Vi glæder os over at kunne invitere til årsfest d. 17. april 2021 til en dag fyldt med fællesskab, spændende oplæg og gode samtaler.
Vi skal være sammen om temaet: Hvordan skal de komme til tro på ham, de ikke har hørt om? Programmet for dagen følger, men ind til videre kan vi afsløre, at vi får besøg af nogle dejlige gæster! Familien Serner tager nemlig turen til Danmark og det samme gør det nuværende præstepar i Immanuelkirken Robert og Kristi Roegner. De vil bringe nyt fra Israel og inspirere med fortællinger fra deres vigtige arbejde.
Derudover vil der selvfølgelig være spændende seminarer og et hyggeligt program for de mindste.
Vi håber, du har lyst til at feste med os!
Info om årsmøde: Bestyrelsesmedlem Jakob Wilms Nielsen er på valg og modtager genvalg. Jeppe Ladegaards periode udløber i år, men han er villig til at tage en periode mere. Han er dog ikke på valg, da han er blevet udpeget af landsstyret på vegne af Israelsmissionens Unge. Dagsordenen vil blive offentliggjort senere.
Sted: Aarhus Bykirke, Ebenezer (Brammersgade 4, 8000 Aarhus)
Tilmelding: kontor@israel.dk
Pris: Gratis
Artiklen er et uddrag fra FCSI’s nyhedsmail og oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm Risbjerg
Læs med og få et glimt af, hvad der rører sig i den israelske studenterbevægelse.
Evangeliet… Vi elsker det, og det har forandret os. Men hvorfor er det så svært at dele med andre? Vi er ofte bange for at fortælle det videre, og selv når vi får chancen for det, så kæmper vi med at forklare det – især på en måde, som ikke-troende kan forstå. Vores studerende i den israelske studenterbevægelse har de samme udfordringer, når de deler evangeliet med venner, familie, klassekammerater og laboratoriemakkere.
Det satte vores internationale ansatte Kevin fokus på, da han holdt to oplæg for studerende i Jerusalem og Rehovot under titlen ”At gøre evangeliet letforståeligt – i hvert fald en smule”. Titlens afslutning ”i hvert fald en smule” – skulle understrege, at der altid vil være svære spørgsmål at svare på og svære samtaler, der vil følge vores vidnesbyrd. Men Kevin ønskede at give de studerende en praktisk værktøjskasse til at forstå og dele evangeliet på en måde, som var tilgængelig for ikke-troende.
”Det er sjældent, at vi i vores træningssessioner får mulighed for at afprøve vores nye færdigheder med det samme,” deler Kevin og fortsætter: ”Men netop i vores gruppe i Jerusalem, kom en kinesisk studerende til vores møde, den dag, vi havde fokus på at dele evangeliet. Han følger ikke Jesus endnu, men var kommet med i gruppen, da nogle af hans venner fra Indonesien og Japan havde inviteret ham. Da jeg spurgte gruppen: ”Hvad er evangeliet”, og vi prøvede at forklare det på en måde, ikke-troende kunne forstå, blev jeg meget opmærksom på, at vi faktisk talte direkte til ham og alle vores venner som ham. Da vi delte os op i par for at øve os, bad jeg en af vores troende studerende fra Singapore om at være sammen med ham. Hun delte evangeliet på mandarin (kinesisk), og brugte de værktøjer, vi lige havde lært. For nogle af de studerende var det bare en øvelse – for hende var det netop den mulighed, vi søgte!”
Skrevet af Anatoli Uschomirski og Peter K. Johnson – bragt i Christianity Today d. 25. august 2020. Den originale artikel kan læses her.
Oversat af Maria Strøm Risbjerg, d. 9. september 2020. Foto: Mallory Rentsch.
En mystisk bog med et telefonnummer på bagsiden ændrede kursen for den jødisk-ukrainske Anatoli Uschomirski. Læs hans vidnesbyrd her:
Da jeg var 11 år, mødte jeg første gang hadet til jøder. Det skete i Ukraines hovedstad Kiev i 1969. Uden provokation kaldte to drenge mig en ”beskidt” jøde på skolens gang. De snerrede ad mig, sparkede mig i ansigtet og slog mig. Jeg græd på vejen hjem.
Oplevelser som disse blev starten på en rejse, hvor jeg ville lære mere om mine jødiske rødder. Mine forældre var sekulære jøder, som aldrig nævnte vores fortid. De fejrede hverken den jødiske påske eller kom i synagogen. Min far døde, da jeg var ti.
