Skip to main content

Forfatter: Maria Strøm Risbjerg

Vesterhavet og mennesker med noget på hjerte – Kom med på Holmsborg bibelcamping

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder

Vind i håret, sand mellem tæerne og fællesskab på tværs af generationer – Holmsborg bibelcamping er lige om hjørnet, og der er ingen tvivl om, at det er noget, vi glæder os til her i Israelsmissionen. Jeg har fanget generalsekretær Arne, som selv tager campingvognen og familien med om et par uger, til en lille snak om Holmsborg, mangfoldighed og Jesus som forsoner.

Hvad synes du er fedt ved Holmsborg bibelcamping?

Først og fremmest fællesskabet. Det er tilpas småt. Man lærer mennesker at kende, og der er ikke et tætpakket program hele tiden. Så er det billigt, og der er gjort noget ud af, at man kan købe mad. Der er dejligt at have måltidsfællesskab med andre.

Selvom ugen er arrangeret af KFUM og KFUK, oplever jeg ikke, at teologiske rygmærker er vigtige. Det kan jeg vildt godt lide. Alt lige fra politikere, sognepræster, højrefløjsteologer og teologer, der ikke vil puttes i kasser, tager del i fællesskabet. Der er en enorm mangfoldighed, og det gør, at mange føler sig hjemme.

Og så er det nogle dygtige mennesker med noget på hjerte, der står for planlægningen.

Hvad skal du tale om?

Jeg skal sige noget om Jesus som vores forsoner. Jeg er optaget af det her med, at Gud har forsonet alt med sig i Kristus. Når der i den græske grundtekst står alt, betyder det faktisk alt. Paulus skriver vitterligt, at Gud har forsonet alt med sig i Kristus. Det er jeg utroligt fascineret af, og det synes jeg, vi bruger vi alt for lidt tid på at lade os overraske af.

Så kommer jeg til at se emnet fra et skabelsesperspektiv. Vi starter ved begyndelsen. Hvad betyder det, at Gud har forsonet alt med sig i Kristus i lyset af at Gud har skabt os og elsker os, og fra begyndelsen har bestemt os til at være sammen med ham? Hvad betyder det, at vi så alligevel har besluttet os for ikke at være sammen med ham, og at vi lever i en verden, som ikke kender ham, og som lider under konsekvenserne af det, der er gået i uorden i Guds skaberværk? Hvilken betydning har alt dette, når vi skal forstå, at alt er forsonet i Kristus?

Det synes jeg er nogle ret relevante spørgsmål, og det er noget, jeg er blevet mere og mere optaget af på det sidste.

Hvorfor skal man tage på Holmsborg?

Jamen kom på Holmsborg og hør om Jesus og bliv en del af et skønt broget fællesskab. Solen skinner forhåbentligt, og så ligger Vesterhavet bare lige på den anden side af klitterne – det er jo fantastisk. Så kan det godt være, at det ikke er verdens mest lige campingplads, men den har sin charme.

Læs mere om Holmsborg bibelcamping her:

Den fremmede – et medmenneske

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Artikler, Mission.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder

Hundredvis af flygtninge vandrer op ad den sønderjyske motorvej. Danmark er i chok. Politiet prøver febrilsk at lede folk væk fra vejen – men uden held. Det er september 2014, og det, vi senere har navngivet flygtningekrisen, er netop blevet en erfaret virkelighed i vores lille land.
Flygtninge og migranter har på mange måder været med til at sætte fokus på det at være fremmed – både i medierne, den offentlige debat og måske også i vores egen kirke. Men hvem er den fremmede egentlig? Og kan jeg lære noget i mødet med mennesket, der synes anderledes end mig selv? Jeg har taget en snak med Krista Rosenlund Bellows om netop dette.

Krista er formand for Israelsmissionen, og til daglig fungerer hun som leder for det tværkulturelle arbejde i Indre Mission. I sin stilling beskæftiger hun sig med mennesker, der på den ene eller den anden måde er fremmede i Danmark.

”I det tværkulturelle arbejde har vi et udsagn: Tag godt imod mennesker. Det er med vilje, vi er landet på den vending, for der er en pointe i at understrege, at den syrer, der kommer gående op ad motorvejen, også er et menneske – og det er hans kone og børn også. Tag godt imod mennesker, for det er det, de er,” mener hun.

I denne artikel hjælper Krista os med at stille skarpt på fremmedhed. Det gør hun ved at tage tre forskellige briller på, som kan bidrage med hver sit perspektiv. Med det første par kigger hun på Bibelen, og hvad den har at sige om den fremmede. Derefter skifter hun fokus til dansk kirkeliv og de konsekvenser, fremmedhed og gæstfrihed har ind i vores egne fællesskaber. Til slut vender hun blikket mod Mellemøsten og Israelsmissionens arbejde, der befinder sig i en kontekst fyldt med så mange andre mennesker end lige netop dem, vores formålsparagraf kan rumme.

Vi dykker nu ned i det teologiske perspektiv og begynder ved en fortælling fra Bibelen. Nærmere bestemt med et billede fra Johannes’ åbenbaring, hvor folkeskarerne lovsynger sammen.

Folkeslag og forskellige kulturer er villet af Gud

En stor skare er samlet. Den består af så mange mennesker, at den umuligt kan tælles. Menneskene kommer fra alle folkeslag og stammer, og de taler alle forskellige sprog. De står foran en trone. På tronen sidder lammet – klædt i hvidt og med palmegrene i hænderne. Sammen råber de: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra lammet”.

Fortællingen fra Johannes’ åbenbaring er et stærkt billede på Guds mangfoldighed: ”Forskellige folkeslag er en del af Guds husholdning. Vi ser det som en rød tråd gennem Bibelen – lige fra det jødiske folk i Det Gamle Testamente til den store, hvide, mangfoldige flok foran tronen i Det Nye Testamente,” fortæller Krista.

Da hun begyndte at beskæftige sig med det tværkulturelle, havde hun svært ved at gribe om den fremmedes skikkelse. Men da hun begyndte at grave i Det Gamle Testamente, stødte hun igen og igen på størrelserne ”folk” og ”folkeslag”, og det blev en indgangsvinkel til en dybere forståelse af fremmedhed:

”Et folk forholder sig til en fremmed. At være fremmed er netop at befinde sig i et folk, man ikke selv stammer fra.”

