Author: Maria Strøm Risbjerg

Navnet, jeg ikke måtte nævne

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 12/10 2017 Steward Weinisch voksede op i et jødisk-ortodokst hjem. I sin barndom var han stolt over sin jødiske identitet, og oplevede en rigdom i de jødiske traditioner. Men da han blev bar mitzvah, fik han dog en følelse af, at der var noget, der manglede. Selvom han havde en masse religiøs træning, vidste han ikke, hvem Gud var. Da afgav han et løfte om, at han en dag ville finde frem til sandheden. Dette blev et afgørende vendepunkt for Steward. Læs om, hvordan han fik et møde med jøden Jesus og Gud radikalt greb ind i hans liv herunder. Jeg var kun fem år gammel og havde ingen anelse om, hvad der foregik, da min familie samledes i mine bedsteforældres dagligstue dagen før Yom Kippur (den store forsoningsdag). Jeg husker stadig, hvordan min far tog en kylling, bandt dens fødder sammen og svingede den over vores hoveder mens kyllingen kaglede og fjerene fløj ud over det hele. Det var svært at tænke på andet end lyden og fjerene, men vi gentog alle pligtopfyldende sætningen: ”dette er min suppleant, mit stedfortrædende offer, min soning. Denne høne skal møde døden, men jeg skal finde et langt og behageligt liv i fred.” Min far tog kyllingen med ud i køkkenet, og det sidste vi hørte, var dens kaglen efterfulgt af et bump! Det var det. “De kristne hader jøder” I mine teenageår besøgte jeg en ortodoks synagoge i den nordøstlige del af New York, hvor jeg modtog religiøs træning i fem dage. Jeg var stolt over at være jødisk. Men omkring et år før min bar mitzvah havde jeg mit første møde med antisemitismen. Vi boede omkring halvanden kilometer fra synagogen, og mens min far og jeg var på vej derhen for at fejre Rosh Hashanah, begyndte nogle børn at kalde os øgenavne og kaste ting efter os. Jeg kendte de børn og var rådvild over deres opførsel. Sådan havde de aldrig ageret før. ”Hvorfor kalder de os øgenavne?” spurgte jeg. Min far var så oprørt, at han ikke havde lyst til at tale om det. Til sidst sagde han: ”kristne hader jøder, og vi har ikke noget at gøre med dem. Vi forbander Jesus.” jeg vidste ikke hvem Jesus var, jeg vidste bare, at min far reagerede voldsomt. Det var enden på diskussionen. Han lod mig aldrig bringe emnet på bane igen. Første og sidste besøg i kirken  Nogle måneder senere, døde en af mine bedste venners far. Nogle af de drenge, jeg hang ud med ville med til begravelsen, og spurgte mig, om jeg ville med. De stod alle ude foran den katolske kirke, og jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne gå med indenfor. De gik ind, mens jeg blev ude. Ti minutter senere besluttede jeg mig for, at han var min ven, og at det ikke betød noget hvilken religion hans familie udøvede. Jeg tog en dyb indånding, gik ind i kirken og listede ned ad altergangen hen til mine venner. Da jeg skulle sætte mig på deres række, kom jeg ved et uheld til at sparke til en af bedeskamlerne og det gav et ekko i hele kirken.  Alle vendte sig og stirrede på mig. Jeg følte mig skamfuld og overbevist om, at Gud dømte mig, svor jeg, at jeg aldrig ville sætte fod i en kirke igen. Der mangler noget På min bar mitzvah kiggede jeg på toraen, og fornemmede, at der manglede noget – i mig. Jeg havde en masse religiøs træning, men jeg vidste ikke, hvem Gud var. Lige der gav jeg Gud et løfte: ”en dag vil jeg afdække sandheden om hvem du er, og hvad du forlanger af mig.” I løbet af nogle få måneder, glemte jeg dog alt om mit løfte. Selvom jeg stadig kom i synagogen, var Gud fjern fra mine tanker. Hvem er Jesus? Da jeg var femten, kom en god ven forbi min lejlighed og spurgte, om han måtte læse højt fra sin bibel. Det sagde jeg ja til. Han læste kapitel 53 fra Esajas’ bog for mig. “Hvem tror du, det handler om?” spurgte han. “Jeg har ingen anelse,” svarede jeg. Han sagde, ”jeg tror, det er messias, Jesus.” Da det gik op for mig, at han prøvede at prakke Jesus på mig, smed jeg ham ud af lejligheden og bad ham om aldrig at tale til mig igen. Nogle år senere, var jeg nødt til at konfrontere Jesus, manden, min far havde forbudt mig at tale om. Jeg så en kvinde, som udfordrede mig til at læse bibelen med hende. Da jeg var vokset op med den overbevisning om, at det nye testamente var forbandet, fokuserede vi kun på de hebraiske skrifter. Jeg begyndte at sammenligne den hebræiske bibel med det gamle testamente i den kristne bibel, og opdagede, at oversættelserne var meget ens bortset fra profetierne om messias. Et barndomsløfte bliver brudt Efter at have læst i skrifterne, besluttede jeg at bryde mit barndomsløfte og besøge en kirke. Præsten talte om hvordan Abraham var ”far” til jøderne og de kristne – specifikt far til alle dem, som tror på Jesus. Jeg reflekterede over denne ”tro” og indså i mit hjerte, at dette var noget, jeg ikke havde. Ikke lang tid efter kiggede jeg i det nye testamente for første gang. Min ven (ham, jeg havde smidt ud af lejligheden) havde givet mig et lille grønt eksemplar af det nye testamente. Jeg havde pakket det ind i nogle gamle beskidte strømper og skubbet det ind bagerst i min kommode. Nu fandt jeg det frem igen. Efter at have læst det første vers: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn…” vidste jeg på en eller anden måde, at hvis det jødiske folk var bestemt til at have en messias, måtte det være Jesus! Ikke længe efter bad jeg Jesus om at komme ind i mit hjerte. Den eneste jøde, der tror på Jesus Til at starte med holdte jeg det for mig selv. Jeg tænkte, “jeg må være den eneste jøde på Jorden, der tror på dette.” Så huskede jeg, at en gang i mellem havde nogle fra Jews for Jesus givet mig nogle hæfter på Manhattan. Jeg havde en bunke, jeg aldrig havde læst, der lå ved siden af den grønne bibel, og af en eller anden grund havde jeg beholdt dem alle sammen. Så der var andre jøder, der troede på Jesus! Inden for en uge havde jeg fortalt min eneste levende bedsteforælder, min mors mor, hvad jeg havde besluttet mig at tro på. Jeg havde aldrig hørt min bedstemor skrige før, da hun råbte: ”aldrig sig det navn højt i min tilstedeværelse igen!” Hun må have fortalt det til mine forældre, for da jeg kom hjem fra min bedstemor, havde min far en lignende reaktion. De forbød mig at fortælle andre i familien, hvad jeg troede på. Da min far faldt lidt til ro, sagde han, ”hvad er dette, noget nyt?”. ”Nej,” sagde jeg ”det er omkring to tusind år gammelt”. Det fik ham op i det røde felt igen. Nogle år senere fortalte jeg min mor, at Jesus var ligesom påskelammet, der blev ofret for vores synder. Hun chokerede mig, da hun svarede: ”da jeg gik i skole, fortalte min bedste ven mig det helt samme.” Det overraskede mig at hun stadig kunne huske det 40 år efter. De gode nyheder må deles!  To ting blev hurtigt klart for mig: som det første indså jeg, at det var en ”all-or-nothing-deal”. Jeg blev nødt til at leve hele mit liv for Gud. For det andet måtte jeg bringe budskabet om Jesus til mit folk. En ven fortalte mig at Jews for Jesus havde en bibelstudiegruppe på Manhattan, og der begyndte jeg at komme. Efter et år besluttede jeg at tage på bibelskole, og da jeg dimitterede, begyndte jeg at fortælle andre jøder om messias.   Fortællingen er oversat fra engelsk. Læs den originale artikel her.    

