Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Tanker fra formanden

Tanker fra formanden: Israelsmissionen vil mission

Af Maria Strøm, d. 11. marts 2019

I denne artikel kan du læse formand for landsstyret Krista Rosenlund Bellows refleksioner over det forgangne år, det kommende årsmøde og glæden over frivillighed. Selvom der er sket mange ændringer i medarbejderflokken, har Israelsmissionens grundlag ikke ændret sig. Vi vil mission. Mennesker har brug for at høre evangeliet, og det må vi ikke holde tilbage.  

Et år med udfordringer, forandring og glæde  

2018 har været et år, der har budt på mange organisatoriske forandringer for Israelsmissionen. Den lille medarbejderflok har været under omskiftning, og siden det forrige årsskifte har Arne Pedersen indtaget posten som generalsekretær, Kirsten Bitsch Lang stillingen som kommunikationssekretær og senest Julie Kajgaard i rollen som netværkskoordinator.  

”Det er et år, der har budt på glæder og udfordringer. Når medarbejdere stopper og nye kommer til, kan det selvfølgelig mærkes i en organisation på vores størrelse. Der går noget tid med tilvænning og tilpasning,” udtrykker Krista og tilføjer: ”Men selvom udfordringerne har været mange, synes jeg alligevel, at glæderne har fyldt mest. Jeg glæder mig over, at der er nogen, der gerne vil arbejde her og lægge deres kræfter i vores sag.” 

Udover omskift i medarbejderflokken indtager Lene Skovsgaard og Jeppe Ladegård begge nye pladser i landsstyret.  

”Det har været et ualmindeligt år, men det har også været et år, som vi har vidst, ville komme, og som vi har prøvet at forberede os på,” siger Krista.   

Årsmødet er en fest om vores fælles opgave 

D. 16. marts holder Israelsmissionen årsmøde i Kolding, som er en begivenhed, der på mange måder samler organisationen og baglandet. 

”Jeg glæder mig til at vi skal være sammen med hinanden, og nyde den fest, som et årsmøde er. Det er dejligt at få lov til at fremlægge, hvad vi har arbejdet med i landsstyret og hvordan det går. Og så få muligheden for at lytte til respons, spørgsmål og medtænkning,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg håber, der kommer mange, og jeg ser frem til at nyde det fællesskab og den glæde det er at være samlet om en fælles opgave.” 

Ny teologisk netværker skaber nysgerrighed  

I starten af januar 2019 startede Julie Kajgaard i en treårig stilling som teologisk netværker. Her bliver hendes vigtigste opgave at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og internationalt. Det skal hun blandt anden gennem møde- og forkyndelsesvirksom, hvor hun vil udbrede kendskabet til organisationen og styrke dansk kirkelivs fokus på mission. 

”Det bliver spændende at se, hvad Julies stilling kommer til at indebære. Hun er jo det nye element i vores arbejde. Det er nyt, at vi har en medarbejder ansat til både at arbejde med undervisning og oplysning i Danmark samt arbejde med mission til det jødiske folk i Europa og Danmark. Jeg er nysgerrig efter, hvordan det kommer til at se ud,” fortæller Krista og tilføjer: ”Jeg tror vi i hele landsstyret glæder os til at se, hvad 2019 bringer, når medarbejderflokken er kommet i gang og på plads.” 

Frivillige bærer med  

Viljen til frivillighed er en af de ting, Krista især glæder sig over. For eksempel er ægteparret Steen og Ann Mari Nielsen netop taget til Israel for at hjælpe til i Den Danske Kirke i tre måneder.  

”Det er fantastisk, at de vælger at gøre det helt frivilligt og uden at få løn for det. Derudover er der en ung studerende, der graver lidt i Israelsmissionens arkiv for tiden – altså i vores forhistorie. Det er skønt, at vi tager vare på vores fortid på den måde. Jeg glæder mig over, at der er nogle frivillige, som stiller op til både lavpraktiske opgaver og til opgaver såsom at sidde i landsstyret.” 

Israelsmissionen vil mission  

”Da vi var samlet til landsstyremøde, fortalte jeg lidt om, hvad jeg havde gjort mig af tanker om formandsberetningen. Her blev det tydeligt for mig, at jeg gang på gang må vendte tilbage til det allermest grundlæggende: At vi mennesker har brug for at høre og tage imod evangeliet. Den gave har det jødiske folk også brug for, og det må vi ikke holde tilbage fra dem. I Israelsmissionen vil vi mission. Det er det, vi er sat i verden for,” afslutter Krista.  

