Skip to main content

Forfatter: Maria Strøm Risbjerg

Håb spirer midt i fjendskab

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha, reflekterer over kirkens mangfoldighed og fortæller om, hvordan Musalahas pensum spreder sig videre ud i den arabiske verden.

På langfredag deltog vores familie i gudstjenesten i Church of the Holy Sepulchre (gravkirken) i Jerusalem. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi mødte folk fra forskellige traditioner fra hele verden. Heriblandt var der græsk-ortodokse, koptere, syrere, etiopiere og romersk-katolikker, der alle hver især bad på deres eget sprog. Selvom det var en anelse kaotisk med så mange mennesker samlet på ét sted, som alle havde deres egne procedurer for bøn og liturgi, reflekterede det alligevel forskelligheden i det kristne fællesskab, som en smuk mosaik.

Mens vi bevægede os rundt i kirken, passerede vi folk, der reflekterede, bad, tændte stearinlys og sang, og pludselig befandt vi os i et mere afsides område i den ældre del af bygningsværket sammen med et egyptisk par. Jeg begyndte at forklare dem kirkens historie og den betydning. Mens de lyttede, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til glæden i mandens ansigt. Som samtalen skred frem, udtrykte jeg min sorg over angrebene på de koptiske kirker i byerne Alexandria og Tanta i Egypten. Han fortalte os, at de var fra Alexandria, og at angrebene havde været et spirituelt wake-up-call for ham.

Dette ramte mig, da de fleste mennesker, som oplever grusomheder, udtrykker vrede og bitterhed, men det gjorde dette par ikke. Som en afsluttende gestus gav han vores familie nogle lys, vi kunne tænde. Jeg bad for hans familie og vore veje skiltes. Af alt vi havde oplevet i påskeweekenden, fandt vi dette møde mest meningsfuldt.

Nogle dage senere rejste jeg med en kollega til Jordan for at deltage i et teologisk forum, hvor teologer fra forskellige mellemøstlige lande samles for at lære, hvordan de kan være instrumenter i fredsskabelsesprocessen. Dette års tema var fredsskabelse og forsoning, og Musalaha var blevet bedt om at præsentere hvad vi havde lært gennem årene, vores pensum og forsoningens seks stadier. Vi modtog positiv respons, og en hel del mennesker spurgte, om de måtte inkorporere vores pensum i deres skoler, kirker og lederskabstræningsprogrammer. Det er spændende at se, at alt det vi har udarbejdet, nu spreder sig til andre dele af regionen. Vi arbejder i øjeblikket på at tilpasse vores pensum til en større del af den arabiske verden.

Der er mennesker, som udfordrer os i spørgsmålet om troens fællesskab og rolle i krisesituationer. Stater der kollapser, flygtningekrisen og den stigende radikalisering har tvunget mennesker til at tænke anderledes og finde på nye måder at nå ud til deres naboer og blive en kilde til velsignelse for dem. En kvinde fra Libanon fortalte deltagerne om den måde, hvorpå hun rækker ud til sit lokalsamfund. Hun oplevede, at mange mennesker udenfor kirken sulter efter at møde kristne og gå imod radikalisering. Der er mennesker, ligesom hende, der bevæger sig væk fra de traditionelle arbejdsmetoder (med ikke-troende) og finder nye måder at interagere med mennesker omkring dem. Det var spændende og opmuntrende at se kirkeledere og teologer til forummet, der bad og forestillede sig, hvordan de kunne række ud over deres egne kredse med budskabet om fred i de områder, som er splittede af had og vold.

Israel mindes ofrene under holocaust

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Israelere og jødiske samfund verden over markerede søndag aften til mandag Israels nationale holocaust mindedag Yom HaShoah, i minde om de seks millioner jøder, der blev dræbt under holocaust.

Da sirenerne lød mandag morgen, stoppede hele nationen Israel op i respekt for ofrene under holocaust. De to minutters stilhed er en årlig begivenhed, som samler befolkningen og skaber rum for at mindes de tragiske hændelser.

Den årlige nationale holocaust mindeceremoni afholdes på Israels holocaust museum i Jerusalem, Yad VaShem, som israelske embedsmænd og holocaustoverlevere deltager i.

Hvert år rejser tusinder af jødiske ungdomsgrupper og studerende også til Polen i ugerne op til, for at deltage i uddannelsesprogrammet March of the Living, hvor de udforsker efterladenskaberne af Holocaust og lærer mere om historien. På selve dagen marcherer de i stilhed fra Auschwitz til Birkenau, som er en del af det største nazistiske bygningskompleks opført under 2. verdenskrig. Flere verdensledere deltager i denne ceremoni, og IDF (Israel Defence Forces) sender ligeså en delegation hvert år.

