Forfatter: Maria Strøm Risbjerg

Forsoning begynder med generøs teologi

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 14. december 2017. Bogført i Nyheder.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, december 2017

I sommers besøgte den teologiske sværvægter, Chris Wright, Danmark, og vi benyttede chancen for at interviewe ham om Bibelen som Guds store fortælling, og om hvorfor det er vigtigt, vi som kristne ser Bibelen som sådan. Vi spurgte ham også om, hvorfor han er så optaget af forsoning mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder.

For Chris Wright er det helt essentielt, at vi ser Bibelen som Guds store fortælling. ”Hvis vi glemmer, at Bibelen er Guds fortælling, kan vi let komme til at glemme, hvilken historie vi egentligt lever i,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Og når vi glemmer vi lever i Guds fortælling – og lader os forme af den – bliver vi i stedet formet af kulturens fortællinger og myter. Vi lever vores liv i disse fortællinger – frem for i Bibelens.”

Guds fortælling er fortællingen
”For os, der er kristne, er Guds fortælling ikke blot en fortælling ud af mange, men fortællingen,” pointerer Chris Wright. ”Det giver os en forklaring på universets tilblivelse, om menneskets problem og hvad Gud gør ved det – og så peger den fremad og giver os håb,” understreger han. ”Når vi skal finde ud af, hvem vi er, bliver vi nødt til at gå længere tilbage end pinsedagen, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger. Vi er nødt til at gå helt tilbage til Abraham og se, at vi som kristne er blevet indlemmet i Guds folk, hvis opgave det altid har været at samarbejde med Gud i hans mission til verden.”

Guds folk skal være en velsignelse

Chris Wright mener, det er vigtigt først at afklare, hvem vi er, for at kunne afklare, hvad vores opgave er, mens vi lever her på jorden. ”Hvis det er sandt, vi er Guds folk, må det også være vores opgave, vores mission, at leve med Guds formål for øje,” fastslår han. ”Gud kaldte Abraham til at være en velsignelse. Det er stadigvæk vores opgave, som Guds folk,” forklarer Chris Wright. I den sammenhæng er det helt afgørende dels at proklamere evangeliet, men også at leve et liv, som kan vise samfundet, hvad det vil sige at tilhøre Gud.

Vi er ét
Forsoning er også helt central i Guds fortælling, mener Chris Wright. ”Forsoning er hjertet i evangeliet. Paulus understreger meget kraftigt – fx i Efeserbrevet – at det ikke blot handler om forsoning mellem Gud og mennesker, men også mellem mennesker. Kristne, som ellers ville være adskilt af fx race eller hudfarve, er nu ét i Kristus, og Paulus formaner os til at holde fast i den enhed. Og som kristne er det helt essentielt, vi tager del i og opmuntrer andre til at tage del i denne forsoning,” understreger han.

Derfor er Chris Wright også dybt involveret i et forholdsvist nyt netværk under Lausannebevægelsen, kaldet LIRIP (Lausanne Initiative for Reconciliation in Israel-Palestine; Lausannes initiativ til forsoning i Israel-Palæstina). ”Det er egentligt en gruppe venner, som mødes og taler sammen,” forklarer han om netværket, som har rødder tilbage til Lausannes store verdenskongres i 2010. ”Der er jo nok at være uenige om,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Men det var der altså også på Paulus’ tid, når det kom til spørgsmålet om, hvordan troende jøder og ikke-jøder skulle være i menighed sammen. Spørgsmålet om sabbatten, rent og urent og mange af de andre forhold, som er med til at konstituere jødisk identitet, var potentielle konflikter.” I dag er det spørgsmålet om land og løfter, som er omdrejningspunktet for meget af konflikten mellem palæstinensere og israelere.

Gammel Testamente er ikke en geopolitisk plan
”Jeg har sympati for de af mine messiansk-jødiske venner, som mener, at den moderne stat Israel er et resultat af Guds trofasthed og opfyldelse af løfter i det Gamle Testamente,” forklarer Chris Wright. Alligevel tilføjer han: ”Men jeg mener på samme tid heller ikke, at vi bare kan tage det Gamle Testamente og bruge det som en geopolitisk plan i forhold til, hvem der har ret til hvilke landområder i Mellemøsten. ”Det er et utroligt svært spørgsmål at navigere i, mener Chris Wright, og det er derfor, det er så vigtigt, at mennesker fra begge sider af konflikten mødes og taler sammen. For at lytte til hinandens fortællinger.

Forsoning handler om discipelskab
Netop det sidste er væsentligt i forhold til det statement, der kom fra netværket, i forbindelse med deres møde på Cypern i 2016. ”Når man læser Lanarca-statement, handler det egentligt blot om helt grundlæggende discipelskab,” forklarer Chris Wright, men karakteriserer alligevel udtalelsen som ”et lille mirakel”. ”Det, den egentligt ’bare’ siger er: Hvis vi begge er efterfølgere af Jesus, så lad os interagere og have en relation til hinanden, som Jesus fortæller os, vi skal have. Det betyder, vi skal lade være med at lyve om hinanden, ligge i strid med hinanden, skændes og dæmonisere hinanden. Lad os i det mindste tale sandt om hinanden og lytte til hinanden. Hvad Larnaca vil gøre er at sætte nogle rammer for interaktion med hinanden. Det er i sig selv et profetisk tegn,” mener Chris Wright.

Brobyggende teologi
For Chris Wright er Lanarca-statement et konkret eksempel på det, han kalder brobyggende teologi og praksis. ”Målet og håbet med forsoningsarbejdet er jo at bygge broer i stedet for mure; at nå frem til en brobyggende fortælling,” fastslår han og fortsætter: ”Man må spørge sig selv: Kan vi skabe plads til hinanden indenfor vores eksisterende teologi omkring landet og udvælgelse? Kan vi have en generøs teologi, der er åben, selv hvis den adskiller sig fra andres?” spørger Chris Wright.

Vi må interagere med generøs teologi
Chris Wright understreger også vigtigheden af, at ingen af parterne føler, at de er nødt til at give køb på deres teologiske overbevisning: ”Selvfølgelig både kan og skal vi have tolkningsdiskussioner, men vi må interagere med hinanden med generøs teologi. Kun på den måde kan vi have håb om at ende med to teologier som ikke støder sammen, men er villige til at give plads til hinanden,” slutter han.

Denne artikel er forkortet. Læs den fulde version her.

Foto øverst: Arne Pedersen

En ny retning

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 14. december 2017. Bogført i Mission og messianske jøder.

Guro Kvakestad, redaktør på magasinet Først

Omer Klein voksede op i en sekulær, velstående familie, hvor religion og åndelig søgen aldrig var et tema. Men en bombe, et syn og nogle missionærer fra Skandinavien fik ham til at skifte kurs fuldstændig. Her er hans historie.

