Forfatter: Maria Strøm Risbjerg

Det er en våd regnvejrsdag, og jeg er på vej ned ad strøget med kurs mod den jødiske synagoge, der ligger i det indre København. Jeg har nemlig en aftale med Jonas Demsitz på 25 år, der selv er praktiserende jøde, og som er en del af den ortodokse menighed på Krystalgade nummer 12. Jeg er nysgerrig på, hvordan de er menighed, og på hvordan det ser ud at være jøde i Danmark anno 2021. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer knyttet til det at udleve sin jødiske identitet – i verden generelt men også i Danmark. Allerede da jeg drejer om hjørnet fra Fiolstræde bliver jeg konfronteret med to tydeligt bevæbnede betjente, der bevæger sig op og ned ad gaden foran det bastante jerngitter, der skiller den smukke gule murstensbygning og resten af den danske befolkning ad. Det høje sikkerhedsniveau står som en påmindelse om både det tragiske terrorangreb i 2015, hvor Dan Uzan mistede livet, samt om en generel (højre)ekstremisme, der har vist sit ansigt gentagne gange bare det seneste år. Men selvom der er meget at sige om intolerance og antisemitisme, så ved jeg også, at det ikke er alt, der er at sige om de danske jøder. Derfor håber jeg, at jeg sammen med Jonas kan komme et spadestik dybere ned i, hvordan det kan være meningsfuldt at blive ved med at insistere på kalotten.

En jødisk synagoge i danske rammer

Jonas er iført skovmandsskjorte og har et smil på læben, da han møder mig foran synagogen. Sammen går vi igennem sikkerhedstjekket og videre ind i gården. En sikkerhedsvagt hilser på os, og Jonas minder ham om, at jeg er her for at lave et interview med ham.  

Synagogen blev indviet i 1833 og er bygget i en storslået nyklassicistisk stil. Bygningens facade er trukket tilbage i forhold til gadens andre ejendomme, da det var et krav fra myndighederne i sin tid, at den ikke måtte virke for prangende i gadebilledet. Også i 1833 var der nemlig stærke holdninger til, hvordan de danske jøder måtte udleve deres tro.  

Bevæger man sig indenfor i synagogen, finder man en stor sal fyldt med mørke træbænke, der alle peger med retning fremad mod et forhøjet podium og en prædikestol. Det minder mig på mange måder om en dansk folkekirke, og det er ikke tilfældigt, fortæller Jonas:   

”I de fleste synagoger befinder podiet sig i midten, og der er ikke nogen prædikestol. Men det var et krav, da man i sin tid fik lov til at bygge synagogen, at den skulle have nogle fællesstræk med de danske folkekirker.”  

Den helt store forskel finder man i det forhæng, der beklæder bagvæggen, og som gemmer på menighedens håndskrevne toraruller. Torarullerne er hellige, om må derfor ikke berøres direkte.  På podiet leder rabbineren eller kantoren menigheden i bøn og læser op fra Toraen. Der er et tekststykke til hver uge, og på den måde når man igennem hele Toraen på et jødisk år.  

I landsbyen kommer man hinanden ved 

I salen er der plads til 420 mænd og 256 kvinder, og efter jødisk skik sidder kvinderne på balkonen, da man mente, at det på denne måde ville være nemmere for alle at koncentrere sig. Her trækker Jonas på smilebåndet, for i praksis forholder det sig nok egentlig omvendt. Alle medlemmer har hver deres faste plads, som går i arv fra generation til generation.  

Til en almindelig sabbatsgudstjeneste om lørdagen kommer der i dag mellem 50 og 100 mennesker.  

De daglige samlinger morgen og aften de andre af ugens dage er svære at fylde ud, og da man skal være mindst 10 mænd samlet for at kunne gennemføre en gudstjeneste, bliver det ikke altid til noget.  

Officielt er menigheden ortodoks, men graden af ortodoksi er meget varierende fra medlem til medlem.  

”Vi er en broget flok, og det er der plads til,” forklarer Jonas.  

På programmet begynder sabbatsgudstjenesten kl. 9, men det er meget almindeligt, at folk kommer løbende ind til kl. 10.  

”Man kan sammenligne menigheden lidt med en landsby og gudstjenesten med en markedsplads. Her kommer vi hinanden ved, og man får vendt verdenssituationen. Og så er det helt særligt at kunne lovprise og sige tak til Gud i fællesskab. Er man vant til stilheden under en almindelig gudstjeneste i folkekirken, får man nok lidt af et chok.”  

I Danmark bor der omkring 5-6000 jøder, og selvom de alle langt fra er en del af den lille ortodokse menighed, har de alligevel fællesskab med hinanden, fortæller Jonas:  

”Vi skelner mellem menigheden, altså vores fællesskab her på Krystalgade, og så det store jødiske samfund. For mig er der forskel på menigheden og det jødiske fællesskab som helhed. I menigheden har jeg plads til at fordybe mig og praktisere jødedommen på et spirituelt og intellektuelt niveau. Det store fællesskab, det jødiske samfund, giver mig mulighed for at fordybe mig mere i det kulturelle og sociale. Personligt værdsætter jeg begge dele meget, men for mange danske jøder er det primært sidstnævnte, der fylder mest. Fælles for både menigheden og det jødiske samfund er, at vi deler en fælles historie, et fælles ophav, sprog (både dansk og hebraisk) og en fælles relation til landet Israel på den ene eller den anden måde.” 