De trofaste få

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 27/9 2017 Forsoningsarbejdet i Israel-Palæstina-konflikten er fuld af udfordringer. Organisationen Musalaha oplever blandt andet en faldende interesse blandt unge for at deltage i deres initiativer for fred og forståelse. På trods af dette er der nogle trofaste få, som er villige til at tage kampen op, og de skinner et livsvigtigt lys for forandring. Nedenfor kan du læse en ungdomslederes refleksioner over en ”brobyggertur” til Norge. Når man arbejder inden for forsoning, håber man altid på en overvældende interesse fra dem, som er ivrige efter at skabe forandring. Dette kommer især til udtryk i arbejdet med den yngre generation, der efter sigende er mere åbne for at møde nye mennesker og lytte til nye perspektiver. Desværre er dette ikke altid tilfældet i vores Palæstina-Israel-kontekst. Det var for eksempel ret så svært at rekruttere deltagere til vores ”brobyggertur” til Norge, dels fordi de unge har travlt med enten at studere eller arbejde. Vi ser også unge mennesker, som har mødt stor modstand mod forsoning fra deres trosledere. Derved, bestod turen af en mindre gruppe sammenlignet med tidligere år. Først syntes disse rekrutteringsvanskeligheder meget nedslående. Som følgere af Kristus er vi kaldet til at være fredsskabere og gå foran i forsoningsarbejdet, og derfor forvente, at flere troende vil være interesseret i sådanne initiativer. På trods af at vi drog afsted med en mindre gruppe end ventet, havde vi nogle få trofaste deltagere, som var klar på at tage udfordringen op. På konferencen blev det tydeligt, at hvad gruppen manglede i kvantitet gjorde den op for i kvalitet gennem engagement. Den mindre gruppe gjorde det muligt for os at tilbringe mere tid med hinanden, og et resultat heraf var, at der blev bygget nogle stærke relationer. Der var en følelse af familiaritet, tryghed og glæde på lejren, hvor vi boede. På grund af denne atmosfære dækkede vi ikke kun nogle få basale kapitler fra Musalahas pensum, men vi undersøgte også nogle af vores historiske og teologiske forskelligheder. Disse emner er sandsynligvis nogle af de mest følelsesladede og sværeste at dække. For mange mennesker kan disse kontroversielle emner være afgørende for deres beslutning om at fortsætte med forsoningsprocessen. Deltagerne fandt ikke disse diskussioner lette. Nogle havde brug for at trække sig tilbage og havde ikke lyst til at fortsætte med at være i kontakt med den anden side. Dette gjaldt især dem, som aldrig havde hørt den anden sides politiske, historiske eller teologiske standpunkter før. Men den lille gruppedynamik og den tryghed, deltagerne skabte, faciliterede meningsfuld, respektfuld og produktive diskussioner. Begge sider kunne udtrykke deres positioner uden at føle sig angrebet eller bebrejdet. Til tider kunne diskussionen føles som et seminar, hvor deltagerne var der for at høre perspektiver modsat deres eget for at kunne lære og muligvis bygge bro mellem de forskellige fortællinger. I det hele taget fik alle deltagerne, også dem, der var meget udfordrede, en masse ud af undervisningen og her spillede gruppedynamikken en stor rolle. Alt i alt skinnede de trofaste få igennem på denne ungdomstur. At arbejde for forsoning er ekstremt udfordrende. Israelere og palæstinensere står ikke i kø for at engagere sig med hinanden. Men der vil altid være nogle få, som er villige til at tage udfordringen op og gå i dialog med den anden side. De trofaste få skinner et lille men livsvigtig lys i midten af håbløshed og fortvivlelse – et lys, som oplyser en ny sti af fred, forsoning og håb. Øverste billede (C) Musalaha Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale version her.  