Se programmet for årsfesten her

Guds mission er for alle

I løbet af de sidste to uger har vi fået lov til at møde nye mennesker og lave en masse meget forskelligt arbejde. Det har vi gjort i forbindelse med de to organisationer: Chosen People Ministries og Jews For Jesus. De to organisationer ønsker begge at sprede budskabet om Jesus, og vi fandt ud af, at dette kan gøres på flere måder. Vi har dermed fået indblik i forskellige måder, man kan drive mission, og det gav stof til eftertanke.

  Det kan være en udfordring altid at tænke Guds mission ind i det arbejde, vi laver hernede, da vi får mange forskellige opgaver, og det ikke altid fremgår lige tydeligt, hvor Gud kommer ind i billedet henne. I vores tid med Chosen People Ministries skulle vi f.eks. hjælpe til ved en lovsangsaften, hvor vores opgave var at stå i en bar og lave kaffe. Da vi stod i situationen, følte vi os ikke til særligt stor nytte, for der var ikke særligt mange, der skulle have kaffe i løbet af aftenen, og vi følte i det hele taget ikke, at vi gjorde den store forskel. Efter arrangementet fik vi dog at vide, af arrangørerne, at de havde sat stor pris på vores tjans i baren, da det havde givet dem mulighed for at snakke med nogle af de ikke-troende om nogle vigtige spørgsmål. Vores arbejde viste sig altså at være ret nyttigt alligevel – også i forhold til Guds mission. Selvom vi skulle stå i baren, fik vi også mulighed for at være en del af lovssangsaftenen og mærke stemningen. Det var fascinerende at opleve, hvordan ånden var den samme, selvom sproget og landet var fremmed.



I eksemplet ovenfor blev det tydeligt, hvordan det kan have stor betydning, at lave noget praktisk arbejde så andre har hænderne frie, og det samme gjorde sig gældende, da vi tidligere på dagen skulle hjælpe med at pakke bøger om Esajas 53. Bøgerne skulle en for en pakkes i konvolutter, så det kunne sendes ud til jøder og muslimer, der havde bestilt dem på nettet, og vi var dermed med til at sprede budskabet om Jesus som værende messias, mens vi sparede organisationens ansatte for mange timers arbejde, der nu kunne bruges på noget andet. Sidst men ikke mindst var vi en dag med til at uddele madposer til fattige mennesker i Jerusalem. Her blev Guds mission tydeligt gennem barmhjertighed og retfærdighed, og det var fedt også at få et indblik i denne form for mission.

 

Da vi ugen efter arbejdede sammen med Jews for Jesus, fik vi også et indblik i Guds mission gennem mange forskellige arbejdsopgaver. Allerede den første dag fik vi tilbuddet om at komme med på gaden og snakke med tilfældige mennesker om tro. Det foregik på den måde, at vi blev delt op i to hold, der hver fik et skilt med teksten “Smile, you’re loved” eller “What are you living for?”. Disse skilte skulle fungere som icebreakere for en samtale på gaden, og det blev både en grænseoverskridende og lærerig oplevelse for os alle. De følgende dage bød på noget mere praktisk arbejde. En af dagene arbejdede vi for et projekt ved navn “Joseph Projekt”, der modtager donationer af alt fra møbler til bleer, som de giver videre til folk, der har brug for det. Vores arbejde gik ud på at tage sikkerheds-censorer af tøj, sko og accessoires, der var blevet doneret til projektet og sortere det, inden det kunne videregives.

En anden dag skulle vi sidde og pakke stakkevis af takkebreve, som skulle sendes ud til de uundværlige støtter af Jews for Jesus. Begge arbejdsopgaver var igen eksempler på, hvordan vi kan tage en praktisk arbejdsbyde fra nogen, så de har hænderne frie til at gøre andet vigtigt arbejde, og vi mødte stor taknemmelighed, hvor vi var. Sidst men ikke mindst hjalp vi en dag med at grave ud i en gammel ruin og gøre rent på en discipelskole ved Baptist Village.