Grænser, sprog og kultur er derfor ikke et udtryk for tilfældighed ifølge Krista: ”Det er noget, Gud har villet, og det er noget, han ser positivt på. Det ser vi også i den nye pagt – her er Guds folk et fællesskab, der består af mennesker fra alle folkeslag. Her bliver den kulturelle mangfoldighed et positivt tegn på, at Guds rige når langt ud og rummer mange – og ikke tvinger folk ind i en bestemt kultur eller skabelon. Deri ligger der en kæmpe anerkendelse af diversitet og forskellighed.”

Den kærlighed, som Gud har til det mangfoldige, ønsker han også, at vi skal have. Faktisk bruger han forskellige mennesker hele vejen gennem Bibelen til sine planer, og her er gæstfrihed blandt andet et vigtigt karaktertræk. Det ser vi også i fortællingen om Rahab i Det Gamle Testamente.

Gæstfriheden er hjertets holdning

Det er midt om natten. To israelitiske mænd har i al hemmelighed begivet sig ind i byen Jeriko for at spionere og skaffe sig oplysninger om landet til deres leder, Josva. Mændene har brug for at overnatte et sted og finder plads hos en prostitueret kvinde.

Kvinden hedder Rahab. Selvom mændene er fremmede for hende, har hun hørt utallige fortællinger om deres folk, israelitterne. Hun har hørt, hvordan deres gud har ført dem ud af Egypten og banet vej for dem helt hertil. Der lyder to bank på døren. Det er kongens mænd, der forlanger, at hun skal udlevere spionerne. Men i stedet for at udlevere dem, fortæller hun, at de er redet ud af byen igen – selvom hun har skjult dem på taget af sit eget hus. Før mændene lægger sig til at sove, går hun op til dem. Hun ved, at Gud Herren har givet dem landet, og beder dem love hende, at de vil bevare hendes familie, når de indtager det.

”Rahab blev brugt af Gud som en nøgle til at åbne Jeriko til sejr for israelitterne. Han brugte hende, selvom hun var en fremmed for Guds folk. Det reddede hende selv og hendes familie. Rahab blev omvendt til Israels Gud og blev en af de berømte kvinder blandt israelitterne. Hun er hædret i Det Nye Testamente for sin tro og for sine gode gerninger (Hebr 11,31 og Jak 2,25 red.). Hun gik fra at være udlænding til at være en del af Guds folk,” fortæller Krista.

I Det Nye Testamente ser vi også, at netop gæstfrihed er et markant kendetegn for de kristne og de kristne fællesskaber. Paulus instruerer eksempelvis Timotheus i, hvad der kendetegner en god tilsynsmand, og her nævnes gæstfrihed som noget af det første.

”Det er meget interessant. Gæstfrihed nævnes før oplæringen. Mange kristne hjem er fyldt med kristen undervisning , men hvor mange er åbne for fremmede? Vi er nødt til at erkende, at gæstfrihed ikke er et valg, men en befaling. Gæstfrihed er ikke alene en handling. Det er også hjertets holdning,” fortæller Krista.

”Det græske ord for gæstfrihed, der bruges i Det Nye Testamente, er philoxenia. Det betyder faktisk kærlighed til fremmede. Så hver gang vi får en befaling om at praktisere gæstfrihed, påbyder Gud os i bogstavelig forstand at have og vise kærlighed til andre. I Det Gamle Testamente ser vi samme holdning til den fremmede, hvor Gud ligefrem fortæller israelitterne, at de skal elske den fremmede som dem selv (3. Mos 33-34).”

Men hvordan skal vi forholde os til den fremmede i dag? Ifølge Krista skal kirken være en modkultur, og vi som kristne skal åbne døren, når der bliver banket på. Det var heldigvis også tilfældet i mange missionshuse og kirker, da flygtningene dukkede op. Og det blev en helt særlig oplevelse for de mange missionshuse, der pludselig fik omverdenen helt tæt på. For eksempel i Fredericia missionshus.

Missionshuset som modkultur til det rå menneskesyn

Det vrimler med gæster. Ikke bare en, to eller tre – men hvad, der synes som en kæmpe mængde mennesker, har fundet vej til missionshuset. Som mange andre steder i Danmark har Fredericia by fået et asylcenter, og derfor måtte der holdes en velkomstfest for de nytilkomne. Nu var dagen kommet. Glæden og overraskelsen over at se, hvor mange der havde takket ja, fyldte huset med forventning. Hvem havde troet, at vi i Danmark skulle opleve missionshusene blive overrendt – og så med mennesker fra alverdens lande?

”Selvom asylcentret i dag er lukket, og langt de fleste stort set er flyttet igen, så står denne oplevelse tilbage for mange som en øjenåbner,” fortæller Krista om oplevelsen fra Fredericia missionshus. Hun fortsætter: ”Det gav en oplevelse af at få rykket murene i missionshuset et godt stykke ud. Rammen for, hvad der var almindeligt, blev udvidet, og det gjorde, at man ikke bare fik et nyt syn på det med flygtninge, men at man også kunne tænke på nye måder om andre ting.”

Mange steder engagerer mennesker sig i det tværkulturelle arbejde. Man har måske fået nydanskere af den ene eller den anden slags med i sin menighed eller kristne fællesskab, og det har ledt til en konkret erfaring af, at Guds folk består af mange etniske grupper – af mange folkeslag: ”Man har lært noget om at udvise gæstfrihed og åbenhed, og det har vi brug for,” mener Krista.   

I Danmark raser en hård debat om flygtninge og migranter, og den negative retorik afspejler ifølge Krista et skredet menneskesyn: ”Her er det menneskets nytteværdi, der får lov at stå i centrum. Det ser vi ikke udelukkende i synet på den fremmede, men også i forhold til vores behandling af ældre og handicappede, fordi de ikke er produktive eller til nytte. Det er et udslag af det samme. For mig at se er det et råt menneskesyn.”