Flertallet har ikke altid ret 

Jonas er tredje generation i sin familie, der er vokset op i Danmark. Hans forældre har begge rødder i Østeuropa, og i løbet af hans barndom har de overholdt kosher reglerne for mad og fejret de jødiske helligdage. Derudover har han gået på den jødiske Carolineskole. Ellers er han vokset op som ”kulturjøde,” som han selv beskriver det. Det ser dog anderledes ud i dag, hvor han har en personlig tro og er mere på linje med en ortodoks jødedom. Han skiftede retning i sine teenageår, da han, efter en årrække som brændende ateist, begyndte at tænke over livets store spørgsmål:  

”Jeg havde behov for noget, der stod uden for mig selv, jeg kunne forholde mig til. At der var forskel på godt og ondt. Så det hele ikke bare afhang af mine følelser,” forklarer Jonas og fortsætter: ”Selv demokratiet kan vi ikke nødvendigvis stole på. Det har vi set gennem historien. Bare fordi flertallet siger, noget er rigtigt, betyder det ikke, det er det.” 

I takt med at en interesse for filosofi voksede frem hos ham, fandt han ud af, at det gav mening for ham at tro på en Gud. Ikke lang tid efter stod det klart for ham, at han gerne ville være rabbiner en dag. I dag har han en bachelor i teologi fra Københavns Universitet og skal læse diakoni som kandidat efter sommerferien. 

Når Jonas oplever sit forhold til Gud stærkest, er det når han står overfor svære valg i sin hverdag.  

Her bruger han tid på at reflektere over jødiske bønner og passager fra Toraen. Han er særligt glad for sætningen: Jeg binder mig til dig i kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed og erkendelse. 

”Jeg bruger bøn som en måde at koble af på og gør det ofte, før jeg går i seng. På den måde lukker jeg for dagen ved at reflektere over, hvad der er vigtigt for mig i livet,” fortæller han.  

Det handler om praksis – ikke om tro 

På Jonas’ venstre underarm er tatoveret tre hebraiske tegn, der tilsammen staver ordet tsdaka. Oversætter man det, bliver betydningen noget i retningen af ”en genoprettende retfærdighed.” For Jonas ligger en stor del af jødedommens essens gemt her. For i forholdet til Gud handler det nemlig ikke om den personlige tro men om at have den rette praksis: ”Det drejer sig om, hvordan jeg påvirker verden. Dét har betydning.” 

Mennesket har ifølge Jonas til opgave at skabe orden i vores ødelagte verden, og når det har gjort sin del af arbejdet, vil Messias komme og skabe en perfekt verden. I kristendommen mener man, at Messias allerede er kommet i form af Jesus, men i jødedommen venter man stadig på ham.  Her er de 613 bud fra Toraen en konkret vejledning og en manual til, hvordan vi følger Guds gode vilje. De handlinger, der udføres for at bringe verden tættere på sin perfekte tilstand, kan også beskrives med det jødiske begreb tikkun olam og hænger tæt sammen med Jonas tatovering og hjertebrand for retfærdighed.  

”Det er ikke en straf, at vi er her på jorden. Vi skal ikke frelses fra verden, men vi har et job at udføre her,” fortæller han og fortsætter: ”I Toraen står der, at vi skal tage os af de socialt udsatte. Hvad nu hvis vi skaber et samfund, hvor der slet ikke er socialt udsatte?” 

Denne tankegang og praksis ønsker han også skal afspejle sig i sit liv, hvis han en dag kan kalde sig selv for rabbiner: 

”Én ting er at kunne læse en tekst og udlægge den – en anden ting er at kunne bruge den med andre mennesker. At kunne tage teksten med ind i verden og ned i folks hænder. At være rabbiner er en måde at leve på. En måde at være på over for andre.”  

Vi har brug for at genopdage tolerancen  

Jonas drømmer om, at skellet mellem synagogen og den enkelte dansker må blive mindre. Ikke fordi vi i Danmark skal ligne hinanden, men fordi vi har behov for at kende til hinanden for at kunne leve med hinanden:   

”Det handler ikke om, at vi nødvendigvis skal acceptere hindanden. Men vi skal tolerere hinanden. Jeg oplever, at ordet tolerance i høj grad har mistet sin betydning i dag. For der er forskel på accept og tolerance. Vi tolererer smerte. Vi elsker den ikke.” 

På samme måde skal vi ifølge Jonas give hinanden plads til at leve livet på forskellig vis – også selvom vi ikke nødvendigvis sympatiserer med hinanden.  

”Jeg ser desværre en tendens i Danmark, hvor alt for mange tror, de ved, hvad der er bedst for andre. Det bliver sværere og sværere for den generelle dansker at relatere til det religiøse og det ortodokse. Det ser vi også i debatten om omskærelse.” 

