Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Af Kirsten Bitsch Lang – 06.09.2018

I juli 2018 vedtog den israelske nationalforsamling Knesset en ny lov, der fastslår, at Israel er nationalt hjem for det jødiske folk. Den nye lov kaldes Nationalstatsloven og er del af en række grundlæggende love i Israel, som tilsammen kan minde om en forfatning. Loven vækker bekymring blandt de israelske mindretal, og tre punkter er særligt bekymrende: For det første fastslår loven, at retten til at udøve national selvbestemmelse kun gælder det jødiske folk, dernæst beskriver den, at jødiske bosættelser skal støttes og har national værdi, og til sidst bliver arabisk degraderet fra at være officielt sprog til at være et sprog med særlig status. Lisa Loden er messiansk jøde og derfor del af et mindretal i Israel. Hun har siddet i bestyrelsen for flere af vores israelske samarbejdsorganisationer – både organisationen Musalaha og studenterbevægelsen FCSI. Læs hendes tanker om den nye lov her (oversat af Kirsten Bitsch Lang).

Om Nationalstatsloven

Af Lisa Loden – 31.07.2018

Den nyligt vedtagne lov har modtaget en del omtale og ikke så lidt røre, siden den blev besluttet i sidste uge. Da jeg følger Yeshua (Jesus red.), er involveret samfundsborger og er medlem af en minoritetsgruppe, har jeg håbet og bedt for, at loven ikke ville blive vedtaget. Til min store bekymring blev den vedtaget, selvom det dog var med et meget snævert flertal. Essensen af Nationalstatsloven er at sikre, at det udelukkende er den jødiske befolkning i Israel, der får fulde civile rettigheder, og at ortodoks-jødiske religiøse traditioner vil være den eneste kilde til at legitimere kulturelle og civile anliggender, hvilket i realiteten prioriterer jødedom over demokrati. Det faktum, at minoritetsrettigheder ikke er nævnt i loven, er alarmerende. Det skal også pointeres, at denne nye lov er en grundlæggende lov – som sådan nedfældet side om side med Den israelske uafhængighedserklæring. Som grundlæggende lov rammesætter loven den fremtidige lovgivning, og den er meget svær at ophæve.

Nogle ser loven som en lov, der bare legitimerer, hvad der allerede er blevet status quo i Israel. Loven gentager meget af indholdet i Uafhængighedserklæringen. Men hvad der ikke er nævnt i loven, er på nogle områder mere foruroligende, end hvad der er nævnt. Minoritetsrettigheder er ikke nævnt, hvilket åbner op for muligheden for, at der ikke implementeres lige rettigheder for alle borgere. Det kan få betydning for de to millioner ikke-jøder, som er israelske statsborgere. Denne lov giver førsteprioritet til jødedom, når det kommer til både religion og etnicitet. Ifølge denne lov er det jødedom, der bestemmer nationale helligdage og har indflydelse på uddannelsesindhold etc.. Den jødiske etnicitet bestemmer status og bestemte civile rettigheder. Når det kommer til de messianske jøder, som er en meget mindre minoritetsgruppe end den arabiske befolkning, bliver den allerede svære situation med immigration højst sandsynligt endnu mere problematisk.

Alle minoritetsgrupper i Israel har grund til bekymring – inklusiv messianske jøder. I ortodoks jødedom er messianske jøder, uanset deres etnicitet og deres dokumenterede herkomst, rutinemæssigt ikke længere kategoriserede som jødiske på grund af deres tro på, at Jesus/Yeshua er Guds søn. Ikke engang messianske jøders overholdelse af traditionelle jøders skikke og livsstil er nok til, at det ortodokse fællesskab accepterer messianske jøder som rigtige jøder. Vores tro er den klods, de konstant falder over.

