Author: Maria Strøm Risbjerg

At Jesus var jøde, er et tegn på Guds godhed

Kasper Andreas Bergholt, bibelunderviser

Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at Jesus var jøde. Han var trods alt født af jødiske forældre i Israel omkring vor tidsregnings begyndelse. Og det er vel fint nok. Alle har jo en baggrund, og hvis Jesus var født i Danmark, havde han været dansker. Men vent lige lidt – er Jesu jødiske identitet kun en teknikalitet, en lille detalje, eller er der mere på spil? ”Der er en kæmpe forskel på, om Jesus er fra Nazaret, eller om han er fra Nykøbing!” Ordene kommer fra Morten Hørning Jensen, lektor i Det Nye Testamente på Menighedsfakultetet i Århus, og han har gennem mange år forsket i den verden, Jesus levede i. Han uddyber: ”Jesus kunne for så vidt godt have været fra Mesopotamien eller fra Himmerland, hvis det var sådan, at Guds frelsesplan, som er beskrevet i Det Gamle Testamente, også havde sin begyndelse dér.” Hvis altså Abraham havde været en nordeuropæisk stenalderbonde med teltpløkkerne solidt plantet i den jyske muld, så havde det ikke givet mening, at Jesus var jøde. Der er nemlig en helt grundlæggende sammenhæng mellem Abraham – og Moses, Jakob, David og så videre – og så Jesus. Den sammenhæng drejer sig om Guds løfter. Gud lover Abraham, og senere Isak og Jakob, at alle verdens mennesker skal velsignes gennem deres slægt. ”Hvis Gud havde droppet de løfter, hvordan kan vi så regne med hans løfter til os i dag?” spørger Morten. Guds troværdighed er altså på spil. Hvis Jesus ikke var jøde, så er Gud ikke til at stole på.

Hvordan så jødedommen ud? 

Men hvilken slags jøde var Jesus? Det er – som vi senere skal vende tilbage til – et relevant spørgsmål at stille. Jødedommen på Jesu tid adskilte sig nemlig på nogle områder både fra det, vi kan læse om i Det Gamle Testamente, og fra den senere rabbinske jødedom. Morten beskriver Jesu tid som en ”meget, meget spændende periode” og uddyber: ”Fra år ca. 150 f.Kr. og frem til den store jødiske opstand mod Rom i år 66 e.Kr. var jøderne en begunstiget nation, fordi de på nogle bestemte tidspunkter havde hjulpet Rom. Derfor havde de en udstrakt religiøs og politisk frihed.” Det var også en periode med stor teologisk diversitet og udvikling. ”En sammensat og energifyldt periode,” siger han. Der var en generel og oprigtig iver efter at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og tidens hotteste diskussionsemne var: Hvordan skal vi overholde moseloven? Der fandtes forskellige grupperinger, som havde forskellige svar på det spørgsmål. En af de grupper var farisæerne, der havde stor og bred opbakning i folket. ”Jesus blev formodentlig set som en form for en skriftlærd eller en farisæer med et særligt bud på, hvordan loven skulle overholdes. Samtidig var han også en undergører. Han havde en autoritet og en myndighed bag de ting, han sagde.” Jesus tog altså del i en teologisk debat, som fandtes på hans samtid. Derfor diskuterede han ofte med farisæerne og andre jødiske ledere. Morten forstår det som et udtryk for, at Jesus så sig selv som en hyrde for Israel: ”Han har ageret på en måde, som har skabt et billede af det bedst tænkelige for Israel: en leder med stor omsorg og kærlighed. Han har set på sin samtids jøder som nogle, der trængte til at blive ledt på en god måde.” Når vi taler om Jesus som jøde, er det altså som en konkret jøde i denne konkrete, historiske kontekst.

Guds puls 

”Det er et af mysterierne ved den bibelske tro, at Gud bliver så konkret,” siger Morten og fortsætter: ”Når han nu er evig og hævet over tiden, så kunne han have valgt en principiel kommunikationsform.” Hvis altså Gud havde åbenbaret sig i en række matematiske formler eller filosofiske udsagn, så havde den historiske kontekst været mindre vigtig. Tag en pause og tænk efter: Er det ikke bare en lille smule anstødeligt, at den almægtige Gud vælger at åbenbare sig i så afgrænset en kontekst? Jeg mener, hvis det, han havde at sige, virkelig var så vigtigt, hvorfor fortalte han det så ikke på alle sprog og til alle mennesker på samme tid? ”Det er jo faktisk et meget stærkt kendetegn ved skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente, at Gud taler meget konkret. Gud vælger at åbenbare sig på en måde, hvor han kommer meget nær,” forklarer Morten. Det ligger dybt i Guds væsen, det er Guds dna, det er en puls fra Guds hjerte. ”Det tager os helt ind i hjertet af, hvor god Gud er!” Hørte du det? Jeg tror, det var tiøren, der faldt. Jesus var jøde, fordi Gud er god. Gud står ved sine løfter til Abraham og de andre, og Gud ønsker at kommunikere på en måde, så det er til at forstå for helt almindelige mennesker.

Helt almindelige mennesker? 

Nej, vent. Faldt tiøren, eller står vi stadig med samme problem? Altså det problem, at da Gud én gang for alle skulle kommunikere til menneskene, så valgte han at gøre det gennem en minoritet. Jesus kommunikerede jo netop kun til helt almindelige jøder i det første århundredes Israel. Er det ikke stadig en kæmpe forhindring, at Jesus var jøde, når nu de færreste af os er jøder? Morten siger som nævnt ovenfor, at Gud åbenbarer sig på en måde, hvor han kommer meget nær, og han fortsætter: ”Det, at Gud kommer så nær, bliver en meget stærk drivkraft blandt de første kristne. Da de forstod konsekvenserne af, at Gud bliver menneske i Jesus af Nazaret, forstod de også, at det budskab skal oversættes og legemliggøres på samme måde.” Som eksempel nævner han, at forfatterne til Det nye testamente gik fra at skrive på hebraisk, det hellige sprog, til at kommunikere på græsk. Græsk var det sekulære sprog, det verdslige sprog, men det var til gengæld også et verdenssprog. Peter, Lukas, Paulus og Silas havde ganske enkelt indset, at ligesom Gud havde talt forståeligt til dem, sådan skulle de tale forståeligt til andre mennesker. Det har ifølge Morten været kendetegnende for den kristne mission lige siden: ”Det bibelske budskab er et hjertebudskab, der bæres fra modersmål til modersmål. Evangeliet kan ikke formidles principielt, men kan kun formidles fra hjerte til hjerte.” Den pointe bliver måske endnu tydeligere, når vi vender den om: Hvis Jesus var kommet som en germansk jernalderhøvding, havde han ikke kunnet kommunikere til sin samtid på en forståelig måde. Det kunne han kun som en aramæisktalende jøde, omskåret på ottendedagen og oplært i moseloven. Det er dén bevægelse dybt ind i en konkret kontekst, som bliver afgørende for den kristne mission.