Da vi sammen så tilbage på vores oplevelser og arbejdsopgaver fra de to uger, viste det sig, at det var meget forskelligt, hvad vi syntes havde været det bedste og mest meningsfulde for os hver især. For nogle havde det været fedest at snakke med folk på gaden, mens det for andre havde været den bedste oplevelse at sortere tøj og pakke breve. Denne opdagelse udfordrede os til at tænke på, hvordan vi selv kan indgå i Guds mission, når vi kommer tilbage til Danmark. Der er nemlig masser af muligheder for at gøre en forskel, hvis man opsøger det, og der er noget for enhver smag og evne. Budskabet om Jesus kan nemlig spredes på mange måder, og der er ingen tvivl om at Guds mission er for alle.

Hånden forkynder ånden

Taknemmelighed er følelsen, man sidder tilbage med efter en fantastisk uge hos Shevet Achim. Taknemmelighed fra organisationen for at vi ville hjælpe dem, taknemmelighed fra familierne for at vi ville lege med deres børn og tage os af dem. Men samtidig også en taknemmelighed fra vores side for at måtte møde denne fantastiske organisation, fantastiske mennesker og fantastiske børn.

Shevet Achim er en organisation, der henter børn med hjertefejl fra Kurdistan, Iran, Syrien, Gaza mm. De opererer dem gratis, og før og/ eller efter deres operation er de i en lejlighed hos Shevet Achim, hvor de bliver undersøgt og passet af en masse frivillige volontører, der rejser til Tel a viv fra hele Verden. Der var både folk fra Australien, England, Tyskland, Holland, USA, Spanien og Colombia, der alle var kommet som frivillige volontører hos Shevet Achim. Nogle brugte endda deres førtidspension på det. Det var vildt at møde en sådan glæde og lyst til at drive mission, og bare være der for nogle mennesker, der virkelig havde brug for det. Det har den seneste uge været stort for mig, hvordan vi kan hjælpe mennesker, der virkelig har brug for hjælp på trods af sprogbarrierer og forskellig tro. Langt de fleste af familierne, der var hos Shevet Achim og på hospitalet, havde muslimske forældre og talte kurdisk, det vil sige, vi på ingen måde kunne snakke med dem, men alligevel strålede deres taknemmelighed ud af dem. Mission gennem handlinger Inden vi kom til Israel, havde jeg en forestilling om, at mission handlede om at fortælle alle mennesker om Jesus, og det var ligesom det, vi skulle. Dette første projekt har vendt det helt på hovedet. Mission er også omsorg for hinanden.Man kunne fornemme hvor stor en kærlighed, der var i huset. Idet at volontørerne og familierne boede dør om dør med hinanden, og på den måde fungerede som en stor familie, der hjælper hinanden. Kærligheden og taknemmeligheden blev særlig synliggjort ved farvel-festerne, der bliver holdt, når en familie rejser hjem igen. Her kunne man virkelig se, hvor meget det havde betydet for dem at være på Shevet. En af dagene var jeg på legepladsen med lille Noora og hendes bedstemor. Igen forstod vi intet af, hvad hinanden sagde, og jeg undrede mig over, at bedstemoderen ville med, fordi jeg troede, det var fordi, vi skulle aflaste hende, at vi tog hende med på legepladsen. Det viste sig, at der lå en moské lige ved siden af legepladsen og efter fem minutter, blev der kaldt til bøn, og hun tog i moskéen, mens jeg passede hendes barnebarn. Hun var så taknemmelig for det, og det blev stort for mig, hvordan man gennem kærlighed og handlinger kan vise Jesu kærlighed uden at forsøge at tvinge dem noget over hovedet, men simpelthen bare ved at være der, og vise respekt for dem. Bøn hjælper En anden dag var vi på hospitalet, hvor vi mødte børnene, der enten skulle opereres eller lige var blevet det. Vi mødte bl.a. lille Yara. Hun var intuberet, da vi så hende første gang, og senere samme dag blev hun ekstuberet. Altså hun havde en slange nede i halsen, der trak vejret for hende, og den fik hun senere fjernet. Det var en meget chokerende og følelsesmæssig oplevelse at møde denne lille pige og hendes mor, der ikke i sig selv kunne gøre noget som helst. Tre dage senere blev den selv samme pige, vi havde set med slanger over hele kroppen, der ikke trak vejret selv, kørt til Shevet Achim for at bo der et stykke tid. Hun kunne nu smile, havde ikke en eneste slange over hele kroppen, og man kunne sidde og holde og lege med hende. Det er vildt hvor meget, der kan ske på så kort tid. At hun den ene dag ligner en, der er ved at dø, og den næste trækker vejret selv og kan smile og være glad. Det blev stort for mig, hvordan Gud gennem en masse fantastiske læger og sygeplejesker kan hjælpe disse børn, selvom de ser meget syge ud, og de havde måske ikke overlevet, hvis ikke Shevet Achim havde fundet dem. En anden stor oplevelse for mig var, da den lille pige Riham skulle opereres. Hendes mor var meget bange for operationen, og hun knækkede sammen, da Riham blev hentet af lægerne. Vi sad og ventede sammen med hende i to timer, mens Riham blev opereret. Hun var meget bange, men på trods af at vi slet ikke kunne snakke med hende, kunne vi virkelig fornemme hendes taknemmelighed for, at vi bare var der. Vi kunne se, hun sad og bad til hendes Gud, mens vi også sad og bad til vores Gud. Operationen gik godt, og Riham er nu i bedring. Bøn hjælper, og det er virkelig gået op for mig, mens vi har været hos Shevet, at bøn er sindssygt vigtigt. Hvis der er noget, der skal bedes for, sættes alt andet på pause og man beder straks for denne lille pige eller dreng, der har det dårligt eller måske er på vej på operationsbordet, fordi det hjælper. Det kan ikke vente til bagefter, for det er dér, der er brug for det. Disse dødssyge børn, der ikke engang kan trække vejret selv, kan tre dage efter trække vejret, smile og være glad, det kan da ikke være en tilfældighed. Husker vi mon det i vores hverdag? Husker vi at takke Gud, når det er gået godt og stoppe og bede, når noget går skidt? Husker vi at sætte ham på førstepladsen i vores liv, som vi ser det hos Shevet? Familierne var taknemmelige for at måtte møde os, organisationen var taknemmelige for vores hjælp, men vi vil samtidig også gerne takke for, at vi måtte være en del af denne fantastiske organisation. Det har virkelig åbnet øjnene for, hvad mission også kan være. Det kan være så simpelt som bare at tage en tur på legepladsen eller gå en tur på stranden.            