Siden omskærelse på ny kom på den politiske radar for nogle år siden, har den højrenationalistiske bevægelse ”Nordfront” været aktive med forskellige ulovlige aktioner såsom hærværk af jødiske kirkegårde og chikanering af enkeltpersoner.  

”Det handler ikke om, at vi ikke må tage debatten. Men den måde, vi gør det på, gør faktisk en forskel,” mener Jonas.  

På hans egen banedel håber han, at synagogen vil åbne mere op for offentligheden og på den måde kunne være en aktiv medspiller i at bygge bro mellem danskerne. Så vi igen kan tilbageerobre tolerancen i Danmark på konstruktiv vis.  

Torsdag d. 22. april afholdt Israelsmissionen sit årsmøde online på grund af covid-19.

Over 50 ansigter dukkede op på vores computerskærm, da vi i sidste uge afholdte vores årsmøde online – og kaffen, ja den skulle I endda selv sørge for!

Tusind tak til alle jer, der deltog. Vi er utroligt taknemmelige for, at så mange nye og gamle Israelsmissions-venner fra både Danmark og udlandet lever med og følger med i arbejdet.

Vi håber, at der i 2021 vil være mulighed for at afholde arrangementer, hvor vi kan mødes fysisk, nyde hinandens selskab og være sammen om vores fælles brand for det jødiske folk.

Formandsberetningen kan læses her.
Arbejdsberetningen kan læses her.

I september ansatte Israelsmissionen Mads Bjørn på 26 år som dialogmedarbejder i København hvor han arbejder med at skabe gode relationer og kontakter til mennesker i det jødiske samfund.  Mads Bjørn har selv en personlig brand for at række evangeliet videre til mennesker – for han ved hvordan det er at leve uden det.

Et guddommeligt ultimatum

Det er den varmeste sommer i mange år. Mads Bjørn befinder sig på Taize-klostret i Bourgogne, i Frankrig, på en fredelig græsmark med solen i ansigtet og en god bog i hænderne.

Klostret bliver hvert år besøgt af mange tusinder pilgrimme der ønsker at komme nærmere Gud eller står overfor store valg i deres liv. Det er også derfor Mads Bjørn er her. Han har sat sit liv i København på musikkonservatoriet på pause for en stund – for han er i tvivl om han er på rette vej. De sidste mange år af hans liv har han brugt på at forstå hvem Gud er og hvad han vil med ham, men han har svært ved at finde ro.

Tanken om at han skulle blive præst i stedet for at etablere sin musikkarriere, har naget ham i flere år efterhånden. Men det er først her på græsmarken han for alvor indser at han må tage et valg.

Derfor stiller han Gud et ultimatum: ”Du har 24 timer til at sende et menneske, som ikke kender mig, der skal tale til mig om at jeg skal være præst. Ellers glemmer jeg alt om det.”

Hvordan Mads Bjørns ultimatum ender, skal jeg nok vende tilbage til. For at forstå hvorfor dette øjeblik var så afgørende i Mads Bjørns liv, må vi begynde et helt andet sted.

Familien på Falster

Mads Bjørn er vokset op i en kulturkristen familie på Sydfalster. Hans forældre var de første akademikere i familien, og de brugte ikke kirken til meget andet end julegudstjenester og de almindelige overgangsritualer.

”Jeg spurgte engang min far hvorfor folk skulle dø hvis Gud havde magt til at lade dem leve?” fortæller Mads Bjørn og fortsætter: ”Han svarede at det var fordi Gud ikke ville have at vi havde det alt for nemt. Det er den eneste sætning jeg har hørt talt om Gud i mit liv. Vi har aldrig bedt fadervor, læst noget fra Bibelen eller sunget sammen.”

Mads Bjørns farmor gik dog i kirke hver søndag, men det var ikke noget hun talte åbent og personligt om. Da Mads Bjørn skulle konfirmeres, fulgtes de to dog sammen.

”Det sagde mig ikke rigtig noget selvom jeg prøvede at følge med. Jeg forstod det ikke, og jeg havde ikke sprog for det. Kirken var bare et højtideligt sted hvor man sang gamle uforståelige sange.”

Som teenager begyndte han at engagere sig i musik, og det fyldte hurtigt størstedelen af hans liv.

”Jeg blev revet væk. Jeg ville være professionel trommeslager og til sidst spillede jeg i forskellige sammenhænge 6-7 gange om ugen.”

Igennem musikken fik han en gruppe nære venner, og en af dem hed Solveig.

En uventet drejning

Det er nytårsaften, og Mads Bjørn er sammen med sin veninde Solveig og hendes familie samt en håndfuld andre venner. På det tidspunkt er han 15, og han hygger sig. Det hele er festligt, der bliver fyret krudt af og stemningen er høj. Men da klokken slår tolv, tager festen en uventet drejning.

”Nu kører vi i kirke. Vil du med? Ellers kan vi bare blive her indtil de andre kommer tilbage.”

Lettere forvirret over spørgsmålet svarer han: ”De er sgu da lukkede nu? Det er jo nytårsaften!”

