Skip to main content

Forfatter: Maria Strøm Risbjerg

Velkommen på Torvets højskole i september 2023

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Torvets højskole er tilbage, og vi glæder os over at kunne byde velkommen til indholdsrige dage på Virksund Kursuscenter i fællesskab med Menighedsfakultetet og Promissio.

Du kan blandt andet høre generalsekretær Christian Rasmussen undervise om “Gud, Israel og evangeliet”.

I år er temaet “Troens mange spor”. Der er mange forskellige spor til Kristustro, og konsekvenserne af troen har ligeledes mange spor – både på det personlige plan og i relationer til de mennesker, vi møder gennem livet. Gennem disse højskoledage vil vi fordybe os i “Troens mange spor” i fællesskabet med hinanden, gennem samtale, andagter, bibelrefleksion, foredrag, udflugt og gåture i det fri.

Du kan se informationer om priser og tilmelding her.    

Valg til landsstyret 2023

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Den 25. marts holder vi årsfest i Aarhus, og i den forbindelse vil der være valg til landsstyret. På valg er Krista Rosenlund Bellows, og hun modtager genvalg. Andre opstillede kandidater skal meddeles sekretariatet inden d. 25/1.

Programmet for årsfesten bliver offentliggjort senere på vores hjemmeside og på Facebook. Vi glæder os til at fejre Guds mission her i verden – og til at være sammen med alle jer, der også brænder for at dele evangeliet med det jødiske folk.

Jøder i Danmark i 400 år

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Artikler, Jødisk historie.

24. november 2022 af Kurt E. Larsen, folkekirkepræst og professor, dr. theol.

I år fejres 400-året for at Danmark har haft en befolkningsgruppe med jødisk tro. Ikke just alt i denne lange historie er der grund til at være stolt af fra vi kristnes side, mens vi til gengæld må benytte lejligheden til at hylde vores jødiske landsmænd store bidrag til landets økonomiske og kulturelle udvikling. I denne artikel giver jeg som kirkehistoriker nogle træk af historien om jøderne i Danmark.

Middelalder og reformationstid 1100-1600

Længe før der overhovedet var set jøder på dansk grund, kendte man til dem både fra de bibelske skrifter og fra den antisemitiske udlægning i vores sydlige nabolande i middelalderen. En kirkemand fra Odense skrev i 1100-tallet: Jøder har dræbt Jesus; jøderne var blinde og hovmodige og havde fortjent deres forkastelse. I 1516 kom det første direkte antijødiske skrift på dansk: Jøderne udbytter de kristne, deres religion er fejlagtig og derfor bør de udvises af landet og deres bøger brændes.

                      De danske reformatorer fulgte ikke den ældre Luther i hans skrækkelige jødepolemik. Hans Tausen skrev, at jøderne var fortabte på grund af deres vantro, men det gjaldt også katolikker. Også vi evangeliske er skyldige for Gud i vores utaknemlighed, skrev han, og udtrykte håb om jøders fremtidige omvendelse til Kristus.

1600-1700: Danmark åbnes for jøder, trods ensretning

Det var af økonomiske grunde, den danske kong Christian 4. for 400 år siden indbød jøder til sit rige. Kong Frederik 3 gav fra 1651 særlige lejdebreve til jøder, så de lovligt kunne opholde sig i de kristne riger Danmark og Norge. Den lutherske kirke havde i den periode en dyb overbevisning om at et rige kun kunne bestå, hvis alle i landet havde samme religion. Biskop Jesper Brochmann mente, at et land syndede ved at lade ikke-lutherske bo i det. De handelspolitiske hensyn hos kongen sejrede dog. Jøder fik lov til at rejse omkring og handle, fik i 1673 lov til at bosætte sig i Danmark, i 1682 at bygge synagoge i Fredericia og i 1684 at danne en jødisk menighed i København.

Danmark-Norge var tidligere ude på dette punkt end Sverige, hvor der var direkte forbud mod jøder helt frem til 1774.

1700-1750: Mission blandt jøder, og til dels nyt syn på jøder.

Med den pietistiske vækkelsesbevægelse i de lutherske kirker i Tyskland fra omkring 1675 kom der et positivt syn på fremtiden: Hvis kirken fandt frem til bedre arbejdsmetoder, ville det føre til levende tro og helligt liv, og dette ville så være et vidnesbyrd for jøder, så disse kunne ledes til kristen tro. Pietismen begyndte tilfældigvis som bevægelse i byen Frankfurt am Main, hvor der også var en stor jødisk menighed. Præsten Spener så behovet for en aktiv missionsindsats, men ønskede også at give jøder bedre levevilkår og muligheder i datidens tyske samfund, for så ville de ikke have så meget imod kristendommen. I byen Halle, hvor pietismen prægede universitetet, oprettedes der et særligt institut med henblik på mission blandt jøder og muslimer.

Det tyske ægtepar Johanna Eleonora og Johann Wilhelm Petersen hørte til pietismens senere og radikale fløj, og de lærte, at der i Tusindårsriget skulle ske en omvendelse af jøderne, at der skulle oprettes et jordisk rige med Jerusalem som hovedstad, hvor Israel skulle regere sammen med de sande kristne.

En tredje fløj inden for pietismen var Brødremenigheden, hvis leder, grev Zinzendorf overholdt sabbaten, og tænkte på at oprette en særlig jødekristen menighed med sabbat, omskærelse osv.

I Danmark fik Petersens tanker om jøderne og de sidste tider ingen særlig indgang, men de praktiske missionsforslag fra Spener og Halle slog igennem. Dem gik det danske kongehus nemlig ind for, og da man i København fik oprettet et børnehjem (’Vajsenhus’), blev dette et pietistisk arbejdscentrum. På det tidspunkt var der kun 282 jøder i København. Den pietistiske kong Chr. 6 var mere venlig over for jøder end biskopper og byråd. Kongen tillod, at pietistiske jødemissionærer fra Halle kom til landet flere gange i hans tid og i alt blev 84 jøder døbt i Danmark i årene 1700-60.

I den efterfølgende oplysningstid vandt en ny samfundsopfattelse frem, en sækular opfattelse, hvor man mere ville adskille stat og religion. Det ændrede meget på jødernes stilling i samfundet.           