Fakta og myter om messianske jøder i Israel

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 24/9 2017 Der findes mange myter om messianske jøder i Israel. Hvor mange er de? Hvad tror de på? Hvordan er de struktureret? For snart 20 år siden udgav Caspari Centeret bogen ”Facts and Myths About the Messianic Congregations in Israel” for at komme nogle af disse forestillinger til livs. Meget er dog sket gennem årene, og derfor bliver der i øjeblikket arbejdet på at lave en ny og opdateret udgave. Den første af sin slags ”Facts and Myths” var den første bog af sin slags, da den blev udgivet for snart to årtier siden. Siden da er der blevet udgivet flere teologiske bøger om den messianske bevægelse og om forskellige messianske jøder, men der er ikke blevet offentliggjort nogle nye data om antallet af troende eller om strukturen og teologien i de forskellige menigheder. Derfor ønsker Caspari Centeret endnu engang at tage disse spørgsmål op. ”Vi ønsker at være hensynsfulde” Bogen modtog også en hel del opmærksomhed i sin tid – positiv som negativ. Nogle følte sig afsløret af udgivelsen, da de hellere ville have forblevet under radaren. Andre fandt derimod den detaljerede research hjælpsom og udtrykte taknemmelighed over den. Med dette i tankerne, udtrykker David Serner, præst i den danske kirke i Jerusalem og ansvarlig for projektet, vil Caspari Centeret udarbejde denne nye udgave med en større opmærksomhed. ”Vi ønsker at være hensynsfulde over for de lokale menigheder og eventuelle følsomheder før vi begiver os ud i dette projekt.” Caspari Centeret har allerede taget kontakt til flere lokale menigheder, messianske organisationer og lokale ledere, som har givet deres støtte. De håber på, at tilvejebringe solide demografiske data over de næste seks måneder, hvorefter materialet vil blive klargjort til offentliggørelse. Verden har ændret sig Verden har ændret sig meget over de seneste 20 år. Mange menigheder har nu deres egne hjemmesider, og informationer om den messianske bevægelse er meget mere udbredte og tilgængelige for offentligheden. Der er også en ny åbenhed blandt troende i Israel, og det beskriver David Serner, som en naturlig konsekvens af den demografiske vækst. ”Vi er af den opfattelse, at antallet af menigheder er steget i de sidste to årtier, men uden formel research kan vi ikke vide i hvilken udstrækning”. Caspari Centeret sigter efter at fremstille et så præcist billede af troende i Israel igennem indsamling af nøjagtige empiriske data. ”Vi vil ikke lade os bukke under for ønskefuld tænkning eller et pessimistisk syn på det, der foregår i denne del af verden,” forklarer David Serner. ”Denne nye undersøgelse,” fortsætter han videre ”vil give mulighed for at reflektere over, hvad der har fungeret de sidste 20 år, og give information, som mange vil kunne bruge i bøn og overvejelse til at se fremad i arbejdet for at tjene vores messias.” Messianske jøder på dagsordenen på universitetet Elisabeth Levy, leder af Caspari Centeret, deltog i den årlige verdenskongres for jødiske studier i Jerusalem i august. Her blev der blandt andet afholdt en forelæsning under overskriften ”Christians, Missions and Messianic Jews in Controversy in Eretz Israel”. Forelæsningen havde blandt andet fokus på, hvordan religiøse og ultraortodokse jøder har udtalt sig i medierne om kristen missionsk aktivitet i staten Israel siden 1948. Efter forelæsningen blev der blandt andet diskuteret, hvor mange messianske jøder der bor i Israel i dag. Det var der ingen, der kunne give et godt svar på, men budene lå på omkring 6000-20000. I denne diskussion blev Caspari Centerets bog ”Facts and Myths” refereret til, som det eneste studie af dette emne. ”Jeg var beæret over at deltage i konferencen, og glædeligt overrasket over at opdage, at messianske jøder er på kortet. Det var også en bekræftelse på, at der er behov for en ny og opdateret version af ”Facts and Myths,” afslutter Elisabeth Levy.    