Hvor står vi nu? 

Vi står ikke nogen steder. Vi sendes. Den Gud, der kommunikerer  konkret, at han er blevet et konkret menneske, sender sin kirke ud i verden for at kommunikere konkret i de kontekster, der til enhver tid er deres. Ned gennem kirkehistorien er det ifølge Morten gået galt på mange måder. Enhver generation står i fare for at ”stivne”, som han kalder det, ved kun at gøre én af to ting: ”Vi kan være meget optagede af det historiske men blive lukkede omkring os selv, eller vi kan være meget nutidige men blive rodløse. Men vi er netop kaldede til begge dele: Vi er kaldede til at forstå Bibelens verden og Bibelens tid – og dermed Jesus som jøde i sin samtid. Og så er vi kaldede til at forstå vores egen tid. Ind i Bibelens tid og ind i vores egen tid.” Morten har også et konkret eksempel på, at det historiske aspekt nedtones og måske helt forsvinder: ”I vores forkyndelse taler vi af og til om ’Kristus’ på en måde, så han nærmest bliver et princip til god livsførelse. Vi må spørge: Hvad var det, jeg fik sagt om Kristus her? Fik jeg sagt noget, som er meget anderledes end det, man ville kunne sige på et selvhjælpskursus?” Det er altså farligt, hvis vi ikke forsøger at forstå teksten i dens egen virkelighed, den bibelske verden, og ikke forsøger at forstå Jesus som en del af sin samtids jødedom. Alternativet er nemlig ifølge Morten, at vi ”blot filtrerer et princip ud, som så guider os til næste uges liv,” uddyber han. Det er en udfordring for os. Men, kunne man spørge, kan vi ikke også i de bibelske tekster finde vejledning til vores liv? Jo, svarer Morten, ”men der er noget, som skal holdes i spænd, så det bliver et frugtbart både-og og ikke et enten-eller.” Teksterne har både en konkret, historisk kontekst, og en nutidig applikation. Hvis vi mister et af de to aspekter, mister vi noget helt grundlæggende, nemlig Guds puls. Guds puls med to slag: ind i kulturen, ud til verden, ind i kulturen, ud til verden. Dybest set mister vi vores forbindelse til Bibelens Gud. Jesus var jøde, fordi Gud er god.  

Det er værd at minde hinanden om håbet

Uddrag fra vores magasin “Evangeliet og den Jødiske verden” (september 2021 nr. 3). Skrevet af generalsekretær Arne Pedersen. 
For nogle år siden fik jeg en ret fantastisk gave af min hustru: 14 dages vandretur på Caminoen i det nordlige Spanien! 14 dages alenehed med bare mig selv og mine tanker – perfekt – og der gik ikke længe, inden jeg begyndte at lave en mental liste over teologiske emner, der skulle tænkes godt igennem på turen gennem Baskerlandets bjerge.
Men Gud havde andre planer.
Det var som om, han ville mig noget andet, end jeg selv ville. Jeg havde planer om kognitive tankeøvelser. Gud havde planer om at vise mig omsorg – ikke kun for min hjerne, men for min krop og mit sind. Gang på gang erfarede jeg, hvordan Gud ledte mig den rigtige vej (jeg havde ikke noget kort), til de rigtige overnatningssteder (som jeg ikke vidste, hvor var) med mennesker jeg kunne snakke med – uden at tale spansk. Det kan lyde banalt, kan jeg godt se. Men midt i min ukomfortable tilstand, som vel nok var et eventyr, mindede Gud mig om, at komforten ikke er et mål for den, som vil leve et liv sammen med ham. Tværtimod!
Uden sammenligning i øvrigt: Som for mig således også for Israels folk.
I dette nummer af magasinet, som handler om kristendommens jødiske rødder, kan du bl.a. læse om løvhyttefesten. Faktisk vil jeg opfordre dig til at stoppe med at læse denne leder nu, bladre om på side 16 og læse Maria Risbjergs interview med Jan Mortensen om løvhyttefesten. Bagefter kan du læse videre her.
Én af Jans pointer omkring løvhyttefesten, vil jeg gerne reflektere lidt mere over her. For det er bemærkelsesværdigt, at løvhyttefesten ikke er en fejring af landet, men tværtimod en markering af ørkentiden. På en måde kan man sige, at det er en fest, der skal minde gudsfolket om sin idealtilstand.
Israelitterne har ventet 40 år på at nå frem til landet, Gud har lovet dem. Og da de så står der på Jordanflodens bred, får de at vide af Gud, at de skal fejre en fest. Ikke fordi de nu endelig er fremme ved målet, nej, de skal minsandten fejre en fest til minde om ørkentiden! Altså den uendelige ventetid, straffen for ulydigheden og svigtet. Det er den, de skal mindes. For selvom ørkentiden måske ikke er den mest glorværdige epoke i gudsfolkets historie, så er det én af de tider, hvor folket tydeligst har haft brug for Guds vejledning og Guds omsorg. Og den fik de lov at erfare der i ørkenen, og det er den erfaring, Gud vil, de skal mindes.
Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i, når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges, bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. (5. Mosebog kapitel 8,12-14)
Ørkentiden er mere end blot et venteværelse for israelitterne. Det er her, Gud lader sig erfare af sin skabning. Det er her, Gud har plads og rum til at vise sin omsorg. Midt i nøden og sårbarheden og afmagten. Hvor det er åbenlyst, at jeg ikke magter det hele selv. Gud ved godt, at de store huse og den megen rigdom og det vigtige arbejde og iPaden og telefonen og den gode rødvin til de gode middage kan få os til at glemme ham. At vi glemmer, at de gode gaver vi får og må nyde, at de faktisk er fra ham. Gudsfolkets ideal-tilstand er altså ikke komforten og trygheden og sikkerheden, som vi mennesker ellers har en tendens til at søge ind i. Nej, gudsfolkets ideal-tilstand er der, hvor vi ved os afhængige af Gud.
Så selvom kirken ikke fejrer løvhyttefest, kalder denne jødiske fest os alligevel til at overveje, hvilken praksis vi har, både individuelt og som fællesskab, til at minde os om, at hvad vi har, det har vi i kraft af Guds godhed og ikke i kraft af os selv. Og hvilken praksis har vi for at dyrke og fejre håbet? Hvilken praksis har vi for at minde os selv og hinanden om, at vi er på vej mod et land, hvor sorg og sygdom og død ikke skal være mere; hvor løven og lammet skal græsse sammen, og hvor Guds godhed skal flyde som mælk og honning?
Det er da værd at minde hinanden om!
Rigtig glædelig løvhyttefest.
Ønsker du at modtage vores magasin gratis fire gange årligt, kan du skrive til: kontor@israel.dk