1750-1830: Jødisk ligestilling

Antallet af jøder vedblev at stige i Danmark, særligt i København, hvor der boede ca. 2000 jøder i 1800 (2%). Det var stadig ikke med bystyrets velvilje – og den norsk-danske Ludvig Holberg – der ellers ofte forbindes med oplysningstiden – postulerede, at der ikke fandtes mere løgnagtige folk end jøder. Kongehuset var mere positivt, og tolerancen voksede: Jødiske mænd kunne fra 1783 tage akademiske grader; og jødiske drenge kunne fra 1798 gå i latinskolerne. Regeringen gav omkring år 1800 jøder lov til at opføre egentlige synagoger og begravelsespladser. I 1802 fik jøder tilladelse til at købe godser; i 1809 til at blive soldater osv.  

Da oplysningstankerne vandt frem inden for kirken, gik mange teologer ind for en ’naturlig religion’ – en religion som man kunne slutte sig til ud fra naturen – snarere end en kristentro, der byggede på åbenbaringen i Bibelen. Ikke Kristus som frelser, men Jesus som moralsk forbillede blev det vigtige. Vægten i den naturlige religion lå på moral og fornuft, og derved blev forskellen til jødedommen mindre. Interessen for at drive mission blandt jøder svandt hen igen.

Kun enkelte teologer gik imod den gængse negative indstilling over for jøder. Det gjaldt bl.a. Sjællands biskop N. E. Balle – kaldet Bibelens ensomme kæmpe i samtiden – og hans unge slægtning Grundtvig. Det er glædeligt og bemærkelsesværdigt at netop de to, som senere trods alt er blevet kendt som den positive og bibelske kristendoms forsvarere i landet, også var dem, der trådte op imod de mere rationalistiske teologers jødefjendtlighed. I Tyskland var det desværre ofte konservative teologer, der var mest på den anti-jødiske side.

Loven af 1814 gav jøderne næsten fuld ligestilling i Danmark. Norge skiltes fra Danmark samme år og deroppe gik det jøderne anderledes. De blev udelukkede fra at bo i Norge, i hvis grundlov der kom til at stå: ”Den evangelisk-lutherske religion forbliver statens officielle religion… Jesuitter og munke-ordener må ikke tåles. Jøder er fremdeles udelukkede fra adgang til riget”. Den paragraf blev ophævet i 1851, men antallet af jøder i Norge blev aldrig stort, størst omkring 1920 med 1500 jøder.

I Sverige fik jøderne først mere frihed i 1838, i liberalismens tid – og fuld emancipation i 1870. Udviklingen fulgte den danske, blot med lidt forsinkelse. Danmark var gået bankerot i 1813, i 1814 tabte vi Norge, og i krisens tid fandt man sig en syndebuk i jøderne. Der var jødefejder i 1813 og igen i 1819. Antijødiske holdninger fandtes igennem hele 1800-tallet, men der var også fornyelse af den kristne jødemission og af det bibelsk-teologiske syn for jødernes plads i frelseshistorien.

Vækkelserne fører til missionsarbejde blandt jøder

Med den evangelikale vækkelse i England omkring 1800 vågnede kaldet til at bringe evangeliet til det jødiske folk. Det Danske Missionsselskabs stifter, præsten Bone Falk Rønne, døbte flere jøder og arbejdede for at jøder skulle tro på Jesus som Messias. Siden fik Det Danske Missionsselskab en formand, Kalkar, der selv var en døbt jøde, opvokset i et rabbinerhjem i Odense. I England og USA var der fra 1830’erne en vældig opblomstring i studiet af de sidste tider og af Bibelens taler om jøder i den henseende. Det kom til at præge angelsaksisk kirkeliv til denne dag.                     

Da denne strømning kom til Danmark, var det folk fra dette miljø, der tog initiativ til at drive mission blandt jøder (Israelsmission). I Norge havde man drevet Israelsmission fra 1844 – før der var jøder i landet – og i Sverige fra 1876. 1880’erne var den tid, hvor Den Danske Israelsmission blev til: Nogle københavnske kvinder dannede en sykreds i 1882, holdt møder for byens jøder og aflagde husbesøg i jødiske hjem. Denne kreds af kvinder var til dels af svensk herkomst og hørte hjemme i vækkelsesmiljøet. Snart fik Israelsmissionen ansat en jødekristen missionær.

Israelsmissionens arbejde var i de første mange år rettet mod jøder uden for Danmark, men efter 1900 ankom flere tusinde jøder østfra som flygtninge. Blandt dem begyndte Den Danske Israelsmission at arbejde i 1907 ved at hjælpe socialt og forkynde evangeliet for dem. En del jøder blev døbt, og der oprettedes en jødekristen forening i 1916. Fra synagogens side mødte missionsarbejdet modstand, men på den anden side blev det fra jødisk side påskønnet, at Israelsmissionen bidrog til at bekæmpe antisemitismens pest.                     

Nazismens tid 1933-1945

I hverken det norske eller danske samfund var der nogen antisemitisk bevægelse af betydning i 1930’erne. Jøder udefra var dog ikke velkomne. De danske fagforeninger havde tusinder af arbejdsløse medlemmer, og ville derfor nødigt se flygtninge tage arbejdet fra danskere. De danske politikere var også bange for, at mange jødiske flygtninge ville skabe en antisemitisme i det danske folk, og turde derfor ikke åbne grænserne for jødiske flygtninge. Men man ville forsvare de jøder, der var her. Mest kendt er den store transport over Øresund i oktober 1943, hvor det lykkedes at få næsten alle danske jøder sejlet i sikkerhed i Sverige. Den danske forfatter Henri Nathanson steg efter 10 timers sejlads i land, i det frie Sverige, og en svensk politimand rakte ham sin hånd og sagde: ”Gud ske lov at ni kom frälst hit”. Fra Norge kom også en mindre gruppe jødiske flygtninge til Sverige og fandt tilflugt.    Det er også værd at mindes den rolle, som danske kirkefolk spillede i den forbindelse.

Som eksempel kan nævnes præsten Christian Bartholdy i Haslev, Indre Missions landsformand. Da et par unge jøder på vej fra København til Sverige havde brug for et skjulested, gav deres jødiske hjælper dem ordre til at tage ind hos pastor Christian Bartholdy. Der var brødrene så, indtil skibet var klar. Det ville ikke have været naturligt alle steder i kristenheden og til alle tider i kirkens historie, at flygtende jøder kunne regne præster som naturlige beskyttere. Men Bartholdy havde været een af de første, der trådte op imod jødehadet. I Indre Missions Tidende havde han skrevet i 1941, at kristne umuligt kunne se ned på jøderne. Udenrigsministeriet var bekymret for at den slags udtalelser kunne belaste forholdet til tyskerne, og bad kirkeministeren påtale udtalelsen over for Bartholdy, men Bartholdy sagde lige ud, at han havde i sinde at gentage sine udtalelser mod jødeforfølgelserne lige så længe, der var vejr i ham.