Jews for Jesus deler gode nyheder i Budapest

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/9 2017  I forbindelse med det jødiske nytår har Jews for Jesus været på gaden i Budapest for at fortælle om evangeliet. Avi Snyder, leder af den europæiske gren af Jews for Jesus, deler opmuntrende fortællinger om nogle af de møder, de havde under kampagnen. Her i blandt et jødisk par, som blev inviteret til at lukke Jesus ind i deres liv, og en muslimsk mand, som valgte at tage imod Guds gave om et nyt liv. Ildi fortæller: ”Min forlovede Gábor og jeg delte spørgeskemaer ud søndag morgen på en stor plads fuld af turister. Vi startede ud med at bede, og derefter gik vi ud for at tale med folk. Først mødte vi kun afvisninger, men så nærmede vi os et par, der så meget venlige ud. Jeg hilste på dem og stillede dem spørgsmålet ”hvem tror du, Jesus er” som jeg så ofte gør. De kiggede meget forundret på mig, og sagde noget, jeg ikke forstod, mens de vinkede afvisende med hænderne og gik væk. Gábor og jeg gik derefter videre for at tale med andre mennesker. Mens vi gik, foreslog jeg, at vi skulle bede til Gud om, at vi måtte få nogle gode samtaler. Mens vi bedte på ungarsk, begyndte nogen at råbe bag os: ”undskyld, vent, vent!” Derefter mærkede jeg nogen røre ved min skulder, og da jeg vendte mig om, så jeg kvinden fra det par, vi tidligere havde mødt. Hun sagde til mig: ”undskyld, men jeg læste bagsiden af din T-shirt. Det er jo hebræisk. Hvem er I?” ”Vi er jøder, som tror på, at Jesus er messias,” sagde jeg. ”Jesus?” sagde hun. ”Men jøder tror da ikke på ham.” Jeg smilede. ”Det gør jøder, som os.” De så først forbløffede ud men det udtryk blev hurtigt afløst af interesse. Eva og Sholom (ikke deres rigtige navne) var på besøg fra Israel. På trods af sprogbarrieren havde vi en dejlig snak på engelsk om Jesus, og de gav os med glæde deres kontaktinformationer, så vi kunne forblive forbindelsen ved lige. Francoise fortæller: ”Jeg talte med en ung mand, Turan, som har en islamisk baggrund, men som ikke er praktiserende muslim. Han fortalte mig, at han havde hørt, at Jesus var en profet. Jeg gav ham ret, og tilføjede så, ”men han var så meget mere.” Turan lyttede, da jeg forklarede, at Jesus, profeten lige som Moses og samtidig Guds søn, gav sit liv for os som betaling for vores synder og opstod fra de døde – til forskel fra nogen anden profet eller messiansk kandidat før ham. Som samtalen skred frem, blev det klart, at Turan var tynget af sin synd. Jeg fortalte ham, at han kunne få del i evigheden ved at bekende sin synd for Jesus og ved at stole på ham. Dette skabte en ydmyghed hos Turan. Da jeg spurgte, om han havde lyst til at bede om Jesus’ tilgivelse og forpligte sig på, at følge ham, åbnede Gud hans hjerte. Selvom Turan indrømmede, at nogle af de her ting var svære at omfavne, havde han lyst til at tage skridtet. Og derefter, ord for ord, bad han en bøn om tilgivelse med mig, hvori han modtog Jesus og lagde sit liv over til ham. Vær med til at bede sammen med os for kampagnen, og de mennesker, den har berørt. Bed særligt for de 24 mennesker, som har taget i mod Jesus som deres frelser.

Jeg flygtede fra sandheden

Louis Goldberg voksede op i en jødisk-ortodoks familie. Helt fra barnsben søgte han efter Guds nærvær, men oplevede, at de jødiske rabbinere ikke kunne give hverken svar eller vished. Som resultat heraf endte han ud som agnostiker. Senere i sit voksenliv, konfronterede en kollega ham med spørgsmål om tro og Jesus, og dette blev et afgørende vendepunkt i Louis’ liv. Læs hans personlige fortælling herunder. Der er særligt én Yom Kippur (den store forsoningsdag), der står tydeligt for mig. Jeg var ti år gammel, endnu ikke bar mitzva og til trods for mine forældres protester insisterede jeg på at tage med i synagogen. Jeg måtte jo have mine synder tilgivet! Med barnlig iver deltog jeg i alle begivenhederne den dag. Fyldt med opmærksomhed lyttede jeg til oplæsningen af de hellige skrifter, reciterede de gamle hebræiske bønner og blev dybt berørt af den særlige rytme, kantorens stemme skabte. Med hele mit hjerte søgte jeg tilgivelse for de synder, jeg havde begået, ved at være til stede den dag. Men selv da jeg gik hjem med min far den aften, blev jeg hjemsøgte af spørgsmål som ”har Gud virkelig hørt mine bønner?” og ”hvordan kan jeg være sikker på, at mine synder er blevet tilgivet?”. De svar, mine jødiske undervisere gav mig, viste sig ikke at være nok. De beroligede ikke min tvivl. Til sidst stoppede jeg med at stille de spørgsmål, som tilsyneladende ikke havde nogle svar. Jeg blev optaget af videnskabelige studier, ingeniørvidenskab og filosofi og deltog i alt, hvad livet kunne tilbyde mig. Min religiøse opvækst holdte mig fra at falde i dybere synd, men jeg endte ud som agnostiker. På trods af min søgen, betragtede jeg stadig mig selv som jødisk. Under overfladen lurede ubesvarede spørgsmål som ”hvem er jeg? Er det muligt, at lære Gud at kende? Hvad sker der, når jeg dør? Er det muligt at vide, at mine synder er tilgivet?”. Hvordan kan denne hedning vide så meget om bibelen? Da jeg havde afsluttet min ingeniøruddannelse, fandt jeg et arbejde. Her fik jeg en kollega, der troede, han var Guds ambassadør. Dette kom til udtryk i mine frokostpauser og på vej fra firmaet til togstationen. Han ville ikke lade mig være. I løbet af de næste to måneder fornærmede jeg ham, og gjorde alt for at få ham væk fra mit kontor, men han blev ved med at have et smil på sine læber. Når jeg kom med mine indsigelser, havde han altid skriftsteder klar som modsigelser. Jeg spurgte mig selv, hvordan denne hedning kunne vide så meget om vores tanakh. Det var jo mig, der burde vide alle disse ting. Jeg svarede ham aldrig, når han kom med sine argumenter. Det eneste jeg sagde til ham, var: ”er det alt, du ved?” og han svarede: ”det er nok, især for dig.” Efter tre måneder lagde han sin bibel på mit skrivebord og sagde: ”læs den, det vil ikke skade dig. Hvad du synes om den, er noget mellem dig og Gud.” Jeg var så træt af situationen, at jeg sagde: ”jeg vil læse det nye testamente og finde alle fejlene.” Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville bevise, at hans tro havde intet grundlag, og at han aldrig mere skulle forstyrre mig igen. Jeg besluttede mig for at starte med romerbrevet. Størstedelen forstod jeg ikke, men Gud begyndte at tale til mig. Jeg kom til romerbrevet kapitel tre vers 23 ”… for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud…”. Snart gjorde jeg min næste opdagelse. Alle forfattere i denne bog var jødiske, og den handlede om jødiske anliggender, anliggender som jeg kendte til! Det eneste, jeg havde problemer med, var de steder, Jesus blev kaldt Guds søn. På trods af dette var bogen, jeg havde ventet at være anti-jødisk, for jøder. Jeg vil ikke! Nogle måneder senere spurgte min kollega mig: ”Nå, hvad synes du?”. Jeg svarede ham, at Jesus kunne være messias. ”Mener du det virkelig?” spurgte han, og tilføjede: ”Du skal være helt sikker med hele dit hjerte!”. Jeg ved ikke, hvad der senere skete, men jeg råbte: ”nej, jeg vil ikke!”, løb op til mit kontor og smækkede døren i. Jeg ville aldrig se ham igen! Næste dag kom han på arbejde, som om intet var sket. Som sædvanlig sad han over for mig til frokost. Han talte om alt muligt, men ikke et ord om tro eller Jesus. Dette stod på i omkring en måned. Jeg begyndte at føle mig dårligere og dårligere tilpas. Så talte Gud til mig: ”Du kender sandheden. Hvad har du tænkt dig, at gøre med den? Hvorfor løber du væk fra den?”. Derefter pinte jeg mig selv i en måned med disse spørgsmål indtil jeg endelig gav op og bad: ”Herre, det er nok!”. Jeg knælede ved min seng og bad Jesus om at komme ind i mit hjerte. Jeg husker, at jeg følte en intens fred, som jeg aldrig havde oplevet før. I den jødiske tradition er en tzaddik et retfærdigt menneske, som kommer fra Gud med ilden fra hans alter. Han kommer til verden og rækker ud til de mest ensomme mennesker, og bringer Guds ild ind i deres hjerter for at lede dem ind i Guds nærvær. Jeg har opdaget, at Jesus er den sande tzaddik! Må mange flere komme til at kende til hans kærlighed og sandhed!   Fortællingen er oversat fra engelsk. Læs den originale artikel her.