Julie har en invitation til dig

Julies vigtigste opgave er at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og Europa. Derfor har hun et brændende ønske om at komme rundt i hele landet for at møde vores støtter, undervise om kristendommens jødiske rødder og fortælle om Israelsmissionens arbejde og hvad vi er optagede af.

Mød hende i videoen herunder og invitér hende ud til din kirke eller fællesskab – hun er både rar og dygtig!

Kontakt Julie på julie@israel.dk eller på tlf. 2344 7619.

Du kan også læse mere om Julie her.

Årsfest 2019

ÅRSFEST 16. MARTS 2019

Sted: Kristkirken, Riis Toft 1, 6000 Kolding

Tilmelding: Facebook-begivenheden eller skriv en mail til kontor@israel.dk senest 12. marts 2019

Program for årsmøde

9.30: Morgenkaffe med rundstykker 

10:00: Årsmøde for IU v. David og Kent – Årsmøde for DIM v. Krista og Arne

12.00: Frokost 

Voksen-ÅRSFEST (se børneprogram længere nede)

13:00: Dørene åbnes til ÅRSFESTEN

13.30: Velkomst, indledning og sang v. Kirsten

13.50: Året der gik i DIM og IU v. Arne og Kent

14.30: Har folkekirken en opgave i forhold til jødemission?  v. Marianne Gaarden, Biskop i Lolland Falster Stift samt i DSUK.
Oplæg v. Marianne Gaarden og derefter interview v. Kirsten

15.15: Eftermiddagskaffe 

16.00: Seminarer – tre seminarer á 25 min.