Da jøderazziaen truede omkring 1. oktober 1943, lod Københavns biskop Fuglsang-Damgård udarbejde et godt og klart hyrdebrev til oplæsning i danske kirker den 3. oktober.                  

At det gik sådan under besættelsestiden, var et vidnesbyrd om, at jøderne på det tidspunkt for længst var velintegrerede i det dengang tydeligt kristne danske samfund. Og de var velanskrevne for deres bidrag til kulturlivet, erhvervslivet og det politiske liv. Da staten Israel efter verdenskrigen blev oprettet som jødisk hjemland, var opbakningen til Israel også helt massiv i den brede danske befolkning.

Forhåbentligt kan den danske jødiske befolkningsgruppe også fortsat bevare den gode position i Danmark, nu hvor samfundets sekulariseres og tolerancen mod al religion i det hele taget synes at være vigende.   

Litteratur

M. S. Laustens bøger om kirken og jøderne i Danmark; Valentin om jødernes historie i Sverige, og Mendelsohns bøger om Norge.

Lone Rünitz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, København 2000.

Bent Blüdnikow: Som om de slet ikke eksisterede, København 1991.

Erik Thostrup Jacobsen: Som om intet var hændt – den danske folkekirke under besættelsen, Odense 1991.

Kurt E Larsen: Christian Bartholdy: Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Fredericia 2014.  

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Dryp fra LCJE 2022: Hvem siger I, at jeg er?

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

14. november 2022 af Kristoffer Eknes, Den Norske Israelsmisjon – oversat af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

AF KRISTOFFER EKNES, DEN NORSKE ISRAELSMISJON – OVERSAT AF MARIA STRØM RISBJERG, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER

Lidt uden for København mødtes en gruppe mennesker fra hele Europa for tale med hinanden om, hvordan de sammen kan være med til at give evangeliet tilbage til Jesu eget folk.

Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (LCJE) er et af mange netværk indenfor Lausannebevægelsen, der ønsker at forene den globale kirke og udbrede evangeliet til hele verden. Det er Israelsmissionen en del af.

Den 24. oktober mødes det europæiske netværk til inspiration, samtaler og undervisning under temaet Hvem siger I, at jeg er? Et spørgsmål som stadig flere og flere jøder tør udforske. Nogle svarer: ”Du er Messias, den levende Guds søn.”

Konferencen begyndte med en påmindelse

Allerede under første samling mindede Hanna Lindberg fra Finnish Lutheran Overseas Mission (FLOM) forsamlingen om, hvad det vigtigste er for alle os, der står i en kristen tjeneste: ”Vi er alle travle og har meget arbejde, som venter på os. Men det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at vi først og fremmest skal være i Guds nærhed og omsorg,” opmuntrede hun.

Hun fortalte videre, at det er nemt at blive fanget i alt det, der sker omkring os. Ikke bare på de sociale medier og i nyhederne, men også i vores egen tjeneste. Et kort blik rundt om i forsamlingen kunne bekræfte, at mange spejlede sig i denne udfordring. Hun opmuntrede deltagerne til at vende fokus væk fra alt det arbejde, de stod med, og i stedet se hen på alt det, Jesus gør. Hvordan han ændrer livet for mennesker og giver dem fred. Mange af de organisationer, som var til stede, kunne alle fortælle om, hvordan Gud stadig griber ind i menneskers liv og viser jøder, at Jesus er Israels Messias.

Hvordan kan vi dække reelle behov?

Konferencen tog en række spændende temaer op gennem bibeltimer, foredrag, seminarer, møder og mindre gruppesamlinger. Et af temaerne blev afholdt af Aaron Lewin og Dan Sered fra Jews for Jesus. De er begge messianske jøder med israelsk statsborgerskab. Men i øjeblikket bor i andre dele af verden. De kunne fortælle, at en forholdsvis stor del af den jødiske befolkning i Europa er israelere. Dermed er de ikke en del af en jødisk minoritet med en længere historie i de lande, de er bosat i. De understregede, at dét at dele evangeliet med en lokal jødisk minoritet kan se helt forskelligt ud i forhold til at dele evangeliet i den israelske diaspora. ”Forskellige mennesker har forskellige behov. Der findes ikke én effektiv måde at dele evangeliet på. Vi må tilpasse måden, vi deler evangeliet på, og hvem, der fortæller det, efter målgruppen, vi ønsker at nå,” understregede Aaron Lewin.

”Forskellige mennesker har forskellige behov. Der findes ikke én effektiv måde at dele evangeliet på. Vi må tilpasse måden, vi deler evangeliet på, og hvem, der fortæller det, efter målgruppen, vi ønsker at nå.” – Aaron Lewin, Jews for Jesus.

Aaron Lewin leder arbejdet for Jews for Jesus i Berlin, hvor de hovedsageligt arbejder blandt israelere, der er flyttet til byen. Han fortalte, at israelere ofte føler sig ensomme og kan have sproglige udfordringer. Derfor søger de ofte fællesskab med andre israelere. ”Som israelere kan vi være med til at hjælpe med det praktiske, lære dem tysk og hjælpe med at håndtere kulturchokket, som opstår i en ny kultur,” delte han med deltagerne. Lewin understregede, at selvom indpakningen kan være forskellig, så er evangeliets indhold formidlet lige klart. Samtidig må vi være bevidst om målgruppens behov. ”Vi ønsker at hjælpe og dække reelle behov, som israelere støder på i vores by,” fortalte han.

Kampen mod antisemitisme er en unik mulighed

”Hvem herinde er blevet kaldt en beskidt jøde,” spurgte Josh Turin under et seminar om antisemitisme. Flere hænder blev rakt i vejret, og vi hørte historier om, hvordan jesustroende jøder på forskellig vis havde mødt antisemitisme. Det gjorde indtryk.

Turin fortalte videre om, hvordan kristne har en unik mulighed for at vise kærlighed til det jødiske folk ved at tage kampen mod antisemitisme op. Han fortalte blandt andet om et initiativ blandt protestantiske kirker og Jesustroende jøder i Frankrig. De begyndte at bekæmpe antisemitisme, og på den måde byggede de bro til jødiske miljøer i landet.

