Author: Maria Strøm Risbjerg

Du er ikke alene

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  I anledning af Hanukkah afholdte “Tents of Mercy”, et netværk af messianske menigheder i det nordlige Israel, en lejr for mere en 80 teenagere. Flere deltagere deler opmuntrende vidnesbyrd om deres møde med Jesus og det indbyrdes fællesskab. Det er en stor udfordring for mange unge i dagens Israel at tro på Jesus. De oplever, hvordan det at identificere sig selv som messiansk jøde, skaber uønskede barrierer mellem dem og deres klassekammerater, og at det har konsekvenser for deres sociale liv. Selvom det er alment accepteret, at livet som jøde kan leves på mange måder, er det endnu ikke acceptabelt at tro på Jesus. Til trods for de mange udfordringer, fortæller ungdomskonsulenten Sarah om store opmuntringer fra lejren. Hun beretter blandt andet om pigen Muriel: ”Muriel kæmpede. Hun var blevet stemplet som en ”outsider” af sine klassekammerater, og troede, at hun var den eneste troende på skolen. Men, bare et par timer efter at vi havde bedt Gud om at sende en anden troende, mødte hun en ny ven på lejren, som viste sig at gå på sammen skole.” … Og andre unge, der delte deres vidnesbyrd: Ester (18 år): ”Den første nat rørte Gud virkelig ved mig. Jeg kunne ikke presse mere lovsang ud. Jeg eksploderede indvendig af Guds kærlighed.” Eli (rådgiver): ”Det var min første gang på lejren. På den første aften under lovsangen, følte jeg Guds nærvær meget stærkt! Det var én af de dybeste oplevelser, jeg havde haft i Israel. Jeg takker Gud for muligheden for at være en del af lejren.” Elior (17 år): ”Jeg kendte ikke nogen. Jeg følte mig malplaceret. Men I tog i mod mig og jeg fik nye venner. Det var en stor velsignelse.”

Ebenezer får grønt lys

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  Plejehjemmet Ebenezer fik i oktober tilladelse til at fortsætte byggeprojektet, som skal forsyne hjemmet med en ny afdeling for sygepleje.   David Phillips, der er leder af byggeprojektet, fortæller, at de har haft et meget opmuntrende møde med kommunen. Da Ebenezer ligger i den tyske koloni, som er på UNESCO’s liste over verdensarvsområder, skal der tages nogle særlige hensyn. Blandt andet skal bygningen beklædes med sten, så den passer ind med de andre gamle tyske hjem. ”Amos, vores arkitekt, har gjort et godt arbejde med at indarbejde alle restriktionerne. Nu kan vi fortsætte med at få byggetilladelsen,” fortæller David Phillips. De kommende måneder vil der være fokus på kommunikationssystemerne og integrering af lægeudstyr, vand, aircondition og brandsikkerhed. ”Der er stadig lang vej endnu, men efter Guds vilje når vi det hele!” Følg med i processen her.  