  • Aaron Lewin: “Hvordan når vi jøder med evangeliet?”
  • Julie Kajgaard: “Pionermission i Europa”
  • Kent Rasmussen og Arne Pedersen: “Harder, better, faster stronger: Visioner og drømme for DIM og IU”
  • Kirsten Bitsch Lang: “Er missionsselskaber bare et levn fra kolonialismen?”
  • Joakim Hjorth: “Min passion for Israel og det jødiske folk”
  • Missionspiloter: “Min plads i Guds mission”

18.00: Aftensmad 

19.30: Forsoningsgudstjeneste v. Jan Mortensen 

21.00: Kaffe og lidt at køre hjem på

Børne-ÅRSFEST

13.30: VELKOMMEN TIL ÅRSFEST!

13.40: Sjov med Hans Jørn Østerby

15.30: Eftermiddagskaffe

16.00: Børneseminar: Escape Room

18.00: Aftensmad

19.30: Filmhygge eller forsoningsgudstjeneste

Husk: Shalom Night fredag d. 15. marts. Se mere her.

Nytårsforsætter for 2019: Fællesskab, forsoning og forkyndelse

Af Kirsten Bitsch Lang, 11. jan. 2019

Generalsekretær Arne Petersen har tre nytårsforsætter for Israelsmissionen i 2019. Se, hvad det går ud på i videoerne herunder.

Nytårsforsæt #1: FÆLLESSKAB

“Vi har brug for fællesskab. Ikke bare for at have et sted, hvor vi kan blive set, men for at have et sted, hvor vi kan blive genkendt.”

Nytårsforsæt #2: FORSONING

“Der er brug for mennesker, der rækker ud, giver plads og gør verden større”

Nytårsforsæt #3: FORKYNDELSE

“Vi ønsker at give jøder – uanset hvor de bor i verden – mulighed for at træffe et informeret valg om, hvorvidt Jesus er Messias”

Paulus kan og skal ikke læses i et vakuum

Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen

I Kristeligt Dagblad den 13. december spørger Steen Skovsgaard i sin anmeldelse af Sigurd Victor Stubbergaards bog ”Den Jødiske Paulus”, hvad Israelsmissionen mon mener om det såkaldt radikalt nye Paulus-perspektiv, som Stubbergaard beskriver i bogen.

Meget kort og forenklet opridset handler “det gamle” Paulus-perspektiv om, hvordan bibelfortolkere op igennem tiden har læst Paulus som meget negativ overfor sin egen jødiske kontekst og sammenhæng. “Det nye” Paulus-perspektiv handler om en fastholdelse af at Paulus var jøde – også efter han kom til tro på Jesus som Messias. Derfor skal vi forsøge at læse og fortolke Paulus’ breve ud fra deres oprindelige jødiske kontekst. “Det radikalt nye” Paulus-perspektiv hævder at være en reaktion imod den anti-judaisme og sågar anti-semitisme, som er en underliggende del af både det gamle og det nye perspektiv. Læs eventuelt mere her.

Først og fremmest vil jeg hævde, at det nye Paulus-perspektiv er gode nyheder for Jesus-troende jøder rundt omkring i verden. Paulus hører naturligvis til i sin jødiske kontekst, når man skal forsøge at eksegere sig frem til, hvad han mener. Særligt er den jødiske Paulus evangelium for de Jesus-troende jøder, som ovenikøbet identificerer sig som lutherske, da mange af disse ofte føler sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Jesus – og det er til trods for at Jesus selv sagde at ikke en tøddel af loven skulle forgå.

Det er dog en helt almindelig misforståelse, at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Sådan var det ikke for Paulus, og sådan er det ikke i dag. I dette nye Paulus-perspektiv ligger der en latent overraskelse over, at Paulus slet ikke ser sig selv som ”kristen” i 2018-forstand. Naturligvis gør han ikke det. Men hvorfor er der denne overraskelse i det hele taget? Hænger det mon sammen med at den kristne kirke alt for længe har forkyndt et evangelium fuldstændig løsrevet fra sine jødiske rødder? Alt for længe har den kristne forkyndelse diffameret jødedommen som ”legalistisk gudsdyrkelse”, for nu at bruge Stubbergaards eget udtryk fra forordet. Men han går for langt, når han påstår, at selv Paulus mener, at der findes én vej til frelse for det jødiske folk og en anden for hedningefolkene. Det er vigtigt at pointere, at denne ”to-pagtsteologi” ikke er en nødvendig afledning af et nyt Paulus-perspektiv. Hos den britiske professor i Ny Testamente N.T. Wright finder man fx en helt anden udlægning og konklusion, end den Stubbergaard når frem til.

