Løvhyttefesten er det helt store klimaks i den jødiske kalender. Her mindes jøder verden over israelitternes vandring gennem ørkenen, dengang de var blevet befriet fra slaveriet i Egypten. Det var en tid, hvor Gud var deres eneste faste håb, og hvor drømmen om det forjættede land endnu var en drøm. Selvom det kan virke besynderligt at fejre nogle af de tungeste år i israelitternes historie, så fortæller det noget helt centralt om Guds store frelsesplan, mener sognepræst Jan Holm Mortensen.

Det fysiske land var kun en skygge

”Hvis jeg skulle have fundet på løvhyttefesten, ville jeg have fejret indvandringen til det forjættede land. Det virker oplagt. Det begyndte med udvandringen fra Egypten, og så kunne det passende slutte med ankomsten til det forjættede land. Men det er ikke det, de får besked på,” fortæller Jan.  

”I skal bo i løvhytter i syv dage for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten.” Sådan lyder det til israelitterne i 3. Mosebog kapitel 23. Her ligger fokus på ørkentiden og ikke på det længeventede nye land. Og det er der en god grund til: ”Når de er kommet ind i landet, skal de hvert år flytte ud i en løvhytte, som minder om ørkenens telte, for at huske på tiden i ørkenen, hvor Gud var deres faste bolig. Tiden, hvor Gud ledte dem som den gode hyrde, og hvor han sørgede for dem med både mad og drikke. Ørkentiden blev pludselig en idealtid, hvor man var i tæt forbindelse med Gud, og hvor der ikke var nogen anden at sætte sin lid til.”

Selvom israelitterne kom ind i det længe ventede forjættede land, var det fysiske land stadigvæk kun en skygge. ”Klimaks er, at de kom ind i landet, ja. Men kun som et billede på en dybere frelse og en dybere fremtid,” forklarer Jan. ”Sådan bevæger den jødiske festkalender sig fra påske, til pinse og slutter med løvhyttefesten. På den måde bliver jøderne hvert år mindet om Guds frelseshistorie, og det klimaks, de stadig er på vandring imod. Hvert eneste år venter man på, at Gud kommer med en endnu større frelse end den fra Egypten – nemlig fra synd og død – og det er løvhytterne en fast påmindelse om.”

”Jeg er den, I venter på”

Løvhyttefesten havde også stor betydning på Det Nye Testamentes tid, og nogle af de vigtigste dage i Jesus’ liv foregik under løvhyttefesten i Jerusalem (Joh 7,14 til og med Joh 10,21 – undtaget kapitel 8,1-11, der ikke hører til i denne kontekst). Her bruger Jesus festens tematikker til at fortælle jøderne, hvem han er.

På Jesus’ tid var der opstået mange ritualer og traditioner omkring løvhyttefesten, og Jerusalem var fyldt med jøder fra nær og fjern, der alle var rejst til templet for at bygge løvhytter og fejre festårets klimaks. Det er midt i denne festtid, Jesus træder frem med sit budskab: ”Det er ikke overraskende, at Jesus netop vælger at stille sig offentligt frem midt under løvhyttefesten. For det var jo en tid, hvor man så tilbage på vandringen i ørkenen som en idealtid, der skulle komme igen. En tid, hvor Gud endelig kommer og tager bolig iblandt os,” fortæller Jan.

Hver dag hentede præsterne vand fra Siloa dam, som de hældte på altret, imens de gik rundt om det og råbte ”Hosianna, frels dog Herre.” Vandet skulle minde dem om, hvordan Gud sørgede for dem ved at lade vand strømme ud af klippen, når Moses slog på den. ”Man kan næsten se det for sig. Præsterne kommer op med vandet fra Siloa dam, og de beder Gud om, at han må sende endetidens levende vand, som han har lovet. Og så svarer Jesus: ”Jeg er det levende vand. Den som tror på mig skal aldrig i evighed tørste”. Under løvhyttefesten tændte man også lys på tempelpladsen hver aften i nogle store standere, som oplyste hele Jerusalem. Også lyset har en særlig reference til ørkentiden: ”Når Jesus siger, at han er verdens lys, så spejler han også Guds lys, som ledte israelitterne gennem ørkenen som en ildsøjle om natten. Han gør det tydeligt, at det er ham, de venter på.”