Forsoning er fredens frontlinje

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen I november nåede Musalahas kvindearbejde en milepæl. Gennem ti år har en gruppe kvinder med vidt forskellige baggrunde mødtes for at dele liv og tro. De har alle været igennem Musalahas program omhandlende forsoning, og er fortsat blevet ved med at mødes på trods af vanskeligheder og til tider store personlige ofre. For at fejre dette, var de samlet til en jubilæumsweekend på et retrætecenter. Forsoningens forskellige stadier Kvinderne brugte retræteweekenden til at reflektere over, hvad de havde lært af Musalahas arbejde. Det var især forsoningens seks stadier, der blev sat fokus på. Gennem forskellige interaktive bønnestationer blev der skabt plads til, at de kunne se tilbage på den rejse, de havde foretaget sammen. Et af stadierne, der handler om at åbne op, var et smertefuldt stadie for mange. Flere af kvinderne oplevede, at de blev krænket af andres fortællinger, og var derfor nødt til at lære at tilgive hinanden. Her brugte de støvede skarpe sten til at repræsentere dem, der havde udgjort krænkelserne. Efter at have reflekteret over smerten, placerede de stenene i rent vand. Det var en handling henimod at tilgive. En af kvinderne i gruppen fortæller: ”Vi har alle smerte i vores liv, der er forårsaget af venner, familie og fællesskaber, og vi har alle brug for at bearbejde det. Jesus giver os redskaberne, vi behøver. Jeg ser det ikke som en valgmulighed, men som noget, der er os pålagt.” Budskabet må gives videre Forsoningens sidste stadie går ud på at give budskabet videre. Den sidste bønnestation var derfor fyldt med papir og konvolutter, der skulle opmuntre kvinderne til at tage kontakt til tætte relationer i deres omgangskreds, og sprede forsoningens glæde. En anden af kvinderne udtrykte, hvordan hun oplever en nød for at dele ud af hendes erfaringer: ”Vi samledes denne weekend for at styrkes som en gruppe, og for at fokusere på næste generation. Vi må give den visdom vi har fået betroet af Gud videre til vores døtre. Ellers ender det hele ved os, og så har det ikke været til megen nytte. Det har påvirket mit og andre kvinders liv, men det har ikke påvirket hele landet endnu. Jeg vil ikke acceptere, at dette bliver fortællingens slutning.” Hedva Haymov, der er koordinator for Musalahas kvindearbejde, reflekterer ligeledes over Musalahas ansvar som organisation: ”Vi er en bevægelse af kvinder, af mødre og af medlemmer af lokalsamfund. Vi må ikke lade det vi har lært ende ved os. Det er vores ansvar at videregive erfaring og viden til næste generation, og det er vi fast besluttede på at gøre.” Bønnen bærer ”Det er ikke let at leve i midten af konflikten” fortæller en tredje af kvinderne i gruppen. Hun har kendt til Musalahas arbejde siden dets begyndelse. Gennem ørkenture mærkede hun, hvordan hendes hjerte længtes efter fællesskab med hendes brødre og søstre i Jesus. At tage del i kvindearbejdet har betydet meget ind i hendes liv, og hun oplever specielt, hvordan bønnen er afgørende for deres kamp: ”Vi står ved frontlinjen i krigen for fred her. Vi har brug for at vores brødre og søstre verden over beder for os. Det er til stor opmuntring for os.”   Øverste billede: (C) Musalaha

Ny kampagne spreder lys på internettet

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  ”Jews for Jesus” lancerede deres første online-kampagne i december, som udelukkende fokuserer på at nå mennesker via internettet. Kampagnen ”spred lys” er et nyt initiativ i kampen for at række evangeliet til de omkring 1,4 millioner jøder, der befinder sig i Europa i dag. Aron Lewin, der er leder af Jews for Jesus’ afdeling i Berlin, kom på ideen til projektet. Han har allerede haft succes med at skabe kontakt til jøder gennem sociale medier. For nylig kom Aron i kontakt med Alon, som han mødte på Facebook. Aron fortæller: ”Første gang vi mødtes, stod det klart for mig, at det ikke var et tilfælde, at jeg havde set hans opslag blandt tusinder af andre på Facebook. Alon søger Gud, og er meget tæt på hans rige. Til vores andet møde spurgte han, om vi kunne læse i bibelen sammen. Det har vi gjort ugentligt lige siden. Da vi kiggede på passager fra tanak (hebraiske skrifter) såsom Esajas kapitel 53 og Jeremias kapitel 31, stod det klart for mig, at Alon tydeligt forstod evangeliets budskab. ”Jeg behøver ikke at blive overbevist om, at Jesus er Messias!” sagde han. Da jeg spurgte ham, hvad der hindrer ham i at sætte hans lid til Jesus, fortalte han mig, at han var bange. Bange for at træde ud på det dybe vand og betro Jesus med sit liv. Bed om, at Jesus må vise sig for Alon! Mere end 210,000 mennesker blev berørt af kampagnens evangeliske budskab bare i de første fem dage. Derudover førte ansatte og volontører ”live chat” med over 700 mennesker. Facebook var fyldt med kommentarer og samtaler med mennesker fra vidt forskellige baggrunde: troende, ikke-troende, venlige, ikke så venlige, åbne, oprigtigt nysgerrige og forargede. Avi Snyder, der er leder af Jews for Jesus’ europæiske afdeling, føler sig især opmuntret over de samtaler, de har haft med ikke-troende jøder, der er tydeligt uenige, og som misbilliger deres tro på Jesus. ”Hvorfor er jeg opmuntret? Fordi de følte sig nødsaget til at kommunikere med os online. De kunne ikke ignorere os. Som et resultat modtog disse mennesker et klart evangelium, og hvem ved, hvad Gud vil gøre med de frø, der er blevet plantet. ”Sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Esajas’ bog kapitel 55 vers 11)” ”Spred lys” fortsætter med at gøre sit indtryk på internettet. Jews for Jesus håber på, at kampagnen kun er en start, og at online-samtaler vil føre til møder ansigt til ansigt med oprigtigt søgende mennesker.   Øverste billede: (C) Jews for Jesus 