Solveig trækker på smilebåndet og fortæller ham at de har deres egen kirke.

Mads Bjørn tager et øjeblik til at overveje situationen, men han beslutter sig så for at tage chancen og sætter sig ind i bilen med de andre.

Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus

De drejer ind ad en indkørsel og parkerer foran hvad der ligner et almindeligt næsten kedeligt hus.

”Hvor er kirken?” spørger Mads Bjørn forundret.

”Det er kirken,” svarer Solveig.

De træder ind ad døren, og kommer ind i noget der ligner en café. Ovenpå er kirkerummet, og det er dækket af et blødt gulvtæppe. Kontrasten til den folkekirke Mads Bjørn kender, er stor. Der er stole med puder i stedet for kirkebænke, en simpel prædikestol og en projektor der kaster lys på et krucifiks.

Da de har sat sig, begynder præsten: ”Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus.”

Med det samme mærker Mads Bjørn et sus gå igennem ham, og han får kuldegysninger på armene.

”Jeg var utroligt blufærdig, som mange danskere er det, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere situationen,” fortæller han.

Menigheden sang højt med på sangene mens en ældre dame styrede teksterne på en gammel overheadprojektor. ”Der var stemning,” fortæller Mads Bjørn, der alligevel ikke kunne lade være med at blive revet en anelse med på trods af sin skepsis.

I løbet af gudstjenesten lagde han særligt mærke til ordene: Vi har brug for dig Jesus. Vi har sådan brug for dig. ”Det havde jeg aldrig hørt et menneske sige før – og så på en så følelsesladet måde. Jeg syntes det var lidt ynkeligt.”

Oplevelsen i kirken satte sine spor i Mads Bjørn: ”Jeg blev både provokeret og forarget. De gjorde mange mærkelige ting på en ligefrem måde jeg ikke var vant til.” Alligevel holdt han utroligt meget af at tilbringe tid med Solveig og hendes familie der altid havde interesse for ham og som spurgte ind til hans liv. ”Efter den aften tænkte jeg for mig selv at de kan have deres, og så kan jeg have mit,” fortæller han.

Et fællesskab uden krav

Noget nyt begynder dog at rumstere i Mads Bjørn, og det udvikler sig da Solveig tager ham med på en kristen ungdomslejr om sommeren på Sjælland. Her møder han et åbent fællesskab der gør indtryk på ham: ”Det handlede ikke om at jeg skulle være et musikgeni for at have betydning. Her ville helt fremmede folk være sammen med mig – bare fordi jeg var mig.” Han kunne ikke lade være mere at tænke at der var noget særligt ved de kristne.

Hjemme på Falster bliver han ved med at mødes med Solveig og vennegruppen. Her begynder samtaler om tro og liv at blomstre, og Mads Bjørn mærker nysgerrigheden vokse. ”Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”hvad nu hvis de har ret? Hvad nu hvis Gud er mere end den kulturkristne Gud. Hvad nu hvis han er Bibelens levende Gud?” Jeg kunne ikke slippe det.”

Er du den de siger du er?

De næste måneder oplever Mads Bjørn en eksistentiel krise. ”Jeg havde mange drømme og vågnede om natten. Mit hoved var fyldt med tanker – er Gud der? Er Gud sådan her eller sådan her? Har jeg taget fejl? Har de taget fejl? Og hvad kan jeg overhovedet bruge det til? – At der sidder en eller anden Gud, der ikke kan lade mig være? Det hele kørte rundt i mit hoved,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg talte også med mine forældre om det, men de sagde at Bibelen var en gammel bog som havde nogle fine leveregler – mere kunne vi ikke bruge den til.” Men til sidst overgav Mads Bjørn sig en stille aften på sit værelse. Med øjnene halvt på klem bad han: ”Jesus, hvis du er som de siger i kirken, så må du få mit liv nu.” Han åbnede langsomt øjnene igen – nysgerrig på om noget havde forandret sig. Men der var hverken englesang eller guddommeligt lys fra oven.

I stedet viste Gud sig for ham i det små. På det tidspunkt havde han i en længere årrække haft det svært i familien – og det var tungt for ham. Han havde længe ønsket forandring men vidste ikke hvordan. ”Langsomt oplevede jeg at jeg fik mindre lyst til at rakke ned på andre – og i stedet fik jeg mere lyst til at vise omsorg. Jeg oplevede at jeg blev hevet ud af krigen. Det var hverken fordi jeg følte halleluja, nu er jeg kristen eller fordi jeg pludselig var en engel, men der skete et eller andet i mig som jeg ikke rigtig kunne forklare.”

Mange stemmer

Denne nye beslutning skabte en sult i Mads Bjørn: ”Jeg var sulten efter det kristne fællesskab. Ofte tog jeg til flere gudstjenester på en dag. Jeg hungrede efter at lære den her nye verden at kende.”