For at Guds gerninger skal åbenbares

Men Jesus blev afvist af jøderne. De var rasende og ville stene ham. Så mødte han en blind mand, der sad på trappen udenfor templet og tiggede. Manden havde været blind fra fødslen, og folk ville gerne vide, om det var hans egen skyld: ”Han må jo have gjort noget, siden han er blevet straffet af Gud på den måde. Men det afviste Jesus, og i stedet sagde han, at det var for at Guds gerninger skulle åbenbares på ham (Joh 9,3). Derefter gjorde Jesus noget underligt. Han smurte noget på hans øjne, sendte ham ned til Siloa dam og fortalte ham, at han skulle få sit syn igen.”

Særligt denne tekst skal læses i lyset af Løvhyttefesten, mener Jan: ”For mig at se, er det her en af de mest misforståede tekster i Det Nye Testamente. Folk siger, at manden først skulle tro på det – han skulle gå, før han kunne få sit mirakel. Men pointen er en anden. Jesus helbredte normalt ikke folk på den måde. Han lagde jo bare hænderne på dem. Han forlangte ikke noget,” fortæller Jan.

Men hvad er der så på spil? Det handler om, at Jesus er den, der opfylder løvhyttefesten, og det viser han gennem denne blinde mand: ”Jesus sender manden ned til Siloa dam for at vise jøderne, hvem han er. Han sender ham den samme vej, som præsterne havde gået i syv dage. De havde bedt Gud om at sende Messias. Men de forkastede Jesus. Nu sender han en blind mand afsted, der lever i mørke, og viser at han både er det levende vand og verdens lys. I det øjeblik manden vasker sine øjne, får han synet igen, og han vender tilbage til templet som et vidnesbyrd om, at Jesus er den, der forbinder alle de her ritualer og forventninger, man har haft.”

”Hele forløbet, hvert eneste lille led i diskussionerne mellem Jesus og de skriftkloge, er alt sammen belyst af løvhyttefestens kontekst. Pludselig hænger det hele sammen, så man er ved at tabe både næse og mund,” fortæller Jan.

Jesus svarer med sit liv

Løvhyttefesten er bare ét af mange perspektiver, der belyser Guds store frelsesplan. Træder vi et skridt tilbage og kigger på det store billede, hænger hele israelitternes fortælling tæt sammen med Jesus liv: ”Hele Det Gamle Testamentes frelseshistorie kan betragtes som en skygge af det, Jesus kommer med,” forklarer Jan og uddyber: ”De jødiske fester var en fejring af sinajpagten, og det var jo den, Jesus opfyldte. De vigtigste begivenheder i Jesus’ liv sker under de her fester, og dermed er de med til at kaste lys på, hvad Jesus kommer med, og hvordan han opfylder Guds frelsesplan. Jesus kommer med svaret, og festerne rummer en del af spørgsmålene kan man sige.”

De pagter, Gud stifter gennem Det Gamle Testamente med både Noa, Abraham og Israelitterne, har alle en funktion: ”Hele bibelhistorien er bygget op på den måde, at Gud sætter en frelseshistorie i gang. Den har en fortid og en fremtid, og det er en historie, der foregår i pagter. Pagterne peger frem mod den dag, Jesus kommer. De definerer samtidig også de forventninger, folk har.”

Mange har hørt, at israelitternes udvandring fra Egypten hænger sammen med påsken. Men de færreste har fået fat i den dybe sammenhæng mellem sinajpagten og Jesus: ”De spejler hinanden. Jesus svarer med sit liv på frelseshistorien i Det Gamle Testamente. Når vi først begynder at forstå festerne i deres kontekst, åbner der sig en hel skatkiste af sammenhænge, som er tilgængelige for en helt almindelig hverdagskristen, som er glad for Bibelen. For alt har en sammenhæng og en kontekst. Og jo mere vi forstår af konteksten, jo bedre er det.”