Jeg kom til tro i 2011. Jeg var først med i en messiansk menighed i Tel Aviv, men der blev splittelse. Så jeg begyndte at se mig om efter et andet sted at gå i kirke, men fandt ikke noget fællesskab jeg trivedes i. Det var som om Gud hele tiden lukkede døren. Helt tilfældigt ”faldt jeg over” Immanuelkirken.

Som en familie
Egentligt var vi et umage par, eftersom jeg hverken var interesseret i en traditionel kirke eller i den lutherske udgave af kristen tro, og jeg blev chokeret første gang jeg så præsten i den traditionelle præstekjole. Jeg ville simpelthen ikke have noget med sådan et kirkesamfund at gøre. Det som efterhånden fik mig til at ændre mening, var fællesskabet, og måden jeg blev modtaget på. Lige fra første møde mærkede jeg en fornemmelse af at høre hjemme; at være en del af en stor familie. Det havde jeg ikke oplevet i nogen af de andre menigheder, jeg havde opsøgt. Her fandt jeg et fællesskab, som var ungt og dynamisk; inkluderende og udadvendt. Der var en enhed og et fokus på Guds ord, jeg ikke havde set andre steder. Samtidig var det en tydelig international menighed, hvilket tiltalte mig meget.

Mange penge; lidt kærlighed
Men for at begynde med begyndelsen: Jeg blev født i Rishon Letsion – en by lidt uden for Tel Aviv – i en velstående familie. Økonomisk manglede vi aldrig noget, men jeg så mine forældre meget lidt, da de var optaget af at arbejde og rejse. De var begge meget ambitiøse og karriereorienteret, og det gik selvfølgelig ud over familielivet. Der var ingen til at opdrage os; ingen til at give os kærlighed; ingen til at opmuntre og vejlede os som forældre skal. Jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv, at det var fint ikke at have økonomiske bekymringer, men kunne vi måske have lidt færre penge og lidt mere omsorg?

Religion var aldrig et tema hos os, selvom det hele tiden lurede i baggrunden. Mine bedsteforældre var religiøse – meget religiøse – og vi plejede at tilbringe ferierne hos dem. Der lærte jeg om jødisk tro, men kun på et teoretisk plan, for de praktiserede ikke. Så religion havde aldrig en fremtrædende plads i mit liv. Og hvis jeg skal være ærlig, brød jeg mig faktisk heller ikke om det aspekt ved tilværelsen. Det handlede om videospil, shopping, skole og venner.

Libanon
Jesus og kristen tro anede jeg også meget lidt om, bortset fra det vi havde lært i skolen, og det var meget sparsomt. Alle skal lære om de forskellige religioners historie, men der bliver ikke diskuteret teologi. Det nærmeste jeg kom nogen interesse for religion, var da min familie rejste til Italien og besøgte Vatikanet i forbindelse med min bar mitzva. Jeg syntes, paven havde så fint tøj, og jeg spurgte, om jeg ikke også måtte få sådan noget. Det måtte jeg ikke.

Da jeg var færdig med skolen, skulle jeg, som enhver anden ung i Israel, aftjene værnepligten. Min enhed blev udstationeret i Gaza. Heldigvis var der ikke konflikt på det tidspunkt, og efter tre år havde jeg afsluttet min tid i hæren. Men i 2006 udbrød der krig mellem Israel og Libanon, og jeg blev indkaldt til reserven. Da var det allerede nogle år siden, jeg havde afsluttet værnepligten, og som en del af reserven havde vi ikke fået regelmæssig træning for at vedligeholde vores evner. Oveni blev krigen heller ikke håndteret særligt godt af myndighederne.

Et syn
Vores enhed blev placeret lige nord for Metula. Vi rykkede nordpå, men en dag var der en bombe i sandet, vi ikke opdagede. Den eksploderede, flere blev dræbt og jeg mistede synet. Jeg blev evakueret til sygehuset, og min tid som soldat var forbi. Men da jeg lå der, halvvejs bevidstløs i sygesengen, havde jeg et syn. Jeg så Jesus stå ved fodenden af sengen. Han sagde to ting til mig: ”Du bliver helt rask og får synet igen.” Og: ”Jeg elsker dig!” Jeg havde som sagt ikke haft meget med religion eller åndelighed at gøre, men jeg vidste, det var Jesus, som stod der.

Flere uger og operationer senere blev jeg udskrevet fra sygehuset med 50% af synet i behold. Episoden med Jesus lå hele tiden i baghovedet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den, og langt mindre hvordan jeg skulle fortælle det til familie og venner. Ingen ville tro mig. Jeg troede knapt på det selv. Så jeg fortsatte med livet som før Libanon-krigen: job, familie og venner, og glemte mere eller mindre synet.

Tog imod Jesus
Lige til en dag hvor jeg var i shoppingcenteret i byen og mødte nogle missionærer fra Skandinavien med t-shirts, hvor der stod: ”Jesus elsker dig!” Jeg skvatt til, og huskede pludseligt synet jeg havde haft på sygehuset. Det her bekræftede min oplevelse på sygehuset; det var ikke mig, som så syner; der var tydeligvis også andre mennesker, som kendte denne Jesus, og som mente, at han elskede dem. Jeg gik over til dem og fortalte dem om min oplevelse. De blev naturligvis meget begejstrede og satte mig i kontakt med præsten fra deres menighed. Der tog jeg imod Jesus og lod mig døbe tre måneder senere.

Om jeg havde nogle indvendinger mod at tro på Jesus? Normalvis vil det ikke falde en naturligt, som er jødisk, at ”gå over til den kristne tro” på grund af alt det, som er sket i kristendommens navn mod det jødiske folk. Det bliver regnet som det ultimative svigt, hvis du konverterer. Men for mig var der ikke tale om kristendom i traditionel forstand. Det var mere en logisk følge af alt det, som var sket tidligere i mit liv. For det første var jeg heldig overhovedet at være i live. Hvorfor var det mig, som overlevede bomben og ikke de andre i min enhed? For det andet havde jeg dette syn på sygehuset. I udgangspunktet troede jeg ikke på sådan noget, men oplevelsen var for virkelig til at affeje som noget skørt og tosset. For det tredje så jeg disse t-shirts, som havde præcist det samme budskab, som jeg fik i synet. Hvordan kunne jeg ignorere disse tegn? For mig blev det de argumenter, jeg havde brug for.

I dag er Omer en del af menigheden i Immanuelkirken. ”Her har jeg fundet min familie,” fortæller han.