  Øverste billede © Jeldu Flickr

Påskens ensomme begivenheder

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksioner.

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha

I forbindelse med dette års påsketid samles mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da påsken i både den østlige og vestlige tradition falder på samme dag, vil der være ekstra tætpakket. Palmesøndag ligger i denne uge, og tusinder af besøgende og lokale kristne palæstinensere vil gå samlet ned fra Oliebjerget, gennem dalen og op til den gamle by i Jerusalem. Det er et meget rørende syn, hvor grupper af mennesker fra hele verden vifter med palmegrene, synger lovsange og fejrer Jesu virke og hans indtog til Jerusalem.  Det er én af de mest pulserende fejringer i verden, der markerer den sidste uge i Jesu fysiske liv.

I de østlige traditionelle kirker er folk hele ugen beskæftiget med at faste og bede. Kirkerne er fulde af mennesker, der ikke normalt kommer til gudstjeneste. Man hører ofte folk sige, at bønnerne før påske er smukke og at de kan lide at lytte til dem, at læse evangelierne, og især at opleve lovsangen ugen igennem, der leder op til påskesøndag, eller pascha, som den bliver kaldt i Østen. Langfredag og opstandelsessøndag er der knap plads til at stå op i kirkerne i den gamle by i Jerusalem.

Disse glædelige og meningsfulde anledninger til at fejre står i stærk kontrast til de historiske og spirituelle begivenheder, de markerer. Faktisk, var begivenhederne i Jesu liv, død og opstandelse meget ensomme. Disciplene og de fleste folk, der fulgte Jesus, forlod ham, da han modtog sit kors. De afviste ham ved at benægte, at de kendte ham. Kun enkelte gik ved siden af ham, og hjalp ham, da han gik op til Golgata, og kun meget få stod ved hans fødder under korsfæstelsen.

Kontrasten mellem disse tragiske og forfærdelige begivenheder og hvad vi fejrer i dag, er slående – vi kan lære af forskelligheden. Mange gange går store begivenheder i historien stille for sig ligesom korsfæstelsen og opstandelsen. Da disse begivenheder fandt sted lod det til, at det onde havde vundet over det gode. Folk mistede håbet, og det var en trøstesløs tid. Det var ikke ærefulde begivenheder, som blev ophøjet, men fuldstændig modsat hvordan vi fejrer dem i dag.

Det er det samme for mennesker, som søger Guds rige, og især dem, som søger forsoning. Livet kan være ensomt, fyldt med afvisning, ikke glorværdigt, smertefuldt og til tider besværligt, for dem, som aktivt arbejder for forsoning. I dag leder de fleste efter ære, magt og tilbedelse, og stræber efter at opnå den succes, samfundet definerer.

Prisen for at taget et standpunkt i moralske og etiske dilemmaer er høj, og ligeså når man opfordrer til fred og forsoning, og ikke fjendtlighed og afstandtagen til andre, som er forskellige fra os. Dog er det ofte de svære tider, fyldt med isolation, der er de transformerende og udviklende øjeblikke i vores samfund i dag. Lad os genkende kontrasten mellem hvordan begivenhederne vi fejrer faktisk foregik, og hvordan vi vælger at fejre dem. Må dette hjælpe os til ikke at gå glip af transformerende øjeblikke i vores egen livstid.

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.

Øverste billede: (C) Musalaha

Studerende lærer at stille de svære spørgsmål

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Fellowship of Christian Students in Israel (FCSI) afholdte i marts deres årlige nationale konference for studerende i Israel. Her var 110 både engelsk-, arabisk- og hebraisktalende unge samlet for at læse i bibelen og lære hinanden at kende.

Bibelen leder til forandring
Zaher Haddad, generalsekretær i FCSI, glæder sig over konferencen: ”Vi oplever hvordan flere og flere studerende læser i Bibelen, og det leder til forandring i deres liv.” På bare tre år er deltagerantallet vokset fra 20 til 110. Konferencens hovedfokus var at tilbringe tid med bibellæsning, at blive mere fortrolig med at stille de svære spørgsmål og have modet til at prøve at svare på dem. Derudover fortæller Zaher, at atmosfæren blandt deltagerne var god, og at der også var tid til aktiviteter og sport.