For den store gruppe af ikke-jødiske arabisktalende israelske borgere er denne lov bare endnu en måde, hvorpå man kan reducere deres status til andenrangsborgere. Selvom det er i en regerings ret at degradere et nationalt sprog, og det er sket før (Tyrkiet, Rwanda, Tanzania, Ukraine, Gabon etc.), så ser det ud til, at degradering at et sprog altid er linket til politiske omstændigheder. I denne sag er dét at degradere arabisk, klart et eksempel på, at Israel hævder den jødiske dominans. Dette er set som en fornærmelse af den arabisktalende befolkning.

Den mest kontroversielle paragraf; “bosættelses-paragraffen”, var taget ud timer før den sidste afstemning. Det er jeg taknemlig for. Havde den stadig været der, ville det føre til beskyldninger om, at Israel er stadigt mere racistisk, og det ville lovliggøre diskriminationspolitikker. Der er meget modstand mod diskrimination af bestemte segmenter i det israelske samfund (for eksempel LGBT-samfundet), og denne paragraf ville lovliggøre dannelsen af fællesskaber baseret på eksklusion af uønskede befolkningsgrupper.

Mens den stødende paragraf blev fjernet, står der stadig i punkt syv af loven: ”Staten ser jødiske bosættelser som en national værdi og vil arbejde for at opmuntre og promovere deres etablering og udvikling.”

Ved at gøre denne lov til en af Israels grundlæggende love, er fundamentet for demokrati undermineret.

På grund af det totale fravær af referencer til ikke-jødiske minoritetsgrupper, er forrangen af jøder nu indskrevet i loven, hvilket kommer til at danne grundlag for fremtidig lovgivning. Et stort antal af termer (som Israel og bosættelse) er ikke defineret. Dette kan nemt lede til en bred implementering af de grundlæggende koncepter, der er inkluderet i denne lov. Indtil nu har civile rettigheder og lighed været en del af vores værdisæt – som Bogens folk. Som en borger i landet og som medlem af en minoritetsgruppe (messiansk jøde), der har oplevet, hvordan der sker lovlige handlinger, der nægter mig fuld adgang til civile rettigheder, er jeg dybt bekymret for den jødiske etiks fremtid og de jødiske værdier i Israel.

Af Kirsten Bitsch Lang, 27. august 2018

Malene og Adam Stoltenberg Iversen rejser til Israel med deres lille søn Severin for at være volontører i Shevet Achim. Organisationen fragter børn og familier fra de omkringliggende arabiske lande til Israel, hvor de kan blive opereret for hjerteproblemer.

”Vi glæder os til at kunne hjælpe som familie dernede. At vi kan være dem, vi er – og på den måde sprede lidt glæde,” siger Adam.

Både Malene og Adam er studerende og på barsel lige nu, så de har valgt at bruge tre måneder på at hjælpe og bo med arabiske familier. ”Så der skal laves mad, køres folk på hospitalet, drikkes kaffe og passes børn,” fortæller Malene. Derudover håber hun på at kunne bruge sin faglighed, da hun læser medicin. Hun har i hvert fald læst op på hjertesygdomme og regner med at få noget tid på hospitalet.

”Ellers tror jeg, det handler meget om at være sammen med dem, der er i huset. Dagene er meget forskellige, og operationerne kan gå godt og skidt, så det drejer sig nok også om at være der for mennesker i livskrise,” siger hun.

Både Adam og Malene glæder sig til turen og har store forventninger. De har tidligere oplevet, at rejser åbner op for nye sider af både mennesker, andre kulturer og af Gud, og så er det åndelige aspekt også vigtigt for dem begge to. Adam forklarer det sådan: ”Jeg har en forventning om, at det bliver en periode, hvor vi kommer tættere på Gud. Får nogle stunder, hvor vi er i bøn og lovsang. Og at der også bliver tid til, at vi kan være mere sammen som familie”.