En tråd spundet fra evigheden

”Det er en trosstyrkende oplevelse for mig at opdage konteksten og derigennem forstå, hvorfor Jesus gør, som han gør. Det bibelske univers får en enorm dybde, når det hele hænger smukt sammen. Opdagelserne fylder mig med en glæde. Når vi følger åbenbaringen igennem Bibelen, så taler Gud det sprog, menneskene talte. Han kommer i ydmyghed. Han kommer i det stille. Han vrider ikke armen rundt på os, men han bliver kød og blod i historien på et bestemt tidspunkt. Det siger noget om Gud – at han møder os der, hvor vi er.”

Selvom Bibelen er skrevet af mange mennesker over en lang periode, så er der alligevel en dyb sammenhæng mellem teksterne: ”Der løber en fin rød tråd gennem Bibelen, som er næsten umulig at forestille sig skulle være opdigtet. Det gør mig stille, når jeg får øje på den. Som om den er spundet fra evigheden af. Det er en storhed, som ikke er anmassende. Netop fordi Gud ikke påtvinger sig mennesker. Han lod sig føde i en stald, og i en vis forstand er både kirken, Bibelen og frelseshistorien en form for stald. Et ydmygt sted. Gud valgte ikke Israel, fordi det var det mest magtfulde af folkeslagene – men fordi Israel var det mindste. Kærligheden og godheden er overalt i Guds frelsesplan, når man først åbner øjnene for det.”

Kom med på en spændende studietur til Israel, hvor du får lov til at udforske Jesus i sin jødiske kontekst. Læs mere om det praktiske, programmet samt tilmelding herunder. 

Kløften, der skiller israelere og palæstinensere ad i måske en af verdens mest komplicerede konflikter, er både dyb og smertefuld. Alligevel findes der modige kvinder på tværs af muren, som udfordrer tidens fjendebilleder ­– og som insisterer på at vælge medmenneskeligheden til.

Sandet strækker sig, så langt øjet rækker. Her er ingen byer, ingen trafik, ingen larm. Kun vindens stille susen mellem rødbrune klippeformationer giver lyd fra sig. Det er foråret 2022, og midt i dette golde landskab befinder 15 israelske og 15 palæstinensiske kvinder sig. De er her, fordi de har taget et sats – en chance. Fordi de har et spinkelt håb om en bedre fremtid. Dette håb har drevet dem ud i ørkenen til mennesker, de normalt kalder fjender.

At det netop er ørkenens barske landskab, der danner rammen for kvindernes første møde, er ikke nogen tilfældighed. For i ørkenen er der ingen checkpoints, grænsevagter eller forskelsbehandling. Den er et helle ­– et fristed ­– hvor israelere og palæstinensere først og fremmest er mennesker. Mennesker, som har brug for hinanden. Mennesker, som deler vand, ridder på kameler, synger, sover og griner sammen.

Lige nu virker det næsten som en umulighed, at de en dag skulle kunne kalde hinanden andet end fjender. For der er intet let eller selvfølgeligt over at mødes med dem fra ’den anden side’, som bomber, skyder og hærger alt det, man har kær. Som har indtaget ens land, eller som ikke vil erkende deres fejltagelser. Ikke desto mindre har disse kvinder trodset de fjendebilleder, de er vokset op med, og taget de første og måske afgørende skridt tættere på hinanden.

At bygge bro

Siden 1990 har organisationen Musalaha arbejdet for at bygge bro mellem israelere og palæstinensere. I Musalaha er udgangspunktet ikke, at man nødvendigvis skal nå til enighed med hinanden. Det handler om relationer. Om at turde lytte. Turde se den andens smerte. Netop derfor lader de grupper af mennesker mødes på neutral grund, fordi oplevelsen af at være i øjenhøjde er et helt nødvendigt udgangspunkt, når man begiver sig ud på den lange og udfordrende rejse, forsoningen er.

En del af organisationens arbejde finder sted blandt kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder, og her bruger de det fælles trosgrundlag som udgangspunkt for at mødes. Musalaha ønsker gennem sit arbejde at efterleve Jesu lære og eksempel om at elske sin næste som sig selv.