Sammen snører vi skoene – sponsorløb 2021

LØB ELLER GÅ DIN YNDLINGSRUTE – OG VÆR MED TIL AT BRINGE JESUS TILBAGE TIL DET JØDISKE FOLK I DANMARK

Meget få danske jøder tror på, at Jesus er deres Messias, og derfor arbejder Israelsmissionen for at gøre budskabet om Jesus tilgængeligt. Den 2. oktober snører vi løbeskoene sammen – men hver for sig – så endnu flere kan få mulighed for at møde kristen tro! Indsamlingen i år går særligt til vores pioner-arbejde i Danmark, der handler om at give danske jøder muligheden for at høre evangeliet. Hvorfor kalder vi det pioner-arbejde? Det gør vi, fordi det er et arbejde, der praktisk talt ikke eksisterer. Det vil vi i Israelsmissionen gerne lave om på, og derfor ansatte vi sidste sommer vores dialogmedarbejder Mads Bjørn Thuren, der har til opgave at skabe gode relationer til og samtaler med danske jøder i København. Vi drømmer selvfølgelig om, at det må være et arbejde, der vokser og endnu flere jøder i Danmark må høre om Jesus. Vil du være med til at gøre dette til virkelighed sammen med os?
“I Israelsmissionen er vi sat i verden for at give jøder mulighed for at forholde sig til, hvem Jesus er. Det gælder naturligvis også danske jøder. For vi må ikke være tavse med evangeliet overfor vores landsmænd.” – Arne Pedersen, generalsekretær

VIND EN WEEKEND I SOMMERHUS

Alle deltagere i sponsorløbet er med i lodtrækningen om en weekend i et lækkert 10-personers sommerhus ved Søndervig sponsoreret af Holmsborg. Du kan læse mere om sommerhuset her.

HVAD SKAL DU GØRE?

  1. Tilmeld dig her.
  2. Vælg en yndlingsrute, som du kan gå eller løbe fra der, hvor du har lyst
  3. Du får nu et link med en personlig indsamling, som du kan sende ud til familie og venner, så de har mulighed for at støtte dig. Senere får du tilsendt en vandflaske, der er særligt designet til sponsorløbet,  som tak for din deltagelse
  4. Gå eller løb alt fra 2 til 42 km. d. 2. oktober
  5. Vær glad, fordi du har støttet arbejdet med at bringe budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk i Danmark
 

Indenfor på Krystalgade nr. 12

Det er en våd regnvejrsdag, og jeg er på vej ned ad strøget med kurs mod den jødiske synagoge, der ligger i det indre København. Jeg har nemlig en aftale med Jonas Demsitz på 25 år, der selv er praktiserende jøde, og som er en del af den ortodokse menighed på Krystalgade nummer 12.  Jeg er nysgerrig på, hvordan de er menighed, og på hvordan det ser ud at være jøde i Danmark anno 2021. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer knyttet til det at udleve sin jødiske identitet – i verden generelt men også i Danmark. Allerede da jeg drejer om hjørnet fra Fiolstræde bliver jeg konfronteret med to tydeligt bevæbnede betjente, der bevæger sig op og ned ad gaden foran det bastante jerngitter, der skiller den smukke gule murstensbygning og resten af den danske befolkning ad. Det høje sikkerhedsniveau står som en påmindelse om både det tragiske terrorangreb i 2015, hvor Dan Uzan mistede livet, samt om en generel (højre)ekstremisme, der har vist sit ansigt gentagne gange bare det seneste år. Men selvom der er meget at sige om intolerance og antisemitisme, så ved jeg også, at det ikke er alt, der er at sige om de danske jøder. Derfor håber jeg, at jeg sammen med Jonas kan komme et spadestik dybere ned i, hvordan det kan være meningsfuldt at blive ved med at insistere på kalotten.  

En jødisk synagoge i danske rammer 

Jonas Demsitz er 25 år og en del af den jødiske menighed i synagogen på Krystalgade nr. 12.
Jonas er iført skovmandsskjorte og har et smil på læben, da han møder mig foran synagogen. Sammen går vi igennem sikkerhedstjekket og videre ind i gården. En sikkerhedsvagt hilser på os, og Jonas minder ham om, at jeg er her for at lave et interview med ham.   Synagogen blev indviet i 1833 og er bygget i en storslået nyklassicistisk stil. Bygningens facade er trukket tilbage i forhold til gadens andre ejendomme, da det var et krav fra myndighederne i sin tid, at den ikke måtte virke for prangende i gadebilledet. Også i 1833 var der nemlig stærke holdninger til, hvordan de danske jøder måtte udleve deres tro.   Bevæger man sig indenfor i synagogen, finder man en stor sal fyldt med mørke træbænke, der alle peger med retning fremad mod et forhøjet podium og en prædikestol. Det minder mig på mange måder om en dansk folkekirke, og det er ikke tilfældigt, fortæller Jonas:    ”I de fleste synagoger befinder podiet sig i midten, og der er ikke nogen prædikestol. Men det var et krav, da man i sin tid fik lov til at bygge synagogen, at den skulle have nogle fællesstræk med de danske folkekirker.”   Den helt store forskel finder man i det forhæng, der beklæder bagvæggen, og som gemmer på menighedens håndskrevne toraruller. Torarullerne er hellige, om må derfor ikke berøres direkte.  På podiet leder rabbineren eller kantoren menigheden i bøn og læser op fra Toraen. Der er et tekststykke til hver uge, og på den måde når man igennem hele Toraen på et jødisk år.  