Sommerlejre bygger bro til forældre

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 25/8 2017 Organisationen Musalaha oplever en stigende interesse for evangeliet blandt forældre til deltagere på deres sommerlejre. Mange udtrykker deres begejstring for den undervisning, børnene modtager. Budskaberne står i stor kontrast til den intolerance og racisme, de er vidner til i deres daglige liv.  Større diversitet er til velsignelse I takt med, at Musalaha har øget antallet af deres lejre, oplever de en større diversitet blandt både deltagere og ledere. Musalahas sommerlejre er åbne for alle børn på tværs af etniske og religiøse skel, men denne forandring har åbnet op for, at en bredere gruppe børn kan møde hinanden og lære hinanden at kende. Forældre lærer om kærlighed I modsætning til tidligere år har mange forældre udtrykt deres taknemmelighed over Musalahas arbejde. De oplever, at ikke kun deres børn, men også forældrene selv får gavn af undervisningen på lejrene. Nogle forældre vælger at være med under timerne sammen med deres børn. Budskaberne står i stærk kontrast til den intolerance og hårdhed, de møder til dagligt i samfundet. En forælder delte dette vidnesbyrd med én af lejrlederne: ”Du har ingen ide om, hvad jeres undervisning og entusiasme gjorde for mig. Jeg kom i morges og var skuffet og følte mig elendigt til mode, men jeres budskab ændrede min indstilling!” Moren krammede derefter lederen og begyndte at græde. Fordi hendes barn var med på lejren, lærte hun sunde reaktionsmønstre som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvkontrol på ovenstående ødelæggende indstillinger. Samvær nedbryder fordomme Musalaha samarbejder også med grupper fra Amerika og Europa. Grupperne tilbringer sommeren med at hjælpe til på lejrene, og de oplever herigennem at få nedbrudt mange af deres fordomme. Mange kommer fra samfund, der i stigende grad er præget af en større polarisering og religiøs intolerance. Ved at tilbringe tid i en landsby, hvor størstedelen af indbyggerne er muslimer, hjælper det dem til at komme af med deres forudindtagede holdninger. Dette gælder unge såvel som ældre ledere. Nedenfor reflekterer amerikanske pastor Eric Bryant over hans tid i en lejr på Vestbredden i byen Nablus. – På begge sider af muren så jeg børn, der mindede mig om vores børn. De elskede is. De elskede at lege. De elskede hinanden. – En anden ting, vi alle har til fælles: vi kan ikke lide, at blive sat I bås. Ingen kan lide at blive misforstået. – Ikke alle israelere er ens. Ikke alle palæstinensere er ens. Ikke alle amerikanere er ens. Den bedste måde at forstå andre på, er ved at lære dem at kende. At arbejde som frivillig i Nablus på Vestbredden gav os den mulighed. Læs artikel fra Musalaha her.