”Jeg mærker, at der også i kirken er et behov for at tage fat på et emne som menneskesyn. Der er behov for, at vi minder hinanden om, at også muslimen fra Syrien eller Irak er et menneske skabt i Guds billede. Der er grund til at minde om det, fordi også folk i kirkelige miljøer bliver påvirket af den negative retorik og af skræmmekampagnerne. Kirkelivet skal tage stilling og turde være en modkultur,” slår hun fast.

Men det er ikke kun i det kirkelige arbejde i Danmark, vi støder på den fremmede. Også i internationalt missionsarbejde må vi forholde os til den fremmede og til de mennesker, vi møder, men som ikke nødvendigvis falder ind under vores formålsparagraf. For at billedliggøre dette fortæller Krista om Jesus, der netop tog sig tid til at stoppe op – uden, at det forhindrede ham i at holde målet for øje.

Israelsmission foregår ikke i et vakuum

Jesus er på vej mod Jerusalem. Han har et mål, og det står lysende klart for ham: Han skal dø på korset for menneskers skyld, så vi kan være sammen med ham igen. Planen er lagt. Men vejen dertil er ikke uden ophold. Efterfulgt af en stor folkeskare kommer han forbi Jeriko. ”Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!” Råbet kommer fra to blinde, der sidder langs vejen. Den store folkemængde truer ad dem, men de råber bare endnu højere: ”Forbarm dig over os!” Jesus standser op, kalder på dem og spørger: ”Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?” Mændene svarer: ”Herre, at vores øjne må blive åbnet.” Jesus mærker deres smerte i hjertet. Han træder nærmere, rører ved deres øjne og straks kan de se. Så drager Jesus videre mod Jerusalem, og mændene, der havde fået synet igen, følger med ham.

Netop denne fortælling om Jesus er blevet et vigtigt billede på mission for Krista. Her viser Jesus, at det er muligt at stoppe op og være til stede i den kontekst, han befandt sig i – uden at opgive sit eget mål:

”Vi er sat i verden for at nå det jødiske folk med evangeliet, uanset hvor det befinder sig i verden. Om det er Danmark, Europa eller Israel. Men om man er i landet Israel, eller om man er et andet sted, så er man i en kontekst, hvor der er mange andre mennesker omkring det jødiske folk. Der er altid en kontekst, nogle vilkår og en situation, som kalder på overvejelser af en eller anden slags,” mener Krista. 

Selvom der i Israelsmissionens formålsparagraf står, at vi arbejder for at fortælle jøder om evangeliet, så foregår det arbejde blandt en masse andre mennesker: ”Helt konkret stødte vi på de kristne på Vestbredden. Her oplevede vi, at vi måtte stoppe op. Jesus valgte ikke at ignorere den kontekst, han befandt sig i. Han gik ind i den uden at slippe det, der var hans kald og mission. Det tror jeg også, han kalder os til – og alt andet missionsarbejde. Vi skal holde fast i det, der er vores mission, men uden at ignorere de vilkår, den foregår i. Det vil nogle gange være bøvlet – det er mange gange bøvlet – men hvis ikke vi gør det, så er vi en ringe partner og medvandrer for de lokale kristne,” slutter Krista.  

Det er kompliceret, når den fremmede trænger sig på, men det er en kompleksitet, vi bliver nødt til at tage imod. ”Åbn vores øjne,” bad de to blinde mænd i fortællingen om Jesus på vej til Jerusalem.

Måske har vi i det kirkelige Danmark brug for at bede om det samme i dag? At han må åbne vores øjne for de mennesker, der råber om hjælp i vores liv. At han ikke vil lade vores hjerter blive kolde, men at han må fylde det med sin kærlighed, så vi forstår, at ethvert menneske er elsket og skabt i sit billede.


Seniorvolontører: ”Vi kunne unde alle at tage af sted”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Ann-Mari og Sten Nielsen er netop kommet hjem fra Israel. De har brugt tre måneder i Jerusalem som præstepar og hjælpende hænder i Den Danske Kirke. Her har de blandt andet hjulpet med gudstjenesterne, volontører og missionspiloter. Opholdet står tilbage for dem begge som en særlig tid, og i denne artikel får du lov at dykke ned i parrets tanker og refleksioner over liv og hverdag i en israelsk kontekst.  

”Da vi lige var kommet hjem til Danmark, havde jeg faktisk svært ved at huske, hvor tingene skulle ligge i køkkenskufferne,” fortæller Sten med et smil på læben: ”De daglige rutiner var pludselig helt anderledes.”

Det er heller ikke mere end nogle uger siden, parret satte fødderne på dansk jord efter tre måneders ophold i Israel. Det har været en tid, som er kommet til at betyde noget helt særligt for dem begge. Nu går Ann-Mari rundt og tørrer lidt af og gør klar, for parret venter besøg af missionspiloterne – en flok unge, som har sat sine tydelige spor.

”Vi skal have gensynsdag,” forklarer hun og fortsætter: ”Jeg har været i gang med at finde lidt forskellige madopskrifter frem. Det bliver typisk israelsk. Vi starter i kirken sammen, hvor Sten skal prædike. Og så skal vi bare råhygge og dele minder med hinanden.”  

En kærkommen mulighed

Parret stiftede bekendtskab med Israel i 80’erne, og siden da har de været tilbage en del gange. Både som rejseledere, på ferie og også som sommerferieafløsere i Den Danske Kirke. Det gjorde det lettere at skulle tage skridtet og være der tre måneder i streg.

Det er heller ikke lang tid siden, Ann-Mari og Sten forlod arbejdsmarkedet for at gå en roligere tilværelse i møde, og det har også gjort det muligt for dem at tage af sted:

”Vi kalder os seniorvolontører, for vi er jo pensionister. Og det er vi glade for at være, for hvem har ellers tid til at tage tre måneder ud af kalenderen?” spørger Sten.

Parret har haft et rigt arbejdsliv, som har budt på meget forskelligt. Men selvom det er dejligt at have mere tid i hverdagen, har det også krævet noget tilvænning.

”Det har faktisk været lidt svært,” fortæller Ann-Mari og fortsætter: ”Det bliver jeg nødt til at sige. Så det var meget kærkomment, da vi fik den her opfordring.”  

Generationer på tværs er en gave

Sten og Ann-Mari har tilbragt mange timer sammen med både kirkevolontør Stine og de seks missionspiloter.