Farvel til Bodil – om Guds trofasthed og bibelsk optimisme

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 14. december 2017. Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 14/12 2017

Efter elleve års tjeneste i Israelsmissionen takker Bodil Skjøtt af som generalsekretær. I den forbindelse er jeg hoppet på cyklen i retning mod Aarhus Vest for at tage en snak om den rejse, både hun og Israelsmissionen har været på det seneste årti. Da jeg smilende bliver inviteret indenfor til en kop te, er der mange steder, vi kunne begynde vores samtale. Men med Bodil er der ingen udenomssnak. ”Hvad er det, Israelsmissionens arbejde skal måles på?” spørger hun og tilføjer ”Kommer mennesker til tro? Møder jøder Jesus?” Denne hjertesag afspejler ikke bare Bodils engagement som generalsekretær, men er en passion, der på mange måder rækker ind i alle aspekter af hendes liv.

Messianske unge giver liv
Der er sket meget i den messianske bevægelse i den tid, Bodil har været engageret i Israelsmissionen. En ny generation af messianske jøder, der på mange måder fylder meget, er blomstret op, og det glæder hende meget. Denne voksende generation af unge reflekterer over, hvad det vil sige at være en jesustroende jøde ind i et israelsk samfund, som de ikke distancerer sig fra, men ønsker at bidrage til og være en del af. Gennem de seneste år oplever flere messianske unge også, at medierne i stigende grad giver dem en platform, hvorpå de får lov at sætte ord på deres tro og tanker. Når der bliver arrangeret nationale ungdomslejre kan de tælle op til 400-500 deltagere, og det er en forandring, der står i klar kontrast til tidligere år.

Evangeliet handler om forsoning
Forsoning ind i den messianske bevægelse og ind i konflikten er i høj grad en hjertesag for Bodil. Israelsmissionen begyndte sit engagement i organisationen Musalaha helt tilbage i 90’erne, og det har siden fortsat med at være et helt centralt emne i organisationen. ”Evangeliet handler om, at Gud har forsonet sig med os!” slår Bodil fast og fortsætter: ”Vi må gøre evangeliet synligt og troværdigt og hjælpe vores partnere med at tage denne problemstilling op.” Studenterarbejdet er én af de forbindelser, Israelsmissionen har, som også brænder for forsoning. Hvor de tidligere kun havde haft en ansat, tog de for nogle år siden et skridt i tro, og ansatte to fuldtidsmedarbejdere – en fra det arabisktalende miljø og en fra det hebraisktalende. De to ansatte har Israelsmissionen haft anledning til at invitere med til Danmark, og det har givet et tættere forhold og mulighed for at bibringe noget inspiration. Bodil håber på, at denne kontakt i fremtiden vil kunne lede unge danskere til at møde unge israelere, og at det vil skabe gensidig inspiration.

”Vi må være tro mod det, vi står for”
Arbejdet med forsoning er på mange måder fyldt med udfordinger. De enkelte initiativer der har været på tværs af konflikten, har trænge kår. ”Man får ikke point hos nogen, ved at sige, at man går ind for forsoning,” reflekterer Bodil og tilføjer: ”De, der står fast, gør det med en masse modvind.” Det har på mange måder været svært at erkende, at det ikke er alle, der vil forsoning. Det skuffer, når selv Guds folk på tværs af konflikten køber det narrativ, det øvrige samfund fortæller. ”Så kunne man tænke ved sig selv, om evangeliet ikke kan slå igennem? Er de ikke båret af en større forståelse af, at Gud har forsonet sig med os?” spørger Bodil, men afslutter: ”Vi må bare sige, at det kender vi også fra vores egen sammenhæng. Hvor er den perfekte menighed i en dansk sammenhæng?” Det samme gælder messianske menigheder og kristne palæstinensere, og det må vi forstå og anerkende i vores ønske om, at forsoningen havde bedre kår, end den har nu. ”Når det er sagt, så må vi være tro mod det, vi står for. Det her emne, vil jeg tillade mig at bringe op i enhver sammenhæng – også selvom jeg ved, det ikke er populært,” tilføjer hun afslutningsvist.

”Frugten af vores engagement i Israel”
Det glæder Bodil på en særlig måde, at hun har fået lov til at se frugten af Israelsmissionens volontørarbejde i Israel. Det giver mennesker mulighed for at lære Israelsmissionens sag at kende og giver videre lyst til at engagere sig i arbejdet. Det er blandt andet kommet til udtryk i de præstefamilier, der er og har været i Jerusalem og Tel Aviv i de seneste år. ”De har vandret sammen med Israelsmissionen og fået sagen ind under huden. Måske først som en sjov interesse, der er blevet til en kærlighed og så senere til et kald,” fortæller hun. Præstefamilien i Jerusalem er familie for volontørerne og et ankringspunkt for danskere i Israel, og det har stor betydning ind i organisationen. ”De er altafgørende for, at vi kan være den Israelsmission, vi er,” slår Bodil fast.

Den brogede menighed Immanuelkirken i Tel Aviv har på mange måder været et satsningsområde det seneste årti. Her samles folk med vidt forskellige nationaliteter og baggrunde til gudstjenester og fællesskab. ”Det er fantastisk at opleve al den forskellighed, Guds menighed rummer på jorden reflekteret i et sted. Man kan sige, at det er et mikrokosmos af Guds store mangfoldighed,” fortæller Bodil. I samarbejde med Den Norske Israelsmission har de reflekteret over, hvad det vil sige at være en missionsorganisation med en luthersk baggrund, som kommer fra en tradition, hvor liturgi og ordnede forhold betyder noget, og hvordan det kan være et positivt bidrag ind i den messianske bevægelse. Det har skabt et frirum, hvor mennesker på en mere anonym måde kan opleve, hvad kristendommen indebærer. ”Det glæder mig, og det passer på mange måder til vores engagement,” smiler Bodil og tilføjer: ”Det er et sted, vi bygger menighed.”

En lille organisation med et stort netværk
Vender vi blikket mod Danmark, er det klart for Bodil, at fællesskabet med andre missionsorganisationer og Israelsmissionens Unge på TORVET i Aarhus har givet stor inspiration. Her er der på en særlig måde plads til at reflektere over mission og teologi. Hun oplever også, hvordan flere unge har taget Israelsmissionens sag til sig, og det er opmuntrende at være vidne til. Selvom Israelsmissionen er en lille organisation, har den et stort internationalt netværk, og det inspirerer også til at kæmpe videre for jødemission. ”Selvom vi er små, er det fantastisk at opleve, vi kan bidrage med noget, andre sætter pris på. Jeg tror, det større internationale fællesskab skaber en langtidsholdbarhed i vores arbejde og engagement.”

