Artikel skrevet af Andreas Johansson og Guro Kvakestad bragt i det norske magasin ”Først”. Teksten er oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm d. 12/9 2019
//LONG READ//
En weekend i sensommeren
2004 blev der afholdt en konference på klosteret Latrun, der ligger ved foden
af højdedragene, som leder op til Jerusalem. Temaet for konferencen –
familievold og kvindemishandling i det messianske miljø i Israel – stod i stærk
kontrast til de ellers dejlige og fredfyldte omgivelser.
Initiativtager Lena Levin
havde gennem længere tid forsket i fænomenet som en del af sine studier i
pastoral vejledning på den israelske bibelskole ”Israel College of the Bible.”
En af hendes opgaver bestod i at sammensætte et terapiprogram for enlige mødre
i messianske menigheder.
Tabubelagte emner skaber
uro
Arbejdet skulle vise sig
at afdække et sårbart og tabubelagt område i det messianske landskab. Af de ti
deltagere i gruppen, hun forskede i, fremgik det, at hele syv var blevet skilt på
grund af vold og misbrug, én på grund af utroskab og en tredje fordi det viste
sig at manden var homoseksuel. Da hun præsenterede fundene for resten af
klassen, blev hun dog overrasket. ”Gud hader skilsmisse.” ”Det er bedst ikke at
snakke om det.” ”Det er en gråzone.” ”Det tilhører privatlivet.” Dette var
argumenterne. De mente, at hun ikke burde gå videre med studierne, men i stedet
lade det hele ligge.
Men Lena mente dog noget
andet. Hun kunne ikke bare lade det, kvinderne havde fortalt hende, ligge. Hun
følte, at hun havde et ansvar for at forvalte historierne på en måde, der kunne
give kvinderne, der havde oplevet så meget ondt, oprejsning og respekt. Derfor
bestemte hun sig for at fortsætte sit eget studie af vold i hjemmet.
En ny start – Machaseh bliver
til
Det viste sig faktisk, at
op til flere messianske præster var interesseret i de fund, hun havde gjort, og
de inviterede hende til en konference, som blev den første af sin slags. Her samledes
præster, ledere og professionelle fra sundhedssektoren samt kvinder, der havde
levet årevis med mishandling, og som havde lyst til at dele deres historier.
Det blev et gennembrud, som
gjorde det muligt at starte et feltarbejde med forskellige kvinder, der havde
besluttet sig for at bryde tavsheden. Dette blev også starten på Machaseh,
organisationen Lena senere grundlagde, der betyder ”tilflugt”, og som hjælper
marginaliserede mennesker i samfundet – blandt andet voldsramte kvinder.
15 år senere sidder
international leder Elisabeth Levy på sit kontor på Caspari Centeret i
Jerusalem, da hun får en forespørgsel om at samarbejde med Lena om tabubelagte
temaer i messianske miljøer med fokus på kvindemishandling og vold i hjemmet.
Dette var ikke helt
indenfor Casparis specialefelt og kompetenceområde – en udgivelse af en bog om
børneopdragelse, var det nærmeste de kom – men Elisabeth var alligevel
overbevist om, at det var noget, hun gerne ville være med til, så hun takkede
ja til invitationen.
Gamle bibeltekster får nye perspektiver
Hvad fik Elisabeth til at
takke ja? Hun så en sammenhæng mellem tolkningen af forskellige bibeltekster og
kvindemishandling og familievold i menighederne. Selvom Caspari ikke havde de
samme praktiske kompetencer som Machaseh i forhold til, hvordan man hjælper
disse kvinder, så kunne Caspari belyse temaet fra nye vinkler, og på den måde
skabe en bevidsthed om problemet. I mange af de tilfælde, der var snak om, var
der netop blevet brugt enkelte bibelvers til at retfærdiggøre og forsvare
voldelige handlinger.
Flere af de præster,
Elisabeth havde snakket med, syntes, at det var i orden at slå børn i
forbindelse med opdragelsen. Der står jo i Bibelen, at det er i orden, ja det bliver
ligefrem opmuntret. At det ikke er i orden i forbindelse med den israelske lov,
kom i anden række. Her kunne Caspari Centret byde ind med sine teologiske
kompetencer og sætte fokus på, hvordan vi læser Bibelen.
Det norske magasin ”Først”
interviewede Elisabeth om det nye samarbejde. Vi møder hende på kontoret i
toppen af bygningen, hvor Caspari holder til.
Hvordan blev Caspari
Centret involveret i samarbejdet om tabubelagte emner i det messianske miljø,
som nogle vil hævde, er lidt ved siden af det, I normalt arbejder med?
Samarbejdet blev faktisk
påbegyndt af Rolf Gunnar Heitmann, generalsekretær i Den Norske Israelsmission.
Han spurgte både Lena Levin på Machaseh og os på Caspari, om vi kunne tænke os
at tage arbejdet op. Jeg kendte Lena og det arbejde, hun var i gang med, godt, og
ved, at det har hjulpet mange. De har vist over tid, at de er en solid organisation,
som ved, hvad de har med at gøre, og som kender det messianske miljø fra
indersiden.