For at nå frem til en paulinsk to-pagtsteologi må man nemlig læse Paulus’ breve i et vakuum, hvilket naturligvis er uholdbart, selvom jeg kan forstå det kan virke fristende, da man dermed kan nå til andre konklusioner end ”klassisk kristendom”. Paulus’ breve må naturligvis læses i konteksten af hele den bibelske fortælling, som de er en del af, og som de er sat ind i af den bibelske kanons fædre. Her er jeg med på, at vi graver helt ned i præmisserne for, hvordan vi overhovedet går til teksterne og læser dem, men det er og bliver en væsentlig del af diskussionen omkring dette nye perspektiv: Kan Paulus læses i et vakuum eller ej? ”Aldeles ikke!” fristes jeg til at citere. For Paulus trækker selv i rigelig grad på sin jødiske fortællehistorie i brevene. Det gør han ikke blot for at underbygge sin teologi, men også for at vække disse fortællinger til live for læseren – fortællinger som står helt centralt i jødisk identitet, og der kan næppe herske tvivl om, at Paulus ser sine breve i netop dét lys. Så når Paulus ikke ser sig selv i et vakuum, må vi heller ikke placere ham der.

For det andet må en paulinsk to-pagtsteologi give fortabt overfor Paulus’ praksis. Personligt finder jeg det vanskeligt at læse Paulus’ breve afskåret fra fortællingen i Apostlenes Gerninger, som ikke blot giver os et narrativ i forhold til Paulus’ gøren og laden i forbindelse med brevskrivningen, men også fortæller os, at Paulus havde for vane som det første at gå i synagogen for at fortælle evangeliet til jøderne dér (fx APG 17). Hvorfor skulle han det, hvis han mente, at jøderne havde deres på det tørre i forhold til Gud?

Tidligere på året havde Mogens Müller en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han argumenterede mod at bruge gammeltestamentlige tekster i den kristne gudstjeneste. Det var ”bibelimperialisme”, påstod han. Stubbergaard benævner selv Müller som sin teologiske mentor i forordet, og jeg tænker, at den samme misforståede godhed er at finde hos dem begge: Lad nu os kristne lade jøderne være!

Til det er der at sige: Ja, lad os kristne skamme os over kirkens ugerninger mod det jødiske folk gennem tiden. Men lad os ikke skamme os ved evangeliet. For ”det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Paulus, Romerbrevet, 1,16)

Lene Skovsgaard stiller op til landsstyret

Af Kirsten Bitsch Lang, 18. december 2018

I Israelsmissionen glæder vi os meget over, at Lene Skovsgaard netop har sagt ja til at blive en del af Israelsmissionens landsstyre, og vi er sikre på, at hun i høj grad kan bidrage med gode kompetencer ind i Israelsmissionens arbejde. Læs lidt af hendes tanker om den nye opgave her:

Jeg er blevet spurgt om at stille op til Landsstyret for Israelsmissionen – og det har jeg med glæde og forventning sagt ja til. Især fordi det i høj grad er et gensyn med et engagement, der tidligere har fyldt og betydet rigtig meget for mig. Som ung studerende var jeg aktiv i Israelsmissionens Unge, blandt andet som landsformand, hvor jeg fik Israelsmissionens sag helt ind under huden. Det gjaldt både for arbejdet i Danmark, som rejseleder på studieture for unge til Israel samt gennem Jews for Jesus.

Siden da har jeg fulgt Israelsmissionen på sidelinjen. Min baggrund er en cand.mag. i historie og religionsvidenskab, og i dag arbejder jeg som chefkonsulent på Erhvervsakademi Aarhus, hvor jeg samarbejder med og rådgiver landets større virksomheder omkring intern efteruddannelse. Privat bor jeg i Aarhus sammen med min mand og vores fire børn, som efterhånden har en alder, hvor der igen er overskud til et kristent engagement udover den folkekirke, som vi er en fast del af.

Stor undersøgelse: Jødehadet vokser

Af Kirsten Bitsch Lang, 14. dec. 2018

”Jeg føler mig ikke tryg, når jeg går til et jødisk event, fordi der er så meget sikkerhedstjek,” fortæller en ældre jødisk dame fra Danmark. Hun er en af deltagerne i en vidtrækkende undersøgelse lavet af EU, der sætter fokus på, hvordan jøder oplevet antisemitisme i Europa. Her ses det, at ni ud af ti jøder oplever, at antisemitismen i Europa er blevet værre inden for de sidste fem år.