Julekort fra jødedommen

David Brickner fra Jews for Jesus deler ugentligt et ”julekort”, hvori han reflekterer over julens jødiske rødder. Denne gang skriver han om jomfrufødslen og glæden ved Messias.   I sidste uge fortalte jeg, at de første julekort var jødiske. De var løfter talt af profeterne om en kommende Messias. Denne uge vil jeg gerne dele endnu et julekort med dig. Lad os se på et fantastisk kort fra Profeten Esajas, der ligesom Mika, skrev om vores Messias 700 år før hans fødsel: Esajas skrev, “Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Esajas’ Bog 7,14). Et barn skal fødes og dette barn skal være Messias. I det jødiske samfund forstår man ikke, at Messias skal fødes. Vi ser ham som en voksen mand, der måske kommer ridende ind i Jerusalem på en hvid hest for at løsrive os fra undertrykkelse og give os en fire dages arbejdsuge. Men dette julekort siger tydeligt, at han skal fødes på mirakuløs vis, og at det skal være et tegn. Og ikke nok med det, han skal fødes af en jomfru, én som aldrig har været sammen med en mand, men alligevel er blevet gravid. Se dét er mirakuløst. Engang fortalte Larry King mig, at den person han allerhelst ville interviewe var Jesus. Hans første spørgsmål ville være: ”Blev du virkelig født af en jomfru?” Rabbinerne vil udfordre denne idé: “Jomfru, hvor står det?” Det hebraiske ord der bruges her er almah og almah betyder ikke bogstavelig jomfru. Almah oversættes som en ung kvinde i giftealderen. Jeg er klar over, at i nutidens samfund betyder det ikke nødvendigvis jomfru, men dengang gjorde det. Udover det, er der et andet ord, betulah, der bogstavelig talt betyder jomfru. Rabbinerne vil sige, at hvis Esajas virkelig mente jomfru, ville han have brugt betulah og ikke almah. Alligevel dukker ordet betulah op utallige gange i Bibelen uden at det refererer til en jomfru. For eksempel i Joels Bog 1:8, hvor betulah refererer til en enke. Hmmm. Så det ord er altså ikke brugt så præcist i kontekst som almah, der betyder en ung kvinde i giftealderen, som altså endnu ikke var blevet gift og derfor i daglig tale på Esajas’ tid var en jomfru. Derudover oversatte rabbinerne den hebraiske Bibel til græsk i Alexandria 400 år før Jesus blev født, og de brugte ordet parthenos, der er definitionen på en jomfru. Så, denne fantastiske tekst giver os mere information. Mika fortæller os hvor Messias skulle fødes, og Esajas fortæller os hvordan han skulle fødes. Dette julekort blev taknemmeligt modtaget af Mattæus og jøderne af sin tid og igen i dag af os mens vi sender vores hilsner. Mattæus fortæller os om Esajas kapitel 7, “Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: ”Gud med os” (Mattæusevangeliet 1:22-23) Mattæus understreger, at navnet Immanuel ikke kun udtrykker, at Gud er på vores side, men at han tog bolig i blandt os. Han kom ned for at leve med os. Kedem ha olam. Den som er født og er fra evigheden, er Gud med os. Disse ord rummer en sådan kraft, en sådan styrke, en sådan teologisk dybde, at du ikke kan undgå Messias’ teologi i den hebraiske Bibel; det er der alt samen. Det er skrevet med stort og det er dybdegående. Vi ser til med forundring og får en lille smag af hans pragt. Med håb om, at du må opleve Gud med os denne uge og i juletiden. Gud velsigne dig, David