Er familievold og
kvindeundertrykkelse ikke lidt ved siden af det, Caspari Centret ellers
arbejder med? Hvordan kan du bidrage?
Det er rigtigt, at
Caspari Centret traditionelt set beskæftiger sig med teologisk oplæring og
undervisning frem for familieterapi, og det skal vi helt sikkert fortsætte med.
I dette samarbejde er der imidlertid snak om undervisning og diskussion af
bibelsynet i mange messianske menigheder, og der har Caspari kompetencer at
byde ind med. Jeg har selv arbejdet meget med bibelteksterne i forbindelse med
oversættelsen af Bibelen 2011, hvor jeg var en af oversætterne. Denne udgave er
oversat direkte fra grundsproget til moderne norsk, og det gav os et grundigt
og indgående kendskab til bibelteksterne på detaljeniveau, samtidig med at det
gjorde os ydmyge overfor kompleksiteten i teksterne.
Vi diskuterede for eksempel Ordsprogenes Bog kapitel 3 vers 12 grundigt – det vers, som ofte bliver brugt til at retfærdiggøre fysisk afstraffelse af børn. Her kiggede vi på, hvilke ord, der var rigtige at bruge. Skulle vi bruge ”slå”? Eller ”tugte”? Eller måske ”revse”? Mange læser Bibelen meget konkret, og så kan udfaldet blive uheldigt. Jeg mener, at der findes tekster i Bibelen, som ikke uden videre kan læses direkte ind i vores kultur. Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.
Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.
Elisabeth Levy
Hvordan skal vi så læse teksterne? Findes der flere måder at forstå dem på? Hvad siger grundteksten? Er det ord, som er brugt, entydigt? Det er flere tusinder af år siden mange af teksterne blev skrevet ned. Det er virkelig vigtigt at tage hensyn til.
Hvordan kan man begynde
at sætte fokus på et så ømtåleligt tema? Alle mener jo, at de læser Bibelen ”rigtigt”?
Det er et meget
ømtåleligt emne, og jeg tror ikke, at vi opnår noget ved at fortælle mennesker,
hvordan de skal læse Bibelen. Én måde at behandle emnet på, kan være at planlægge
paneldebatter. Det er en ”ufarlig” form, som kan få forskellige synsvinkler
frem på en respektfuld måde.
Hvor stort er problemet
egentligt?
Det er nok større i
Israel end i Norge. Generelt set er kulturen mere aggressiv her. Og ofte ser vi
det mere i den arabiske kultur end i den jødiske. Men også hos jøder fra
arabiske lande. Her snakker vi ikke bare om fysisk afstraffelse i
børneopdragelsen, men også om kvindeundertrykkelse og mandsdominans i
parforhold. Psykisk såvel som fysisk. Ud fra den ene af skabelsesberetningerne
i 1. Mosebog, hvor manden bliver skabt før kvinden (men efter dyrene…), bliver
det forventet, at kvinden skal underordne sig manden. Derfra er vejen til
fysisk og åndelig manipulation kort for nogen.
Men hvem er det, som
afgør hvad der er en rigtig tolkning af disse vers?
Der vil altid være forskellige
opfattelser af bibelsyn og hvordan man skal forholde sig til teksterne. Men er
der for eksempel snak om kvindemishandling, mener vi, at det menneskelige
hensyn må komme i første række, selvom der aldrig står hvor meget, hun skal
underordne sig. Han har jo misbrugt sin myndighed og udøvet vold. Men dette er
ofte tabuiseret.
Bliver man beskyldt for
at være relativistisk? Man udplukker kun de bibelvers, man kan lide, og smider
dem ud, man ikke kan lide?
Bibelen er meget ofte i dialog med sig selv, og snakker ikke altid med én stemme. De som siger, at alt der står i Bibelen er utvetydigt, må genoverveje deres standpunkt. Der er for eksempel to skabelsesberetninger. Men det er indiskutabelt, at der eksisterer et mandsdomineret syn i Bibelen. Det var jo et patriarkalsk samfund på den tid. Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang. Vi kan ikke bare tage hele Bibelen og anvende den i vores kultur uden at differentiere. Meget af det, der står, er evige sandheder, mens andre ting er historisk eller kulturelt betinget. Vi plukker ikke efter godt befindende, men må finde ud af kriterierne for, hvorfor nogle bibelvers er relevante i dag og andre ikke. Hvordan kan man begrunde at følge nogle bibelvers, men andre ikke, uden at blive beskyldt for at være relativist? Er det noget alle gør – bevidst eller ubevidst?
Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang.
Elisabeth Levy
Det er her Caspari
Centret kommer ind. Hvordan kan vi belyse tabuiserede emner på en konstruktiv
måde? Her kan en paneldebat fungere godt. Hvordan læser vi Bibelen? Vi trænger
til at blive bevidstgjort i forskellige bibelsyn.