”Antisemitisme omtales som en sygdom. Vi, som tror på Jesus, bruger et andet begreb, nemlig synd. Vi har et ansvar for at kæmpe imod det,” understregede Turin.

”Antisemitisme omtales som en sygdom. Vi, som tror på Jesus, bruger et andet begreb, nemlig synd. Vi har et ansvar for at kæmpe imod det.” – Josh Turin.

Vores brødre og søstre i Ukraine

Under et seminar ledet af Rolf Gunnar Heitmann, mødte vi Anatoli Emma fra Ukraine. Han er selv jesustroende jøde, præst og ansat i organisationen Jews for Jesus. Han kunne fortælle om en krævende situation ved frontlinjerne. ”Jeg har hundredvis af historier, jeg kunne dele med jer,” fortalte han.

Tidligere leder for Jews for Jesus i Europa, Avi Snyder, fortalte, at der er opstået en række udfordringer, ikke bare materielle og åndelige, men også når det kommer til enheden blandt troende. ”Der er russisktalende trosfæller, som ikke tør se sine ukrainske brødre og søstre i øjnene. Nogle menigheder splittes på grund af etnicitet og sproglige tilhørsforhold,” sukkede han.

Danmark beskyttede sin jødiske befolkning

LCJE-deltagerne fik et spændende indblik i dansk-jødisk liv, både historisk og i dag, ved en guidet tur i København. For mange af deltagerne var det stærkt at høre, hvordan 95 % af den jødiske befolkning i landet blev reddet af danskerne. Først ved at sørge for at alle jøder var ude af hjemmene ved den planlagte pågribelse i 1943. Derefter ved at skjule dem og fragte dem til Sverige ved hjælpe af fiskere og deres både. Det er en historie, som står i stor kontrast til, hvordan mange andre lande forholdt sige til deres jødiske befolkning.

Guiden Bente delte også andre historier om synagogen og om menneskene der. Særligt stærkt var det at høre om, hvordan hendes tidligere elev og medlem af synagogen blev skudt og dræbt ved indgangen i 2015. ”Dette er vanskeligt for mig. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det,” fortalte hun.

Et fornyet fokus på evangeliet

Et tema, som flere gange dukkede op, var, hvordan vi skal forholde os til kritik af mission til jøder. Både i forhold til humanitært arbejde, som inkluderer at dele evangeliet, eller anklager om, at det at dele evangeliet er en form for antisemitisme eller i mindre grad erstatningsteologi.

Joseph Steinberg afsluttede konferencen med at minde deltagerne om, at evangeliet altid skal være til stede i vores arbejde. Han nævnte, at eksistensberettigelsen af LCJE og vores organisationer netop er, at vi skal dele evangeliet med det jødiske folk. ”Der er mange vigtige emner, vi kan være optagede af. Men vi i LCJE må sætte evangelisation til det jødiske folk på kirkens dagsorden. Hvem gør det, hvis ikke os?” afsluttede han.

 ”Der er mange vigtige emner, vi kan være optagede af. Men vi i LCJE må sætte evangelisation til det jødiske folk på kirkens dagsorden. Hvem gør det, hvis ikke os?” – Joseph Steinberg.

Hvem siger I, at jeg er?

Den røde tråd gennem hele konferencen kom frem gennem de mange spændinger, vi mennesker bevæger os mellem. Mellem lidelse og glæde, mellem jøder og ikke-jøder, mellem kirke og synagoge, mellem kaos og fred, mellem travl hverdag og Guds nærvær. Hanna Lindbergh, Sarah Schrøder, Maia Inbar, Yoel Ben David, Joseph Steinberg og mange flere mindede os om netop dette. At være tæt på Jesus og at erfare, at han er den, han siger, han er. At han er Israels, og dermed også alle mennesker, Messias.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

40 års udrustning af den messianske bevægelse i Israel

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

11. november 2022 af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

Her i november kunne det evangelikale studie- og resursecenter for bibelske og jødiske studier Caspari Center i Jerusalem fejre 40-års jubilæum. Generalsekretær Christian Rasmussen deltog i festlighederne som repræsentant for Israelsmissionen, der er en af partnerne bag centeret.  

”Gennem 40 år har Caspari Center været ambassadør for den messianske bevægelse gennem sit historiske og teologiske arbejde. Caspari Center har hjulpet os til at se vores jødiske brødre og søstre som en legitim og distinkt del af den globale kirke og af jødedommen – og at man forbliver jøde, når man kommer til tro på Jesus,” sagde Christian Rasmussen i en hilsen under festlighederne. Mange var samlet fra nær og fjern for at markere jubilæet. David Zadok fra den messianske bevægelse fortalte blandt andet om de første hebraisksprogede bibelkommentarer og andet teologisk litteratur, som gennem tiden er blevet udgivet af Caspari Center.

Israelsmissionen er meget tæt engageret i Caspari Centers arbejde. David Serner, der er udsendt af Israelsmissionen og præst i Den Danske Kirke i Jerusalem, bruger halvdelen af sin arbejdstid på stedet, hvor han leder afdelingen for internationale studier. Her er formålet at undervise den globale kirke om kristendommens jødiske rødder samt om den messianske bevægelse. Det er senest kommet til udtryk i en stor undersøgelse af den messianske bevægelse, som David Serner og Alec Goldberg har foretaget, og som er blevet publiceret i bogen Jesus-believing Israelis – exploring Messianic Fellowships.

Til gavn for 1000 børn

I Israel samarbejder centeret med lokale Jesus-troende menigheder ud over hele landet. I fællesskab med ledere i den messianske bevægelse planlægger og afholder medarbejderne ledertræning for fremspirende ledere, ligesom de tilbyder undervisningsressourcer for forældre, undervisere og ungdomsledere. Blandt andet afholder de kurser for mere end 100 sabbatsskoleledere, og derigennem kommer Caspari centers undervisning til gavn for mere end 1000 børn i den messianske bevægelse.

Caspari Center anser det bibelske vidnesbyrd i sin helhed for at være en sand og troværdig rettesnor for tro, lære og liv, og centeret ser retfærdiggørelsen ved tro på Jesus som en vital grundsandhed i forståelsen af bibelen. Derudover udgiver centeret bøger og undervisningsmateriale, hvor målet er at udgive det bedste materiale fra lokale og internationale ressourcepersoner i den messianske bevægelse.