Undervejs i min research af min families rødder, stødte jeg på en bog, der mindedes ofrene fra massakren ”Babi Yar Ravine”, der skete nær Kiev i 1941. Nazisterne tog mere end 30.000 jøder (børn inklusiv), afklædte dem og ledte dem ned i et 15 meter dybt krater, hvor de slagtede dem med maskingeværer. Min bedstefar, min tante og to fætre var blandt de døde. Tusinder flere led samme skæbne i 1943.
Ukraines kommunistregering slørede detaljerne om massakren. I lang tid var det et stort tabu selv at anerkende Holocaust. Det var en chokerende oplevelse for mig, da jeg fandt ud af, at millioner af jøder blev dræbt i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.
Regeringen var velkendt for dens antisemitiske attitude og behandlede os jøder som andenrangsborgere. Officielle stemplede mit pas og mit studiekort med ordet ”jøde”. KGB overvågede de jøder, der deltog i sabbatssamlinger.
Som teenager hørte jeg om en gruppe unge, der havde banket en, jeg kendte, mens de råbte: ”Hitler skulle have dræbt jer alle!” Hadet mod tyskere strømmede ind i mit hjerte.
Fred med Gud
Fordi universiteter i Ukraine kun accepterede et lille antal jøder – primært inden for det naturvidenskabelige felt – besluttede jeg at gå efter en profession, der ikke var matematisk. Jeg ville læse til fotograf efter min værnepligt i militæret. Hjemsøgt af mine fordomme var jeg opsat på at bevise mit værd!
I hæren mødte jeg en mand, der hed Anatoli. Han var ærlig og ydmyg – den type gode medarbejder, der hverken bandede eller drak sig fuld som mange andre soldater. Anatoli var det første kristne menneske, jeg mødte, og han fortalte mig om sin tro på Jesus. Jeg kunne godt lide ham, men jeg skubbede hans ideer om tro væk. Som mange ukrainske jøder så jeg mig selv som ateist.
Da jeg forlod militæret i 1991, skrev jeg mig ind på det tekniske universitet for fotografi. Her mødte jeg også min kone Irina. I min studietid arbejdede jeg for magasiner og aviser. Men det gav mig ingen tilfredsstillelse. For at fylde tomheden begyndte jeg at drikke alkohol, ryge hash og feste. Jeg var endda Irina utro. Jeg udforskede forskellige verdensfilosofier – inklusive okkultisme og østlige religioner. Men intet af det gav mig tilfredsstillelse. Det var tydeligt, at jeg manglede noget i mit liv.
Gud brød ind i mit liv gennem min mor. På hendes køkkenbord lå der en bog med titlen ”forrådt”. En messiansk menighed i Kiev havde sendt bogen med et telefonnummer indskrevet. Forfatteren hed Stan Telchin – en succesfuld amerikansk-jødisk forretningsmand. I bogen beskrev han, hvor vred han blev på sin datter, da hun kom til tro på Jesus. Han prøvede at modbevise hendes oplevelser, men til sidst kom han selv til tro sammen med sin kone og resten af familien.
Bogens budskab udfordrede mig. Det var første gang, jeg havde hørt om en jøde, der troede på Jesus. Telchin havde fundet et formål med sit liv – lige præcis det, jeg manglede – uden at forråde sin jødiske identitet. Irina læste også bogen.
Vi ringede til synagogen i Kiev og besluttede os for at deltage i en gudstjeneste omkring den jødiske påske. Menigheden lejede lokaler i en lokal biograf. Lettere utilpasse fandt vi et sted bagerst. De omkring 100 mennesker var så glade, og jeg blev overrasket over at se jøder, der tilbad Gud sammen.
En israelsk mand prædikede om ”Yeshua” og Guds kærlighed. I løbet af prædikenen fik jeg et billede i mit hoved. Jeg så en tung taske på min ryg, der var tætpakket med problemer, bekymringer, ubesvarede spørgsmål, min jagt efter tilfredsstillelse og alle mine synder. Den var tung, og den vejede mig ned. Så så jeg en vej, der ledte til en jødisk mand, der hang på et kors. Og i det øjeblik vidste jeg, at den eneste måde, jeg kunne blive fri for min oppakning, var vej at følge den vej.