Flygtninge er den vestlige kirkes håb

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Lausanne-bevægelsen afholdte i august deres tredje ungdomskonference i Indonesiens hovedstad Jakarta, som omkring 1000 kristne fra mere end 140 lande tog del i. Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, deler indtryk og udfordringer fra ti begivenhedsrige dage. Den mangfoldige kirke Konferencen afspejlede på mange måder kirkens mangfoldighed på verdensplan. Det kom blandt andet til udtryk gennem lovsangen, hvor rytmer, ord og kropssprog blev brugt til at lovprise Gud. Konferencen bød også på både opmuntringer og udfordringer. ”Vi fik fortalt om de herlige og forunderlige ting, der sker for Guds rige på de mest overraskendende steder i verden” Bodil fortæller om, hvordan de blev udfordret til at fortælle deres egen historie i lyset af Guds frelsende og fornyende kærlighed. Ikke kun, som den kommer til udtryk i den bibelske fortælling, men også sådan som Gud ved sin Ånd fortsat virker og kalder i dag. Troen må afspejle sig i livet Temaet for konferencen var ”Forenet i den store historie”, og blev indledt med en dramatisering af Bibelens fortælling fra skabelse til nyskabelse. Gennem bibeltimer, foredrag og andre indlæg blev Bibelens store kapitler sat i fokus under mindre overskrifter: skabe, bekende, reflektere og meditere, elske, forsone og tilbede. Temaerne var formuleret som handlinger med fokus på, hvordan Gud handlede og fortsat handler i verden. Vores respons på dét Gud gør må nødvendigvis føre til handlinger og komme til udtryk i en tro, som er aktiv, og som afspejler sig i måden vi lever på – i den verden som Gud fortsat kalder for sin. 20 000 kinesiske missionærer 200 unge kinesere deltog i konferencen, og de havde et helt særligt fokus på mission. De planlægger at udsende 20 000 kinesiske missionærer inden 2030. Særligt har de fokus på muslimske områder mellem Kina og Jerusalem under overskriften ”tilbage til Jerusalem”. I dag bor der også mere end en million kinesere i Afrika, så tiden blev brugt strategisk på at skabe kontakter og finde nye samarbejdspartnere. Nyt hospital i Nazareth Sammen med Tuvya Zaretsky fra Jews for Jesus stod Bodil for to mindre samlinger, der havde særligt fokus på jødemission. Her dukkede mennesker fra vidt forskellige steder op: Korea, Kina, Pakistan, Israel og Afrika. Der var blandt andet én, hvis organisation netop havde begyndt et hospitalsarbejde i Nazareth. Han ville have hjælp til at forholde sig til situationen mellem israelere og palæstinensere. Det var vigtigt for ham og hans organisation, at deres indsats for især børn med fysiske problemer med behov for operationer blev til et holistisk missionsarbejde. Navn eller stemme? Konferencen havde et dynamisk program med gode bibeltimer og ærlige og udfordrende indlæg fra ældre ledere i mission. De fortalte om de mange erfaringer, de havde gjort sig som ledere gennem de fejl og fristelser, de havde stået i gennem deres tjeneste. Bodil husker især et citat af Mutua Mahiani fra Kenya, der er international præsident for navigatørerne: ”Som leder må du vælge, om du vil være et navn eller have en stemme” I mødet med et menneskes personlige historie, bliver vi både udfordret og velsignet. Mødet med den forfulgte kirke Mødet med en ung pige fra Tunesien gjorde et stort indtryk på Bodil. Pigen fortalte om, hvordan muslimske kvinder, der var kommet til tro, oplever forfølgelse tæt ind på livet. Selv havde hun levet med dødstrusler fra sin egen familie. Hun var blevet gift med en kristen egypter i Tunesien, men da myndighederne fandt ud af, at hun var konverteret, blev manden udvist af landet. De bor nu i hver deres land. Som konvertit kan hun ikke flytte til Egypten. Pigen udtrykker dog klart: ”Men jeg er ikke et offer. Sådan må I ikke se på mig. Det er ikke min identitet. Jeg er en, som følger Jesus. Det koster, men det er prisen værd.” Flygtninge er kirkens håb Den næstsidste aften stillede Os Guinness spørgsmålet: ”Kan der skabes vækkelse i kirken i Europa?” Spørgsmålet står stadig klart i Bodils hukommelse. Guinness var ikke selv så sikker på det, men skal det ske, fastslog han, må vi have hjælp fra kirken i Afrika og Asien. ”Men det er også dem, der nu kommer til os som flygtninge eller immigranter. De er ikke kirkens problem i Europa. De er kirkens håb.”   Artiklen er en forkortet version, læs Bodils fulde beretning her  