Missionspiloterne fik kram og kindkys
De tre missionspiloter deltog også i konferencen. De hjalp til i køkkenet, hvor de oplevede en enorm gæstfrihed. ”Det har været en vild fed oplevelse og lejr-stemningen har virkelig været på det højeste, men det, som jeg vil tage med herfra, er køkkendamernes taknemmelige kram og kindkys,” fortæller Tilde Søndergård i et blogindlæg.

Jesus er Herre over sabbatten
En hebraisktalende studerende fortæller: ”Det var en meget velsignet konference, og jeg var meget glad for at være der. Den induktive måde at læse Bibelen på afslører mange nye ting for læseren. Personligt har jeg fået et nyt syn på sabbatten, og nu forstår jeg, at Jesus, der er herre over sabbatten, skal have sin rette plads i centrum.”

Kaldet til at tjene sociale udskud
En arabisktalende færdiguddannet farmaceut fortæller, hvordan hun i sit arbejde bliver konfronteret med stofmisbrugere, der kommer ind for at få udskrevet stoffer. Hun plejede at lade andre tage sig af dem, da hun anså dem for besværlige at arbejde med, men efter at have arbejdet med Markusevangeliet, har hun ændret perspektiv:

”Jesus lærer mig, at jeg skal behandle alle ens og ikke diskriminere nogle grupper af mennesker. Han lærer mig at tilbyde min hjælp til alle og at elske alle – selv misbrugere der betragtes som sociale udskud.”    

Muslimer, kristne og jøder lærer om forsoning af Jesus

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen


Salim J. Munayer, leder og én af grundlæggerne af organisationen Musalaha, oplever, hvordan mange israelske og palæstinensiske ledende figurer er interesserede i at lære mere om forsoning, og han modtager mange forespørgsler om at dele ud af sine erfaringer. Én af disse forespørgsler var, at undervise i et træningsprogram, organiseret af tænketanken ”the Shalom Hartman Institute”, der involverer israelske skoleledere med både muslimsk, kristen og jødisk baggrund. Her fik han muligheden for, at dele sine perspektiver ud fra en kristen synsvinkel. 

Villighed til at lytte
Til et af møderne i træningsprogrammet underviste Salim om, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede, og om hvordan det relaterer til mennesker både i vores lokalsamfundet såvel som fremmede. Han delte passager fra det Nye Testamente med gruppen, og de passager inkluderede bjergprædikenen, den barmhjertige samaritaner og den samaritanske kvinde ved brønden.

”Det var fascinerende for en person som mig, der er vokset op i forskellige segregerede skoler, israelsk-jødiske som palæstinensiske, at se disse skoleledere sidde sammen og lytte, imens de læste i det Nye Testamente,” fortæller Salim.

For tredive år siden ville et sådant undervisningsprogram aldrig have eksisteret, og selv i en israelsk kontekst i dag er undervisning og promovering af forsoning sjælden og vanskelig. Det var et bemærkelsesværdigt syn at se disse kristne, muslimske og jødiske undervisere være optagede af det Nye Testamente. De viste tegn på åbenhed og følte sig ikke truede.

Jesus nedbryder grænser
Da de læste om Jesu møde med den samaritanske kvinde, kunne hele gruppen relatere til hendes historie. Hun var fjenden, der tilhørte den anden side af det etniske skel, og det var tydeligt for dem, at hun levede et farligt liv. De kvindelige undervisere kunne nemt finde mange ligheder med deres egne liv i det israelske samfund i dag, og de muslimske deltagere genkendte med det samme den skam, kvinden bar i forhold til sin ægteskabelige situation. De jødiske skoleledere lagde mærke til, hvordan hun havde en teologisk samtale med Jesus, da det ikke var tilladt på den tid og heller ikke i nogle religiøse forbindelser i dag.

Salim beskriver denne oplevelse, som en enestående mulighed for at få et indblik i en gruppe med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde.

”Jeg er overbevist om, at det var en opmuntrende oplevelse for skolelederne, da det gav dem et forum, hvor de kunne øve sig i at stille spørgsmål og lære mere om andres religiøse praksis.”

Det var bevægende for ham at se, hvordan de arbejder med det Nye Testamente og gerne ville lære mere, da det var en u-familiær og anderledes udlægning af teksterne, der måske havde kunnet skabe følelser af frygt.