Bed for Caspari Centers fremtid

I øjeblikket står Caspari Center uden leder, og i de kommende måneder skal bestyrelsen træffe nogle vigtige valg. Bed gerne for dem og for fremtiden.   

Det er også muligt at støtte arbejdet økonomisk. Det kan du gøre her.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Løvhyttefesten inviterer os ud i ørkenen og ind i Guds nærvær

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Artikler, Jødiske fester.

27. september 2022 af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

Løvhyttefesten er det helt store klimaks i den jødiske kalender. Her mindes jøder verden over israelitternes vandring gennem ørkenen, dengang de var blevet befriet fra slaveriet i Egypten. Det var en tid, hvor Gud var deres eneste faste håb, og hvor drømmen om det forjættede land endnu var en drøm. Selvom det kan virke besynderligt at fejre nogle af de tungeste år i israelitternes historie, så fortæller det noget helt centralt om Guds store frelsesplan, mener sognepræst Jan Holm Mortensen.

Det fysiske land var kun en skygge

”Hvis jeg skulle have fundet på løvhyttefesten, ville jeg have fejret indvandringen til det forjættede land. Det virker oplagt. Det begyndte med udvandringen fra Egypten, og så kunne det passende slutte med ankomsten til det forjættede land. Men det er ikke det, de får besked på,” fortæller Jan.  

”I skal bo i løvhytter i syv dage for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten.” Sådan lyder det til israelitterne i 3. Mosebog kapitel 23. Her ligger fokus på ørkentiden og ikke på det længeventede nye land. Og det er der en god grund til: ”Når de er kommet ind i landet, skal de hvert år flytte ud i en løvhytte, som minder om ørkenens telte, for at huske på tiden i ørkenen, hvor Gud var deres faste bolig. Tiden, hvor Gud ledte dem som den gode hyrde, og hvor han sørgede for dem med både mad og drikke. Ørkentiden blev pludselig en idealtid, hvor man var i tæt forbindelse med Gud, og hvor der ikke var nogen anden at sætte sin lid til.”

”Ørkentiden blev pludselig en idealtid, hvor man var i tæt forbindelse med Gud, og hvor der ikke var nogen anden at sætte sin lid til.”

Selvom israelitterne kom ind i det længe ventede forjættede land, var det fysiske land stadigvæk kun en skygge. ”Klimaks er, at de kom ind i landet, ja. Men kun som et billede på en dybere frelse og en dybere fremtid,” forklarer Jan. ”Sådan bevæger den jødiske festkalender sig fra påske, til pinse og slutter med løvhyttefesten. På den måde bliver jøderne hvert år mindet om Guds frelseshistorie, og det klimaks, de stadig er på vandring imod. Hvert eneste år venter man på, at Gud kommer med en endnu større frelse end den fra Egypten – nemlig fra synd og død – og det er løvhytterne en fast påmindelse om.”

”Jeg er den, I venter på”

Løvhyttefesten havde også stor betydning på Det Nye Testamentes tid, og nogle af de vigtigste dage i Jesus’ liv foregik under løvhyttefesten i Jerusalem (Joh 7,14 til og med Joh 10,21 – undtaget kapitel 8,1-11, der ikke hører til i denne kontekst). Her bruger Jesus festens tematikker til at fortælle jøderne, hvem han er.

På Jesus’ tid var der opstået mange ritualer og traditioner omkring løvhyttefesten, og Jerusalem var fyldt med jøder fra nær og fjern, der alle var rejst til templet for at bygge løvhytter og fejre festårets klimaks. Det er midt i denne festtid, Jesus træder frem med sit budskab: ”Det er ikke overraskende, at Jesus netop vælger at stille sig offentligt frem midt under løvhyttefesten. For det var jo en tid, hvor man så tilbage på vandringen i ørkenen som en idealtid, der skulle komme igen. En tid, hvor Gud endelig kommer og tager bolig iblandt os,” fortæller Jan.

”Når Jesus siger, at han er verdens lys, så spejler han også Guds lys, som ledte israelitterne gennem ørkenen som en ildsøjle om natten. Han gør det tydeligt, at det er ham, de venter på.”

Hver dag hentede præsterne vand fra Siloa dam, som de hældte på altret, imens de gik rundt om det og råbte ”Hosianna, frels dog Herre.” Vandet skulle minde dem om, hvordan Gud sørgede for dem ved at lade vand strømme ud af klippen, når Moses slog på den. ”Man kan næsten se det for sig. Præsterne kommer op med vandet fra Siloa dam, og de beder Gud om, at han må sende endetidens levende vand, som han har lovet. Og så svarer Jesus: ”Jeg er det levende vand. Den som tror på mig skal aldrig i evighed tørste”. Under løvhyttefesten tændte man også lys på tempelpladsen hver aften i nogle store standere, som oplyste hele Jerusalem. Også lyset har en særlig reference til ørkentiden: ”Når Jesus siger, at han er verdens lys, så spejler han også Guds lys, som ledte israelitterne gennem ørkenen som en ildsøjle om natten. Han gør det tydeligt, at det er ham, de venter på.”

For at Guds gerninger skal åbenbares

Men Jesus blev afvist af jøderne. De var rasende og ville stene ham. Så mødte han en blind mand, der sad på trappen udenfor templet og tiggede. Manden havde været blind fra fødslen, og folk ville gerne vide, om det var hans egen skyld: ”Han må jo have gjort noget, siden han er blevet straffet af Gud på den måde. Men det afviste Jesus, og i stedet sagde han, at det var for at Guds gerninger skulle åbenbares på ham (Joh 9,3). Derefter gjorde Jesus noget underligt. Han smurte noget på hans øjne, sendte ham ned til Siloa dam og fortalte ham, at han skulle få sit syn igen.”

Særligt denne tekst skal læses i lyset af Løvhyttefesten, mener Jan: ”For mig at se, er det her en af de mest misforståede tekster i Det Nye Testamente. Folk siger, at manden først skulle tro på det – han skulle gå, før han kunne få sit mirakel. Men pointen er en anden. Jesus helbredte normalt ikke folk på den måde. Han lagde jo bare hænderne på dem. Han forlangte ikke noget,” fortæller Jan.

”Hele forløbet, hvert eneste lille led i diskussionerne mellem Jesus og de skriftkloge, er alt sammen belyst af løvhyttefestens kontekst. Pludselig hænger det hele sammen, så man er ved at tabe både næse og mund,” fortæller Jan.