Parret er begge 25 år, og Severin er lige blevet syv måneder. På Shevet Achim starter hver dag med tre timers morgenmøde med lovsang, så det bliver både udfordrende og rigtig godt. De kan være lidt bekymrede for, om Severin gider de lange møder:

”Vi håber, vi kan styre Severin dernede, men egentlig er han jo ikke til at styre. De der morgenmøder kan hurtigt blive lange, hvis han skriger helt vildt. Men så er vi jo to. Vi håber, han er opdragen nok til at komme med,” siger Adam med et glimt i øjet.

Parret ser det som en stor fordel, at Shevet Achim hjælper alle slags mennesker; både muslimer og kristne. På den måde er arbejdet også ”evangelisations-agtigt”, som Malene formulerer det. Og så ser de Severin som en god ting for arbejdet:

”Det er et kæmpe plus, at vi kan tage Severin med. Jeg tænker, at han kan give smil og glæde ind i nogle af familiernes liv. Han kan være med til at bryde nogle kultur- og sprogbarrierer,” mener Adam.

Familien rejser til Israel fra 4. september til 4. december 2018.  

Af Kirsten Bitsch Lang, d. 15. august 2018

Christian Rasmussen har været med sin familie i Tel Aviv i tre uger denne sommer for at vikariere for familien Long, Immanuelkirkens nuværende præstefamilie. Det er omkring to år siden, at familien Rasmussen selv sagde farvel til at være præstefamilie, så de oplevede derfor et glædeligt gensyn med både byen og kirken:

”Det var på mange måder ret fantastisk at være tilbage i Tel Aviv. Både at se mange gode folk igen, som vi jo holder af og har været meget sammen med. Men også bare at bo i vores gamle hus, spise hummus fra den ’gamle’ hummus-pusher og handle ind i vores gamle supermarked,” fortæller Christian Rasmussen.

Selvom kirken i store træk lignede sig selv, var der også sket opmuntrende forandringer siden sidst:

”Seks måneder efter vi rejste, stoppede Juan Onasiss som vært i Åben Kirke, og Eti Zadok stoppede som kirkesekretær. Man lavede så en kombination af de to stillinger og har nu ansat Sarah Lazarus. Hun er på mange måder det første ansigt, man møder – både i kirken og på telefon og mail, og det var virkelig skønt at se, hvor godt hun gør det i begge roller.”

Noget af det særlige ved Immanuelkirken er dens meget forskellige medlemmer, og denne forskellighed kommer også til udtryk, da Christian skal sætte tre ord på kirken: ”Mangfoldig, Jesus-centreret og hyggelig,” lyder det. Og de tre ord rammer nok også meget godt ind, hvad han savner mest:

”Jeg savner al den forskellighed, vi havde i Immanuelkirken. Kirken var på mange måder et lille udsnit af, hvordan Guds verdensvide familie ser ud. Og vi så, hvordan Jesus betyder noget for alle mennesker på tværs af alle menneskelige skel. Og så kan jeg mærkeligt nok savne noget, som jeg mildest talt ikke altid påskønnede i Tel Aviv. Det var en permanent stressfaktor, at man aldrig kunne vide, hvordan en dag udviklede sig som præst i Immanuelkirken. I Danmark går det næsten altid som forventet. Jeg lægger jeg mig ofte i seng om aftenen efter en lang dag og tænker: ‘Jeg vidste det…’ Det gjorde jeg aldrig i Tel Aviv,” fortæller han.

For Christian Rasmussen gør kirken særligt en forskel på to måder; dels fordi den sender livsnær undervisning og forkyndelsen af de gode nyheder om Jesus med menigheden ud i hverdagsgudstjeneste for andre mennesker, og dels er kirken og dens volontører konkret engageret i en række sociale projekter; for eksempel et projekt blandt prostituerede i området. Og Immanuelkirkens formål og rolle i Tel Aviv har ikke ændret sig siden sidst. Som Christian Rasmussen fortæller:

”Immanuelkirkens største opgave er at fortælle folk i Tel Aviv om Jesus. Det har kirken selvfølgelig til fælles med alle andre menigheder. Det særlige ved netop Immanuelkirken er dens klassiske udtryk, og det drager nogen til kirken, som måske ellers ikke ville søge en evangelikal kirke i Israel. Ved at favne de givne fysiske og kulturelle rammer, som kirken har, har man en ganske unik platform for mission i Tel Aviv.”  