I landsbyen kommer man hinanden ved 

I salen er der plads til 420 mænd og 256 kvinder, og efter jødisk skik sidder kvinderne på balkonen, da man mente, at det på denne måde ville være nemmere for alle at koncentrere sig. Her trækker Jonas på smilebåndet, for i praksis forholder det sig nok egentlig omvendt. Alle medlemmer har hver deres faste plads, som går i arv fra generation til generation.   Til en almindelig sabbatsgudstjeneste om lørdagen kommer der i dag mellem 50 og 100 mennesker.   De daglige samlinger morgen og aften de andre af ugens dage er svære at fylde ud, og da man skal være mindst 10 mænd samlet for at kunne gennemføre en gudstjeneste, bliver det ikke altid til noget.   Officielt er menigheden ortodoks, men graden af ortodoksi er meget varierende fra medlem til medlem.   ”Vi er en broget flok, og det er der plads til,” forklarer Jonas.   På programmet begynder sabbatsgudstjenesten kl. 9, men det er meget almindeligt, at folk kommer løbende ind til kl. 10.   ”Man kan sammenligne menigheden lidt med en landsby og gudstjenesten med en markedsplads. Her kommer vi hinanden ved, og man får vendt verdenssituationen. Og så er det helt særligt at kunne lovprise og sige tak til Gud i fællesskab. Er man vant til stilheden under en almindelig gudstjeneste i folkekirken, får man nok lidt af et chok.”   I Danmark bor der omkring 5-6000 jøder, og selvom de alle langt fra er en del af den lille ortodokse menighed, har de alligevel fællesskab med hinanden, fortæller Jonas:   ”Vi skelner mellem menigheden, altså vores fællesskab her på Krystalgade, og så det store jødiske samfund. For mig er der forskel på menigheden og det jødiske fællesskab som helhed. I menigheden har jeg plads til at fordybe mig og praktisere jødedommen på et spirituelt og intellektuelt niveau. Det store fællesskab, det jødiske samfund, giver mig mulighed for at fordybe mig mere i det kulturelle og sociale. Personligt værdsætter jeg begge dele meget, men for mange danske jøder er det primært sidstnævnte, der fylder mest. Fælles for både menigheden og det jødiske samfund er, at vi deler en fælles historie, et fælles ophav, sprog (både dansk og hebraisk) og en fælles relation til landet Israel på den ene eller den anden måde.” 

Flertallet har ikke altid ret 

Jonas er tredje generation i sin familie, der er vokset op i Danmark. Hans forældre har begge rødder i Østeuropa, og i løbet af hans barndom har de overholdt kosher reglerne for mad og fejret de jødiske helligdage. Derudover har han gået på den jødiske Carolineskole. Ellers er han vokset op som ”kulturjøde,” som han selv beskriver det. Det ser dog anderledes ud i dag, hvor han har en personlig tro og er mere på linje med en ortodoks jødedom. Han skiftede retning i sine teenageår, da han, efter en årrække som brændende ateist, begyndte at tænke over livets store spørgsmål:   ”Jeg havde behov for noget, der stod uden for mig selv, jeg kunne forholde mig til. At der var forskel på godt og ondt. Så det hele ikke bare afhang af mine følelser,” forklarer Jonas og fortsætter: ”Selv demokratiet kan vi ikke nødvendigvis stole på. Det har vi set gennem historien. Bare fordi flertallet siger, noget er rigtigt, betyder det ikke, det er det.”  I takt med at en interesse for filosofi voksede frem hos ham, fandt han ud af, at det gav mening for ham at tro på en Gud. Ikke lang tid efter stod det klart for ham, at han gerne ville være rabbiner en dag. I dag har han en bachelor i teologi fra Københavns Universitet og skal læse diakoni som kandidat efter sommerferien.  Når Jonas oplever sit forhold til Gud stærkest, er det når han står overfor svære valg i sin hverdag.   Her bruger han tid på at reflektere over jødiske bønner og passager fra Toraen. Han er særligt glad for sætningen: Jeg binder mig til dig i kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed og erkendelse.  ”Jeg bruger bøn som en måde at koble af på og gør det ofte, før jeg går i seng. På den måde lukker jeg for dagen ved at reflektere over, hvad der er vigtigt for mig i livet,” fortæller han.  

Det handler om praksis – ikke om tro 

På Jonas’ venstre underarm er tatoveret tre hebraiske tegn, der tilsammen staver ordet tsdaka. Oversætter man det, bliver betydningen noget i retningen af ”en genoprettende retfærdighed.” For Jonas ligger en stor del af jødedommens essens gemt her. For i forholdet til Gud handler det nemlig ikke om den personlige tro men om at have den rette praksis: ”Det drejer sig om, hvordan jeg påvirker verden. Dét har betydning.”  Mennesket har ifølge Jonas til opgave at skabe orden i vores ødelagte verden, og når det har gjort sin del af arbejdet, vil Messias komme og skabe en perfekt verden. I kristendommen mener man, at Messias allerede er kommet i form af Jesus, men i jødedommen venter man stadig på ham.  Her er de 613 bud fra Toraen en konkret vejledning og en manual til, hvordan vi følger Guds gode vilje. De handlinger, der udføres for at bringe verden tættere på sin perfekte tilstand, kan også beskrives med det jødiske begreb tikkun olam og hænger tæt sammen med Jonas tatovering og hjertebrand for retfærdighed.   ”Det er ikke en straf, at vi er her på jorden. Vi skal ikke frelses fra verden, men vi har et job at udføre her,” fortæller han og fortsætter: ”I Toraen står der, at vi skal tage os af de socialt udsatte. Hvad nu hvis vi skaber et samfund, hvor der slet ikke er socialt udsatte?”  Denne tankegang og praksis ønsker han også skal afspejle sig i sit liv, hvis han en dag kan kalde sig selv for rabbiner:  ”Én ting er at kunne læse en tekst og udlægge den – en anden ting er at kunne bruge den med andre mennesker. At kunne tage teksten med ind i verden og ned i folks hænder. At være rabbiner er en måde at leve på. En måde at være på over for andre.”  