”Jeg oplever lige nu, at ’jøde’ er et meget brugt skældsord i København. Som jøde, der er vokset op i Danmark, har jeg altid undgået at vise folk min jødiske identitet,” fortæller en yngre kvinde i undersøgelsen.

Det er især online, at antisemitismen er stigende, men det sker også rent fysisk: Hver fjerde danske jøde har oplevet at se andre jøder blive fysisk eller verbalt angrebet inden for de sidste 12 måneder.

Den 26. september understregede FN’s generalsekretær António Guterres, at ”selve grundlaget for FN har rødder i, at vi skal tage ved lære af holocaust,” og han krævede, at vi skulle bekæmpe antisemitisme med al vores energi og vilje.

På det officielle plan oplever jøderne også dansk støtte, men som en ældre jødisk kvinde formulerer det:

“Officielt gør Danmark meget for at forhindre antisemitisme, men den folkelige stemning går den forkerte vej.”

Lidt over halvdelen af de danske jøder i undersøgelsen ser antisemitisme som et ret eller meget stort problem. Dette tal er langt højere i resten af Europa, hvor 85 procent af europæiske jøder ser antisemitisme som et meget eller ret stort problem.

Et af Israelsmissionens formål er at bekæmpe antisemitisme i enhver form, og i Israelsmissionen ser vi på udviklingen med bekymring. Som Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen, tidligere har formuleret det:

”Vi ønsker ikke at tale konflikten op eller råbe ’Ulven kommer’, men vi ønsker heller ikke at være naive, når vi ser skræmmende tendenser i samfundet. Vi ønsker derimod at udfordre hinanden til at tænke med på, hvordan vi hver især kan være medskabere af et samfund, hvor alle kan føle sig sikre og ikke behøver at skjule deres religiøse eller kulturelle identitet.”

Lad os sammen være ambassadører for, at jøder kan leve fredfyldt i Europa.

Hvordan man får muskler…..

Kære allesammen.

Nu er det blevet tid til det sidste blogindlæg, som vil vise jer, hvordan man får muskler.

Vi har arbejdet sammen med bibelselvskabet i Jerusalem, i en uge. Vi har arbejdet med mange bibler, som er udgivet fra forskellige lande. Vi satte bibler i rigtig rækkefælger, støvede af i shoppen, og løftede kasser på høje hylder. Det var både tunge og lette kasser. Efter hver dag, kunne jeg mærke, at mine arme var blevet brugt, men det var selvfølgelig på den gode måde.

Eliezer som var vores overordnede, havde god humor, og var meget snaksalig. Han fortalte en masse om sit eget liv. Alle dem vi mødte hos bibelselvskabet, var rigtig søde. Vi startede hver morgen med en kop kaffe, te, og bibelfællesskab. Bibelfællesskabet handlede om, at vi læste i biblen sammen, og snakkede om det vi havde læst.

Da vi mødtes første dag med dem, var der en af dem der sagde, at det var godt, at vi smilte, for det ville vi ikke blive ved med. Det kom heldigvis ikke til at ske, vores smil forsvandt ikke.

Den sidste dag hos bibelfællesskabet, afsluttede vi med at gå rundt på gaden, og dele det nye testamente ud. Det var en god oplevelse, og jeg syntes det var specielt, at gå rundt blandt jøder, som er i mod Jesus som Guds søn, og se at der var jøder som sagde ja til at få det nye testamente. Der var en del som sagde nej, men det bedste var at se dem der tog imod det nye testamente.

Det var en uge fuld af oplevelser, både gode og hårde. Jeg fik nemlig muskler og en spændende, men også udfordrende oplevelse, at gå rundt blandt jøderne.

De satte stor pris på vores hjælp, og sagde tak, og gav os på den sidste dag en hebræisk-dansk bibel. Hele ugen var meget god.

  Nu er vi noget til de sidste dage, som vi bruger på at hygge os sammen med hinanden, inden turen går tilbage til Danmark.

Det var det sidste live fra vores dejlige Israel.