Samtale opmuntrer
Da Salim forlod mødet, følte han sig opmuntret over de fremskridt, der sker i dele af samfundet. Atmosfæren mellem israelere og palæstinensere i landet er præget af intolerance og isolation, og mange nægter at lytte til hinanden. Da Salim guidede disse undervisere gennem det Nye Testamente, så han en anderledes virkelighed end den, som en gennemsnitlig person ser i nyhederne.

”Endnu mere spændende er det, at skolelederne spiller en kæmpe rolle for tusinder i deres skoler, og her kan de dele hvad de har lært med mange flere unge mennesker,” udtrykker han.

Det var en oplevelse, der på mange måder opmuntrede ham, og som viser, hvordan Musalahas arbejde vokser og blomstrer, og nu kan blive delt og værdsat af et større segment i samfundet.      

Vi er fælles om vores kald til at dele evangeliet

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Hvert år i januar går forskellige kirkeretninger i Jerusalem sammen om at bede. De kalder denne særlige uge for ”week of unity”, hvor fokus ligger på fællesskab og enhed. David Serner, der er præst i den danske kirke, reflekterer over de oplevelser og indtryk, ugens begivenheder gav ham.

Jerusalem skal gå foran
Gennem ugen var der fokus på dét, der samler kirkerne i stedet for deres uenigheder. Det blev blandt andet slået fast under en prædiken af biskop Munib Younan, der blandt andet omhandlede det historiske møde mellem katolikker og lutheranere i Lund i forbindelse med begyndelsen af reformationsåret. Budskabet stod klart:

”Jerusalem skal gå foran i enhed, og om end vi er forskellige i teologi og liturgi, så er vi ét i mission. Vi er ét i kaldet til at dele evangeliet med vores medmennesker.”

Kirkevolontør leder bøn
Til den fælles gudstjeneste i Church of the Redeemer er der tradition for, at en dansk volontør beder en bøn på dansk. I år var det kirkevolontøren, der ledte den fyldte kirkesal i bøn for helbredelse af de syge og dem, som lider. David udtrykker: ”Det slog mig midt under bønnen, hvor stor forskel, der kan være på bøn, og på hvordan bøn bliver opfattet.”

Vi skal anerkende hinandens styrker
I samtalerne efter gudstjenesten fortæller David om et møde, han havde med Herman, der leder et kristent informationscenter. Med udgangspunkt i Martin Scorseses nyeste film Stilhed talte de om mission og dét at lide for evangeliet.

Fællesskab med en etiopisk menighed.
Biskop Munib Younan havde tidligere refereret til en samtale, som han havde haft med paven. Paven havde udtrykt, at kirken i dag har brug for, at vi anerkender hinandens styrker. Han kategoriserede disse styrker som:

Den ortodokse kirkes standhaftighed, den romersk katolske kirkes disciplin, den anglikanske redelighed, den lutherske kirkes iver for troen, den heroiske karakter af den armenske kirke, den koptiske kirkes martyrium, den reformerte kirkes loyalitet mod skriften, den baptistiske enkelhed og det standhaftige vidnesbyrd fra den syriske kirke, samt evangeliets forkyndelse og sakramenterne i alle kirkerne. 

At det er simplificeret, kan det ikke være tvivl om, udtrykker David, men tanken om, at se vores styrker og støtte hinandens kald til mission og på den måde stå som ét, er en forfriskende indgangsvinkel.

    Dåben binder os sammen
I deres samtale slog Herman fast, at selvom vi har forskellige tilgange til nadveren, er det dåben, der binder os sammen: ”Gennem dåben kaldes vi til at leve med enheden som fortegn fremfor adskillelse – først og fremmest med Gud, men også så vi kan styrke hinanden i troen.”

Vi har én absolut sandhed, som vi må holde fast i, reflekterer David, og det er Jesus. Vores teologi kan variere og vores liturgiske forskelligheder kan være tydelige, men det må ikke aflede os fra vores fælles kald til at være et vidne om troens frisættende magt i Kristus.

Vi må inspirere og opmuntre hinanden
David afslutter sin beretning med at fastslå, hvor berigende det er, at kunne tilbede den samme Gud igennem forskellige udtryk. ”De forskellige former må ikke hindre os i at tilbede sammen, men vi må være bevidste om vores (teologiske) forskelle og så lade os inspirere og opmuntre hinanden til at være ét i vores kald til mission.”  

En lille kirke med et stort behov

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksioner.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Mikhail Vayshengolt giver et dryp fra sin menighed i Tel Aviv. Der er mange udfordringer, men også stor grund til at glædes.