Da prædikenen var færdig, vidste vi, at vi ikke kunne forlade stedet uden at have fundet fred med Gud. Irina skyndte sig op til alteret, hvor menigheden bad for hende. Der blev hun i lang tid, indtil hun havde givet sit hjerte til Kristus, messias.
Jeg observerede det hele lidt på afstand. Men så løb jeg også op til alteret, og greb i prædikantens jakke. Jeg stirrede ind i hans øjne, og bad ham indtrængende: ”Jeg ønsker fred med Gud, men gør mig fri fra den her tunge rygsæk!” Først troede han, at jeg var mentalt forstyrret, og ønskede at gøre ham ondt. Men da det gik op for ham, at jeg mente det oprigtigt, sagde han: ”Fortæl Gud om din rygsæk.” Det gjorde jeg. Jeg bad Gud om at tilgive mig mine synder på en barnlig og umiddelbar måde.
Sendt på mission til Tyskland
Jeg vidste med det samme, at hele mit liv ville ændre sig efter den dag. Irina og jeg blev døbt et par uger senere sammen med 23 nye jødiske jesustroende. Vi blev ved med at lovprise sammen med menigheden og voksede spirituelt, imens vi fik kraft fra bibelen.
Sovjetunionen opløstes i december 1991, og det skabte et stort postyr. Vores fremtid så håbløs ud. Økonomien kollapsede. De gode jobs fandtes ikke mere, mad var der ikke meget af og de langsigtede effekter af Tjernobyl-atom-katastrofen bekymrede os – især i forhold til vores datter Alexandra.
I takt med at antisemitismen blussede op, besluttede vi at forlade Ukraine for at flytte til Israel. Men flere af vores slægtninge advarede os imod det på grund af den persiske golf krig. Så Tyskland virkede som det bedste alternativ. Den tyske regering åbnede deres dør på vid gab for jødiske immigranter fra Rusland. Jeg ønskede kun at blive der midlertidigt, men Gud havde en anden plan.
Vi solgte alle vores ejendele, og i juni 1992 ankom vi til immigrantbarakkerne i Stuttgart. Det var svært at lære tysk, men jeg fandt hjælp i at bruge det nye testamente, som jeg fandt i en skraldespand. Mens jeg tog metroen frem og tilbage til sprogskolen, spurgte jeg de forskellige togførere om betydningen af forskellige ord. Selvom de hjalp mig, undrede de sig altid over, at jeg læste i det nye testamente. Det gav mig mulighed for at dele mit vidnesbyrd.
I løbet af den første uge i det nye land, mødte jeg en russisk-tysk kristen, som hjalp mig med at forstå bibelen og opmuntrede mig til at starte en messiansk gruppe i vores hjem. I begyndelsen var vi otte, der mødtes to gange om ugen, indtil vi havde vokset os store nok til at leje et rum i en baptistkirke. Ærgerligt nok, så afviste officielle fra den protestantiske kirke os. De sagde advarede: ”Du burde ikke fortælle jøder om Jesus.”
Til sidst mødte jeg et missionærpar fra Holland, der opmuntrede mig til at lede en messiansk bevægelse i Tyskland. Selvom jeg var noget skeptisk, gik jeg ud på det dybe vand, sagde mit job op i 1994 og lancerede den ”evangeliske bevægelse for Israel” (Evangelical Ministry for Israel). Til at starte med sponsorerede jeg sommerlejre for den jødiske ungdom og en national messiansk konference. Den første konference tiltrak kun 25 mennesker, men den er vokset lige siden. Jeg besøgte også lejre, der var populære blandt russiske jøder.
Et år efter at have startet bevægelsen, fik jeg et afgørende møde med en tysk kvinde. Jeg var ude at vandre med familien, og da vi kom tilbage til bilen, stod der en kvinde og stirrede på et klistermærke på den. Klistermærket viste tre symboler: den kristne fisk, davidsstjernen og en menorah. Da hun spurgte indtil betydningen af dem, gav jeg hende mit vidnesbyrd som messiansk jøde. Hendes øjne blev fulde af tårer, og hun afslørede, hvordan Gestapo havde slået hendes far ihjel, da de havde fundet ud af, at han gemte en jødisk familie under krigen. Det gik op for mig, at selv som tysker, havde hun lidt under det nazistiske regime, og hun beskyldte ikke engang jøderne for at være skyld i hendes fars død.