Vi har brug for at genopdage tolerancen  

Jonas drømmer om, at skellet mellem synagogen og den enkelte dansker må blive mindre. Ikke fordi vi i Danmark skal ligne hinanden, men fordi vi har behov for at kende til hinanden for at kunne leve med hinanden:    ”Det handler ikke om, at vi nødvendigvis skal acceptere hindanden. Men vi skal tolerere hinanden. Jeg oplever, at ordet tolerance i høj grad har mistet sin betydning i dag. For der er forskel på accept og tolerance. Vi tolererer smerte. Vi elsker den ikke.”  På samme måde skal vi ifølge Jonas give hinanden plads til at leve livet på forskellig vis – også selvom vi ikke nødvendigvis sympatiserer med hinanden.   ”Jeg ser desværre en tendens i Danmark, hvor alt for mange tror, de ved, hvad der er bedst for andre. Det bliver sværere og sværere for den generelle dansker at relatere til det religiøse og det ortodokse. Det ser vi også i debatten om omskærelse.”  Siden omskærelse på ny kom på den politiske radar for nogle år siden, har den højrenationalistiske bevægelse ”Nordfront” været aktive med forskellige ulovlige aktioner såsom hærværk af jødiske kirkegårde og chikanering af enkeltpersoner.   ”Det handler ikke om, at vi ikke må tage debatten. Men den måde, vi gør det på, gør faktisk en forskel,” mener Jonas.   På hans egen banedel håber han, at synagogen vil åbne mere op for offentligheden og på den måde kunne være en aktiv medspiller i at bygge bro mellem danskerne. Så vi igen kan tilbageerobre tolerancen i Danmark på konstruktiv vis.  

Det bedste til de mindste

I øjeblikket samler vi ind til et spændende projekt, som det Israelske Bibelselskab har sat i søen. Herunder kan du læse om, hvad det indebærer.  De seneste år er antallet af Jesus-troende jøder i Israel vokset – og det er fantastisk! Især mange unge familier med børn er nye i troen, og derfor er der et stort behov for at kunne formidle det gode budskab til de mindste. Med en så ny generation af messianske jøder, findes der nemlig kun få bibelske materialer tilgængelige for børn på deres modersmål hebraisk. Det ønsker man i Det Israelske Bibelselskab at gøre noget ved: ”Det er altafgørende, at vi producerer gode materialer, som kan røre vores børn hjerter – endnu mens de er små.” – Joseph Arnaud, leder af administrationen Det er ikke altid nemt at være Jesus-troende jøde i Israel. Faktisk er det kun omkring 2 ud af 1000 jøder, der kalder Jesus for Messias. Særligt som barn kan man måske føle sig anderledes eller udenfor det store fællesskab. Derfor er det netop så afgørende, at vi kan give børnene et sundt og godt fundament at bygge både troen og livet på. ”Vi ser et oprigtigt behov for at styrke, beskytte og bygge børnenes tro og identitet op, så de står rodfæstet i Jesus. Derfor har vi brug for at udvikle nye resurser, som kan blive til velsignelse blandt børnefamilierne i Israel.” – Victor Kalisher, leder af det Israelske Bibelselskab

Det konkrete projekt

Det Israelske Bibelselskab arbejder i øjeblikket på tolv forskellige resurser til både de allermindste, børn i alderen 4-11 og til unge. Projektet løber op i omkring 700 000 danske kroner. Halvdelen er allerede samlet ind – men der er brug for flere penge. Jo mere der bliver indsamlet – jo flere bøger, kan der trykkes og jo flere hjerter, kan røres! For bare 200 kroner kan du sikre, at der bliver produceret 5 bøger, der fortæller det frisættende evangelium i børnehøjde, og som bliver til glæde og gavn for messianske børn. Vil du være med til at støtte Jesus-troende jøder ved at række det bedste til de mindste? MobilePay 308050 Bankoverførsel: Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500   Det Israelske Bibelselskab arbejder med forskning, oversættelse, publicering og bibeldistribution i Israel. Deres vision er, at Bibelens forvandlende budskab vil forme samfundet i Israel, og at Israels folk vil lære Israels Messias at kende. De har en passion for at bringe Guds Ord – de gode nyheder om frelse og fred – til det israelske folks hjerter. Det er et arbejde og en vision, vi i Israelsmissionen både er begejstrede og glade for at kunne støtte op om!

Israelsmissionens online årsmøde 2021

Torsdag d. 22. april afholdt Israelsmissionen sit årsmøde online på grund af covid-19. Over 50 ansigter dukkede op på vores computerskærm, da vi i sidste uge afholdte vores årsmøde online – og kaffen, ja den skulle I endda selv sørge for! Tusind tak til alle jer, der deltog. Vi er utroligt taknemmelige for, at så mange nye og gamle Israelsmissions-venner fra både Danmark og udlandet lever med og følger med i arbejdet. Vi håber, at der i 2021 vil være mulighed for at afholde arrangementer, hvor vi kan mødes fysisk, nyde hinandens selskab og være sammen om vores fælles brand for det jødiske folk. Formandsberetningen kan læses her. Arbejdsberetningen kan læses her.