Vi har en historie, vi må fortælle!
Ser vi ti år længere ud i fremtiden, håber Bodil, at Israelsmissionen vil blive ved med at være trofast over for sine partnere. ”Det er de relationer, vi har til mennesker, der gør, at vi har en fortælling at inspirere mennesker i Danmark med. Det er en fortælling, vi er forpligtet på at formidle.” Israelsmissionen er ikke altid en let vare at sælge. Med konflikten og den politiske polarisering kan det være en udfordring at komme ind til sagen. Bodil håber, at Israelsmissionen i fremtiden kan være med til at skabe et rum, hvori Israelsmissionens sag bliver ved at give mening. ”Guds trofasthed er stor, og det er i høj grad det, jeg står tilbage med,” reflekterer Bodil afslutningsvist. Både i den store bibelske fortælling, men også i Israelsmissionens historie er der megen frimodighed at hente. ”I tillid til ham tør jeg være optimist. Ikke på egne vegne, men fordi jeg ved, hvem Gud er”.

Foto øverst: Morten Hørning

Norske jøder i ny undersøgelse: jødehadet er blevet værre

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 8. december 2017. Bogført i Antisemitisme.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 8/12 2017

En ny undersøgelse viser, at fordomme mod jøder og muslimer er udbredt blandt den norske befolkning. 70 procent af de adspurgte jøder oplever, at jødehadet er blevet værre gennem de seneste år. 11 procent af den samlede befolkning mener ligeledes, at vold rettet mod jøder kan forsvares på baggrund af konflikten i Mellemøsten.

I starten af december udgav ”center for studier af holocaust og livssynsminoriteter” (HL-centeret) en rapport om holdninger til jøder og muslimer i Norge i 2017. Undersøgelsen viser, at antimuslimske og antijødiske holdninger er udbredt blandt den norske befolkning.

Selvom rapporten viser, at der sket et fald i antisemitiske holdninger i Norge fra 12,1 procent til 8,3 procent, oplever de adspurgte jøder ikke denne ændring. 70 procent erfarer derimod, at jødehadet er blevet værre og mere udbredt gennem de seneste år. To ud af tre svarer, at de skjuler deres religiøse tilhørsforhold i frygt for negative holdninger. Muslimske immigranter, som har været bosat i Norge i mere end fem år skiller sig ud. De støtter i større grad negative påstande om jøder end den generelle befolkning. Hele 42 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund mener, at ”jøder har al for stor indflydelse på international økonomi,” i modsætning til 9 procent af hele befolkningen.

Undersøgelsen viser ligeså, at antimuslimske holdninger er udbredt. 34 procent af de adspurgte i undersøgelsen har udprægede fordomme mod muslimer.

Antimuslimske holdninger er udbredte
42 procent af de adspurgte støtter påstanden ”muslimer vil ikke integreres i det norske samfund”. Samtidig svarer 39 procent bekræftende på udsagnet ”muslimer udgør en trussel mod norsk kultur” og 31 procent mener, at ”muslimer ønsker at overtage Europa”.

Ifølge undersøgelsen mener 80 procent af den norske befolkning, at negative holdninger til muslimer er meget udbredte. 52 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund deler denne opfattelse.

Vold mod jøder kan forsvares
Børne-, ligestillings- og inkluderingsminister Solveig Horne (Frs) udtrykker glæde over nedgangen i negative holdninger til jøder og den formindskede skepsis mod at have muslimske naboer eller venner. Men undersøgelsen giver også grund til bekymring. Den udbredte negative holdning til muslimer blandt befolkningen, og muslimer og jøders egne oplevelser med fordomme er problematisk. Ministeren udtrykker også bekymring over, at undersøgelsen viser, at 20 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund og 11 procent af befolkningen generelt mener, at vold rettet mod jøder kan forsvares på baggrund af konflikten i Mellemøsten. Det er dybt problematisk, at omkring en halv million nordmænd er af den holdning, at vold mod jøder kan forsvares grundet den politik staten Israel fører.

Læs rapporten om muslimer og jøder her.
Læs NRK’s artikel om rapporten her.

Er messianske jøder rigtige jøder?

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 8. december 2017. Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 8/12 2017

Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til troen på Jesus og deres jødiske identitet. Når en jøde vælger at tro på, at Jesus er den ventede messias, anser samfundet, den jødiske stat ja ofte selv den troendes egen familie det som forræderi. Denne kamp sætter dybe spor i mange, der kæmper for at blive anerkendt som rigtige jøder.

Messiansk jøde får stemme i Jerusalem Post

I slutningen af november skrev en anonym messiansk jøde et indlæg til avisen Jerusalem Post, hvori vedkommende fortalte om sine frustrationer over at blive sat i bås som ”missionær” og fjende af staten igennem sin tro på Jesus. Mange oplever at blive nægtet statsborgerskab, fordi man ifølge loven afskriver sig sin jødiske identitet og påtager sig kristendommen, når man vælger Jesus til. Denne anonyme messianske jøde taler imod denne diskurs, og håber på, at der vil komme forståelse for, at messianske jøder er lige så jødiske, som andre jøder, der måske har en buddhistisk tro eller lever et fuldstændig sekulært liv.

”Vi skader ingen og vi lever for det meste fredelige liv. Tiden er kommet til at acceptere alle jøder, for hvem de er, og holde inde med at sætte mennesker i båd. Vi må forstå, at jøder aldrig har været et ”one size fits all” folk,” lyder artiklens afsluttende bemærkning. Jøder er på mange måder vidt forskellige. Men hvad er det så egentlig, der gør en jøde til en jøde?

Hvem kan egentlig kalde sig jøde?
Den jødisk-ortodokse bevægelse ”chabad”, der på mange måder at toneangivende i debatten og jødisk identitet i Israel, har for nyligt udgivet en artikel på deres hjemmeside, hvori den søger at afdække, hvem der kan kalde sig jøde. ”Svaret er både indviklet og simpelt,” lyder artiklens indledende sætning. Chabad sammenligner den jødiske identitet med statsborgerskab. Statsborgerskabet grunder tilbage i pagterne, som Gud sluttede med Abraham og Abrahams efterkommere – Israels folk. Disse pagter, mener chabad, ligger til grund for, at en jøde ikke bare kan afskrive sig sin jødiske identitet: ”Jødedommens største mysterium, er, at når du først er inde, er der ingen vej ud. Der er ingen, der kan smide dig ud – ikke engang Gud!”.

Dette er en interessant udmelding. Hvis de pagter, Gud sluttede med Abraham og Abrahams efterkommere ikke kan brydes, må det også gælde for messianske jøder, der har valgt at tro på Jesus som den ventede messias. Altså må deres jødiske identitet være lige så gældende som enhver anden jøde – om man har valgt at leve sekulært eller religiøst.

Læs den anonyme messianske jødes indlæg i Jerusalem Post her.

Læs artiklen om jødisk identitet i følge “chabad” her.