Tidligere udsendt af Den
Norske Israelsmission, Andreas Johansson, er en af dem, der i
samarbejde med Machaseh har været med til at udforme et ressourcehæfte for de
messianske menigheder, der sætter fokus på håndtering af vold og misbrug i
hjemmet. Hæftet udkom på hebraisk i 2015, og har overskriften ”Du må ikke vende
ryggen til.” Verset stammer fra 5. Mos 22,3:
”På samme måde skal du gøre med hans æsel, på samme måde med hans tøj og med hvad som helst, din landsmand har mistet, hvis du finder det. Du må ikke vende ryggen til.”
5. Mos 22,3
Her refereres der til materielle
tab og skader på dyr. Men hvor meget mere må de samme principper ikke gælde, når
der er snak om mennesker, der bliver udsat for vold – åndeligt og fysisk? Vi må
ikke vende ryggen til, når et andet mennesker lider.
Andreas uddyber:
Hovedgrunden til at Machaseh
startede for lidt over ti år siden er, at der var flere kvinder, der led under
familievold. De kom og havde brug for hjælp. Siden da er organisationen vokset
og har engageret sig i mange forskellige problemstillinger og skæbner. Men
Machaseh har ikke forladt sit første kald.
Undervejs i arbejdet med at tage vare på voldsramte kvinder og i processen med
at tage problematikken op i menighederne og blandt ledelser, blev det klart, at
temaet ”familievold” i stor grad er tabubelagt i den messianske bevægelse.
Det handler blandt andet
om, at det er for smertefuldt og om, at kendskabet til, hvad der bør gøres, er for
lille. I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet
psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt
misbrugt sin autoritet og indflydelse? Siger Andreas.
I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse?
Andreas Johansson
For at give større viden og skabe større refleksion om emnet, arrangerede Machaseh i flere år seminarer om familievold, hvor sundhedspersonale, jurister og præster blev inviteret til at belyse problematikken – og lære af hinanden. Nogle gange var der også vidnesbyrd fra dem, som selv havde oplevet at blive mishandlet og slået. Jeg har selv været med på nogle af disse seminarer og lyttet til fortællingerne. Hvordan finder man passende ord for det, som sker? Består familievold altid af fysisk vold? Hvad siger Bibelen egentlig om ægteskab, skilsmisse, underordning? Og hvad er misbrug af bibelteksterne? Hvad siger israelsk lov? Hvad bør og må en menighed gøre, når nogle af dem, som kommer i menigheden, lider under familievold eller selv udøver den? Hvordan bliver børn præget af at vokse op med vold i hjemmet? Hvordan forebygger man familievold? Findes der muligheder for opgør og forsoning? Det er bare nogle af de temaer, der bliver diskuteret, siger Johannson.
Samtalerne i de
forskellige fora og seminarer om familievold var med til at bringe ting frem i
lyset, som var blevet ”fejet under tæppet”. Flere af dem, der i udgangspunktet
reagerede med at bekende problemet, indså, at det ikke bare forsvandt, fordi der
ikke blev snakket om det. Det, at lytte til hjerteskærende fortællinger fra
kvinder, som er blevet psykisk nedbrudt af måden, deres ægtemand har behandlet
dem på, udfordrer så meget, at man ikke er den samme efterfølgende.
Det blev klart, at de
erfaringer, som kom ud af disse seminarer og de praktiske hjælpetiltag, som
blev iværksat, måtte samles og skrives ned – for at nå endnu flere af
menighederne i den messianske bevægelse, forklarer Johansson.
En af medarbejderne i
Machaseh, Dana Chason, er jurist og fik hovedansvaret for at
udarbejde et ressourcehæfte, som skulle belyse både teologiske, psykologiske,
juridiske og praktiske sider ved problemstillingerne.
De kvinder, som gik i
gang med at skrive, er modige, for hvordan skulle de blive hørt og respekteret
blandt de messianske præster, som er mænd? En ting var at få præsterne i tale
angående enkeltsager i den enkelte menighed, men hvordan ville et hæfte på tryk
blive modtaget bland præsterne? Ville de reagere ved at fornægte fænomenet og på
den måde skade Machaseh’s rygte?
De messianske præster, som har været tættest på Machaseh i denne proces, tøver ikke med at sige, at den ægtemand, som slår sin kone, skal meldes til politiet. Men det har ikke altid været sådan. Det er let at se, at det er et stort nederlag og prestigetab for en messiansk præst – vi snakker om en meget lille og delvist ikke vellidt minoritet i Israel – at melde sine egne medlemmer til politiet. Og jeg ved hvem, der har taget mange af de lange og ophedede diskussioner, som gjorde, at disse præster kom til et sådant standpunkt.
Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned.
Dana Chason
Titlen på hæftet er ”Du
må ikke vende ryggen til.” Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende,
kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder
mennesker ned. De fleste vil ikke tage fat i problematikken. Det er
ubehageligt, men hvis Gud siger, at vi ikke må vende ryggen til, når oksen og
æslet er blevet væk, hvor meget mere må vi så ikke gribe ind, når det er
mennesker, der er blevet brudt ned?