Men hvad er der så på spil? Det handler om, at Jesus er den, der opfylder løvhyttefesten, og det viser han gennem denne blinde mand: ”Jesus sender manden ned til Siloa dam for at vise jøderne, hvem han er. Han sender ham den samme vej, som præsterne havde gået i syv dage. De havde bedt Gud om at sende Messias. Men de forkastede Jesus. Nu sender han en blind mand afsted, der lever i mørke, og viser at han både er det levende vand og verdens lys. I det øjeblik manden vasker sine øjne, får han synet igen, og han vender tilbage til templet som et vidnesbyrd om, at Jesus er den, der forbinder alle de her ritualer og forventninger, man har haft.”

”Hele forløbet, hvert eneste lille led i diskussionerne mellem Jesus og de skriftkloge, er alt sammen belyst af løvhyttefestens kontekst. Pludselig hænger det hele sammen, så man er ved at tabe både næse og mund,” fortæller Jan.

Jesus svarer med sit liv

Løvhyttefesten er bare ét af mange perspektiver, der belyser Guds store frelsesplan. Træder vi et skridt tilbage og kigger på det store billede, hænger hele israelitternes fortælling tæt sammen med Jesus liv: ”Hele Det Gamle Testamentes frelseshistorie kan betragtes som en skygge af det, Jesus kommer med,” forklarer Jan og uddyber: ”De jødiske fester var en fejring af sinajpagten, og det var jo den, Jesus opfyldte. De vigtigste begivenheder i Jesus’ liv sker under de her fester, og dermed er de med til at kaste lys på, hvad Jesus kommer med, og hvordan han opfylder Guds frelsesplan. Jesus kommer med svaret, og festerne rummer en del af spørgsmålene kan man sige.”

De pagter, Gud stifter gennem Det Gamle Testamente med både Noa, Abraham og Israelitterne, har alle en funktion: ”Hele bibelhistorien er bygget op på den måde, at Gud sætter en frelseshistorie i gang. Den har en fortid og en fremtid, og det er en historie, der foregår i pagter. Pagterne peger frem mod den dag, Jesus kommer. De definerer samtidig også de forventninger, folk har.”

Mange har hørt, at israelitternes udvandring fra Egypten hænger sammen med påsken. Men de færreste har fået fat i den dybe sammenhæng mellem sinajpagten og Jesus: ”De spejler hinanden. Jesus svarer med sit liv på frelseshistorien i Det Gamle Testamente. Når vi først begynder at forstå festerne i deres kontekst, åbner der sig en hel skatkiste af sammenhænge, som er tilgængelige for en helt almindelig hverdagskristen, som er glad for Bibelen. For alt har en sammenhæng og en kontekst. Og jo mere vi forstår af konteksten, jo bedre er det.”

 

En tråd spundet fra evigheden

”Det er en trosstyrkende oplevelse for mig at opdage konteksten og derigennem forstå, hvorfor Jesus gør, som han gør. Det bibelske univers får en enorm dybde, når det hele hænger smukt sammen. Opdagelserne fylder mig med en glæde. Når vi følger åbenbaringen igennem Bibelen, så taler Gud det sprog, menneskene talte. Han kommer i ydmyghed. Han kommer i det stille. Han vrider ikke armen rundt på os, men han bliver kød og blod i historien på et bestemt tidspunkt. Det siger noget om Gud – at han møder os der, hvor vi er.”

”Der løber en fin rød tråd gennem Bibelen, som er næsten umulig at forestille sig skulle være opdigtet. Det gør mig stille, når jeg får øje på den. Som om den er spundet fra evigheden af.”

Selvom Bibelen er skrevet af mange mennesker over en lang periode, så er der alligevel en dyb sammenhæng mellem teksterne: ”Der løber en fin rød tråd gennem Bibelen, som er næsten umulig at forestille sig skulle være opdigtet. Det gør mig stille, når jeg får øje på den. Som om den er spundet fra evigheden af. Det er en storhed, som ikke er anmassende. Netop fordi Gud ikke påtvinger sig mennesker. Han lod sig føde i en stald, og i en vis forstand er både kirken, Bibelen og frelseshistorien en form for stald. Et ydmygt sted. Gud valgte ikke Israel, fordi det var det mest magtfulde af folkeslagene – men fordi Israel var det mindste. Kærligheden og godheden er overalt i Guds frelsesplan, når man først åbner øjnene for det.”

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Forsoning begynder når vi tør se hinandens smerte

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

5. oktober 2022 af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder

Kløften, der skiller israelere og palæstinensere ad i måske en af verdens mest komplicerede konflikter, er både dyb og smertefuld. Alligevel findes der modige kvinder på tværs af muren, som udfordrer tidens fjendebilleder ­– og som insisterer på at vælge medmenneskeligheden til.

Sandet strækker sig, så langt øjet rækker. Her er ingen byer, ingen trafik, ingen larm. Kun vindens stille susen mellem rødbrune klippeformationer giver lyd fra sig. Det er foråret 2022, og midt i dette golde landskab befinder 15 israelske og 15 palæstinensiske kvinder sig. De er her, fordi de har taget et sats – en chance. Fordi de har et spinkelt håb om en bedre fremtid. Dette håb har drevet dem ud i ørkenen til mennesker, de normalt kalder fjender.

At det netop er ørkenens barske landskab, der danner rammen for kvindernes første møde, er ikke nogen tilfældighed. For i ørkenen er der ingen checkpoints, grænsevagter eller forskelsbehandling. Den er et helle ­– et fristed ­– hvor israelere og palæstinensere først og fremmest er mennesker. Mennesker, som har brug for hinanden. Mennesker, som deler vand, ridder på kameler, synger, sover og griner sammen.

Lige nu virker det næsten som en umulighed, at de en dag skulle kunne kalde hinanden andet end fjender. For der er intet let eller selvfølgeligt over at mødes med dem fra ’den anden side’, som bomber, skyder og hærger alt det, man har kær. Som har indtaget ens land, eller som ikke vil erkende deres fejltagelser. Ikke desto mindre har disse kvinder trodset de fjendebilleder, de er vokset op med, og taget de første og måske afgørende skridt tættere på hinanden.