Træd ind i Herren din Guds pagt

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 25. november 2017. Bogført i Mission og messianske jøder.

Stan Meyer, 23/11 2017

Josh Leon er vokset om i et ultraortodokst miljø. Men da han kom hjem efter et længere studieforløb i Jerusalem, oplevede han et tomrum i sit liv. Dette tomrum udfyldte han med et stofmisbrug, der endte med at opslugte ham fuldstændig. En dag fik han en snak om Jesus med en kunde fra hans arbejde, og dette blev et afgørende vendepunkt for ham. Læs historien om, hvordan Gud greb ind i Joshs liv nedenfor.

Josh Leons forældre har ikke altid været ortodokse jøder. Som mange andre jødiske løsarbejdere i 1970’erne var de i opgør med samfundets fastlagte strukturer og søgte nye spirituelle oplevelser. Familien ankom til Berkeley i Californien, hvor de eksperimenterede med new age, kabbalah og prøvede selv et bibelstudie arrangeret af Jews for Jesus. På et tidspunkt opdagede de ”Chabad of Berkeley”, der blev ledt af rabbiner Yehuda Ferris og begav sig entusiastisk ind i det ultraortodokse miljø. Senere flyttede de til Fairfax-distriktet, som ligger hjertet af det ultraortodokse miljø i Los Angeles.

Josh gik på en ortodoks skole og hver fredag aften og lørdag deltog familien i sabbatskolen (shul). De overholdte mange omfattende kosherregler, og selvom de talte engelsk derhjemme, havde de tit samtaler på jiddisch i skolen, sabbatsskolen og på markedspladsen.

Det ortodokse liv
Da Josh blev tretten fejrede han sin bar mitzvah i menigheden Kehillat Yitzchok. I gymnasietiden indeholdte halvdelen af hans studier Talmud og toraen med kommentarer af Rashi – en rabbiner fra middelalderen. Den ortodokse levevej var forudsigelig, struktureret og disciplineret. Bylivet, der ellers kan være uklart og flyvsk, blev holdt på afstand, og han vidste, hvem han var og hvad, der blev forventet af ham. Da han blev færdig på gymnasiet i 1996, sendte Joshs forældre ham til Jerusalem for at studere ved den jødiske institution yeshiva i atten måneder. I marts 1998 vendte han tilbage til Los Angeles retningsløs. Da han havde forladt det intense yeshiva-miljø, oplevede han en uforudset lettelse. Han havde intet arbejde, ingen uddannelse og ingen retning i livet. Han vendte tilbage til en verden fyldt med tvetydighed, ingen grænser eller sociale normer. Han var ny flyttet ud af sine forældres hus, men følte sig fuldstændig fortabt i Los Angeles uden nogen motivation til at finde et arbejde. Noget tid derefter introducerede en bekendt ham til stoffer. Der var noget mørkt og attraktivt over dem, og den festverden, de cirkulerede i. Først prøvede han marihuana, og da han kunne lide effekten, fortsatte han videre til kokain og crytal meth. Stofferne motiverede ham til at arbejde, de fik ham til at føle sig kreativ og gav ham en form for selvtillid.

Oplevelserne i Los Angeles med festerne og stofferne opslugte ham fuldstændig. Han havde aldrig før erfaret en ekstase og en spænding af denne slags. Men han fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne undslippe den negative effekt, stofferne havde på ham. Han levede et dobbeltliv, hvor han prøvede at opretholde kontakten til det ortodokse miljø, han voksede op i alt imens, han blev opslugt af det mørke Hollywoodliv om natten.

Josh hører om Jesus
Ortodokse venner af familien blev bekymrede for Joshs nedtur. En ven af familien tilbød ham et job i salgsafdelingen i et engrosfirma. Fra 7.30 til 16.30 sad Josh ved et skrivebord i et kæmpe varehus, hvor han ringede til kunder og potentielle nye klienter. Om aftenen tog han bussen tilbage til hans lille lejlighed i det vestlige Hollywood.

Efter tre uger begyndte det monotone liv at blive en tung byrde på hans skuldre, og han blev draget tilbage til misbrugsmiljøet. I løbet af den tredje uge talte Josh med en spændende kunde over telefonen, der hed Jay. Jay var medlem af en marginal kristen sekt, hvor medlemmerne boede sammen i deres eget fællesskab, bar uniformer, havde en striks disciplin og kaldte dem selv for ”hæren, der ikke spilder noget blod”. Denne gruppes personlige disciplin og seriøse tro tiltalte Josh, der mindede om hans egen traditionelle barndom.

Jay spurgte ham, ”Josh, hvad tænker du om Jesus?”. Spørgsmålet gav Josh en opvågning. Hans arbejdsgiver var ortodoks, og han var lige startet på jobbet. Han havde ingen ide om, om hans arbejdsgiver lyttede til telefonsamtalerne. Josh fortalte Jay, at han var ortodoks jøde, og at jøder ikke tror på Jesus. Men dybt nede havde Josh lyst til at høre mere. Han gav Jay sit telefonnummer og bad ham ringe om søndagen.

Den søndag ringede Jay. De debatterede og diskuterede, hvorvidt Jesus kunne være messias. Selvom Jay ikke kunne hebraisk eller aramæisk og ikke kunne citere talmud, kendte han de hebraiske skrifter. Josh følte, at dette medlem af ”hæren, der ikke spilder blod”, kunne argumentere på en måde, han ikke havde mødt før. Samtalerne varede ved otte uger, før Josh bad Jay om at stoppe med at ringe.

Google leder til jesustroende jøder
På arbejdet fortsatte Josh med at ringe til kunder, men han blev ved med at tænke på Jay. Under sin frokostpause begyndte han at søge på Google efter jøder, som tror på Jesus, og her stødte han på Jews for Jesus’ hjemmeside. Han fandt et link med titlen ”svar”, som ledte ham til en side fyldt med spørgsmål, han havde omkring Jesus og messias. Josh blev nervøs. Blev hans computer overvåget? Var der nogen, som kunne se, at han kiggede på denne hjemmeside?

Josh udfyldte gæstebogen tøvende, og her blev han sat i kontakt med en medarbejder, som hed Chad. Chad var en del mere afslappet end Jay og mindre voldsom, og han var i stand til at give grundige og detaljerede svar fra de hebraiske skrifter på Joshs spørgsmål. Josh begyndte at overveje, om rabbinerne kunne have taget fejl om Jesus.

Han var i stor konflikt med sig selv i spørgsmålet om Jesus. Men han troede, at kun Gud selv kunne frelse ham fra hans liv i stofmisbrug, og hvis Jesus var den lovede messias, så var troen på ham det rette svar. Josh besluttede at gå i den retning.