Ny kommunikationssekretær: “Jeg kan godt li’ langsomhed”

Af Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen, 7. august 2018

”Det er altså spændende, hvad der sker, når vi, som det lille hjørne af kirken vi er, rækker ud til andre,” mener Kirsten Bitsch Lang, der 1. august begyndte som kommunikationssekretær i Israelsmissionen.

Hun har en bachelor i antropologi, og derfor interesserer hun sig meget for kulturmødet i mission, og hun mener, kirken i sin missionsopgave skal blive skarpere på evangeliet i sin kontekst: ”Hvordan ser evangeliet ud lige her?” spørger hun, slår ud med armene og fortsætter: ”Evangeliet er den her kæmpestore ting, som vi bliver nødt til at konkretisere, når vi arbejder i forskellige kulturer,” mener hun og forklarer, at herhjemme bliver vi nødt til at spørge, hvad evangeliet er ind i en udpræget præstationskultur, mens spørgsmålet om forsoning naturligt fylder meget i Israel.

Kirsten har desuden en kandidat i analytisk journalistik, og hun har længe vidst, at hun gerne ville arbejde med kommunikation i en missionsorganisation. Hun kender Israelsmissionen godt, da hun tidligere både har været Missionspilot og haft studenterjob som volontørkoordinator. ”Det, der begejstrer mig mest ved at skulle arbejde i Israelsmissionen, er den særlige ånd og engagement, jeg har mødt her,” fortæller Kirsten og fortsætter: ”Her er virkelig en brand for global mission. Vi har et stærkt fælles formål, og så er der en kultur, hvor man kan lære noget og udvikle sig,” mener hun. Da hun udfordres på at sige lidt mere om den ”særlige ånd”, forklarer hun: ”Det er svært at sætte ord på. Min oplevelse er, at Israelsmissionen altid har været opsat på at være bibeltro uden at være firkantet. Jeg tror, det har noget at gøre med, at når man skal samarbejde med andre, så får man slebet nogle kanter. Jeg holder rigtig meget af, at vi også samarbejde med andre, som ikke ligner os. Det udfordrer os og gør os skarpe på vores mærkesager,” mener Kirsten.

Aldersmæssigt passer Kirsten med sine 26 år måske bedre ind hos Israelsmissionens Unge end hos ”de gamle” i Israelsmissionen. Men sådan ser hun slet ikke på det: ”Jeg er faktisk rigtig glad for, det er hos Israelsmissionen, jeg skal arbejde. Jeg er nok lidt nørdet, og jeg kan rigtig godt lide langsomhed og at fordybe mig.” Dermed ikke sagt, at alt bare skal blive ved med at være som ”det plejer”: ”Jeg håber at kunne være med til at vække noget mere græsrodsarbejde til live,” fortæller hun og siger, at hun glæder sig til at lære både medlemmer og frivillige bedre at kende. ”Kommunikation og fundraising handler om at få andre til at brænde med på sagen, og det glæder jeg mig til.” Derudover vil Kirsten arbejde for det, som hun kalder ”kvalitativ effektivitet”. ”Jeg håber, jeg kan være med til at stille skarpt på arbejdet i Israel og spørge: “Hvad er det, der virker? Ikke med mekaniske effektiviseringsbriller på, men så vi styrker vores formål om at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – så vi bliver endnu bedre til det, vi allerede er gode til.”

Privat har Kirsten været gift med Kim i lidt over et år. Når hun skal slappe af ”har det noget med sofaen at gøre”, som hun siger. Kirsten nyder at være i kolonihaven, spille brætspil og være sammen med mennesker.