Udover gudstjenester i flere forskellige af byens kirker kom han også i fire forskellige kristne ungdomsfællesskaber. Det var en kaotisk tid for Mads Bjørn hvor han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Stemmerne var mange, og Mads Bjørns tankevirvar fortsatte: ”Hvordan ser Gud ud? Hvad vil han gerne have? Hvad gør jeg for at behage ham? Hvordan er jeg på den rigtige vej? Skal jeg bede mere om det her? Skal jeg slappe af? Er det farligt hvis jeg slapper af? Det var bare nogle af de få spørgsmål der rumsterede i mig.”

Den rigtige side af stregen?

Særligt spørgsmålet om sandhed begyndte at optage Mads Bjørn. ”Jeg blev lidt af en sandhedsrytter,” fortæller han og uddyber: ”Sådan en som altid skal vurdere hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.”

Efter at Mads Bjørn havde besluttet sig for at vælge troen til, fik han behov for at alle skulle høre om den. ”Der var massive følelser på spil. Det var en ny sandhed – en ny verden der åbnede sig for mig både tankemæssigt, følelsesmæssigt og menneskeligt. Derfor tænkte jeg også at alle skulle have at vide at det var sådan verden forholder sig. Her begyndte farmorens tavse forhold til tro at rumstere i ham: ”Jeg blev ked af det over at min farmor slet ikke havde fortalt mig noget om det. Og derefter blev jeg i tvivl om hvorvidt hun kendte Gud eller om det bare var en gammel vane som mange ældre har.”

Det blev vigtigt for Mads Bjørn at definere hvem der var inde og ude: ”Jeg fik en rigtig kedelig tendens med at fortælle alle at de ikke var kristne. For jeg havde jo troet at jeg var kristen før jeg kom til tro.”

Er det virkelig det jeg vil?

Mads Bjørn flytter direkte fra musikefterskole til København hvor han går på gymnasiet. Derefter fortsætter han på musikkonservatoriet for at realisere sin livslange drøm om at blive professionel musiker. Men han er ikke glad. ”Jeg tænker løbende: hold da op, er det virkelig det jeg vil?” Fortæller Mads Bjørn.



Tanken om at blive en slags forkynder eller præst er dukket op et bare gange, men han har hurtigt kastet den væk igen. Han elskede jo musikken. Særligt efter eksaminer og større projekter mærkede han dog tvivlen: ”Når jeg havde spillet til en eksamenskoncert, kunne der gå mere end en måned hvor jeg ikke kunne røre ved et instrument. Jeg mærkede også mindre af den brand mine medstuderende havde.” Det er her Mads Bjørn sætter livet i København på pause for at søge Gud.

Klar besked

Vi er tilbage på Taize-klostret i Frankrig hvor Mads Bjørn netop har stillet Gud et ultimatum. Skal han droppe sin livslange drøm om at blive professionel musiker og tage præstekjolen på i stedet? Eller er det bare ønsketænkning på et særligt stemningsfuldt sted der får ham til at drømme?

Lige netop den dag havde klostret inviteret forskellige handicappede i området forbi. Ved spisetid sætter Mads Bjørn sig, som han har gjort de andre aftener, sammen med de andre få unge han har mødt i ugens løb. Pludselig kommer en dame fra de handicappedes borde hen til ham og taler til ham på fransk. ”Jeg forstår ikke hvad hun siger,” fortæller Mads Bjørn. Men efter noget tid får hun sagt på gebrokkent engelsk: ”Du skal læse til præst.” Kvinden spørger hvad han hedder, og hun skriver hans navn ned på en lap papir. ”Jeg vil bede for dig,” siger hun og går igen.

Mads Bjørn sidder tilbage mundlam.

Ro på

”Så sker det bare. Jeg stopper på konservatoriet og begynder at læse teologi på Københavns Universitet. Jeg har ikke fortrudt det på et eneste tidspunkt, selvom jeg godt kan savne musikken.”

Det store tankevirvar lagde sig og gav plads for en større ro: ”Jeg fik mere ro på mit trosliv. Ikke fordi alt bare har været statisk siden, men jeg har en fornemmelse af retning – en fornemmelse af hvad Gud vil bruge mig til. En plads.”

Mads Bjørn oplever stadig at han søger, men i dag er det på en anden måde: ”Hvordan ser det ud når vi så er kristne? Det er et spørgsmål jeg meget ofte? stiller mig selv. Det er et praktisk og mere menneskeligt fokus. Det handler ikke længere udelukkende om det åndelige facit eller den teologiske holdning for mig,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg er begyndt at kunne rumme folk som er uenige med mig eller som gør tingene anderledes end mig.”

Manden der har fundet skatten

”Det er mig, der er manden i Jesus’ lignelse, som finder skatten begravet i marken, går hen og sælger alt hvad han ejer for at kunne købe lige netop den mark. Jeg har fundet troen og vil rigtig gerne dele den – også selvom jeg allerede har gjort det på mange uhensigtsmæssige måder i mit liv.”

Særligt det at åbne op for samtalen og skabe et sprog eller et rum for at tale om de større emner ligger Mads Bjørn på sinde: ”Gud siger at vi skal gå ud og fortælle folk om ham. Jeg ønsker at være med til at skabe et sprog for det her med tro og gøre lidt op med den danske blufærdighed som jeg selv led lidt af. Det gør troen større, og det åbner op for Guds perspektiv.”