Chad introducerede Josh til et fællesskab af messianske jøder. To af dem, Mike og Nikki, inviterede Josh med til Malibu strand for at bekræfte hans beslutning om at følge Jesus. Ortodokse jøder, både mænd og kvinder, praktiserer mikveh, som er en rituel renselseshandling. Dåben kommer ud af denne tradition. Det var en klar og frisk eftermiddag d. 8. september 2007, da Nikki og Mike inviterede Josh til at bede sammen med dem til Abrahams Gud og modtage Jesus som han frelser. Det gjorde Josh, og han blev døbt i havet.

Josh mærkede solens varme stråler på sine skuldre og følte hvordan de tunge mørke byrder i hans liv blev løftet bort. Han huskede, at det var den sidste sabbat før Rosh Hashanah. I dette øjeblik rundt omkring i synagogerne læste jøder verden over torastykket Nitzavim: ”I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt. (…) Du skal træde ind i Herren din Guds edspagt, som Herren din Gud i dag slutter med dig” (5. Mosebog 29, 9-12). Nu stod Josh foran Gud, kongernes konge, og havde indgået en ny pagt med ham.

Jeg arbejder for Jews for Jesus, og Chad havde introduceret mig til Josh. Josh ringede til mig for at fortælle mig, hvad han havde gjort, og jeg begyndte at mødes jævnligt med ham. Hans længsel efter stoffer var væk. Vi mødtes nær hans arbejde i det østlige Los Angeles, men Josh prøvede at holde hans beslutning skjult og lige så hans nye fællesskab med Jesustroende. Efter noget tid kastede han frygten for, at hans arbejdsgiver skulle finde ud af det, væk. En dag bad han mig om at sende en e-mail til ham med noget information, selvom han var på arbejde.

Grebet på fersk gerning
Klokken 10 bad hans overordnede ham komme ind på hans kontor. E-mailen fra Jews for Jesus lå tydeligt fremme på hans skrivebord. ”Josh, kan du forklare denne e-mail?” spurgte han. ”Hvorfor er du involveret i Jews for J?” (Han nægtede at sige Jesus). I mere end en halv time udspurgte han Josh med spørgsmål om hans tro, hvad der havde ledt ham til Jesus og hans engagement i Jews for Jesus. Men hans overordnede vidste, at han ikke kunne fyre ham lovligt grundet hans tro. ”Josh, bare hold det for dig selv, og så taler vi bare ikke om det,” sagde han. Men der gik ikke længe, så var Joshs familie og det ortodokse fællesskab klar over hans nye tro. Underligt nok, så lod de bare som om, de ikke vidste noget, og Josh blev ved med at komme der. En gang i mellem spørger en bekendt privat ind til hans tro.

Josh arbejder og bor stadig i det ortodokse fællesskab. Han kommer også i en kirke, hvor han spiller klaver i lovsangsteamet. Josh fejrer de jødiske højtider med andre messianske jøder, og bliver ved med at studere. En af de ting, han holder allermest af, er at læse rabbinske tekster og opdage, hvad han ser, som flere beviser på, at Jesus opfyldte hans jødiske folks messianske forventninger.

Historien er oprindeligt skrevet på engelsk. Læs den originale version her.

Den tyske evangeliske kirke anerkender messianske jøder

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 20. november 2017. Bogført i Mission og messianske jøder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/11 2017

Den tyske evangeliske kirke (EKD) tager emnet om messianske jøder op i en ny publikation, der sigter på at informere om bevægelsen og på samme tid begrunde EKD’s teologiske standpunkt om et nej til jødemission. EKD mener ikke, at kristne er kaldet til at missionere for jøder, da Bibelens Gud er Israels Gud – også for den ikke-omvendte jøde. Dette reagerer Avi Snyder, leder af den europæiske afdeling i Jews for Jesus, på i et lille skriv, hvori han udtrykker, at Guds frelsesplan gennem Jesus i lige så høj grad er tiltænkt jøderne som hedningerne.

Fælles tro på Jesus åbner mulighed for dialog
Den tyske evangeliske kirke står stadig fast på deres standpunkt om, at kristne ikke skal missionere for jøder. ”Gud er trofast mod hans folk. Når vi som kristne knytter os til den nye pagt Gud lavede i Jesus Kristus, knytter vi os samtidig til, at Guds pagt med hans folk Israel stadig står ved magt… Derved står det klart, at kristne ikke er kaldet, uanset deres mission i verden, til at vise Israel vejen til Gud og hans frelse,” skriver Irmgard Schwaetzer, formand for den tyske evangeliske kirkes synode og fortsætter: ”Al bestræbelse på at overtale jøder til at skifte religion modsiger dermed vores tro på Guds trofasthed og udvælgelsen af Israel”. Dette anser EKD som værende en forudsætning for en positiv dialog kristne og jøder imellem, der på mange måder har været udfordret af Tysklands smertefulde fortid under 2. Verdenskrig. ”På trods af dette, vil samtalen med messianske jøder ikke blive grundlæggende afvist hvad angår vores fælles tro på Jesus Kristus,” konstaterer Schwaetzer.

Jesus er først og fremmest messias for jøder
I forbindelse med EKD’s publikation om messianske jøder skriver Avi Snyder, leder af den europæiske afdeling i Jews for Jesus:

I EKD’s publikation Judenchristen – jüdische Christen – ”messianische Juden”, konstaterer Dr. Irmgard Schwaetzer, formand for den tyske evangeliske kirkes synode, at “Jews for Jesus eller messianske jøder, er en selvudnævnt bevægelse, der har været aktiv siden 1970’erne i USA og siden begyndelsen af 1990’erne i Tyskland”.

Vi ved fra det nye testamente, at størstedelen af Jesus’ første følgere, inklusive apostlene, var hans med-jøder. Vi er glade for, at den tyske evangeliske kirke (EKD) har taget et skridt, og anerkendt vores eksistens. Vi ser frem til den dag, hvor EKD vil tage et skridt videre, og støtte den sag, der var så nær Jesus’ hjerte, nemlig at bringe evangeliet til hans jødiske folk, som han elsker og længes efter at frelse. Det var hans kærlighed til os jøder, der drev ham til at rejse ”omkring i hele Galilæa, undervise i synagoger, prædike evangeliet om Riget og helbrede al sygdom og lidelse blandt folket” (Matthæus 4,23). Det var hans kærlighed til os jøder, der fik ham til at instruere sine følgere i de første dage af hans præsteskab til at ”gå til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!” (Matthæus 10,6-7). Takket være de første jødiske missionærers anstrengelser, såsom apostlen Paulus’, blev Guds plan om at bringe evangeliet til hedningenationer ført igennem. Men selv Paulus huskede altid, at evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, ”jøde først” såvel som ikke-jøder (Romerbrevet 1,16).