Messianske jøder kæmper for deres ret til israelsk statsborgerskab

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Mange messianske jøder, der ønsker at ansøge om israelsk statsborgerskab, oplever at blive afvist udelukkende på baggrund af deres tro. Da Israels premierminister sidste måned slog fast, at den jødiske stat er ”forpligtet på at sikre frihed inden for alle trosretninger og alle borgeres rettigheder”, undrede mange messianske jøder, der prøver på at immigrere til Israel, sig over, hvordan deres tro passer ind i dette billede af demokrati og tolerance. ”I hele Mellemøsten svinder kristne grupper ind og minoriteter bliver forfulgt. Men her i Israel er vi stolte af, at have et voksende og blomstrende kristent fællesskab, og vi garanterer alle borgeres rettigheder”, udtalte Benjamin Netanyahu i sin velkomsttale under Donald Trumps besøg i Israel. Alligevel oplever et flertal af jøder, som tror på, at Jesus er messias, at de systematisk bliver nægtet retten til at immigrere til Israel grundet deres tro. Det er almindeligt kendt, at indenrigsministeriet forhindrer messianske jøder i at opnå statsborgerskab. Selvom reglerne er strenge for at immigrere til Israel, opmuntrer Israel aktivt jøder verden over til at gøre den jødiske stat til deres hjem. Jøder, som immigrerer, modtager forskellige fordele, der skal hjælpe dem med at starte deres liv op på en god måde. De inkluderer blandt andet store besparelser på køb af hus og biler, skattenedsættelser på deres indkomst gennem de første år og gratis sprogkurser. Man skal være i stand til at dokumentere, at man er jødisk, eller at man nedstammer fra mindst én jødisk bedsteforælder. Derefter, må man, ifølge loven om at vende tilbage, flytte til Israel og modtage statsborgerskab. Men, jøder, der tror på Jesus, kategoriseres som ”kristne”, og har ifølge loven hermed afskrevet sig deres jødiske identitet, og er derfor ikke længere egnet til statsborgerskab – selvom de har bevist deres jødiske afstamning. Mange messianske jøder kæmper stadig for deres ret til at leve i Israel, og oplever, at deres sager bliver trukket i langdrag. En anonym kvinde deler sin historie og sine tanker i en artikel på nyhedssiden kehilanews.com. ”Min søn er født jøde, og derfor har han ret til at immigrere til sit hjemland, fordi loven siger, at børn af jøder, og selv bedsteforældre, er egnede til statsborgerskab. Politiske og religiøse overbevisninger er ikke statens anliggende, og det er heller ikke noget, som bør kunne gøre dem uegnede ifølge loven om at vende tilbage.” På trods af, at sønnen havde al den nødvendige dokumentation, blev han alligevel afslået statsborgerskab. I begrundelsen herfor stod der: ”du er blevet nægtet statsborgerskab, fordi du tilhører den messianske jødedom, og det er en undtagelse i forhold til loven om at vende tilbage.” Kvinden reflekterer over, at i alle demokratiske nationer verden over er jøder frie til at tro på hvad de vil eller slet ikke noget. Selv i Israel kan en jødisk person være involveret i new age, buddhisme, ateisme og så videre. ”Men tro på Jesus? Så bliver du sat i bås som en ”farlig missionær”, og antimissionske organisationer vil arbejde hårdt for at finde ud af, hvem du er, og holde dig ude,” udtrykker hun og fortsætter: ”denne premierminister er ikke vores forestilling om at garantere alle borgeres rettigheder.”   Læs den originale artikel fra kehilanews.com her.