”Hvis min farmor stadig levede i dag, ville jeg have ønsket at vi havde kunnet have et fællesskab i troen – at vi kunne tale sammen om vores Gud,” konstaterer han og tilføjer afsluttende: ”Jeg har fundet mig til rette i at jeg ikke ved hvem der er på hvilken side at stregen. Jeg ved at der er en streg, desværre. Men jeg vil bare gerne følges med folk i deres tro samt inspirere og opmuntre mennesker til at omvende sig og glæde sig over Gud.”    

TORVETs højskole løber af stablen d. 27. september – 30. september 2021. Du er velkommen på det skønne Virksund Kursuscenter ved Hjarbæk Fjord til dejlige og indholdsfyldte højskoledage med godt samvær. For årets højskole er der sammensat et spændende program under temaet ”Løft jeres hoveder!”. Kursusledere Elisabeth og Claus Olsen fortæller: ”I år er det en særlig stor glæde at kunne byde velkommen til indholdsrige højskoledage på Virksund Kursuscenter. For vi har længtes efter samvær med mennesker og ser ekstra frem til fællesskab om foredrag, hygge og gode samtaler. Det sidste års globale krise har rejst mange spørgsmål om, hvor vi er på vej hen. Derfor trænger vi til at få blikket rettet mod Kristus og de fantastiske løfter i Guds Ord, som kan kaste lys og nyt håb og glæde ind over dagligdagen og over det liv, der venter. Sammen skal vi både opbygges, oplyses, opleve skønheden i musik, natur, kultur samt nyde stedets altid gode forplejning.”

ARRANGØRER

TORVETs Højskole arrangeres i fællesskab af organisationerne bag TORVET i Aarhus: Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og Promissio. Højskoledagene afholdes på Virksund Kursuscenter, der bliver drevet af Luthersk Mission. Kursuscentret ligger i smukke omgivelser kun et stenkast fra Hjarbæk Fjord med en skøn udsigt ud over vandet. Centret råder over skov og store græs-og strandarealer med rige muligheder for at gå ture i området. Indkvarteringen sker på værelser, der alle er med eget bad og toilet.

TILMELDING

Tilmeld dig og betal her. Oplys eventuelle særlige behov ift. kost, allergi eller andet Tilmeldingsfrist er 6.9.2021 Se hele programmet og flere praktiske oplysninger her.   

Artiklen er et uddrag fra FCSI’s nyhedsmail og oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm Risbjerg

Læs med og få et glimt af, hvad der rører sig i den israelske studenterbevægelse.

Evangeliet… Vi elsker det, og det har forandret os. Men hvorfor er det så svært at dele med andre? Vi er ofte bange for at fortælle det videre, og selv når vi får chancen for det, så kæmper vi med at forklare det – især på en måde, som ikke-troende kan forstå. Vores studerende i den israelske studenterbevægelse har de samme udfordringer, når de deler evangeliet med venner, familie, klassekammerater og laboratoriemakkere.

Det satte vores internationale ansatte Kevin fokus på, da han holdt to oplæg for studerende i Jerusalem og Rehovot under titlen ”At gøre evangeliet letforståeligt – i hvert fald en smule”.  Titlens afslutning ”i hvert fald en smule” – skulle understrege, at der altid vil være svære spørgsmål at svare på og svære samtaler, der vil følge vores vidnesbyrd. Men Kevin ønskede at give de studerende en praktisk værktøjskasse til at forstå og dele evangeliet på en måde, som var tilgængelig for ikke-troende.

”Det er sjældent, at vi i vores træningssessioner får mulighed for at afprøve vores nye færdigheder med det samme,” deler Kevin og fortsætter: ”Men netop i vores gruppe i Jerusalem, kom en kinesisk studerende til vores møde, den dag, vi havde fokus på at dele evangeliet. Han følger ikke Jesus endnu, men var kommet med i gruppen, da nogle af hans venner fra Indonesien og Japan havde inviteret ham. Da jeg spurgte gruppen: ”Hvad er evangeliet”, og vi prøvede at forklare det på en måde, ikke-troende kunne forstå, blev jeg meget opmærksom på, at vi faktisk talte direkte til ham og alle vores venner som ham. Da vi delte os op i par for at øve os, bad jeg en af vores troende studerende fra Singapore om at være sammen med ham. Hun delte evangeliet på mandarin (kinesisk), og brugte de værktøjer, vi lige havde lært. For nogle af de studerende var det bare en øvelse – for hende var det netop den mulighed, vi søgte!”  

Skrevet af Anatoli Uschomirski og Peter K. Johnson – bragt i Christianity Today d. 25. august 2020. Den originale artikel kan læses her.
Oversat af Maria Strøm Risbjerg, d. 9. september 2020. Foto: Mallory Rentsch.

En mystisk bog med et telefonnummer på bagsiden ændrede kursen for den jødisk-ukrainske Anatoli Uschomirski. Læs hans vidnesbyrd her:  

Da jeg var 11 år, mødte jeg første gang hadet til jøder. Det skete i Ukraines hovedstad Kiev i 1969. Uden provokation kaldte to drenge mig en ”beskidt” jøde på skolens gang. De snerrede ad mig, sparkede mig i ansigtet og slog mig. Jeg græd på vejen hjem.