Jeg blev bedt om at tale i min lille kirke til vores evangeliske julegudstjeneste for russisktalende. Mit emne var ”julen er en jødisk højtid”. Da gudstjenesten var færdig, bad tre mennesker om syndernes forladelse.

Den første var Maya, der et par dage tidligere havde været hjemme hos os for at fejre Hanukkah. Hun nød atmosfæren, der virkede anderledes end noget andet, hun havde oplevet før. Ved julegudstjenesten forstod hun, at det at kende Jesus og hvad han havde gjort for os, er kilden til den fred og glæde, hun har brug for.

Vilena havde læst i bibelen gennem længere tid, taget notater og ledt efter sandheden. Hun var nu klar til at tage imod den.

De første to kvinder der angrede, var jødiske. Den tredje kvinde, Svetlana, var ikke. Svetlana plejede at komme i en russisk ortodoks kirke og hun deltog endda til tider i nogle evangeliske kristne aktiviteter. Men efter gudstjenesten bad hun mig om at forklare, hvorfor Jesus var blevet korsfæstes. Efter vores samtale lød det til, at hun endelig forstod sit behov for en frelser.

Bed om, at disse nye troende må vokse i nåden og i forståelsen af deres nye liv i Jesus.

Syriske flygtninge giver perspektiv på forsoning

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Messianske jøder og palæstinensiske kristne var samlet til en forsoningskonference i Athen, for at lytte til hinanden i håbet om at kunne opbygge tættere relationer. Jamie Cowen, messiansk jøde, oplevede, hvordan teorien omkring forsoning blev omsat til konkrete handlinger, da de to parter fandt et fælles tredje ved at samarbejde om diakonalt arbejde for trængende syriske familier.

Jamie Cowen og omkring 12 andre deltagere fra konferencen samledes en eftermiddag uden for konferencens officielle program for at møde og hjælpe nogle af de mange syriske familier, som gennem årene har oversvømmet Grækenlands kyster. Ledt af en palæstinensisk præst, der har opstartet et missionsarbejde blandt syrerne i Athen, blev de delt op i mindre grupper, og sendt ud til forskellige familier.

Fælles om at møde familien
Jamie Cowen og hans gruppe ankom til en lille tætpakket lejlighed. Her sad familien samlet – kvinderne klædt i sort – og spiste. De blevet ledt ind i et andet rum af familiens far, som nogle måneder tidligere var blevet en kristen. Det var hans familie imidlertid ikke, og da muslimske naboer var på besøg, ville han snakke med dem privat, indtil de tog hjem.

”Vi introducerede os selv som messianske jøder og palæstinensiske kristne fra Israel, der, i stedet for at se Syrien som en fjende, bad for syrerne,” fortæller Jamie Cowen.

Faderen delte sin og familiens rørende fortælling om deres rejse gennem de seneste år. Efter mange prøvelser og lidelser i både Syrien og Tyrkiet, var de endt i Grækenland.

Elsk din fjende
Faderen kom til tro gennem et bibelstudie organiseret af den palæstinensiske præst, som også havde arrangeret besøget. Her blev det klart for ham, at der er en radikal forskel på islam og kristendom, især i Jesu lære om ”at elske sin fjende”. Efterfølgende begyndte han at stole på Gud.

Da naboerne var taget hjem, sluttede resten af familien sig til gruppen. De kendte til hans nye tro, men lyttede stadig opmærksomt på hans fortælling. Afsluttende fik gruppen lov til at bede for familien. Jamie Cowen beskriver, hvor stærk denne situation var:

”Her sad vi: et par messianske jøder og en palæstinensisk kristen præst fra Israel og bad for denne familie med konen, der var fuldt iklædt muslimsk sort. Vi bad om velsignelse, fremgang, håb og trøst, en fremtid og at Gud ville finde deres savnede søn.”

Guds kærlighed handler om at skabe bro
Da gruppen samledes med resten af konferencedeltagerne, havde andre meget lignende historier at dele.

“Dette er, hvad Guds kærlighed handler om: at skabe bro på tværs af politiske og regionale forskelle ved at lytte til hinanden, arbejde sammen og elske hinanden,” udtrykker Jamie Cowen.

Han vil sammen med sin kone fortsat dedikere sig selv til at skabe tættere relationer til deres arabiske brødre og søstre. De har intentioner om at hjælpe den palæstinensiske præst, der driver mission blandt de syriske flygtninge.