Gud brugte det øjeblik til at slå ethvert had jeg måtte have til tyskerne itu. Det skabte en ny brand for at skabe forsoning mellem jøder og tyskere gennem Kristus. I 1998 etablerede den evangeliske bevægelse for Israel sin første messianske menighed i Tyskland. I dag er der 40 voksende menigheder og grupper på tværs af landet – hvoraf jeg hjælper til i fire. Tæt på 200 000 jøder kalder Tyskland for hjem, og jeg ønsker at blive ved med at dele messias med dem.
Men antisemitisme er voksende i Tyskland. Hadforbrydelser mod jøder har ikke være højere siden 2001. Hvad ville der ske, hvis flere messianske jøder begyndte at fortælle tyskere, der har lidt eller intet håb, om det håb, vi har i Jesus?
Religiøse jøder siger ofte den her salme, når de står op: ”Kære Gud, tak fordi du gav mig min sjæl tilbage, så jeg kan leve den her dag for dig.” Hvis Gud vækker mig op hver en morgen, så ønsker jeg at leve hver en dag til hans ære. Det er mit kald.
I august blev 25-årige Mads Bjørn ansat som Israelsmissionens dialogmedarbejder i København. Her skal han blandt andet skal lave opsøgende arbejde og skabe gode relationer til mennesker i det jødiske samfund. Mads Bjørn kom selv til tro for ti år siden, og har en brand for at andre må høre om Jesus. I dag læser han teologi på Københavns Universitet, og kommer til at arbejde fem timer om ugen for Israelsmissionen. Læs med og lær Mads Bjørn bedre at kende.
Det er nytårsaften. Mads Bjørn er sammen med en veninde og en flok venner hjemme på Falster. De hygger sig, og der er fuld fart på aftenen. Da klokken slår midnat, fortæller veninden, at nu vil hun til gudstjeneste. ”Vil du med?” spørger hun ham. Lettere overrasket overvejer han situationen. Han er selv vokset op i et kulturkristent hjem, og er både døbt og konfirmeret. Alligevel kunne han aldrig selv have fundet på at bruge sin nytårsaften i kirken. Men han beslutter sig for at tage med, og det blev begyndelsen på en åndelig rejse for Mads Bjørn.
Den nytårsaften for ti år siden blev til en vedvarende nysgerrighed, undren og søgen efter sandheden, og det har givet Mads Bjørn lyst til at give det videre, han selv har mødt:
”I dag er min veninde et stort forbillede for mig,” forklarer Mads Bjørn i forlængelse af fortællingen. ”Hun var aldrig sådan en, der sad og trippede og bare ventede på at få taletid til at dele evangeliet. Det kom helt naturligt til hende. I al hendes manglende teologiske kunnen og teologiske interesse generelt, så brugte Gud hende – fordi hun ikke bare talte om evangeliet, hun levede det.
Sådan håber Mads Bjørn også, at hans arbejde må bære frugt, og at han må kunne opbygge gode relationer til mennesker i det jødiske samfund.
“Da jeg for ti år siden kom ind i kirken, blev jeg rigtig provokeret af både den inderlige tro og det absolutte sandhedskrav. Begge dele var meget nyt for mig, og jeg kunne ikke acceptere det. Men det blev ved med at nage… Hvad nu hvis det var sandt? Efterhånden fik jeg en mere afklaret, kristen tro – takket være menighedens udholdenhed! – samtidig med at jeg ville vide mere om Gud og sandheden. De tanker resulterede så i, at jeg for to år siden stoppede på musikkonservatoriet og begyndte at læse teologi,” fortæller Mads Bjørn.
Mads Bjørn vil gerne arbejde med kirken, og særligt i forhold til at mennesker må komme til tro og blive opbygget i deres tro.
”På den måde er det også fedt, at jeg er blevet spurgt om at være en slags ”evangelist” for Israelsmissionen,” forklarer han og tilføjer: ”Det er en glæde at få lov til at være her og være med, og så er det dejligt at være en del af en garvet organisation, som har gjort sig en masse teologiske tanker, jeg kan læne mig op ad.”
Mads Bjørn er spændt på at skulle starte arbejdet op, men han er også klar over, at det bliver en løbende proces.