Oplevelser som disse blev starten på en rejse, hvor jeg ville lære mere om mine jødiske rødder. Mine forældre var sekulære jøder, som aldrig nævnte vores fortid. De fejrede hverken den jødiske påske eller kom i synagogen. Min far døde, da jeg var ti.

Undervejs i min research af min families rødder, stødte jeg på en bog, der mindedes ofrene fra massakren ”Babi Yar Ravine”, der skete nær Kiev i 1941. Nazisterne tog mere end 30.000 jøder (børn inklusiv), afklædte dem og ledte dem ned i et 15 meter dybt krater, hvor de slagtede dem med maskingeværer. Min bedstefar, min tante og to fætre var blandt de døde. Tusinder flere led samme skæbne i 1943.

Ukraines kommunistregering slørede detaljerne om massakren. I lang tid var det et stort tabu selv at anerkende Holocaust. Det var en chokerende oplevelse for mig, da jeg fandt ud af, at millioner af jøder blev dræbt i koncentrationslejre under Anden Verdenskrig.

Regeringen var velkendt for dens antisemitiske attitude og behandlede os jøder som andenrangsborgere. Officielle stemplede mit pas og mit studiekort med ordet ”jøde”. KGB overvågede de jøder, der deltog i sabbatssamlinger.

Som teenager hørte jeg om en gruppe unge, der havde banket en, jeg kendte, mens de råbte: ”Hitler skulle have dræbt jer alle!” Hadet mod tyskere strømmede ind i mit hjerte.

Fred med Gud

Fordi universiteter i Ukraine kun accepterede et lille antal jøder – primært inden for det naturvidenskabelige felt – besluttede jeg at gå efter en profession, der ikke var matematisk. Jeg ville læse til fotograf efter min værnepligt i militæret. Hjemsøgt af mine fordomme var jeg opsat på at bevise mit værd!

I hæren mødte jeg en mand, der hed Anatoli. Han var ærlig og ydmyg – den type gode medarbejder, der hverken bandede eller drak sig fuld som mange andre soldater. Anatoli var det første kristne menneske, jeg mødte, og han fortalte mig om sin tro på Jesus. Jeg kunne godt lide ham, men jeg skubbede hans ideer om tro væk. Som mange ukrainske jøder så jeg mig selv som ateist.

Da jeg forlod militæret i 1991, skrev jeg mig ind på det tekniske universitet for fotografi. Her mødte jeg også min kone Irina. I min studietid arbejdede jeg for magasiner og aviser. Men det gav mig ingen tilfredsstillelse. For at fylde tomheden begyndte jeg at drikke alkohol, ryge hash og feste. Jeg var endda Irina utro. Jeg udforskede forskellige verdensfilosofier – inklusive okkultisme og østlige religioner. Men intet af det gav mig tilfredsstillelse. Det var tydeligt, at jeg manglede noget i mit liv.

Gud brød ind i mit liv gennem min mor. På hendes køkkenbord lå der en bog med titlen ”forrådt”. En messiansk menighed i Kiev havde sendt bogen med et telefonnummer indskrevet. Forfatteren hed Stan Telchin – en succesfuld amerikansk-jødisk forretningsmand. I bogen beskrev han, hvor vred han blev på sin datter, da hun kom til tro på Jesus. Han prøvede at modbevise hendes oplevelser, men til sidst kom han selv til tro sammen med sin kone og resten af familien.

Bogens budskab udfordrede mig. Det var første gang, jeg havde hørt om en jøde, der troede på Jesus. Telchin havde fundet et formål med sit liv – lige præcis det, jeg manglede – uden at forråde sin jødiske identitet. Irina læste også bogen.

Vi ringede til synagogen i Kiev og besluttede os for at deltage i en gudstjeneste omkring den jødiske påske. Menigheden lejede lokaler i en lokal biograf. Lettere utilpasse fandt vi et sted bagerst. De omkring 100 mennesker var så glade, og jeg blev overrasket over at se jøder, der tilbad Gud sammen.

En israelsk mand prædikede om ”Yeshua” og Guds kærlighed. I løbet af prædikenen fik jeg et billede i mit hoved. Jeg så en tung taske på min ryg, der var tætpakket med problemer, bekymringer, ubesvarede spørgsmål, min jagt efter tilfredsstillelse og alle mine synder. Den var tung, og den vejede mig ned. Så så jeg en vej, der ledte til en jødisk mand, der hang på et kors. Og i det øjeblik vidste jeg, at den eneste måde, jeg kunne blive fri for min oppakning, var vej at følge den vej.

Da prædikenen var færdig, vidste vi, at vi ikke kunne forlade stedet uden at have fundet fred med Gud. Irina skyndte sig op til alteret, hvor menigheden bad for hende. Der blev hun i lang tid, indtil hun havde givet sit hjerte til Kristus, messias.