”Alt imens den amerikanske regering tager afstand fra flygtninge og den israelske regering gør livet svært for palæstinenserne, vil min familie og jeg tjene Gud,” fastslår Jamie Cowen afslutningsvist.

  Læs Jamie Cowens fulde beretning her.

Øverste billede: (C) Chad Briggs/Flickr 

Glimt fra en lysende kampagne

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Da Jews for Jesus lancerede deres første online-kampagne ”spred lys” i december, blev mere end 210,000 mennesker berørt af et klart evangelisk budskab. Ét af disse mennesker er den sekulære jødiske mand Shlomo fra Australien, der kom i snak med Jews for Jesus gennem deres online chat.

Ziggy Rogoff, messiansk jøde, førte samtalen med Shlomo. Efter en indledende introduktion nævnte Shlomo, at han havde læst det nye testamente. Her er et lille udsnit af samtalen:

”Hvad lærte du om øjenvidneberetningerne om Jesus i det nye testamente?” spørger Ziggy.

”Efter at have været politibetjent i mange år, har jeg lært aldrig udelukkende at stole på øjenvidner,” indrømmer han.

”Okay, men hvad tænker du så om Elie Wiesel’s øjenvidneberetning om Auschwitz? Hvorfor tror du på Elie?”

”Det må stadig afhænge af samstemmende øjenvidneberetninger med understøttende beviser, der ikke afhænger af, hvad folk siger,” insisterer Shlomo.

Ziggy fortsætter med at udfordre: “hvis vi brænder alle øjenvidneberetninger og enhver video med vidnesbyrd ved vi intet om Auschwitz, ikke? Det hele afhænger af øjenvidner. Og når det kommer til Jesus, har vi masser af øjenvidneberetninger. Hvorfor er du så besluttet på ikke at tage Jesus seriøst?”

”Jeg tror virkelig ikke på en skaber af universet – hvis vi antager, at en sådan eksisterer – der er blevet født som en jødisk prædikant for 2000 år siden,” ytrer Shlomo. ”Det skal der en del mere til end et par manuskripter. De påstande Jesus kom med, giver ikke nogen mening for mig. Jeg troede faktisk at denne hjemmeside var en joke, men det viser sig at I er ægte nok.”

Da Shlomos interesse vedblev, tilbød Ziggy at sætte ham i kontakt med Jews for Jesus’ missionærer i Sydney, som kan mødes med ham ansigt til ansigt og hjælpe ham finde sandheden. Bed for Shlomo og for at hans interesse ikke går tabt, og at Helligånden må nå ham. Shlomos møde med evangeliet er blot ét af mange lysglimt fra kampagnen.

Du er ikke alene

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

I anledning af Hanukkah afholdte “Tents of Mercy”, et netværk af messianske menigheder i det nordlige Israel, en lejr for mere en 80 teenagere. Flere deltagere deler opmuntrende vidnesbyrd om deres møde med Jesus og det indbyrdes fællesskab.

Det er en stor udfordring for mange unge i dagens Israel at tro på Jesus. De oplever, hvordan det at identificere sig selv som messiansk jøde, skaber uønskede barrierer mellem dem og deres klassekammerater, og at det har konsekvenser for deres sociale liv. Selvom det er alment accepteret, at livet som jøde kan leves på mange måder, er det endnu ikke acceptabelt at tro på Jesus.

Til trods for de mange udfordringer, fortæller ungdomskonsulenten Sarah om store opmuntringer fra lejren. Hun beretter blandt andet om pigen Muriel:

”Muriel kæmpede. Hun var blevet stemplet som en ”outsider” af sine klassekammerater, og troede, at hun var den eneste troende på skolen. Men, bare et par timer efter at vi havde bedt Gud om at sende en anden troende, mødte hun en ny ven på lejren, som viste sig at gå på sammen skole.”

… Og andre unge, der delte deres vidnesbyrd:

Ester (18 år): ”Den første nat rørte Gud virkelig ved mig. Jeg kunne ikke presse mere lovsang ud. Jeg eksploderede indvendig af Guds kærlighed.”

Eli (rådgiver): ”Det var min første gang på lejren. På den første aften under lovsangen, følte jeg Guds nærvær meget stærkt! Det var én af de dybeste oplevelser, jeg havde haft i Israel. Jeg takker Gud for muligheden for at være en del af lejren.”

Elior (17 år): ”Jeg kendte ikke nogen. Jeg følte mig malplaceret. Men I tog i mod mig og jeg fik nye venner. Det var en stor velsignelse.”