”Jeg er i forventning til, at… Det kommer til at foregå meget stille og roligt,” fortæller han med et glimt i øjet og fortsætter forklarende: ”Jeg ønsker at være trofast over for Gud og vidne for det jødiske folk – og det er ikke sikkert, der bare sker noget natten over, det kræver udholdenhed og tålmodighed. Derudover håber jeg også, at vi i kirken må opdage lidt mere af vores jødiske rødder, som jeg oplever, har været væk i lang tid. Jeg håber, at vi må forstå, at de ikke er ”the bad guys”, der repræsenterer lovreligion i vores Bibel, men at vi har en masse at lære fra dem.
En gang i ugen åbner Det Jødiske Hus op for undervisning i moderne hebraisk, og her skal Mads Bjørn være en dal af undervisningen. Det er vigtigt for ham, at han prioriterer at være tilgængelig både før og efter undervisningen. Det er her, han mener, at de gode muligheder befinder sig:
”Det er afgørende, at jeg skaber mulighederne for, at jeg kan opbygge relationer, der rækker længere ud end i klasselokalet,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg beder om åbne døre og en god vej at gå med beredte hjerter.”
Mads Bjørn oplever, at udfordringen med mission er at finde balancen:
”Det gælder om på den ene side, at jeg ikke bare bliver en, der kommer ind og råber op om, hvad jeg selv mener og skaber mere afstand til troen i virkeligheden. På den anden side må jeg heller ikke blive for overdiplomatisk og holde mit evangelium hemmeligt. Det bliver lidt af en udfordring!”
Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 27/3 2020
David Bruun Ingemansen er netop blevet ansat i Israelsmissionen, hvor han skal starte et nyt projekt op for seniorvolontører. Projektet har som mål at give seniorer en mulighed for at tage del i Guds mission i en ny kontekst.
Inspirere til at tage del i Guds mission
”Jeg skal starte et nyt pioner-projekt, hvor vi vil tilbyde den ældre generation en volontør-oplevelse i Israel,” fortæller David.
Projektet sættes, alt efter omstændighederne, i søen til efteråret, og David er på nuværende tidspunkt i gang med at tage kontakt til forskellige samarbejdspartnere og få sat rammerne for et godt projekt.
”Ideen er at sende seniorvolontører til Israel i perioder fra 1-3 måneder – eller hvad der lige er muligt. Drømmen er at give mennesker en oplevelse af at blive inspireret til at tage del i Guds mission i uvante rammer,” forklarer han.
En del af familien
David har læst en bachelor i teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus, og har været gift med sin hustru Sofie i snart to år. Derudover nyder han at spille volleyball, læse gode bøger og så er han en udpræget bibelnørd – og netop her har kristendommens jødiske rødder også en særlig plads. Han fik sit første møde med Israelsmissionens Unge for nogle år siden, da han blev inviteret med i lokalforeningen Aarhus af nogle gode venner, og har siden da både siddet med i lokalforeningens bestyrelse og i Israelsmissionens Unges landsbestyrelse.
”Jeg føler, jeg har været en del af familien lige siden,” forklarer David med et smil på læben og tilføjer: ”Så da jeg ledte efter et nyt studiejob, startede jeg med at sende en ansøgning til det sted, jeg aller helst ville være. Og nu sidder jeg så her.”
For David er det at starte nye projekter ikke uvant:
”Det er noget, jeg har prøvet før, og som jeg trives i. Og så kan jeg godt lide at være leder og tage ansvar.”
Vi kan lære meget af hinanden
”Jeg er overbevist om, at jeg har meget at lære i mødet med mennesker, der har 40-50 års mere livsvisdom end mig. Og det er jeg overbevist om, at mange andre også kan! Det er netop også noget af det her, vi drømmer om. At de unge missionspiloter og at seniorvolontørerne skal have et fedt møde med hinanden, og at der skal være vi de her to generationer, som kan give hinanden noget gensidigt,” forklarer David.
Derfor vil han også rigtig gerne åbne dørene til projektet på en helt konkret måde:
”Hvis du har nogle tanker eller nogle input, så er det nu du skal byde ind. Det er nu, vi er i gang med at tænke de store tanker om projektet, og jeg vil vædde med, at der sidder nogen derude, med gode ideer. Måske en senior eller to, der ved lidt mere om det at være senior end mig.”
Du kan få fat på David på: ingemansen@israel.dk
I centrum af Jerusalem ligger en helt særlig lille boghandel. Fra et kommercielt synspunkt burde den ikke eksistere – men det gør den alligevel. For kigger man i stedet på den med et åndeligt perspektiv, står det klart, at den giver både israelere og jøder mulighed for at lære Jesus at kende gennem de materialer, den stiller til rådighed. Det er det israelske bibelselskab, der står bag denne samt to andre små butikker i Haifa og Tel Aviv, og deres helt klare formål er at give det gode budskab om evangeliet videre på det hebraiske modersmål eller et hvilket som helst andet sprog.