Jeg observerede det hele lidt på afstand. Men så løb jeg også op til alteret, og greb i prædikantens jakke. Jeg stirrede ind i hans øjne, og bad ham indtrængende: ”Jeg ønsker fred med Gud, men gør mig fri fra den her tunge rygsæk!” Først troede han, at jeg var mentalt forstyrret, og ønskede at gøre ham ondt. Men da det gik op for ham, at jeg mente det oprigtigt, sagde han: ”Fortæl Gud om din rygsæk.” Det gjorde jeg. Jeg bad Gud om at tilgive mig mine synder på en barnlig og umiddelbar måde.

Sendt på mission til Tyskland

Jeg vidste med det samme, at hele mit liv ville ændre sig efter den dag. Irina og jeg blev døbt et par uger senere sammen med 23 nye jødiske jesustroende. Vi blev ved med at lovprise sammen med menigheden og voksede spirituelt, imens vi fik kraft fra bibelen.

Sovjetunionen opløstes i december 1991, og det skabte et stort postyr. Vores fremtid så håbløs ud. Økonomien kollapsede. De gode jobs fandtes ikke mere, mad var der ikke meget af og de langsigtede effekter af Tjernobyl-atom-katastrofen bekymrede os – især i forhold til vores datter Alexandra.

I takt med at antisemitismen blussede op, besluttede vi at forlade Ukraine for at flytte til Israel. Men flere af vores slægtninge advarede os imod det på grund af den persiske golf krig. Så Tyskland virkede som det bedste alternativ. Den tyske regering åbnede deres dør på vid gab for jødiske immigranter fra Rusland. Jeg ønskede kun at blive der midlertidigt, men Gud havde en anden plan.

Vi solgte alle vores ejendele, og i juni 1992 ankom vi til immigrantbarakkerne i Stuttgart. Det var svært at lære tysk, men jeg fandt hjælp i at bruge det nye testamente, som jeg fandt i en skraldespand. Mens jeg tog metroen frem og tilbage til sprogskolen, spurgte jeg de forskellige togførere om betydningen af forskellige ord. Selvom de hjalp mig, undrede de sig altid over, at jeg læste i det nye testamente. Det gav mig mulighed for at dele mit vidnesbyrd.

I løbet af den første uge i det nye land, mødte jeg en russisk-tysk kristen, som hjalp mig med at forstå bibelen og opmuntrede mig til at starte en messiansk gruppe i vores hjem. I begyndelsen var vi otte, der mødtes to gange om ugen, indtil vi havde vokset os store nok til at leje et rum i en baptistkirke. Ærgerligt nok, så afviste officielle fra den protestantiske kirke os. De sagde advarede: ”Du burde ikke fortælle jøder om Jesus.”

Til sidst mødte jeg et missionærpar fra Holland, der opmuntrede mig til at lede en messiansk bevægelse i Tyskland. Selvom jeg var noget skeptisk, gik jeg ud på det dybe vand, sagde mit job op i 1994 og lancerede den ”evangeliske bevægelse for Israel” (Evangelical Ministry for Israel). Til at starte med sponsorerede jeg sommerlejre for den jødiske ungdom og en national messiansk konference. Den første konference tiltrak kun 25 mennesker, men den er vokset lige siden. Jeg besøgte også lejre, der var populære blandt russiske jøder.

Et år efter at have startet bevægelsen, fik jeg et afgørende møde med en tysk kvinde. Jeg var ude at vandre med familien, og da vi kom tilbage til bilen, stod der en kvinde og stirrede på et klistermærke på den. Klistermærket viste tre symboler: den kristne fisk, davidsstjernen og en menorah. Da hun spurgte indtil betydningen af dem, gav jeg hende mit vidnesbyrd som messiansk jøde. Hendes øjne blev fulde af tårer, og hun afslørede, hvordan Gestapo havde slået hendes far ihjel, da de havde fundet ud af, at han gemte en jødisk familie under krigen. Det gik op for mig, at selv som tysker, havde hun lidt under det nazistiske regime, og hun beskyldte ikke engang jøderne for at være skyld i hendes fars død.

Gud brugte det øjeblik til at slå ethvert had jeg måtte have til tyskerne itu. Det skabte en ny brand for at skabe forsoning mellem jøder og tyskere gennem Kristus. I 1998 etablerede den evangeliske bevægelse for Israel sin første messianske menighed i Tyskland. I dag er der 40 voksende menigheder og grupper på tværs af landet – hvoraf jeg hjælper til i fire. Tæt på 200 000 jøder kalder Tyskland for hjem, og jeg ønsker at blive ved med at dele messias med dem.

Men antisemitisme er voksende i Tyskland. Hadforbrydelser mod jøder har ikke være højere siden 2001. Hvad ville der ske, hvis flere messianske jøder begyndte at fortælle tyskere, der har lidt eller intet håb, om det håb, vi har i Jesus?

Religiøse jøder siger ofte den her salme, når de står op: ”Kære Gud, tak fordi du gav mig min sjæl tilbage, så jeg kan leve den her dag for dig.” Hvis Gud vækker mig op hver en morgen, så ønsker jeg at leve hver en dag til hans ære. Det er mit kald.