Jeg vil gerne slå følgeskab med mennesker i deres tro

I september ansatte Israelsmissionen Mads Bjørn på 26 år som dialogmedarbejder i København hvor han arbejder med at skabe gode relationer og kontakter til mennesker i det jødiske samfund.  Mads Bjørn har selv en personlig brand for at række evangeliet videre til mennesker – for han ved hvordan det er at leve uden det. Et guddommeligt ultimatum Det er den varmeste sommer i mange år. Mads Bjørn befinder sig på Taize-klostret i Bourgogne, i Frankrig, på en fredelig græsmark med solen i ansigtet og en god bog i hænderne. Klostret bliver hvert år besøgt af mange tusinder pilgrimme der ønsker at komme nærmere Gud eller står overfor store valg i deres liv. Det er også derfor Mads Bjørn er her. Han har sat sit liv i København på musikkonservatoriet på pause for en stund – for han er i tvivl om han er på rette vej. De sidste mange år af hans liv har han brugt på at forstå hvem Gud er og hvad han vil med ham, men han har svært ved at finde ro. Tanken om at han skulle blive præst i stedet for at etablere sin musikkarriere, har naget ham i flere år efterhånden. Men det er først her på græsmarken han for alvor indser at han må tage et valg. Derfor stiller han Gud et ultimatum: ”Du har 24 timer til at sende et menneske, som ikke kender mig, der skal tale til mig om at jeg skal være præst. Ellers glemmer jeg alt om det.” Hvordan Mads Bjørns ultimatum ender, skal jeg nok vende tilbage til. For at forstå hvorfor dette øjeblik var så afgørende i Mads Bjørns liv, må vi begynde et helt andet sted.

Familien på Falster

Mads Bjørn er vokset op i en kulturkristen familie på Sydfalster. Hans forældre var de første akademikere i familien, og de brugte ikke kirken til meget andet end julegudstjenester og de almindelige overgangsritualer. ”Jeg spurgte engang min far hvorfor folk skulle dø hvis Gud havde magt til at lade dem leve?” fortæller Mads Bjørn og fortsætter: ”Han svarede at det var fordi Gud ikke ville have at vi havde det alt for nemt. Det er den eneste sætning jeg har hørt talt om Gud i mit liv. Vi har aldrig bedt fadervor, læst noget fra Bibelen eller sunget sammen.” Mads Bjørns farmor gik dog i kirke hver søndag, men det var ikke noget hun talte åbent og personligt om. Da Mads Bjørn skulle konfirmeres, fulgtes de to dog sammen. ”Det sagde mig ikke rigtig noget selvom jeg prøvede at følge med. Jeg forstod det ikke, og jeg havde ikke sprog for det. Kirken var bare et højtideligt sted hvor man sang gamle uforståelige sange.” Som teenager begyndte han at engagere sig i musik, og det fyldte hurtigt størstedelen af hans liv. ”Jeg blev revet væk. Jeg ville være professionel trommeslager og til sidst spillede jeg i forskellige sammenhænge 6-7 gange om ugen.” Igennem musikken fik han en gruppe nære venner, og en af dem hed Solveig.

En uventet drejning

Det er nytårsaften, og Mads Bjørn er sammen med sin veninde Solveig og hendes familie samt en håndfuld andre venner. På det tidspunkt er han 15, og han hygger sig. Det hele er festligt, der bliver fyret krudt af og stemningen er høj. Men da klokken slår tolv, tager festen en uventet drejning. ”Nu kører vi i kirke. Vil du med? Ellers kan vi bare blive her indtil de andre kommer tilbage.” Lettere forvirret over spørgsmålet svarer han: ”De er sgu da lukkede nu? Det er jo nytårsaften!” Solveig trækker på smilebåndet og fortæller ham at de har deres egen kirke. Mads Bjørn tager et øjeblik til at overveje situationen, men han beslutter sig så for at tage chancen og sætter sig ind i bilen med de andre.

Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus

De drejer ind ad en indkørsel og parkerer foran hvad der ligner et almindeligt næsten kedeligt hus. ”Hvor er kirken?” spørger Mads Bjørn forundret. ”Det er kirken,” svarer Solveig. De træder ind ad døren, og kommer ind i noget der ligner en café. Ovenpå er kirkerummet, og det er dækket af et blødt gulvtæppe. Kontrasten til den folkekirke Mads Bjørn kender, er stor. Der er stole med puder i stedet for kirkebænke, en simpel prædikestol og en projektor der kaster lys på et krucifiks. Da de har sat sig, begynder præsten: ”Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus.” Med det samme mærker Mads Bjørn et sus gå igennem ham, og han får kuldegysninger på armene. ”Jeg var utroligt blufærdig, som mange danskere er det, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere situationen,” fortæller han. Menigheden sang højt med på sangene mens en ældre dame styrede teksterne på en gammel overheadprojektor. ”Der var stemning,” fortæller Mads Bjørn, der alligevel ikke kunne lade være med at blive revet en anelse med på trods af sin skepsis. I løbet af gudstjenesten lagde han særligt mærke til ordene: Vi har brug for dig Jesus. Vi har sådan brug for dig. ”Det havde jeg aldrig hørt et menneske sige før – og så på en så følelsesladet måde. Jeg syntes det var lidt ynkeligt.” Oplevelsen i kirken satte sine spor i Mads Bjørn: ”Jeg blev både provokeret og forarget. De gjorde mange mærkelige ting på en ligefrem måde jeg ikke var vant til.” Alligevel holdt han utroligt meget af at tilbringe tid med Solveig og hendes familie der altid havde interesse for ham og som spurgte ind til hans liv. ”Efter den aften tænkte jeg for mig selv at de kan have deres, og så kan jeg have mit,” fortæller han.

Et fællesskab uden krav

Noget nyt begynder dog at rumstere i Mads Bjørn, og det udvikler sig da Solveig tager ham med på en kristen ungdomslejr om sommeren på Sjælland. Her møder han et åbent fællesskab der gør indtryk på ham: ”Det handlede ikke om at jeg skulle være et musikgeni for at have betydning. Her ville helt fremmede folk være sammen med mig – bare fordi jeg var mig.” Han kunne ikke lade være mere at tænke at der var noget særligt ved de kristne. Hjemme på Falster bliver han ved med at mødes med Solveig og vennegruppen. Her begynder samtaler om tro og liv at blomstre, og Mads Bjørn mærker nysgerrigheden vokse. ”Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”hvad nu hvis de har ret? Hvad nu hvis Gud er mere end den kulturkristne Gud. Hvad nu hvis han er Bibelens levende Gud?” Jeg kunne ikke slippe det.”

Er du den de siger du er?