Stor åbenhed præger israelere
For direktør Victor Kalisher, der selv er jøde og opvokset i Israel, handler bibelselskabets arbejde grundlæggende om at gøre Guds ord tilgængeligt for den almindelige israeler.
”Vi lever i en tid, hvor der er stor åbenhed. Mange israelere søger efter mening i deres liv. De er villige til at udforske hvem Jesus er. De er åbne for at undersøge Det Nye Testamente. Det giver os en utrolig mulighed for at dele Guds ord,” fortæller han.
Bibelbutikkerne står til rådighed. Og det har en stor betydning:
”Mange israelere kommer forbi hver dag. De vil vide mere om Jesus (Yeshua). De stiller spørgsmål, og vi er her for at dele vores tro med dem. I sidste ende er vores mål at se flere israelere blive frelst. Vi ønsker, at flere må finde sandheden. Og det ser vi også! Mange søger, men er bange for at andre ser dem søge. Derfor søger de ofte på internettet, og her finder de den første og eneste hjemmeside, hvor man kan studere bibelen på hebraisk.”
Guds ord på modersmålet
”Der er en voksende gruppe af jødiske Jesus-troende jer i Israel. Og der er nærmest intet materiale på hebraisk til dem. Vi ønsker at styrke denne gruppe ved at producere materiale, der vil hjælpe nye troende – og unde troende til at interagere med Guds ord. Vi ønsker at være med til at styrke menneskers forhold til Guds ord. Vi ønsker, at menigheder må komme til en dybere erkendelse af, hvem Gud er. At børn må vokse op med fortællinger om Gud på hebraisk. Det er derfor, vi er her,” slår Victor fast og tilføjer:
”Vidnesbyrdet om Messias og evangeliets budskab er levende, og det rører ved israelere og jøder. Det breder sig i hele Israel – ja endda videre ud i hele verden.”
I Israelsmissionen støtter vi det israelske bibelselskab, og har du lyst til at give en gave, kan du gøre det her.
TAK for din gave!
Christie Livingstone, sekretær på Ebenezer hjemmet
Oversat af Maria Strøm Risbjerg d. 13/3 2020
Antoinette kommer løbende ind på mit kontor med et stykke papir i hånden, ”vil du være sød at lave 20 kopier til mig! Det haster!”
Hun stikker mig papiret i hånden, og jeg kan se, at det er et digt, hun har skrevet. Øverst på siden står der ”det haster” med hendes egen håndskrift.
Jeg undrer mig over, hvad det er, der kan haste sådan, og går i gang med at læse det.
Antoinette har mange talenter. Hun begyndte at skrive, da hun flyttede ind på Ebenezer hjemmet på opfordring af en ven, der også havde samlet digte og med tiden havde udgivet dem i en bog. Digtet var det første, hun havde skrevet på hebraisk og ikke på fransk. Antoinette er en spontan person og holder af at dele sin inspiration.
Gennem hendes digte har vi fået givet et lille indblik i hendes hjerte – og hendes hjerte for Gud. Hun delte digtet med resten af beboerne og de ansatte. Digtet rørte en af vores ansatte så meget, at hun fortalte om det til den ugentlige musik-samling. ”Hvordan kan vi hjælpe Gud?” spurgte en af beboerne, og alle havde forskellige ideer, de bød ind med. Gud gør meget gennem andre mennesker. Når vi følger Gud og lader ham arbejde gennem os, kan han gøre store ting. Vi kan udvise Hans kærlighed, og hjælpe dem, der ikke kan hjælpe dem selv. Det var særligt det, snakken centrerede sig om. Den atmosfære samtalen skabte var så varm og velsignet, at mange ikke havde lyst til at gå tilbage på værelserne, da samlingen var ovre. ”Tiden gik så stærkt! Hvorfor kan vi ikke fortsætte? Jeg har lyst til at blive her!” udbryder Rachel.
”Det haster!! Jeg kan ikke magte det selv. Jeg har brug for din hjælp!”
”Hvem er du?”
”Jeg er Herren, og jeg har brug for din hjælp! Det haster, jeg kan ikke selv!”
”Du er Gud Herren, der har skabt himmelen og jorden, og du har brug for min hjælp?