På trods af det fælles trosgrundlag er de to parter kendetegnet ved enorme kulturelle, sociale, sproglige, teologiske og politiske forskelle, der gang på gang skaber store udfordringer. Mange, der er involveret i arbejdet, kommer ofte til at opleve, at de står med en fod på begge sider af konflikten. Musalaha er med til at udruste og skabe et rum, hvor disse mennesker kan mødes og sammen arbejde med de udfordringer, som konflikten giver. Det er også med til at fastholde mennesker i, at konflikter aldrig er endimensionelle.

De modigste kvinder, jeg har mødt

Da jødiske Hedva Haymov for 27 år siden satte sine fødder på israelsk jord for første gang, var hun ung, idealistisk og nyomvendt. Hun var kommet til tro i en messiansk menighed i Amerika, hvor der blev talt meget om at opfylde profetierne i Det Gamle Testamente og om at bringe jøderne hjem til Israel. Derfor havde hun pakket sit liv ned i to kufferter og var draget afsted for at begynde en ny tilværelse som israelsk statsborger efter Guds vilje. Men det land, som skulle flyde med mælk og honning, var fyldt med langt større kontraster og problematikker, end hun havde kunnet forestille sig.

”Da jeg først ankom, havde jeg absolut ingen viden om eller forståelse for, hvad der foregik på den anden side af muren. Jeg havde kun det jødiske og det bibelske narrativ. At jeg var en del af det udvalgte folk, og at vi skulle være med til at bringe Himmelen ned på jorden.” Hedva blev hurtigt klar over, at der boede andre end jøder i Israel. Som talte andre sprog, og som klædte sig anderledes. Men hun kom aldrig i kontakt med dem, for i Israel blander man sig ikke. ”Det område, man bor, er ofte enten jødisk, palæstinensisk eller arabisk-israelsk. Selv skolerne er opdelt. Så jeg havde ikke en naturlig måde at møde mennesker med et andet perspektiv.”

Men en dag inviterede en veninde hende til at tage del i en af Musalahas kvindegrupper, og det ændrede alt for hende. ”Jeg fik muligheden for at møde mennesker fra ’den anden side’ i et trygt miljø, hvor jeg kunne høre om deres liv, og hvad de gik igennem.” I dag er det 15 år siden, Hedva fik sit første møde med de palæstinensiske kvinder. De sidste 10 år har hun været ansat som koordinator i Musalaha, og i den tid har hun arbejdet med mere end 2000 kvinder på tværs af muren. ”Kvinderne i Musalaha er de modigste, jeg nogensinde har mødt,” fortæller hun.

Historierne, vi fortæller os selv

Bare tre dage efter kvindernes første møde på ørkenturen sker der noget, som ryster dem alle, og som udfordrer deres begyndende relation til hinanden. For da en flok israelske soldater befandt sig på Vestbredden i byen Jenin, opstod der tumult, og midt i kaosset og frygten blev en ung mand skudt og dræbt. Manden var søn til en af de palæstinensiske kvinder, Laila. Nyheden lammer dem alle. Hedva og de israelske kvinder tager kontakt til Laila for at støtte hende, men hun svarer ikke. Dagene går, og uvisheden kommer snigende. Hvad betyder stilheden? Ønsker hun ikke længere at være i kontakt med de israelske kvinder?

Når Hedva samler en gruppe kvinder på tværs af muren, følger hun en fremgangsmåde ­– et særligt pensum – som Musalaha har udviklet gennem mange år. Dette pensum leder kvinderne, og mange andre grupper, igennem forsoningens seks stadier. Processen er udfordrende, og for nogle i en sådan grad, at de må bakke ud undervejs.

Det indledende møde i ørkenen er første skridt. Derefter begynder kvinderne at åbne op over for hinanden, og de øver sig især i at lytte. For det er udfordrende at lytte til mennesker, der har en anden oplevelse af verden, end man selv har. I en af øvelserne er kvinderne inddelt i par, hvor de hver især skal svare på forskellige spørgsmål. Her må de ikke diskutere eller kommentere på hinandens svar, men skal udelukkende lytte og søge at forstå. De får et par minutter til hvert spørgsmål.