At bygge bro

Siden 1990 har organisationen Musalaha arbejdet for at bygge bro mellem israelere og palæstinensere. I Musalaha er udgangspunktet ikke, at man nødvendigvis skal nå til enighed med hinanden. Det handler om relationer. Om at turde lytte. Turde se den andens smerte. Netop derfor lader de grupper af mennesker mødes på neutral grund, fordi oplevelsen af at være i øjenhøjde er et helt nødvendigt udgangspunkt, når man begiver sig ud på den lange og udfordrende rejse, forsoningen er.

En del af organisationens arbejde finder sted blandt kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder, og her bruger de det fælles trosgrundlag som udgangspunkt for at mødes. Musalaha ønsker gennem sit arbejde at efterleve Jesu lære og eksempel om at elske sin næste som sig selv.

På trods af det fælles trosgrundlag er de to parter kendetegnet ved enorme kulturelle, sociale, sproglige, teologiske og politiske forskelle, der gang på gang skaber store udfordringer. Mange, der er involveret i arbejdet, kommer ofte til at opleve, at de står med en fod på begge sider af konflikten. Musalaha er med til at udruste og skabe et rum, hvor disse mennesker kan mødes og sammen arbejde med de udfordringer, som konflikten giver. Det er også med til at fastholde mennesker i, at konflikter aldrig er endimensionelle.

De modigste kvinder, jeg har mødt

Da jødiske Hedva Haymov for 27 år siden satte sine fødder på israelsk jord for første gang, var hun ung, idealistisk og nyomvendt. Hun var kommet til tro i en messiansk menighed i Amerika, hvor der blev talt meget om at opfylde profetierne i Det Gamle Testamente og om at bringe jøderne hjem til Israel. Derfor havde hun pakket sit liv ned i to kufferter og var draget afsted for at begynde en ny tilværelse som israelsk statsborger efter Guds vilje. Men det land, som skulle flyde med mælk og honning, var fyldt med langt større kontraster og problematikker, end hun havde kunnet forestille sig.

“Jeg havde ikke en naturlig måde at møde mennesker med et andet perspektiv.”

”Da jeg først ankom, havde jeg absolut ingen viden om eller forståelse for, hvad der foregik på den anden side af muren. Jeg havde kun det jødiske og det bibelske narrativ. At jeg var en del af det udvalgte folk, og at vi skulle være med til at bringe Himmelen ned på jorden.” Hedva blev hurtigt klar over, at der boede andre end jøder i Israel. Som talte andre sprog, og som klædte sig anderledes. Men hun kom aldrig i kontakt med dem, for i Israel blander man sig ikke. ”Det område, man bor, er ofte enten jødisk, palæstinensisk eller arabisk-israelsk. Selv skolerne er opdelt. Så jeg havde ikke en naturlig måde at møde mennesker med et andet perspektiv.”

Men en dag inviterede en veninde hende til at tage del i en af Musalahas kvindegrupper, og det ændrede alt for hende. ”Jeg fik muligheden for at møde mennesker fra ’den anden side’ i et trygt miljø, hvor jeg kunne høre om deres liv, og hvad de gik igennem.” I dag er det 15 år siden, Hedva fik sit første møde med de palæstinensiske kvinder. De sidste 10 år har hun været ansat som koordinator i Musalaha, og i den tid har hun arbejdet med mere end 2000 kvinder på tværs af muren. ”Kvinderne i Musalaha er de modigste, jeg nogensinde har mødt,” fortæller hun.

Historierne, vi fortæller os selv

Bare tre dage efter kvindernes første møde på ørkenturen sker der noget, som ryster dem alle, og som udfordrer deres begyndende relation til hinanden. For da en flok israelske soldater befandt sig på Vestbredden i byen Jenin, opstod der tumult, og midt i kaosset og frygten blev en ung mand skudt og dræbt. Manden var søn til en af de palæstinensiske kvinder, Laila. Nyheden lammer dem alle. Hedva og de israelske kvinder tager kontakt til Laila for at støtte hende, men hun svarer ikke. Dagene går, og uvisheden kommer snigende. Hvad betyder stilheden? Ønsker hun ikke længere at være i kontakt med de israelske kvinder?

Når Hedva samler en gruppe kvinder på tværs af muren, følger hun en fremgangsmåde ­– et særligt pensum – som Musalaha har udviklet gennem mange år. Dette pensum leder kvinderne, og mange andre grupper, igennem forsoningens seks stadier. Processen er udfordrende, og for nogle i en sådan grad, at de må bakke ud undervejs.

Det indledende møde i ørkenen er første skridt. Derefter begynder kvinderne at åbne op over for hinanden, og de øver sig især i at lytte. For det er udfordrende at lytte til mennesker, der har en anden oplevelse af verden, end man selv har. I en af øvelserne er kvinderne inddelt i par, hvor de hver især skal svare på forskellige spørgsmål. Her må de ikke diskutere eller kommentere på hinandens svar, men skal udelukkende lytte og søge at forstå. De får et par minutter til hvert spørgsmål.

Et spørgsmål kunne være: ”Hvad gør teenagere i dit lokalsamfund normalt, når de fylder 18 år?” Her fortæller israelerne om militærtjenesten. De unge har ikke et valg, de skal i militæret, ellers kommer de i fængsel. Palæstinenserne fortæller, at de unge typisk får et job eller tager på universitetet. Et andet spørgsmål kunne være: ”Hvordan får du rent drikkevand i dit hjem?” Israelerne svarer, at de jo bare tænder for vandhanen, og så har de alt det vand, de kunne tænke sig. Palæstinenserne derimod fortæller, at de bliver nødt til at fylde spande og krukker op med vand to eller tre gange om måneden, fordi Israel ellers holder vandet lukket resten af tiden i deres by. Hvis de løber tør for vand, inden der bliver tændt for det igen, må de betale en lastbil til at komme fordi, og det koster ti gange så meget som normalt.

“Når man lærer mennesker at kende, ser man en ny virkelighed.”

”Vi bruger disse øvelser, så folk kan mødes og dele information, men uden at de diskuterer,” forklarer Hedva. Øvelserne er gode, mener hun, fordi de giver plads til nye fortællinger om verden. Og det er der brug for, hvis der skal skabes varig forsoning blandt de to parter. ”Der er ikke meget empati i sætninger som ’de har bedt om det’, ’de er ikke i stand til at leve fredeligt, ja, de ønsker ikke fred’ og ’de vil aldrig acceptere os’. Jo mere man gentager dette for hinanden, jo mere bliver det virkelighed. Jeg tror ikke længere på det, fordi jeg kender folk. Når man lærer mennesker at kende, ser man en ny virkelighed.”

