedet, men simpelthen bare ved at være der, og vise respekt for dem.
Bøn hjælper
En anden dag var vi på hospitalet, hvor vi mødte børnene, der enten skulle opereres eller lige var blevet det. Vi mødte bl.a. lille Yara. Hun var intuberet, da vi så hende første gang, og senere samme dag blev hun ekstuberet. Altså hun havde en slange nede i halsen, der trak vejret for hende, og den fik hun senere fjernet. Det var en meget chokerende og følelsesmæssig oplevelse at møde denne lille pige og hendes mor, der ikke i sig selv kunne gøre noget som helst. Tre dage senere blev den selv samme pige, vi havde set med slanger over hele kroppen, der ikke trak vejret selv, kørt til Shevet Achim for at bo der et stykke tid. Hun kunne nu smile, havde ikke en eneste slange over hele kroppen, og man kunne sidde og holde og lege med hende. Det er vildt hvor meget, der kan ske på så kort tid. At hun den ene dag ligner en, der er ved at dø, og den næste trækker vejret selv og kan smile og være glad.
Det blev stort for mig, hvordan Gud gennem en masse fantastiske læger og sygeplejesker kan hjælpe disse børn, selvom de ser meget syge ud, og de havde måske ikke overlevet, hvis ikke Shevet Achim havde fundet dem.
En anden stor oplevelse for mig var, da den lille pige Riham skulle opereres. Hendes mor var meget bange for operationen, og hun knækkede sammen, da Riham blev hentet af lægerne. Vi sad og ventede sammen med hende i to timer, mens Riham blev opereret. Hun var meget bange, men på trods af at vi slet ikke kunne snakke med hende, kunne vi virkelig fornemme hendes taknemmelighed for, at vi bare var der. Vi kunne se, hun sad og bad til hendes Gud, mens vi også sad og bad til vores Gud. Operationen gik godt, og Riham er nu i bedring. Bøn hjælper, og det er virkelig gået op for mig, mens vi har været hos Shevet, at bøn er sindssygt vigtigt. Hvis der er noget, der skal bedes for, sættes alt andet på pause og man beder straks for denne lille pige eller dreng, der har det dårligt eller måske er på vej på operationsbordet, fordi det hjælper. Det kan ikke vente til bagefter, for det er dér, der er brug for det. Disse dødssyge børn, der ikke engang kan trække vejret selv, kan tre dage efter trække vejret, smile og være glad, det kan da ikke være en tilfældighed.
Husker vi mon det i vores hverdag? Husker vi at takke Gud, når det er gået godt og stoppe og bede, når noget går skidt? Husker vi at sætte ham på førstepladsen i vores liv, som vi ser det hos Shevet?
Familierne var taknemmelige for at måtte møde os, organisationen var taknemmelige for vores hjælp, men vi vil samtidig også gerne takke for, at vi måtte være en del af denne fantastiske organisation. Det har virkelig åbnet øjnene for, hvad mission også kan være. Det kan være så simpelt som bare at tage en tur på legepladsen eller gå en tur på stranden.