Et spørgsmål kunne være: ”Hvad gør teenagere i dit lokalsamfund normalt, når de fylder 18 år?” Her fortæller israelerne om militærtjenesten. De unge har ikke et valg, de skal i militæret, ellers kommer de i fængsel. Palæstinenserne fortæller, at de unge typisk får et job eller tager på universitetet. Et andet spørgsmål kunne være: ”Hvordan får du rent drikkevand i dit hjem?” Israelerne svarer, at de jo bare tænder for vandhanen, og så har de alt det vand, de kunne tænke sig. Palæstinenserne derimod fortæller, at de bliver nødt til at fylde spande og krukker op med vand to eller tre gange om måneden, fordi Israel ellers holder vandet lukket resten af tiden i deres by. Hvis de løber tør for vand, inden der bliver tændt for det igen, må de betale en lastbil til at komme fordi, og det koster ti gange så meget som normalt.

”Vi bruger disse øvelser, så folk kan mødes og dele information, men uden at de diskuterer,” forklarer Hedva. Øvelserne er gode, mener hun, fordi de giver plads til nye fortællinger om verden. Og det er der brug for, hvis der skal skabes varig forsoning blandt de to parter. ”Der er ikke meget empati i sætninger som ’de har bedt om det’, ’de er ikke i stand til at leve fredeligt, ja, de ønsker ikke fred’ og ’de vil aldrig acceptere os’. Jo mere man gentager dette for hinanden, jo mere bliver det virkelighed. Jeg tror ikke længere på det, fordi jeg kender folk. Når man lærer mennesker at kende, ser man en ny virkelighed.”

Man skal være stærk for at trodse sin kultur

Når kvinderne bevæger sig gennem Musalahas pensum, når de før eller senere til en skillevej. Her skal de beslutte sig for, om de vil fortsætte rejsen, eller om de vil trække sig fra processen. For nogle bliver konfrontationen med fortællingerne fra ’den anden side’ for hård, og de må bakke ud. “Nogle kan ikke håndtere det, og vi bliver nødt til at efterlade dem. Eller vente på dem. Alle er forskellige og udvikler sig i deres eget tempo. Nogle forlader processen og kommer aldrig igen.”

Dem, der vælger at blive, tager ofte et meget aktivt valg om at fortsætte på trods af de udfordringer, de møder, og det giver ofte en større åbenhed og sårbarhed i gruppen. ”Man skal være utroligt stærk for at trodse sin kultur. At mødes med dem, dine nærmeste omgivelser anser for fjender. At blive kaldt en forræder,” forklarer Hedva. Når nogle vælger at bakke ud, handler det ifølge Hedva om noget så grundlæggende som identitet. Når man lytter til mennesker, som har en anden fortælling om verden, end man selv har, kan man ikke undgå at skulle arbejde med sin egen identitet. Og det er udfordrende. ”Det er svært at blive konfronteret med ting, som rykker ved ens identitet. Og det er netop det, kvinderne oplever. Israelerne bliver ikke palæstinensere ­– og palæstinensere ikke israelere – men de er ikke de samme mennesker som før. Det er afgørende at nå dertil, men det er også utroligt udfordrende.”

——————-

Noget tid efter drabet på den unge mand tager Laila kontakt til Hedva. Hun fortæller, at hun har haft nogle kaotiske og svære dage. Som situationen er, har hun ikke kræfterne til at fortsætte forløbet hos Musalaha. Det er for hårdt. Men midt i sorgen og meningsløshedens mørke har hun alligevel et særligt budskab på hjertet, som hun beder Hedva tage med videre:

”Fortæl de israelske kvinder, at det ikke er deres skyld, min søn er død”.

——————-

I dag har Laila stadig kontakt til Hedva og de israelske kvinder. Om hun en dag beslutter sig for at vende tilbage til gruppen, står stadig hen i det uvisse.

*Navnet Laila er brugt fiktivt for at holde kvinden anonym.