Vi har testet Guds kald

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge Gud kalder på os på forskellige måder – det har Marit og Bradley Long erfaret som det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv. Den ene var klar til at rejse med det samme; den anden havde brug for sin betænkningstid.  Det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv, Bradley og Marit Long, har kastet sig over deres første store udfordring i deres nye hverdag i Israel: at lære hebræisk. Der er masser af sproglige finurligheder, der skal forstås, og selvom det går fremad, er der et stykke vej endnu. ”Det bliver sikkert ligesom, da jeg skulle lære norsk. Det tog mig mange år,” fortæller Bradley, der oprindeligt er fra England. Men trods vanskelighederne er Bradley og Marit klar til de udfordringer, der venter dem: ”I en nøddeskal tror jeg, Gud har kaldet os til den her opgave,” siger Bradley. “Og så er det sådan set underordnet, om det kræver at lære endnu et sprog.”  Tid til at teste For mere end to år siden nævnte generalsekretæren i Den Norske Israelsmission, Rolf Gunnar Heitmann, for Bradley Long, at man manglede en til at overtage danske Christian Rasmussens stilling som præst i Immanuelkirken i Tel Aviv.  Og siden da har Bradley haft svært ved at slippe tanken om at drage mod syd: ”Der var noget inde i mig, der sagde ja. Jeg kunne sige ja med det samme,” siger 51-årige Bradley, der dog alligevel gav sig selv tid til at tænkte det igennem en ekstra gang. Han ville teste kaldet. Marit, der er fra Norge, havde også brug for betænkningstid. Det resulterede i en ferie til Israel i foråret 2014 – eller nok nærmere en benhård eksamen, hvor Israel skulle testes. Parret skulle deltage i et møde i Immanuelkirken og tog børnene med. ”Det handlede om at finde en fred i, at det er her, vi er kaldet til. Nu har vi testet kaldet, og derfor føles det også rigtigt at være her,” fortæller Marit. Et hjerte for Israel Selvom sproget er fremmed for Marit og Bradley, er Israel ikke uvant. Tilbage i 1998 boede Bradley otte måneder på Vestbredden, da han rejste med Youth With a Mission. Marit har været i Israel flere gange på kortere ferieophold. ”Israel har haft en særlig plads i vores hjerte i lang tid. Det har påvirket mig mere, end det gør at besøge et andet spændende land. Det er fantastisk at tænke på, at det er det land, Jesus har boet i,” mener Marit. Kirke med åben dør Både Marit og Bradley ser frem til de udfordringer, der venter dem i Israel. Bradley skal primært fungere som kirkens præst, mens Marit, der er tidligere ungdomsdiakon, er leder for de unge voksne i kirken, leder lovsangsteamet til shabbatsgudstjenesterne, har ansvaret for volontørerne – herunder danske Louise og Rasmus Killerich Breindahl – og også på sigt skal undervise i engelsk på Vestbredden i samarbejde med os – Den Danske Israelsmission. Både Marit og Bradley Long har dog et helt særligt ønske for deres tid som ledere af Immanuelkirken: ”Vi er en kirke, men vi skal også være rettet mod samfundet omkring os. Vi skal have åbne døre – både fysisk og symbolsk,” mener Bradley, der håber på at kunne bidrage til mere evangelisation uden for kirkens mure. ”Vi håber Gud kan bruge os på den måde han vil, både i og uden for kirken,” siger Marit.   FAKTA MARIT OG BRADLEY LONG
  • Overtager jobfunktionen som præstepar i Immauelkirken efter danske Lisbeth og Christian Rasmussen, der har ledt kirken i 7½ år.
  • Marit og Bradley Long har været i gift i 15 år. De har boet de fleste år i Norge, men også i Holland og England.
  • Parret har fire børn: Benjamin på to, Maria Sophia på otte, Ruben på 10 – og Rebekka Olivia, som de mistede under graviditeten.
  • Har foreløbigt sagt ja til at lede Immanuelkirken i fire år.
  Dette er en forkortet version, læs den fulde artikel her