”Vi indrømmer, at vi var lidt spændte på, hvordan det var i vores alder at være sammen med en flok unge i starten af 20’erne – vi kunne jo være deres bedsteforældre,” fortæller Ann-Mari med et smil.

”Kan vi finde ud af at være sammen med dem? Og endnu vigtigere, gider de være sammen med os? Men vi synes, vi fik et utroligt dejligt fællesskab og et familiært og hjerteligt forhold til dem alle. Det nød vi,” fortæller Sten.

Parret har både haft undervisning med missionspiloterne hjemme i deres lejlighed, men de har også sammen været rundt i Israel og oplevet landet helt tæt på.  

”Det er jo en gave at få lov til at rejse sammen med syv unge, der er nysgerrige på tingene og på livet. Det er vi også selv. Så vi har lært rigtig meget om både dem og om os selv. Det er fantastisk at få lov at være så tæt på de unge midt i det land, hvor hele den bibelske historie udspiller sig,” fortæller Sten.

Ann- Mari og Sten hygger sig med missionspiloterne.

Den Danske Kirke skaber nysgerrighed

Hverdagen i Israel har også budt på samtaler og møder med mange forskellige mennesker. Åbenheden er en af de ting, Ann-Mari og Sten især har bidt mærke i.  

”Jeg synes, vi har haft mange snakke med mennesker i vores daglige gang. Mennesker, vi har mødt tilfældigt på gaden, eller som har været indenom i vores lejlighed. Vi fik også et utroligt fint forhold til vores nabo, som vi delte altan med. Der er stor imødekommenhed fra jøder og andre folkeslag,” fortæller Ann-Mari.  

”Det var en meget positiv oplevelse. Det var nemmere, end jeg troede. Jeg har i hvert fald haft en forestilling om, at det kunne være svært at præsentere sig som kristen i Israel overfor en jøde. Det kunne man godt tænke,” tilføjer Sten.

”Det, at præsentere sig som seniorvolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, er faktisk en god indgangsvinkel, når man møder folk i supermarkedet, på fortovet eller hvor det nu kan være. De bliver nysgerrige: ”Er der en dansk kirke i Jerusalem? Hvorfor det?” Så kan man begynde at fortælle, hvad det drejer sig om for os. Det har været en skøn oplevelse oveni det, vi havde forventet,” siger Sten.  

Sten prædiker i Den Danske Kirke.

Jødisk plejehjem og Jesus-snak

Særligt én oplevelse har sat sine spor i Sten. Han fik kontakt til en ældre jøde, som sad på plejehjem, og som gerne ville tale dansk. Han havde haft noget forbindelse til Danmark for mange år siden. Men nu var han gammel, sad på plejehjem og havde ingen børn.

”Det viste sig, at han var et dybt ensomt menneske, som ingen kendte. Jeg fik lov at besøge ham nogle gange. Det var en meget stor oplevelse,” fortæller Sten.

Da Sten ankom til plejehjemmet, præsenterede han sig ved receptionen og spurgte efter manden. Ved receptionen sad en mand med kippa på, og han blev lettere forundret over Stens forespørgsel:

”Jo han bor her, men hvem er du, siden du skal besøge ham? Han får jo aldrig besøg,” svarer receptionisten undrende.

”Jeg er en præst fra Danmark, som har lyst til at besøge ham, fordi jeg har fået at vide, at han ønsker besøg,” forklarer Sten ham.

Receptionisten lyser op og udbryder: ”Nå, så du er kristen? Jamen Jesus talte jo også om at elske hinanden.”

”Det synes jeg er et meget stærkt vidnesbyrd, ikke?” fortæller Sten og fortsætter: ”At der sidder en jøde i en reception på et plejehjem og taler om Jesus overfor mig.”

Vi har mærket, at Gud er god

Når Ann-Mari og Sten ser tilbage på de tre måneder i Israel, er det taknemmeligheden, der fylder i deres tanker.

”Det har bare været en stor gave, at vi overhovedet kunne gøre det – når vi ser på det liv, der ligger bag os. Derfor fylder oplevelsen også rigtig meget på mit taknemmelighedsbarometer,” forklarer Ann-Mari.

Parret har været sygdomsramt, og inden de kunne tage af sted, måtte Sten en tur forbi sygehuset for at høre, hvad de syntes om ideen.

”De syntes heldigvis, det var den god ide. Se bare at komme afsted, sagde de! Og Gud er god. Dels at han lader os opleve noget så fantastisk, men også at han bruger. Det synes vi, at vi har mærket under vores seniorvolontørophold i Jerusalem,” reflekterer Sten.

”Og vi har sådan set ikke siddet stille,” tilføjer Ann-Mari med et smil på læben. ”Nej, der har været nok at se til. Men det har givet mening alt sammen,” nikker Sten.

Israelsk perspektiv udfordrer kristenlivet

At befinde sig i Israel sætter gang i mange tanker og overvejelser, og Ann-Mari og Sten har oplevet, at de er blevet udfordret på deres tro og kristenliv i dagligdagen:

”Men det er en velsignelse. Der er rigtig mange nye ting, vi opdager, selvom vi har været i Israel mange gange. Og der er mange ting, man pludselig ser i en ny vinkel og i et nyt lys. Det har været stort for os begge to. Mange at bibelteksterne har fået nyt liv igen. Det har noget at gøre med, at man har nogle bestemte oplevelser, som man forbinder med nogle bestemte steder, tekster, Jesusord eller noget helt fjerde. Så det har også været værdifuldt på den måde.”

Men der er også udfordringer, fortæller Sten: ”Vi finder lige pludselig ud af, at vi måske går rundt i vores egne tanker, måder og rutiner herhjemme i det daglige. Når man så bor dernede, får man måske et nyt perspektiv på nogle ting og bliver også udfordret på det.”

Det er en gave at prøve kræfter med nye opgaver

”Vi kunne unde alle at komme afsted – alle, der har en form for udlængsel. Det er en gave, når man i vores alder får lov at opleve nye ting og prøve kræfter med nye opgaver,” fortæller Ann-Mari.