Et hav af hans kærlighed

Marit Long  Syd for Tel Aviv ligger byen Bat Yam lækkert ud til middelhavet. Her finder vi menigheden Yam Ahavato, som betyder ”et hav af hans kærlighed”. Pastor Shmuel Birnbaum oplevede, at han fik navnet på menigheden fra Gud. Shmnuel Birnbaum voksede op i et traditionelt jødisk hjem i USA, uden at familien aktivt praktiserede troen udover at fejre de jødiske højtider. Han blev troende som 22-årig. Da havde han allerede været aktiv i hippiemiljøet i flere år, et miljø som, i følge ham selv, påvirkede ham negativt både psykisk og følelsesmæssigt. Gud kalder En del år senere var Shmuel på et bønnemøde, og der oplevede han, at Gud forandrede ham på en radikal måde. Han var ikke optaget af jøderne, men oplevede, at Gud sagde til ham, at ”du er jødisk. Jeg vil, at du skal drage tilbage til dit folk. Jeg vil, at du skal gøre noget for dem. Jeg vil, at du skal give dit liv til mit folk”. I 1991 flyttede Shmuel og Chaya Birnbaum fra USA til Israel med fem små børn, og et kald om at starte en messiansk menighed. Selvom kaldet var klart, var vejen uklar, og de første år var meningsfulde, men også krævende. Shmuel kom til et punkt, hvor han måtte erkende, at han var meget udbrændt, og sagde til Gud: ”Jeg er her, og jeg ser, at mine børn udretter ting, men hvad med mig?” Gud svarede, og sagde, at han havde noget til Shmuel. Dette var i 1994, og kort tid efter kom opstarten af den nye menighed i Bat Yam, som ligger udenfor Tel Aviv.  Shmuel og Chaya oplevede, at de fik navnet på menigheden fra Gud: Yam Ahavato, som betyder ”et hav af hans kærlighed”. Fællesskabet er vigtigt Når Shmuel fortæller om menigheden og det, som kendetegner den, hører jeg, at navnet på mange måder reflekterer deres fællesskab. Han fortæller, at det er en lille menighed, men at styrken er, at alle bliver set. Det er et åbent miljø, hvor man ved, hvad der foregår og let kan mobilisere hjælp, når det er behov for det. Som pastor udtrykker han, at det er en stor glæde at vide, at han hjælper folk og at han er med til at bidrage til, at de lever nær Jesus. Han ved, at fællesskabet betyder meget for dem, som kommer, og at folk oprigtigt bryder sig om hinanden. Troen på Jesus har konsekvenser Men vejen har ikke altid været let, og menigheden har haft sine op-og nedture. Den største udfordring, sådan som Shmuel ser det, er ikke bare at dele evangeliet, men at finde folk, som er villige til virkelig at følge Jesus. En jøde kan måske høre om Gud og være nysgerrig, men noget andet er at nå til det punkt, hvor man virkelig er villig til at forlade alt og følge ham og tage imod ”the pearl of great price”. Omvendelse er lidt mere kompliceret for jøder, end for os andre. Der er mange spørgsmål: hvor kommer jeg til at blive begravet? Hvor skal jeg gifte mig? Hvad med min familie? En vigtig værdi er at opretholde en holdning, hvor man både kan være jødisk og troende. Menigheden evangeliserede på stranden for nogle år siden, og ønsker at gøre det igen. Det handler om, at bygge relationer til mennesker, og om at bede. Shmuel forklarer, at konceptet for evangelisering er det samme for alle, men at perspektivet i en jødisk kontekst er anderledes. Når nogen modtager Jesus, som deres frelser, så handler det om Guds intention for Israel. En jøde bliver ikke bare troende, men fuldfører sin identitet som jøde. Yam Ahavato rummer forskellighed Yam Ahavato er mindre end en typisk messiansk menighed i Israel, men den inkluderer et vidt spektrum af mennesker fra hele verden, blandt andet en arabisk kristen familie, amerikanere og russere. Menigheden oplever, at Gud har velsignet dem rigt, også økonomisk. De har møder lørdag aften, og starter med bøn. De beder for landet, om sikkerhed for landet og for regeringen.  Fokusset på bøn i begyndelsen af gudstjenesten startede ud fra et tydelig behov: tidligere skete det ofte, at de hørte om terrorangreb, da de skulle starte mødet, og tænkte ”hvad gør vi nu”? De bestemte sig for at begynde at bede imod terrorangrebene. De vælger specifikke byer og beder om Guds beskyttelse over byen, soldaterne og så videre. Yam Ahavato oplever dette som en del af deres ansvar som menighed. Efter bønnen fortsætter mødet med en lovsangsblok på cirka 30 minutter, og så er der en tale. Afsluttende er der forbøn efter behov. Menigheden rækker ud Yam Ahavato driver også et distributionscenter, som er åbent hver torsdag. Der kommer cirka 60 familier for at få mad og tøj. Én gang om måneden laver og serverer de varme måltider til cirka 40 personer. Shmuel deler gerne lidt om jødisk historie, bibelsk historie og tro. Menigheden har også en bibelgruppe samt en ungdomsgruppe. Shmuel og Chaya’s vision og ønske er, at folk skal kende Jesus, og at de som menighed skal nå byen med Guds kærlighed. Discipelskab er en nøglefaktor. Shmuel er optaget af først og fremmest at leve med Jesus i sit eget liv, og at det, han prædiker, stemmer overens med hans eget liv. Derudover er han optaget af at bruge tid med folk, og ”tage dem under vingerne” – med Jesus som rollemodel.   Bed med os:   -For Shmuel og Chaya Birnbaum -For menigheden Yam Ahavato -For arbejdet med evangelisering og discipelskab i menigheden -For flere arbejdere/frivillige -For det messianske miljø i Israel  

Studenterarbejdet i Israel: ”der er meget at glædes over”

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  I den israelske studenterbevægelse Fellowship of Christian Students in Israel (FCSI) er der meget at glædes over. Generalsekretær Zaher Haddad fortæller om udfordringer og velsignelser i arbejdet med unge landet over gennem det seneste år.  Gud er i kontrol Endnu et skoleår har nået sin ende, og det reflekterer Zaher over i det seneste nyhedsbrev fra juni måned. Noget af det, de erfarer meget i studenterbevægelsen, skriver han, er, hvor meget de har brug for at stole på Gud, når de tjener ude på de israelske uddannelsesinstitutioner. ”Nogle gange, når vi laver planer, er vi i stand til at udføre dem. Andre gange bliver de ikke til noget, og så begynder vi måske at stille spørgsmål som ”hvorfor” og ”hvordan”, og det kan føre til en følelse af skuffelse,” skriver Zaher.   Selvom arbejdet kan være fyldt med udfordringer og nederlag, er det Gud, som bærer projekterne, understreger han. I nyhedsbrevet minder Zaher os om, at Gud beder os glæde os på trods af alle udfordringerne omkring os. Gode projekter giver glæde Studenterbevægelsen har aktive grupper over hele landet, der rækker evangeliet videre til deres studiekammerater, og som afholder bibelstudier og bønnemøder. Deres vision er klar: at se aktive og indflydelsesrige studentergrupper på hvert eneste universitet og college i Israel, som påvirker både kirken og samfundet. ”Der er meget at glædes over i FCSI,” skriver Zaher: ”Vi glæder os over vores julefremstød ved universitetet i Haifa, hvor mere end 80 studerende med forskellige baggrunde fik del i juleevangeliet.” ”Vi glæder os over de to foredrag, der tog sted ved Technion-universitetet. Det første emne var ”eksisterer Gud ikke?”, og det andet var ”begravede videnskaben Gud?”. Vi modtog så god respons og så mange spørgsmål fra eleverne, at vores ansatte og én af talerne var nødt til at komme tilbage en uge senere, for at svare på flere spørgsmål.” ”Vi glæder os over vores lejrweekend, hvor mere end 80 studerende (hebræsik, arabisk og internationale studenter) havde tid til at lovsynge, bede, spille spil og tage på vandreture sammen. Lederen af lejren var forundret over at se mennesker med så forskellige baggrunde være forenet i samme ånd.” Bed med os Vær med til at bede for FCSI og de studerende i Israel. Bed gerne for: – At bestyrelsen og studenterkomiteen må få visdom til at tage gode valg i forhold til studenterbevægelsens fremtid og andre udfordringer. – Missionstur til Colombia og Canada i august i samarbejde IVCF Canada. – Studenterkonferencerne i efteråret. – At deres finansielle behov må blive mødt snart.  