”Ja, jeg står foran din dør og banker på. Vil du åbne for mig? Du lever, så du kan hjælpe mig! Høsten er stor, men arbejderne få! Det haster! Jeg har brug for din hjælp!”
Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/1 2020
Foto © Musalaha – her ses Salim Munayer (venstre) og Evan Thomas (højre)
Frontfigur i forsoningsorganisationen Musalaha Evan Thomas trækker sig tilbage, og som både medstifter og ledende bestyrelsesmedlem siden 1988 efterlader han sig en bemærkelsesværdig arv.
Hvert år – uden undtagelser – har han ikke kun været en del af bestyrelsen, men han har også faciliteret utallige grupper, undervist og ledt udfordrende møder mellem både yngre og ældre i ørkenen. I denne artikel kan du høre Evan reflektere over nogle essentielle øjeblikke i hans liv samt nogle af de vigtigste indsigter han har opnået gennem en livsforandrende rejse i Musalaha.
Efter den første intifada så jeg, hvordan det påvirkede Kristi legeme i Israel. Jeg spurgte mig selv: ”Hvordan kan vi troende – messianske jøder og palæstinensiske kristne – reagere, når begge grupper af mennesker bliver slagtet?” Som en efterfølger af Jesus, og derfor også en fredsstifter, blev jeg nødt til at tage et standpunkt. Jeg valgte at stå side om side med Salim Munayer som leder af Musalaha for derigennem at opmuntre og træne den næste generation til forsoning.
Min vision og ambition har altid været at udvikle en sund model for en bibelsk forsoning, der gør det muligt for vores fællesskaber at bearbejde Israel-Palæstina-konfliktens implikationer. Vi har fundet en effektiv strategi for forsoning i ørkenvandreture til alle tider. Det har været utroligt givende at være vidne til udviklingen af dette program gennem årene. Igennem ”ørken-møder” sammensætter vi ledere fra de messiansk-jødiske og de palæstinensisk-kristne fællesskaber, og sætter fokus på at skabe relationer ved at træne dem i interpersonelle færdigheder. Disse ledere begiver sig derefter ud i den svære opgave at diskutere emner, der deler vandene, så de derigennem kan ændre deres opfattelse af ”den anden”. Herigennem kan magtbalancer ændre sig og tilliden lige så stille få plads til at blive genoprettet.
Ørkenturene har altid været et personligt højdepunkt for mig. Når vi valgte at tage ture i ørkenen – sammen med vores konflikter – så mødte Gud altid op. Ørkenen blev et særligt sted for mig, hvor jeg kunne møde Gud. Disse møder blev et grundlag for mig, og gjorde det muligt for mig at være en effektiv hyrde i Israel og fortsætte med at have en passion for at se menneskers liv forandre sig på trods af de enorme udfordringer vores regionale konflikt gav.
Men over alt er jeg taknemmelig for den personlige støtte direktør Salim Munayer har udvist – både som ven og som fortrolig. Vi vil blive ved at gå side om side personligt og professionelt.
Et andet højdepunkt har været at udvikle Musalahas forsoningspensum sammen. Dette pensum er et biprodukt af over 20 års arbejde i dette udfordrende spændingsfelt. Med det, søger vi at udruste ledere til at facilitere fællesskaber og grupper i forsoningsprocesser og derigennem udbrede fred på en global skala.
Efter 31 år er denne beslutning igen strategisk. Jeg tror personligt, at det er tid til at lade den yngre generation af mænd og kvinder bære Musalahas vision videre. Det er deres tid til at tage lederskabet op.
Jeg vil gerne takke alle dem, der støtter os. Tak fordi I har betroet os den byrde det er at varetage vores forsoningsvision. Den er baseret på vores forståelse af evangeliet og vores forståelse ad Guds rige her på jord. Efter årtier har konflikten vokset sig stor, og med den konsekvenserne for vores trosfællesskaber. Men Gud er trofast, og Han fortsætter arbejdet på trods af at menneskers fejl og mangler.
Jeg vil opmuntre jer alle til at ”hænge i” i de kommende år. Der vil uden tvivl komme udfordringer, men fortsæt med at give jeres fulde støtte til dem, der leder dette banebrydende arbejde på frontlinjen.
I årevis sår vi med tårer, og så ser vi de små glimt af solskin, når frugten vokser frem. Og det er det hele værd.
Evan Thomas