”Jesus er alt for alle”
I Israelsmissionen glæder vi os over, at den tyske evangeliske kirke har taget et skridt henimod at oprette en dialog med messianske jøder. Vi håber, sammen med Avi Snyder og Jews for Jesus, at de en dag vil tage skridtet videre, og støtte udbredelsen af evangeliet til jøder. Som Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen, har sagt det: ”Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, ellers er han slet ikke noget for nogen.”

Nyt fra Immanuelkirken

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 10. november 2017. Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 10/11 2017

Marit Long fortæller om nye tiltag og velsignelse i arbejdet i Immanuelkirken i Tel Aviv.

Dans skaber glæde
Efteråret blev sat i gang med en danseopvisning i Immanuelkirken lørdag d. 19. august, hvor gruppen ”Dramatic Truth Ballet Theatre” fra USA holdt en opvisning som en del af deres turné rundt i Israel. Udover opvisningen gav de også et dansekursus for børn d. 23. august. Gruppen ønskede at velsigne og inspirere. ”Det var til glæde for både børn og voksne,” skriver Marit Long fra Immanuel kirken.

Børnearbejdet vokser
”Vores børnearbejde vokser – tak Gud,” skriver Marit. De har gennem længere tid bedt om, at der måtte komme flere børnefamilier til kirken, og i august kom der to nye familier til kirken. ”Vi er taknemmelige for både børnene, men også for alle lederne, som gør et fantastisk arbejde for de aldersinddelte grupper under sabbatsgudstjenesten,” slutter Marit af.

Årsmøde
Efter en kort gudstjeneste og en kop kaffe blev der afholdt årsmøde i Immanuelkirken lørdag d. 14. oktober. Der var et godt fremmøde med 30 personer tilstede (inklusiv staben), hvoraf 24 var medlemmer. Mødet blev ledt af Bradley Long, præst i kirken. «Atmosfæren var positiv, og der var en følelse af sammenhold,» skriver Marit. Under mødet blev der valgt et nyt advicory council (menighedsråd), og medlemmerne i rådet er:

Valgte repræsentanter:

David Risard
Nanneke Levinson
Wendy Protor
Mary Waiharo
Paul Greenham
Sahar Sadlovsky
Yoel Ben David

Faste repræsentanter:

Leena Honkakari
Dan Herman
Bradley Long

Besøg på Vestbredden skaber glæde
Immanuelkirken har sammen med det Palæstinensiske bibelselskab startet et nyt skoleprojekt i Betlehemsområdet. Her ønsker de at besøge forskellige skoler med et kreativt undervisningsoplæg bestående af sang, historiefortælling og kreative aktiviteter. Indtilvidere har de besøgt en offentlig muslimsk skole udenfor Betlehem to gange. «Vi blev ønsket varmt velkommen, og det var rørende at møde børnene og opleve den taknemmelighed, de viste,» udtrykker Marit.

Nedenfor kan du se en video, som viser nogle glimt fra skolebesøgene.
https://www.facebook.com/Immanuelchurchjaffa/videos/1521960497851353/

Nye volontører og praktikstuderende
«Vi er igen blevet velsignet med gode medarbejdere,» skriver Marit. I september kom Sondre Nikolaisen Masvie for at være volontør indtil maj, og derudover er der også de to danske praktikstuderende Cecilie Bork Sørensen og Julie Hejslet Kajgaard. De hjælper alle tre til med praktiske opgaver, der er knyttet til gudstjenesterne lørdag og søndag samt koncertne, er med i ungdomsgruppen og deltager under medarbejdermøder. Derudover har de også forskellige ansvarsområder. Sondre arbejder med film og foto, Cecilie har ansvaret for børnekirken og julie har ansvaret for at kommunikere på de sociale medier og menighedsbladet Reshet. Julie og Cecilie er også engagerede uden for menigheden: Julie i det israelske bibelselskabs bibelbutik i Tel Aviv og Cecilie i arbejdet på Vestbredden i samarbejde med det Palæstinensiske bibelselskab.

Balfour-erklæringen runder 100 år

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 20. oktober 2017. Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/10 2017

For hundrede år siden skrev den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour et brev på den britiske regerings vegne, hvori han støttede idéen om ”et nationalt hjemsted” for det jødiske folk. Dette blev et vigtigt startskud til oprettelsen af den jødiske stat Israel.

Balfour-erklæringen er et brev skrevet af den daværende britiske udenrigsminister Arthur James Balfour til lederen af de britiske jøder Lord Rothschild. Brevet blev skrevet under første verdenskrig, og var et forsøg fra britisk side på at vinde jødernes støtte til de allierede. Selvom briterne endnu ikke havde mandat over Palæstina, blev dette skriftlige dokument alligevel et stærkt symbol på anerkendelsen af jødernes ønske om et tilhørssted.

I brevet udtrykker Balfour, at briterne støtter ideen om oprettelsen af et ”nationalhjem” for jøderne i Palæstina. Hvordan ”nationalhjem” helt konkret skal forstås, uddybes ikke i brevet, men Balfour skriver udtrykkeligt, at det på intet tidspunkt må krænke de religiøse og juridiske rettigheder af de mennesker, der allerede bor der. Som afslutning fastslår han også, at dette ”hjem” heller ikke må føre til diskrimination af andre jøder i verden, ved at ophæve deres statsborgerskaber i andre lande, med henblik på at tvinge dem til dette nye sted.

Navnet, jeg ikke måtte nævne

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. 12. oktober 2017. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 12/10 2017

Steward Weinisch voksede op i et jødisk-ortodokst hjem. I sin barndom var han stolt over sin jødiske identitet, og oplevede en rigdom i de jødiske traditioner. Men da han blev bar mitzvah, fik han dog en følelse af, at der var noget, der manglede. Selvom han havde en masse religiøs træning, vidste han ikke, hvem Gud var. Da afgav han et løfte om, at han en dag ville finde frem til sandheden. Dette blev et afgørende vendepunkt for Steward. Læs om, hvordan han fik et møde med jøden Jesus og Gud radikalt greb ind i hans liv herunder.

Jeg var kun fem år gammel og havde ingen anelse om, hvad der foregik, da min familie samledes i mine bedsteforældres dagligstue dagen før Yom Kippur (den store forsoningsdag). Jeg husker stadig, hvordan min far tog en kylling, bandt dens fødder sammen og svingede den over vores hoveder mens kyllingen kaglede og fjerene fløj ud over det hele. Det var svært at tænke på andet end lyden og fjerene, men vi gentog alle pligtopfyldende sætningen: ”dette er min suppleant, mit stedfortrædende offer, min soning. Denne høne skal møde døden, men jeg skal finde et langt og behageligt liv i fred.” Min far tog kyllingen med ud i køkkenet, og det sidste vi hørte, var dens kaglen efterfulgt af et bump! Det var det.