Mediernes portrættering af messianske jøder i Israel

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Mange messianske jøder har oplevet at blive latterliggjort, chikaneret og endog overfaldet af deres israelske landsmænd. Men hvordan har medierne dækket de messianske jøder gennem årene? Det har Lea Bendel undersøgt i en artikel i tidsskriftet Mishkan, der udgives af Caspari Centeret i Jerusalem. Hun har analyseret medieuddrag helt tilbage til 1979, og tegner herigennem nogle klare tendenser i portrætteringen og opfattelsen af messianske jøder i de israelske medier.

Kristen eller jøde?

Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til deres identitet. På trods af, at de deler overbevisningen om at Jesus er messias med ”hedninge kristne”, adskiller messianske jøder sig ved at omfavne deres identitet som jøder. Dette har distanceret dem til både den kristne kirke, der ikke forstår, hvorfor de holder fast i de jødiske traditioner, og det israelske samfund, der oplever deres tro som direkte forkastelig og forræderi. I forlængelse heraf har det hebraiske ord for kristne notzrim en meget negativ klang i Israel, da det forbindes med en tragisk historie fyldt med antisemitisme i form af korstogene og holocaust. Joseph Shulam, messiansk jøde, har opsummeret dette spændingsfelt i en enkelt sætning: ”Vi er ofte for jødiske for de kristne, og for kristne for jøderne.”

Sproget former holdninger

Sprogbruget spiller en stor rolle, når den offentlige mening om en minoritetsgruppe bliver dannet. Lea Bendel fremhæver forskellige artikler, hvori der er brugt meget farvede udtryk og personlige holdninger. Det er heller ikke ualmindeligt, at Holocaust bliver nævnt i forbindelse med messianske jøder. Udtalelser som ”Hitler dræbte vores legemer for os og de dræber vores sjæle,” og ”messianske jøder er ansvarlige for mordet på seks millioner under Holocaust” er holdninger, som præger debatten. På samme måde er paralleller til terroristgrupper heller ikke ualmindelige. Mange medier har igennem årene også spredt falske informationer om messianske jøder og deres trospraksis. Det er for eksempel ikke usædvanligt, at messianske jøder bliver forvekslet med andre trossamfund. Lea Bendel giver flere eksempler på artikler, hvori messianske jøder bliver ligestillet med kristne sekter såsom Moon-bevægesen, Scientology eller Children of God, eller hvor organisationen Jews for Jesus bliver brugt som synonym for hele bevægelse.

Yad L’Achim og anti-mission

Yad L’Achim er den mest velkendte anti-missionske organisation i Israel. Den er grundlagt i 1950, og et af dens hovedformål er at kæmpe i mod ”den missionske trussel”. Yad L’Achim har mange tusinde agenter placeret rundt om i Israel, som holder øje med blandt andet messianske jøder. Organisationen har også fået fyret messianske jøder på baggrund af deres tro. En lille del af deres budget kommer fra blandt andet udenrigsministeriet og uddannelsesministeriet i Israel. Debatten om, at messianske jøder er missionærer, som vil have jøder til at omvende sig fra deres tro og døbe dem ind i kristendommen, førte til, at der blev lavet en anti-missionærlov. Det er ikke alle, der er helt klar over, hvad denne lov indebærer, og mange evangelister bliver skræmt væk, når anti-missionærer prøver at overbevise dem om, at det er ulovligt at sprede evangeliet. Egentlig er det lovligt, så længe man ikke tilbyder folk penge eller materielle goder for at ændre deres religion. Er den jødiske demokratiske stat demokratisk? Regeringens rolle i den jødiske demokratiske stat er meget omdiskuteret. Nogle argumenterer, at fokus på jødedommen er stærkere end nødvendigheden af at være et demokrati. Det er utvivlsomt, at religiøse autoriteter har stor indflydelse på politiske beslutninger, og det kommer også til udtryk i debatten om messianske jøder. Medlemmer af staten lægger ikke skjul på deres holdninger, og med deres position har de ligeledes indflydelse på deres israelske medborgere. Det religiøse råds overhoved i Eilat har for eksempel udtalt, at han ”er alt for godt bekendt med messianske jøder” og at han ”personligt vil sørge for, at de ikke vil overleve her.” Udviklingen er positiv Der er ikke noget enstemmigt perspektiv på messianske jøder i Israel. Nogle journalister skriver til fordel for, eller i det mindste upartisk om de troende. Andre skriver i en mere provokerende stil. Gennem de seneste år oplever flere og flere messianske jøder, at medierne giver dem en platform, hvor de i stigende grad får lov til at sætte egne ord på deres tro. Det har mange messianske jøder brugt som en mulighed for at fortælle deres personlige historie. Lea Bendel afslutter sin undersøgelse med at konkludere, at der generelt set er sket en positiv udvikling i offentlighedens anerkendelse af de uretfærdigheder, messianske jøder oplever fra både ekstreme ortodokse grupperinger og fra regeringens side. Læs hele Lea Bendels undersøgelse her.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503