”Vi er jo fyldt med gode ønsker for Israelsmissionens arbejde i Israel, som er kaldet til at forkynde evangeliet blandt jøder og alle andre i Israel. Og det er bare blevet endnu stærkere for os, fordi vi har oplevet, at det kan lade sig gøre. Der er lydhørhed. Det er meget stort at opleve. At man kan tale frit om, at Jesus er Messias, Guds søn og verdens Frelser – også for dig. Derfor ønsker vi Guds rige velsignelse over Israelsmissionens arbejde,” afslutter Sten.


Israelske studerende: “Vi må være frontlinjen for forsoning”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder 30/5 2019

Hen over påsken besøgte Avery og Samia fra det israelske studenterarbejde (FCSI) Danmark. Israelsmissionen havde inviteret pigerne med på Kristeligt Forbund for Studerendes Påskelejr, hvor mange hundrede gymnasieelever og studerende fra hele landet mødtes i fællesskab om tro og eksistens. Udover at det var første gang, pigerne besøgte Danmark, var det også første gang, de mødte hinanden. Pigerne kommer nemlig fra hver deres gren af studenterarbejdet – Avery fra den hebraisktalende gren og Samia fra den arabisktalende.

Den intense summen af snak, larmende stole og klirren af bestik og tallerkener, der opstår, når man klemmer 500 unge ind i samme rum, forstummer. Vi har fundet os en fredfyldt plet grønt græs i, hvad der synes som orkanens øje. Jeg er mødtes med pigerne for at tale lidt om hverdagslivets udfordringer som både ung studerende og troende i en israelsk kontekst.

”I FCSI støtter vi hinanden”

Fælles for begge piger er, at de er en del af det israelske studenterarbejde (FCSI) og er bosat i byen Haifa nord for Tel Aviv. Avery læser til kemiingeniør på det tekniske universitet og Samia læser psykologi. Begge piger oplever, at studenterarbejdet danner ramme for en vigtig del af deres hverdagsliv.

Avery er vokset op med fortællinger om studenterarbejdet, og da en veninde en dag spurgte, om hun ikke også skulle være en del af en hebraisktalende gruppe, tog hun med og er sidenhen blevet hængende.

”Det er afgørende for mig, at jeg har fundet et sted med ligesindede, som på en særlig måde er interesserede i en akademisk tilgang til bibelen, og som ønsker at tale om forskellige problemstillinger i forbindelse med troen. Her bliver jeg taget seriøst, og det er meget opmuntrende,” fortæller hun.

Samia oplevede, at da hun startede på universitet, blev hun præget af en masse nye tanker og principper, som udfordrede hende.

”Jeg studerer psykologi, og det er ikke det mest trosopmuntrende fag. Her var det vigtigt for mig, at jeg mødtes med andre studerende i FCSI hver uge. Så bad vi for hinanden og læste i bibelen – det var bare utroligt godt for mig,” forklarer hun.

Det kan Avery nikke genkendende til, og hun tilføjer:

”Når man begynder på universitet, møder man en masse ikke-troende. Her har FCSI hjulpet mig med at balancere mine relationer på en sund måde. Vi støtter hinanden. Selvom det kun er en ugentlig ting, lærer man langsomt hinanden at kende. Vi er alle i samme båd. Der er en fælles forståelse for det pres, man kan opleve som både studerende og troende. Jeg ved, at jeg har et fællesskab, som kan bede for mig og støtte mig, når jeg har brug for det.”

”Gud, hvorfor er der så mange, som ikke tror dig?”

Til dagligt bor Avery på et kollegie med andre studerende. Det er både en glæde og en udfordring for hende.

”Det er udfordrende at bo så tæt med mennesker, som ikke tror på det samme, som man selv gør,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg oplever ofte, at jeg har en stærk relation til nogen, men fordi vi lever på så forskellig vis, kan det være svært at tale ind i deres liv. Jeg ser dem måske gå igennem nogle svære perioder, hvor de håndterer problemer på en uhensigtsmæssig måde,” siger hun og fortsætter:

”At elske nogen, som ikke tror, er smertefuldt. Jeg kan ikke lade være med at spørge Gud: ”Hvorfor er der ikke flere, som kommer til tro på dig? Disse mennesker, jeg elsker så højt, hvorfor frelser du ikke dem?”

Avery oplever det som et spændingsfelt at leve sammen med mennesker, der er forskellige fra hende selv med alt, hvad det indebærer. Hun vil gerne være en del af deres verden, men samtidig sætte de nødvendige grænser.

Israeler, araber og venskaber på tværs?

FCSI er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende. Men selvom organisationen rummer mange

forskellige mennesker, kan det alligevel være svært at modarbejde nogle af de forestillinger, man vokser op med på tværs af etniske skel.

Avery er selv vokset op på en tosproget skole, hvor hun både har lært hebraisk og arabisk, men det er langtfra tilfældet for den gængse befolkning. ”Jeg er en anormalitet. De fleste israelere møder først arabere, når de kommer på universitetet,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg bliver ofte mødt med undren: ’Jamen du er israeler, og hun er araber? Og I er venner?’ I Israel er det faktisk en helt legitim undren. Selv i Haifa, som er en af Israels mest integrerede byer, er der stadig lang vej igen.”

I Israel skal både mænd og kvinder tilbringe tid i hæren, og her har Avery mærket det etniske skel på egen krop. ”Jeg er ærligt taget stadig en smule rystet efter hæren. Her bliver arabere set som fjenden. Sådan må man tænke. Men at være i et miljø med den tankegang, samtidig med at jeg har arabiske venner hjemme i min hverdag, har været hårdt.”

På trods af den oplevelse holder hun stadig fast i ønsket om at skabe enhed:

”Fællesskabet på tværs er en af de vigtigste aspekter af FCSI for mig. Jeg har længe ønsket at se et stærkere samarbejde. Ikke at der er fjendtlighed imellem de studerende, men mit ønske er at se flere venskaber blomstre – at vi besøger hinanden, hænger ud sammen og skaber ægte relationer. Jeg ønsker, at vi må være frontlinjen for forsoning på et nationalt plan. At vi må være eksemplet, som får mennesker til at ændre deres adfærd.”

