Author: Kristoffer Bruun Simonsen

Jeg er sognepræst i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. Tidligere har jeg været kirkevolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor jeg for alvor fik øjnene op for kristendommens jødiske rødder.

Yom Kippur: Jeg løftede op i præstekjolen

3 Mos 16,2: Herren sagde til Moses: Sig til dig bror Aron, at han ikke når som helst må gå ind bag forhænget i helligdommen hen foran sonedækket… Det er fejringen af ”Yom Kippur”, når jøderne læser denne uges Torah-portion rundt i deres synagoger og samlingssteder. Den bemærkelsesværdige dag på året, hvor alt – simpelthen alt – ligger fuldstændig stille. Så stille, at man kan overveje at holde en picnic midt på motorvejen. For det er den ene dag om året, hvor ypperstepræsten i den gamle tempelhelligdom, måtte gå ind bag forhænget til det aller-helligste rum ved sonedækket. Der kan trækkes store teologiske tråde fra denne forordning i Den Gamle Pagt til Jesu triumftog i Den Nye Pagt. Tråde så store, at jeg næsten fik tårer i øjnene af glæde, da jeg opdagede nogle af dem for første gang. Men i dag har jeg lyst til at trække en anden parallel. Forleden havde jeg fornøjelsen af at afholde gudstjeneste med 300 veteraner samt Prins Joachim og Prinsesse Marie. Anledningen var den årlige flagdag for danske veteraner. Undervejs i gudstjenesten lavede jeg et lille stunt, hvor jeg afslørede en offentlig hemmelighed: Hvad gemmer præster under præstekjolen? Svaret denne dag vidste sig at være min feltpræst-uniform. Ud over glæden ved at få både soldater og kongelige til at grine, var der også en dybere pointe med stuntet: Pointen var, at soldater bærer deres udsendelse med sig, uanset om andre kan se det eller ej. Ligesom man ikke kan se, hvad jeg gemmer under min præstekjole. Pointen var, at vi bærer bagagen tæt inde på livet. Nogle gange fordi det gør for ondt at vise frem. Andre gange fordi vi slet ikke tænker over det mere – det er bare blevet ”en del af os”. Som veteran kan man måske godt have aflagt sin uniform, men man vil altid være veteran og bærer det med sig alligevel. Efterfølgende er det gået op for mig, at dette billede også kan bruges på mange andre aspekter af livet. Fx ift. depressioner eller stress. Eller ift. min skam. Eller mit hovmod og mit begær. Spørgsmålene, som det rejser for mig, er: Lader jeg Jesus komme ind bag forhænget til det allerhelligste i mit liv? Lader jeg ham få fri adgang, eller begrænser jeg det til absolut minimum?  

Når cyklen driller

Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten. (2. Mos 13,21-22)
Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-17,16 Forleden nørklede jeg tålmodigt og ambitiøst med min cykel i lang tid. Jeg forsøgte at sætte en ære og værdi i at få lidt olie under neglene. Men efter 1 time måtte jeg sande, at jeg ikke kunne klare opgaven. Det havde været spild af tid! Der er få ting, der kan irriterer mig så meget, som hvis jeg spilder tiden. ØV, siger jeg bare!

Den sure omvej

Israelitterne er lige begyndt på deres udvandring fra Egypten. De har lidt under slaveri i mange hundrede år, og minsandten om ikke Gud bevidst leder dem ad den lange besværlige omvej. 2 Mos 13,17b-18: ”Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig. Derfor førte Gud dem af en omvej gennem ørkenen til Sivhavet”. Hvad i al verden bilder han sig ind? – Giver Gud i sin visdom ligefrem omveje og spild tid? Ellers tak, siger jeg bare! Der går da heller ikke længe før israelitterne opgivende og hånligt anklager Gud: Var der ingen grave i Egypten, siden du førte os ud for at dø i ørkenen? (14,11)

Guds veje er for vilde

Det forunderlige er, at Gud hele tiden leder folket på vandringen på ekstreme måder. I 2 Mos 13,21-22: Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten. Det er helt vildt! Og ikke nok med det, så deler Gud også havet i to, sådan at de kan passere vandet med tørre fødder. Det er helt vildt vildt! Men folket klager over deres nød. Som et mønster, der gentager sig igen og igen under hele vandringen.

Den nødvendige omvej

Folkets nød er som regel, at de er sultne eller tørstige. Derfor klager de til Gud – og det er i sandhed godt! Deres ærlighed og umiddelbarhed i at råbe deres nød til Gud er netop barnets ret, som vi må tage med os. Men på et dybere plan er deres største nød også, at de ikke indser, at Gud hele tiden trofast vandrer med dem, også selv om de oplever modgang. For israelitterne var omvejen ikke spild af tid. Omvejen var tværtimod det, som formede dem fra slaver til et selvstændigt folk, der skulle leve med Gud, som deres Herre. Vi bestemmer ikke selv, hvilke udfordringer, der rammer os. Men vi bestemmer, hvordan vi vil reagere på det og leve med det. Hvordan vil du reagerer på de omveje, der rammer dit liv?

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503