De næste måneder oplever Mads Bjørn en eksistentiel krise. ”Jeg havde mange drømme og vågnede om natten. Mit hoved var fyldt med tanker – er Gud der? Er Gud sådan her eller sådan her? Har jeg taget fejl? Har de taget fejl? Og hvad kan jeg overhovedet bruge det til? – At der sidder en eller anden Gud, der ikke kan lade mig være? Det hele kørte rundt i mit hoved,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg talte også med mine forældre om det, men de sagde at Bibelen var en gammel bog som havde nogle fine leveregler – mere kunne vi ikke bruge den til.” Men til sidst overgav Mads Bjørn sig en stille aften på sit værelse. Med øjnene halvt på klem bad han: ”Jesus, hvis du er som de siger i kirken, så må du få mit liv nu.” Han åbnede langsomt øjnene igen – nysgerrig på om noget havde forandret sig. Men der var hverken englesang eller guddommeligt lys fra oven. I stedet viste Gud sig for ham i det små. På det tidspunkt havde han i en længere årrække haft det svært i familien – og det var tungt for ham. Han havde længe ønsket forandring men vidste ikke hvordan. ”Langsomt oplevede jeg at jeg fik mindre lyst til at rakke ned på andre – og i stedet fik jeg mere lyst til at vise omsorg. Jeg oplevede at jeg blev hevet ud af krigen. Det var hverken fordi jeg følte halleluja, nu er jeg kristen eller fordi jeg pludselig var en engel, men der skete et eller andet i mig som jeg ikke rigtig kunne forklare.”

Mange stemmer

Denne nye beslutning skabte en sult i Mads Bjørn: ”Jeg var sulten efter det kristne fællesskab. Ofte tog jeg til flere gudstjenester på en dag. Jeg hungrede efter at lære den her nye verden at kende.” Udover gudstjenester i flere forskellige af byens kirker kom han også i fire forskellige kristne ungdomsfællesskaber. Det var en kaotisk tid for Mads Bjørn hvor han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Stemmerne var mange, og Mads Bjørns tankevirvar fortsatte: ”Hvordan ser Gud ud? Hvad vil han gerne have? Hvad gør jeg for at behage ham? Hvordan er jeg på den rigtige vej? Skal jeg bede mere om det her? Skal jeg slappe af? Er det farligt hvis jeg slapper af? Det var bare nogle af de få spørgsmål der rumsterede i mig.”

Den rigtige side af stregen?

Særligt spørgsmålet om sandhed begyndte at optage Mads Bjørn. ”Jeg blev lidt af en sandhedsrytter,” fortæller han og uddyber: ”Sådan en som altid skal vurdere hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.” Efter at Mads Bjørn havde besluttet sig for at vælge troen til, fik han behov for at alle skulle høre om den. ”Der var massive følelser på spil. Det var en ny sandhed – en ny verden der åbnede sig for mig både tankemæssigt, følelsesmæssigt og menneskeligt. Derfor tænkte jeg også at alle skulle have at vide at det var sådan verden forholder sig. Her begyndte farmorens tavse forhold til tro at rumstere i ham: ”Jeg blev ked af det over at min farmor slet ikke havde fortalt mig noget om det. Og derefter blev jeg i tvivl om hvorvidt hun kendte Gud eller om det bare var en gammel vane som mange ældre har.” Det blev vigtigt for Mads Bjørn at definere hvem der var inde og ude: ”Jeg fik en rigtig kedelig tendens med at fortælle alle at de ikke var kristne. For jeg havde jo troet at jeg var kristen før jeg kom til tro.”

Er det virkelig det jeg vil?

Mads Bjørn flytter direkte fra musikefterskole til København hvor han går på gymnasiet. Derefter fortsætter han på musikkonservatoriet for at realisere sin livslange drøm om at blive professionel musiker. Men han er ikke glad. ”Jeg tænker løbende: hold da op, er det virkelig det jeg vil?” Fortæller Mads Bjørn. Tanken om at blive en slags forkynder eller præst er dukket op et bare gange, men han har hurtigt kastet den væk igen. Han elskede jo musikken. Særligt efter eksaminer og større projekter mærkede han dog tvivlen: ”Når jeg havde spillet til en eksamenskoncert, kunne der gå mere end en måned hvor jeg ikke kunne røre ved et instrument. Jeg mærkede også mindre af den brand mine medstuderende havde.” Det er her Mads Bjørn sætter livet i København på pause for at søge Gud.

Klar besked

Vi er tilbage på Taize-klostret i Frankrig hvor Mads Bjørn netop har stillet Gud et ultimatum. Skal han droppe sin livslange drøm om at blive professionel musiker og tage præstekjolen på i stedet? Eller er det bare ønsketænkning på et særligt stemningsfuldt sted der får ham til at drømme? Lige netop den dag havde klostret inviteret forskellige handicappede i området forbi. Ved spisetid sætter Mads Bjørn sig, som han har gjort de andre aftener, sammen med de andre få unge han har mødt i ugens løb. Pludselig kommer en dame fra de handicappedes borde hen til ham og taler til ham på fransk. ”Jeg forstår ikke hvad hun siger,” fortæller Mads Bjørn. Men efter noget tid får hun sagt på gebrokkent engelsk: ”Du skal læse til præst.” Kvinden spørger hvad han hedder, og hun skriver hans navn ned på en lap papir. ”Jeg vil bede for dig,” siger hun og går igen. Mads Bjørn sidder tilbage mundlam.

Ro på

”Så sker det bare. Jeg stopper på konservatoriet og begynder at læse teologi på Københavns Universitet. Jeg har ikke fortrudt det på et eneste tidspunkt, selvom jeg godt kan savne musikken.” Det store tankevirvar lagde sig og gav plads for en større ro: ”Jeg fik mere ro på mit trosliv. Ikke fordi alt bare har været statisk siden, men jeg har en fornemmelse af retning – en fornemmelse af hvad Gud vil bruge mig til. En plads.” Mads Bjørn oplever stadig at han søger, men i dag er det på en anden måde: ”Hvordan ser det ud når vi så er kristne? Det er et spørgsmål jeg meget ofte? stiller mig selv. Det er et praktisk og mere menneskeligt fokus. Det handler ikke længere udelukkende om det åndelige facit eller den teologiske holdning for mig,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg er begyndt at kunne rumme folk som er uenige med mig eller som gør tingene anderledes end mig.”