Fælles konferencer danner grobund for relationer

Selvom de ugentlige møder i FCSI er opdelt efter sprog, mødes de studerende flere gange i året til fælles flersprogede konferencer, som giver dem mulighed for at tilbringe tid med hinanden:

”Jeg er araber,” fortæller Samia og fortsætter: ”Og for det meste hænger arabere ud med arabere, og jøder hænger ud med jøder. Sådan er det også, når man kommer på universitetet. Her kan de fælles konferencer være et godt udgangspunkt for at skabe relationer på tværs.”

Avery mener også, at de fælles konferencer er et godt sted at starte, men hun synes, at der er lang vej igen: ”Det kan være svært at skabe forbindelser på tværs af kulturelle og teologiske skel. Hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg også, at den hebraisktalende del af FCSI ikke er så gode til at komme til de fælles konferencer. Det kan der være mange grunde til – jeg tror ikke at det nødvendigvis er fordi de tænker, at de ikke vil hænge ud med de andre, men jeg tror, det er et spørgsmål om prioritering. Hvor man vælger at gå hen først og hvorfor.”

”Vores tro er bygget på kærlighed og fred. Og det er smukt, at vi får lov til at praktisere det så konkret til de her konferencer – også selvom vi endnu ikke interagerer så meget med hinanden,”

konstaterer Samia.

Håbet viser sig i glimt

Da snakken falder på fremtidsdrømme, rammer det både sorg og glæde i pigernes liv.

”Som araber,” fortæller Samia ”kan jeg ikke håbe på meget i vores land. Jeg mener, jeg kan håbe, men i sidste ende vil jeg blive skuffet.”

Der er stille et øjeblik, før hun fortsætter. Tyngden og alvoren af hendes ord rammer en kompliceret virkelighed, som ikke sådan lige lader sig besvare.

”Men jeg har et ønske om, at der vil blive skabt en øget forståelse mellem begge sider, og at vi vil se på hinanden med respekt og ligeværd,” afslutter hun.

Avery håber på, at FCSI vil vokse sig endnu større, og at alle troende studerende vil deltage i fællesskabet, så der kan blomstre tætte venskaber på tværs.

”Jeg ønsker, at vi, på grund af vores kærlighed i Kristus og til hinanden, må være i stand til at tilsidesætte vores forskelle og være et forbillede for resten af Israel,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg ønsker, at mennesker må blive draget til os på grund af vores kærlighed til hinanden og vores enhed. For det er jo, hvad Jesus siger, ikke? At mennesker kan vide, at vi er hans, fordi vi har kærlighed til hinanden. Denne kærlighed er ikke begrænset til en særlig kultur eller politisk overbevisning.”

”Har videnskaben begravet Gud?” – 400 studerende samlet til forelæsning om tro i Israel

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, d. 26. marts 2019

”Har videnskaben begravet Gud?” Sådan lød overskriften på den forelæsning professor fra Oxford Universitet John Lennox afholdte på det tekniske universitet i Haifa i slutningen af februar. Begivenheden var arrangeret af det kristne studenterarbejde i Israel, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel), og mere end 400 studerende med forskellig baggrund mødte op for at lytte til budskabet om troen på en Gud i en sekulariseret verden.

Udfordringer før start

Men det forløb ikke uden besvær at finde lokaler til begivenheden. Selvom det tekniske universitet indledningsvist havde givet studenterarbejdet lov til at låne en større sal, bakkede de dog ud før arrangementet skulle afholdes. FCSI fandt et andet sted, men da det var både mindre og ikke umiddelbart let tilgængeligt for studerende, håbede og bad de om, at der måtte dukke en løsning op. Det tekniske universitet blev i mellemtiden igen positivt stemt overfor begivenheden, og gik med til at låne en mindre sal ud med plads til omkring 300 mennesker. Men besværlighederne tog sit højdepunkt en time før forelæsningen, da universitetet trak sig ud igen.

”Det var ved Guds nåde og en af vores lederes vedholdenhed, at dørene åbnede, og vi kunne afholde begivenheden,” fortæller FCSI i deres seneste nyhedsbrev.  

En mangfoldig forsamling af mennesker

Forelæsningen samlede mere end 400 mennesker, og omkring 80-100 mennesker fulgte med på en live-stream andetsteds.

”Salen var fuldstændig pakket, og mange måtte sidde på gulvet eller stå op,” fortæller studenterbevægelsen.

Begivenheden rummede en mangfoldig forsamling. Studerende og undervisere med muslimsk, jødisk, kristen og ateistisk baggrund deltog sammen med flere FCSI-studerende fra andre byer. Som introduktion til forelæsningen fortalte en leder fra en arabisktalende gruppe og en leder fra en hebraisktalende gruppe om det kristne studenterarbejde og deres fælles tro på Jesus.

”Det var stort for mig at opleve, hvordan Gud sørgede for os, og lod alle de mange mennesker deltage på trods af alle de udfordringer og al den modstand vi mødte. Den overfyldte sal vil altid stå som et stærkt billede for mig og minde mig om, hvor desperat mennesker har brug for Gud og at vi alle tørster efter at få lov til at kende sandheden,” fortæller en kristen studerende.   

John Lennox tager de store emner op  

John Lennox er professor på Oxford Universitet og har specialiseret sig indenfor matematik og videnskabsfilosofi. Overskriften på forelæsningen stillede spørgsmålet ”har videnskaben begravet Gud?”, og herigennem diskuterede Lennox, om ateismen nødvendigvis er det mest videnskabelige valg – eller om troen på en Gud kan være en saglig mulighed.

Mange studerende oplever, at ateismen bliver fremstillet som den intellektuelle vej, og derfor kan det være svært at holde fast i troen. John Lennox’ forelæsning giver på en anderledes måde studerende mulighed for at sætte nogle nye ord på deres tro, og hvad den betyder for dem.

En ateistisk studerende fra det tekniske universitet i Haifa fortæller, at han fandt stor inspiration i forelæsningen. En anden besluttede at tage del i studenterarbejdets ugentlige møder, da han blev inspireret af forelæsningens dybde og længe havde ledt efter et sted, hvor han kunne stille spørgsmål og få nogle rationelle svar.

Støt op om studerende

Vær med til at bede for de israelske studerende, og om at flere må blive nysgerrige og lære Jesus at kende. Du kan også støtte den kristne studenterbevægelse økonomisk ved at trykke på knappen herunder.