Det er udfordrende at lytte til hinanden

Hedva Haymov, kvindekoordinator i Musalaha I september tilbragte 28 palæstinensiske og israelske kvinder en weekend sammen, for at lære om hinandens forståelse af tidligere historiske begivenheder. Vi præsenterede den israelske forståelse og den palæstinensiske forståelse til en blandet gruppe kvinder, der gennem to år regelmæssigt har mødtes. Kvinderne har etableret deres forhold, blevet tættere og de var nu klar til at høre svære sandheder og andre perspektiver end deres egne. Grace, der præsenterede den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder, fortalte om hvordan nøglen er et symbol for palæstinenserne. Den bruges som en påmindelse for folket om, at de har et håb om at vende tilbage til de hjem, som de mistede under oprettelsen af staten Israel. Jeg præsenterede den israelske forståelse, der indeholder folket Israels længsel gennem 2000 år efter at vende tilbage til Zion, det land de var blevet forvist fra. Ingen af os holdt igen under de svære dele af vores fortællinger. Grace fortalte kvinderne om befolkningsstatistikken i Palæstina fra 1936 (97 % palæstinensere og 2 % jøder) til 1948 (67 % palæstinensere og 33 % jøder) og om den mængde land der engang tilhørte Palæstina, som nu næsten udelukkende kontrolleres af Israel. Jeg var ikke sikker på, hvor grafisk jeg skulle være i min beskrivelse af jødeforfølgelserne i Europa og de oplevelser jøderne havde under 2. verdenskrig, men jeg fortalte om rædslerne så detaljeret, som jeg troede, gruppen kunne håndtere. Den forståelse, som Grace delte, afspejlede mange af de palæstinensiske kvinders families historier og personlige historier. Det er ikke svært at forestille sig det ubehag, denne forståelse giver israelere, der ofte tvivler på dens sandfærdighed. Normalt udløser det en defensiv adfærd; denne forståelse er svær at acceptere, når den først høres, da den ikke undervises om i det israelske skolesystem. Men for dem der arbejder for forsoning, er der en villighed til at lytte og prøve på at forstå hinanden. Efter Graces’ præsentation delte en israelsk deltager sin historie: “Det var svært for mig at lytte til den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder – og det overraskede mig. Jeg kender en del af fortællingen, men at høre den beskrevet i dag var svært for mig. Jeg havde næsten lyst til at skrige. Men efter du præsenterede den israelske forståelse og forklarede hvorfor jøderne lever i landet og forbandt det så tæt til bibelen, blev jeg roligere og følte, at jeg blev hørt.” Når de palæstinensiske kvinder lyttede til de israelske kvinders fortælling, var de mindre defensive, da de har hørt den gennem hele deres liv. Palæstinensere fra det nordlige Israel taler hebraisk og mange har været igennem det israelske skolesystem, og blandet sig frit med israelske jøder. De er mere bekendte med nutidens israelske identitet. Vi ser ofte, at sådanne palæstinensiske deltagere der bor i Israel ikke kender nok til deres eget folks forståelse af fortiden. En palæstinensisk deltager fra Nazareth udtrykker: “Jeg følte så megen smerte i dag. Jeg er glad for, at jeg hørte den palæstinensiske fortælling. Jeg befinder mig i et spændingsfelt mellem israelere der ikke accepterer mig fordi jeg er palæstinenser, og palæstinensere der ikke accepterer mig fordi jeg bor blandt israelere. Da jeg er opvokset i Israel, blev jeg lært den israelske forståelse, og jeg kender den godt. Dette er første gang, jeg har hørt den palæstinensiske forståelse blive præsenteret så klart. Det var meget smertefuldt at lytte til.” Da det var tid at tage hjem, bøjede kvinderne knæene og vi bad alle sammen for vores børn. Vi bad om at de må blive bevaret fra verdens løgne og de fortællinger, der adskiller dem. Det var en stor oplevelse for gruppen at træde ind i denne udfordrende fase af forsoningsprocessen. Jeg er overbevist om, at deltagerne lærte en masse. Jeg ved, at det har været smertefuldt at høre. Jeg håber, at det overbeviser folk om at lytte til hinanden og til at skabe en ny forståelse sammen – en forståelse som respekterer og inkluderer den anden. Denne artikel er oversat, læs den oprindelige artikel her 

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503