Man skal være stærk for at trodse sin kultur

Når kvinderne bevæger sig gennem Musalahas pensum, når de før eller senere til en skillevej. Her skal de beslutte sig for, om de vil fortsætte rejsen, eller om de vil trække sig fra processen. For nogle bliver konfrontationen med fortællingerne fra ’den anden side’ for hård, og de må bakke ud. “Nogle kan ikke håndtere det, og vi bliver nødt til at efterlade dem. Eller vente på dem. Alle er forskellige og udvikler sig i deres eget tempo. Nogle forlader processen og kommer aldrig igen.”

”Det er svært at blive konfronteret med ting, som rykker ved ens identitet. Og det er netop det, kvinderne oplever.”

Dem, der vælger at blive, tager ofte et meget aktivt valg om at fortsætte på trods af de udfordringer, de møder, og det giver ofte en større åbenhed og sårbarhed i gruppen. ”Man skal være utroligt stærk for at trodse sin kultur. At mødes med dem, dine nærmeste omgivelser anser for fjender. At blive kaldt en forræder,” forklarer Hedva. Når nogle vælger at bakke ud, handler det ifølge Hedva om noget så grundlæggende som identitet. Når man lytter til mennesker, som har en anden fortælling om verden, end man selv har, kan man ikke undgå at skulle arbejde med sin egen identitet. Og det er udfordrende. ”Det er svært at blive konfronteret med ting, som rykker ved ens identitet. Og det er netop det, kvinderne oplever. Israelerne bliver ikke palæstinensere ­– og palæstinensere ikke israelere – men de er ikke de samme mennesker som før. Det er afgørende at nå dertil, men det er også utroligt udfordrende.”

——————-

Noget tid efter drabet på den unge mand tager Laila kontakt til Hedva. Hun fortæller, at hun har haft nogle kaotiske og svære dage. Som situationen er, har hun ikke kræfterne til at fortsætte forløbet hos Musalaha. Det er for hårdt. Men midt i sorgen og meningsløshedens mørke har hun alligevel et særligt budskab på hjertet, som hun beder Hedva tage med videre:

”Fortæl de israelske kvinder, at det ikke er deres skyld, min søn er død”.

——————-

I dag har Laila stadig kontakt til Hedva og de israelske kvinder. Om hun en dag beslutter sig for at vende tilbage til gruppen, står stadig hen i det uvisse.

*Navnet Laila er brugt fiktivt for at holde kvinden anonym.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Grib tilgivelsens mulighed

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

27. september 2022 af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen

Af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen.

Mens jeg gik på sprogskole i Israel, kom en af de andre i klassen, Roni, med et ret voldsomt udfald mod kristendommen – og specielt mod mig som bekendende kristen. Men livet gik videre, og jeg tænkte egentlig ikke så meget mere over det. Sommeren gik, og efter ferien fortsatte Roni i en anden klasse. Men selvom jeg havde lagt det bag mig, så havde Roni ikke glemt episoden.

Umiddelbart efter Rosh HaShanah, den jødiske nytårsdag, opsøgte han mig nemlig og bad om tilgivelse for de voldsomme ord. For som from jøde kunne han ikke nå frem til den forestående Forsoningsdag med ro i sindet uden først at have søgt min tilgivelse. For mig var det let at tilgive, for jeg havde ikke opfattet ordene så hårde, som Roni åbenbart huskede dem. Det nye år kunne ikke blive til en ny begyndelse, før han havde bedt mig om tilgivelse. Episoden blev en påmindelse for mig om både den alvor og den storhed, menneskelivet rummer. Hvad var det, der drev Roni?

Tilgivelsens tid

Den jødiske nytårsdag Rosh HaShanah er en fest, som rummer stor alvor. Her skal mennesket nemlig gøre regnskab for sit liv. Festen begynder i år ved solnedgangen den 25. september, og den indleder ”de ti frygtelige dage”, ti bodsdage, frem til den store forsoningsdag. I denne periode skal mennesket gøre bod for sine synder og søge forlig med dem, man har forsyndet sig imod i det år, der er gået.

“Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt.”

Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt. I jødisk tradition går det så vidt, at hvis den, man har gjort uret, er død i mellemtiden, skal man tage ti mænd med til vedkommendes grav og dér bede om tilgivelse.

En ny begyndelse for både mig og min næste

Det er så let at gå videre, selv om der er mennesker, vi har gjort uret. Det er så let at nøjes med at sige: ”Forlad os vor skyld” til Gud. Det har vi lov til. Men Roni blev en påmindelse om, at vi ikke kan gemme os bag en from bøn til Gud med de sår, vi har tilføjet et andet menneske.

Da han kom til mig, blev det en ny begyndelse for os begge: For ham, fordi jeg gerne tilgav ham, så han nu kunne gå frem mod den forestående Forsoningsdag og bede Gud om tilgivelse for det, han havde forsyndet mod Gud – for mig fordi det blev en påmindelse om, at også jeg må søge tilgivelse hos det menneske, jeg har gjort fortræd. Det jødiske nytår er altså væsensforskelligt fra vores nytårsfejring. Det er en bodsdag, der indleder en bodstid.

Vi har et ansvar

Rosh HaShanah peger på den måde frem mod den nye begyndelse, som egentlig kommer med Forsoningsdagen, Yom Kippur. Rosh HaShanah peger på både alvoren og storheden i menneskelivet. Alvoren ligger i, at vi står til ansvar for vore handlinger og ord. Men det er også storheden, at vore handlinger og ord har betydning. Vi har ansvar. Vi har moral. Det er noget af det, der ligger i, at vi er skabte i Guds billede. En besværlig storhed somme tider. Men netop som moralske væsener må vi bekende og søge tilgivelse for vore fejl.

Vi kan bede vores næste om tilgivelse. Det kan føles uendeligt ydmygende, men det er den nye begyndelse for begge parter. Og den mulighed må vi ikke lade gå fra os. For det er også en storhed, at vi på den måde kan tage det ansvar på os, som vi er skabte til.

“En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.”

Og så må vi søge til Gud. Det er en ufattelig mulighed og rigdom, vi har fået som kristne, at vi må lægge den skyld, vi har overfor Gud, på Jesus, og samles ved hans bord. Det er en ny begyndelse søndag efter søndag. Vi får lov til at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”. Men lad os ikke lade sårede mennesker ligge bag os, hvis vi har mulighed for at rette op på vore fejl.

En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.

Seneste nyt

Fortsæt læsning