Velsignelse eller forbandelse?

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksioner.

Se, jeg stiller jer i dag over for velsignelsen og forbandelsen, velsignelsen, hvis I lytter til Herren jeres Guds befalinger, som jeg giver jer i dag, og forbandelsen, hvis I ikke lytter til Herren jeres Guds befalinger, men viger fra den vej, jeg i dag befaler jer at vandre ad, og følger andre guder, som I ikke før har kendt (5. Mos 11,26-28)
Ugens portion: 5. Mos 11,26-16,17

Velsignelsen eller forbandelsen? Det er de to udfald ugens tora-portion skitserer for et menneskes liv. I tekststykket bliver vi introduceret til de love og forordninger, mennesket skal følge, hvis det ønsker velsignelsen og vil undgå forbandelsen. Systemet virker umiddelbart ret lige til:

Første kasse: Gør gode gerninger og bliv belønnet.

Anden kasse: Gør knap så gode gerninger og bliv straffet.

Ved første øjekast ser det ud som om, mennesket kan rykke sig fra anden kasse til første kasse ved at ofre til Gud og derved sone dets synd. Sådan kan teksten hurtigt se ud for en udenforstående, og sådan tror jeg, vi måske også selv ubevist kan komme til at anskue Gud. Men det er en fejltolkning og en ikke holdbar simplificering. En simplificering der slører, hvordan kristendommen netop er så forskellig fra andre religioner.

For at forstå hvorfor denne tankegang ikke holder, må vi se lidt på funktionen af straf og offer i det gamle testamente (GT). Straffen skulle rigtig nok lære israelitterne, at det er forkert at bryde loven, og at der skal skaffes soning, når loven er brudt. Offeret er dog ikke, som slutningen ovenfor antyder, en betaling for at bringe forholdet mellem mennesket og Gud i balance igen. Derimod kan offeret lige som straffen ses som en slags undervisning fra Gud. Offeret skulle lære jøderne, at Gud er hellig og almægtig og at alt allerede tilhører Ham. Derfor kan offeret ikke bruges til at købe hans gunst eller til at betale regningen for en overtrædelse. Gud tager ikke imod bestikkelse. Han ændrer ikke sin mening på grund af et offer. Men han beslutter sig uden grund for at være nådig selv på trods af vores utroskab.

Men lærte vi ikke netop, at alt skal sones? Jo! Og vi har også lært, at vi ikke har noget som helst at betale med, og heri ligger nøglen til at forstå ofrene på israelitternes tid. Den svarer på GT’s hovedspørgsmål, der blev stillet af Isak til Abraham på vej mod Morijas bjerg: ” (…) hvor er offerlammet?” (1. Mos 22,7). Ofrene peger frem mod det perfekte sonofferlam: Gud selv, givet af Gud selv.

På samme måde som denne uges tekst afsluttes med påsken, gør vi det også. For israelitterne dengang var påskeofferet til for at mindes, at Gud så israelitterne i Egypten og handlede i nåde. For os i dag er påsken til for at lære os og vise os, at Gud stadig ser os og handler i nåde. Gud kræver ikke noget offer fra os, fordi Hans fejlfrie lam en gang for alle er blevet ofret. Det ultimative sonoffer bragt af Gud selv på Golgata.

Tora-portion: Du bærer mig

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksioner.

Ugens portion: 5. Mosebog 1,1-3,22
I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her. Men trods det ville I ikke tro på Herren jeres Gud (5 Mos 1,31-32)
Jeg glemmer det så forfærdeligt hurtigt. Du bar også mig, dengang jeg ikke kunne flytte fødderne ud af stedet Far. Du bar også mig, da min vandring gennem ørkenen blev for tung, og jeg måtte lægge mig ned og overgive min vej til dig. Men så mødte jeg nye og større udfordringer, og de så endnu mere uoverkommelige ud. Jeg har så svært ved at stole på, at du også kan klare dem. At du også er med de dage, du synes væk. Hjælp mig til at træde ud på vandet, lær mig at sætte mig ved dine fødder, vis mig, at fællesskabet med dig er det første, jeg skal bygge mit liv på.

Se hvordan Herren frelser jer i dag

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksioner.

Men Moses sagde til folket: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag” (2 Mos 14,13).
Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26 og 4. Mosebog 28,19-25

I sommers vandrede jeg et stykke af el Camino del Norte – en pilgrimsrute langs den spanske kyst. Uden nogen anelse om, hvilke oplevelser eller erfaringer jeg havde i vente, trak jeg i vandresandalerne og begav mig afsted med en god portion optimisme. De første par dage var fuldstændig fantastiske, men en morgen vågnede jeg op og kunne ikke gå. Jeg havde fået et par vabler, og de var nu blevet fuldstændig betændte.

I denne uges tora-portion hører vi om, hvordan Gud fører israelitterne ud af Egypten. Jeg kan levende forestille mig deres begejstring. Endelig sker der noget! Gud har hørt deres bøn! Og så kommer de til, hvad der synes som en blindgyde: Havet foran og hele Faraos hær bagved. Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? (2 Mos 14,11) anklager israelitterne Moses. Jeg ville også have været desperat. De havde taget et skridt i tro og gået på Guds løfter, og så havde det bare ført til endnu større elendighed. Eller det var i hvert fald sådan, det ved første øjekast så ud. Men Gud er større. Altid. Og hvad der for israelitterne syntes umuligt, var muligt for Gud. Havet åbnede sig for dem, og de kunne krydse det uden at få våde fødder.

Vablerne var umiddelbart også endestationen for min tur. Jeg slæbte mig afsted et par kilometer men måtte hurtigt stoppe op. Følelsen af frustration ramte mig. Inden jeg tog afsted, havde jeg tænkt over, hvilke udfordringer jeg kunne møde: Ensomhed, at jeg ville fare vild eller blive ramt af hedeslag – men at nogle vabler skulle stoppe min rejse, havde jeg ikke engang overvejet. Hvorfor Gud? Jeg var taget afsted netop for at søge tid og stilhed med Ham. Men Gud vendte mine planer på hovedet, så jeg kunne se Hans.