“De kristne hader jøder”
I mine teenageår besøgte jeg en ortodoks synagoge i den nordøstlige del af New York, hvor jeg modtog religiøs træning i fem dage. Jeg var stolt over at være jødisk. Men omkring et år før min bar mitzvah havde jeg mit første møde med antisemitismen. Vi boede omkring halvanden kilometer fra synagogen, og mens min far og jeg var på vej derhen for at fejre Rosh Hashanah, begyndte nogle børn at kalde os øgenavne og kaste ting efter os. Jeg kendte de børn og var rådvild over deres opførsel. Sådan havde de aldrig ageret før.

”Hvorfor kalder de os øgenavne?” spurgte jeg. Min far var så oprørt, at han ikke havde lyst til at tale om det. Til sidst sagde han: ”kristne hader jøder, og vi har ikke noget at gøre med dem. Vi forbander Jesus.” jeg vidste ikke hvem Jesus var, jeg vidste bare, at min far reagerede voldsomt. Det var enden på diskussionen. Han lod mig aldrig bringe emnet på bane igen.

Første og sidste besøg i kirken
Nogle måneder senere, døde en af mine bedste venners far. Nogle af de drenge, jeg hang ud med ville med til begravelsen, og spurgte mig, om jeg ville med. De stod alle ude foran den katolske kirke, og jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne gå med indenfor. De gik ind, mens jeg blev ude. Ti minutter senere besluttede jeg mig for, at han var min ven, og at det ikke betød noget hvilken religion hans familie udøvede. Jeg tog en dyb indånding, gik ind i kirken og listede ned ad altergangen hen til mine venner. Da jeg skulle sætte mig på deres række, kom jeg ved et uheld til at sparke til en af bedeskamlerne og det gav et ekko i hele kirken. Alle vendte sig og stirrede på mig. Jeg følte mig skamfuld og overbevist om, at Gud dømte mig, svor jeg, at jeg aldrig ville sætte fod i en kirke igen.

Der mangler noget
På min bar mitzvah kiggede jeg på toraen, og fornemmede, at der manglede noget – i mig. Jeg havde en masse religiøs træning, men jeg vidste ikke, hvem Gud var. Lige der gav jeg Gud et løfte: ”en dag vil jeg afdække sandheden om hvem du er, og hvad du forlanger af mig.” I løbet af nogle få måneder, glemte jeg dog alt om mit løfte. Selvom jeg stadig kom i synagogen, var Gud fjern fra mine tanker.

Hvem er Jesus?
Da jeg var femten, kom en god ven forbi min lejlighed og spurgte, om han måtte læse højt fra sin bibel. Det sagde jeg ja til. Han læste kapitel 53 fra Esajas’ bog for mig. “Hvem tror du, det handler om?” spurgte han. “Jeg har ingen anelse,” svarede jeg. Han sagde, ”jeg tror, det er messias, Jesus.” Da det gik op for mig, at han prøvede at prakke Jesus på mig, smed jeg ham ud af lejligheden og bad ham om aldrig at tale til mig igen.

Nogle år senere, var jeg nødt til at konfrontere Jesus, manden, min far havde forbudt mig at tale om. Jeg så en kvinde, som udfordrede mig til at læse bibelen med hende. Da jeg var vokset op med den overbevisning om, at det nye testamente var forbandet, fokuserede vi kun på de hebraiske skrifter. Jeg begyndte at sammenligne den hebræiske bibel med det gamle testamente i den kristne bibel, og opdagede, at oversættelserne var meget ens bortset fra profetierne om messias.

Et barndomsløfte bliver brudt
Efter at have læst i skrifterne, besluttede jeg at bryde mit barndomsløfte og besøge en kirke. Præsten talte om hvordan Abraham var ”far” til jøderne og de kristne – specifikt far til alle dem, som tror på Jesus. Jeg reflekterede over denne ”tro” og indså i mit hjerte, at dette var noget, jeg ikke havde.

Ikke lang tid efter kiggede jeg i det nye testamente for første gang. Min ven (ham, jeg havde smidt ud af lejligheden) havde givet mig et lille grønt eksemplar af det nye testamente. Jeg havde pakket det ind i nogle gamle beskidte strømper og skubbet det ind bagerst i min kommode. Nu fandt jeg det frem igen. Efter at have læst det første vers: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn…” vidste jeg på en eller anden måde, at hvis det jødiske folk var bestemt til at have en messias, måtte det være Jesus! Ikke længe efter bad jeg Jesus om at komme ind i mit hjerte.

Den eneste jøde, der tror på Jesus
Til at starte med holdte jeg det for mig selv. Jeg tænkte, “jeg må være den eneste jøde på Jorden, der tror på dette.” Så huskede jeg, at en gang i mellem havde nogle fra Jews for Jesus givet mig nogle hæfter på Manhattan. Jeg havde en bunke, jeg aldrig havde læst, der lå ved siden af den grønne bibel, og af en eller anden grund havde jeg beholdt dem alle sammen. Så der var andre jøder, der troede på Jesus!

Inden for en uge havde jeg fortalt min eneste levende bedsteforælder, min mors mor, hvad jeg havde besluttet mig at tro på. Jeg havde aldrig hørt min bedstemor skrige før, da hun råbte: ”aldrig sig det navn højt i min tilstedeværelse igen!” Hun må have fortalt det til mine forældre, for da jeg kom hjem fra min bedstemor, havde min far en lignende reaktion. De forbød mig at fortælle andre i familien, hvad jeg troede på. Da min far faldt lidt til ro, sagde han, ”hvad er dette, noget nyt?”. ”Nej,” sagde jeg ”det er omkring to tusind år gammelt”. Det fik ham op i det røde felt igen.

Nogle år senere fortalte jeg min mor, at Jesus var ligesom påskelammet, der blev ofret for vores synder. Hun chokerede mig, da hun svarede: ”da jeg gik i skole, fortalte min bedste ven mig det helt samme.” Det overraskede mig at hun stadig kunne huske det 40 år efter.

De gode nyheder må deles!
To ting blev hurtigt klart for mig: som det første indså jeg, at det var en ”all-or-nothing-deal”. Jeg blev nødt til at leve hele mit liv for Gud. For det andet måtte jeg bringe budskabet om Jesus til mit folk. En ven fortalte mig at Jews for Jesus havde en bibelstudiegruppe på Manhattan, og der begyndte jeg at komme. Efter et år besluttede jeg at tage på bibelskole, og da jeg dimitterede, begyndte jeg at fortælle andre jøder om messias.

Fortællingen er oversat fra engelsk. Læs den originale artikel her.