Manden der har fundet skatten

”Det er mig, der er manden i Jesus’ lignelse, som finder skatten begravet i marken, går hen og sælger alt hvad han ejer for at kunne købe lige netop den mark. Jeg har fundet troen og vil rigtig gerne dele den – også selvom jeg allerede har gjort det på mange uhensigtsmæssige måder i mit liv.” Særligt det at åbne op for samtalen og skabe et sprog eller et rum for at tale om de større emner ligger Mads Bjørn på sinde: ”Gud siger at vi skal gå ud og fortælle folk om ham. Jeg ønsker at være med til at skabe et sprog for det her med tro og gøre lidt op med den danske blufærdighed som jeg selv led lidt af. Det gør troen større, og det åbner op for Guds perspektiv.” ”Hvis min farmor stadig levede i dag, ville jeg have ønsket at vi havde kunnet have et fællesskab i troen – at vi kunne tale sammen om vores Gud,” konstaterer han og tilføjer afsluttende: ”Jeg har fundet mig til rette i at jeg ikke ved hvem der er på hvilken side at stregen. Jeg ved at der er en streg, desværre. Men jeg vil bare gerne følges med folk i deres tro samt inspirere og opmuntre mennesker til at omvende sig og glæde sig over Gud.”    

TORVETs højskole efteråret 2021

TORVETs højskole løber af stablen d. 27. september – 30. september 2021. Du er velkommen på det skønne Virksund Kursuscenter ved Hjarbæk Fjord til dejlige og indholdsfyldte højskoledage med godt samvær. For årets højskole er der sammensat et spændende program under temaet ”Løft jeres hoveder!”. Kursusledere Elisabeth og Claus Olsen fortæller: ”I år er det en særlig stor glæde at kunne byde velkommen til indholdsrige højskoledage på Virksund Kursuscenter. For vi har længtes efter samvær med mennesker og ser ekstra frem til fællesskab om foredrag, hygge og gode samtaler. Det sidste års globale krise har rejst mange spørgsmål om, hvor vi er på vej hen. Derfor trænger vi til at få blikket rettet mod Kristus og de fantastiske løfter i Guds Ord, som kan kaste lys og nyt håb og glæde ind over dagligdagen og over det liv, der venter. Sammen skal vi både opbygges, oplyses, opleve skønheden i musik, natur, kultur samt nyde stedets altid gode forplejning.”

ARRANGØRER

TORVETs Højskole arrangeres i fællesskab af organisationerne bag TORVET i Aarhus: Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og Promissio. Højskoledagene afholdes på Virksund Kursuscenter, der bliver drevet af Luthersk Mission. Kursuscentret ligger i smukke omgivelser kun et stenkast fra Hjarbæk Fjord med en skøn udsigt ud over vandet. Centret råder over skov og store græs-og strandarealer med rige muligheder for at gå ture i området. Indkvarteringen sker på værelser, der alle er med eget bad og toilet.

TILMELDING

Tilmeld dig og betal her. Oplys eventuelle særlige behov ift. kost, allergi eller andet Tilmeldingsfrist er 6.9.2021 Se hele programmet og flere praktiske oplysninger her.   

Årsmødet bliver afholdt online

Velkommen til Israelsmissionens ONLINE årsmøde d. 22. april fra 19-21!

Vi havde håbet på at se jer alle fysisk, men når nu det ikke kan lade sig gøre, glæder vi os over at internettet er en løsning. Der vil stadig være spændende og inspirerende beretninger fra arbejdet og David Serner vil fortælle om sin nye bog “Fakta og Myter om den Messianske Bevægelse i Israel”.

Vi håber meget på at se netop dig!

Tilmelding: kontor@israel.dk

“Og så skete der noget i mig… Jeg fik lyst til at læse i Bibelen.”

På en af de store hovedgader midt i Tel Aviv ligger en butik, som sælger bibler og andre kristne bøger. Den er drevet af en gruppe passionerede mennesker fra Det Israelske Bibelselskab, der, udover at sælge bøger, også brænder for at komme i snak med jøder og andre, der viser interesse for det kristne budskab. På trods af et turbulent 2020 med nedlukninger det meste af året, har de alligevel oplevet, at Gud har arbejdet i menneskers hjerter. Nedenfor kan du læse et dryp fra Andy Ball, der er leder af bibelbutikken: Lige efter anden nedlukning modtog vi i butikken et telefonopkald:
”Hej, er det Andy?” “Ja, det er det. Taler jeg med Sarah? Jeg synes, jeg kan genkende din stemme.”
Sarah var min nabo for over 60 år siden. Min søster tilbragte meget tid med hende, og hun kom ofte i vores hjem – særligt i højtiderne. Min far sørgede altid for, at hun og hendes mor blev inviteret. Sarah hørte alle historierne om jul og påske, og hun havde endda gået på en fransk-katolsk skole. Hun havde altid haft god kontakt til os, og da hun arbejdede ikke så langt fra bibelbutikken i et rejsebureau, kom hun fra tid til anden forbi for at hilse på. Men hendes opkald den dag kom som en overraskelse.
”Har I hele bibelen på fransk/hebraisk?” ”Ja det har vi.” ”Andy, jeg har haft så meget tid i under den her nedlukning. Det fik mig til at tænke på alle de dejlige historier fra Det Nye Testamente, som jeg hørte sammen med jer i Immanuelkirken – og så skete der noget i mig. Jeg fik lyst til at læse i Bibelen! Men så gik det op for mig, at jeg ikke engang har en i mit hus. Kan jeg købe en Bibel hos jer?” ”Det kan du! Og siden det er jul, vil jeg gerne have lov til at give den til dig, som en gave!”
Tredje nedlukning ramte dog kort tid efter, så hun fik aldrig chancen for at hente den. Men jeg vil sende den til hende i stedet. Vær med til at bede for hende og om at hendes øjne må åbne sig, når hun læser i den! Er det ikke fantastisk, at mennesker kan få et møde med Gud på så mange mangfoldige måder? Det israelske bibelselskab er bare én af mange organisationer i Israel, der brænder for at flere mennesker må lære Jesus at kende. *Vi har anonymiseret kvindens navn og kaldt hende Sarah

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503