Hver gang jeg åbner min Bibel, slår det mig, hvordan mange ting er vendt på hovedet i Guds rige. Det, der umiddelbart ikke ser ud af noget, har stor værdi, og det, vi mennesker værner om her på jorden, samler støv og forgår. Det samme mysterium oplever vi i påsken. Israelitterne havde ventet en stor konge og befrier, men i stedet fik de Jesus af Nazaret, som døde på et kors. Det så umiddelbart ud, som om alt var tabt – men i virkeligheden var alt vundet! Jeg tror, vi har brug for, at Gud nogle gange vender vores verden på hovedet. Vi har brug for at blive mindet om, at det er Ham, der er Gud. At det er Ham, der frelser. I sommers kunne jeg ikke fortsætte min rejse, og israelitterne kunne ikke krydse havet. Men Gud greb ind og skabte en vej – og det gør Han fortsat ind i vores liv. Lad os ikke miste dette af syne og lad os ikke miste modet i de udfordringer, vi står over for. For Herren frelser – også i dag!

Tora-portion: Herrens herlighed fyldte boligen

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksioner.

Skyen dækkede åbenbaringsteltet, og Herrens herlighed fyldte boligen. (2. Mos 40,34)
Ugens portion: 2. Mosebog 35,1-40,38

Israelitterne havde allerede været længe i ørkenen. Jeg kan forestille mig, at en sådan tur ville kunne slide hårdt på selv det mest udholdende menneske – ja til tider må det have virket som et vanvittigt projekt. Kunne de virkelig stole på, at Gud var med dem? At han ville sørge for dem? Jeg kan alt for godt genkende disse spørgsmål ind i mit eget liv.

I de afsluttende kapitler i 2. Mosebog hører vi om, hvordan Moses og israelitterne bygger åbenbaringsteltet, som Gud befaler det. Det er en tæt beskrivelse ned til mindste detalje. Da de er færdige, læser vi, at Herrens herlighed fylder boligen.

Sikke en beskrivelse! Jeg får næsten kuldegysninger. Gud kommer til israelitterne, og er hos dem helt konkret. Det har allerede været meget tydeligt gennem deres udfrielse fra Egypten og deres udfordringer i ørkenen, at deres liv afhænger af Hans nåde. De kan intet gøre i dem selv, og på trods af brok og afgudsdyrkelse, vil Gud have fællesskab med dem alligevel.

Sådan er Gud også i dag. Han ønsker brændende at have fællesskab med os. I det nye testamente kan vi læse om, hvordan Gud blev menneske, og hvordan vi får lov at se Hans herlighed gennem Jesus. Der er så mange ting, jeg ikke ved om Gud og så mange spørgsmål, jeg mangler svar på. Mørket kan så let krybe ind i mit liv, og forvrænge mit billede af Gud. Når det sker, må jeg gang på gang vende mit blik mod Jesus. Kun gennem Ham får jeg det sande billede af, hvem Gud er.

Førstegenerations-israelere deler deres vidnesbyrd

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, december 2017

Caspari-centret har opstartet et nyt ”alef-kursus”, der har til hensigt at opmuntre troende i deres hverdag. Det vil de gøre gennem en række video-vidnesbyrd, der løbende vil blive tilgængelige på deres hjemmeside. Særligt for de jøder, der er blevet interviewet er, at de er førstegenerations-israelere, der ikke er vokset op i jesustroende hjem. Nedenfor kan du læse Alec Goldbergs (leder af Caspari-centret i Israel) tanker om projektet.

På Caspari-centret er der meget, der drejer sig om undervisning. Det er et skønt sted for den, der er stærkt engageret i undervisning og oplæring og har gaven til dette. Men undervisning er bare en lille del af den store opdragelse. Hvis du underviser dag efter dag, uge efter uge, år efter år, så er der en reel fare for, at du brænder ud. Jeg er selv lærer, men sætter også stor pris på at arbejde på andre måder. Jeg er særligt taknemmelig for muligheden for at dele evangeliet med mine jødiske søstre og brødre.

Internettet fylder meget i det 21. århundrede. Det vil selvfølgelig aldrig kunne erstatte et virkeligt fællesskab, hvor man står skuldre ved skuldre, og deler liv. Men alligevel sætter internettet os i stand til at nå mennesker, vi ellers ikke ville have kunnet nået. Med dette i tankerne har jeg interviewet en række særligt interessante mennesker, og deres personlige fortællinger vil snart blive tilgængelige på internettet. Disse kvinder og mænd har vidt forskellige baggrunde: nogle er vokset op i byen, andre i kibbutzer, nogen i et religiøst hjem, andre i et sekulært. Fælles for dem alle er, at de er indfødte israelske jøder og førstegenerations-jesustroende.

Med andre ord: de er hverken immigranter, som jeg selv, eller udlændinge, som nogle af mine kollegaer på Caspari-centret – og de er heller ikke børn af jesustroende forældre. Ingen af disse personer var på nogen måde forhåndsbestemt til eller forberedt på at tro på ”den mand”. Tværtimod voksede de op i en kultur, der til trods for sin sammensatte karakter og voldsomme tilpasningsevne, har stået urokkeligt sammen i det at nægte Jesus som Israels messias. Gennem de sidste 200 år har jøder kontinuerligt gentaget den samme gamle ”sandhed” for dem selv og deres børn: ”en jøde kan ikke tro på Jesus, og de, som gør, er de værste forrædere mod deres familie og deres folk”.

Når jeg taler med disse ”indfødte” israelere, som nu følger Jesus, spørger jeg: ”Du vidste, at når du fortalte din familie om din tro på Jesus, så ville de ikke være glade for dit valg. Hvordan fortalte du det? Og hvordan reagerede de?” Jeg beder dem om at beskrive deres tro, før de mødte Jesus sammenlignet med den tro, de har i dag.

Bibelstudier og systematisk teologi er gode redskaber til tjeneste i Guds rige, men en enkelt personlig historie er ikke mindre stærk. Det, vi siger i vores vidnesbyrd, er et stærkt åndeligt våben (Johannes’ åbenbaring 12,11). Jeg håber, disse vidnesbyrd kan inspirere dem, der læser dem på nettet. Vi på Caspari-centret er glade for at kunne dele disse historier. Vi håber, mange vil se dem, og blive draget til Ham ved Guds ånd.