Skip to main content

Bibelselskab hjælper i Gaza

Arne Pedersen, 16. oktober 2014

Israelsmissionens samarbejdspartner, Det Palæstinensiske Bibelselskab (PBS) har siden våbenhvilen mellem Israel og Hamas, været involveret i at hjælpe de mange familier, som er ramt af krigens efterdønninger.

”Det har været vigtigt for os, at koordinere med kirkerne i Gaza. Det var et væsentligt første skridt i at sikre os, at kirken er et vidnesbyrd for de mange muslimer, som også har brug for hjælp,” fortæller Simon, kommunikationsmedarbejder hos PBS. Han har selv været i Gaza og set hvor meget befolkningen har brug for hjælp – og hvor stort et vidnesbyrd det er, at se kristne dele nødhjælp ud til muslimer.

Simon var i Gaza sammen med PBS’ generalsekretær for at opmuntre de kirkeledere, som stadig er i det lille landestykke, samt at indsamle informationer om, hvordan uddelingen går.

Indtil videre er cirka 1100 familiepakker med mad uddelt. Pakkerne har mad nok til en familie på seks medlemmer i ca. 2½ uge, og indeholder fx ris, pasta, mel og tun på dåse.

85 mennesker er hjulpet med medicin – primært børn og ældre mennesker. Enkelte har fået behandling på en lille klinik i samarbejde med et lokalt kristent apotek.

Et stort problem er også adgangen til rent drikkevand, så en del af hjælpen har også været at levere nye vandtanke til 370 familier. Vandtankene kan indeholde cirka 380 liter vand hver.

Daglig hygiejne er ligeledes et stort problem, så der er forberedt omkring 600 hygiejne-pakker med sæbe, håndklæder, tandbørste, tandpasta mm.

Simon fortæller, at uddelingen vil fortsætte de kommende måneder. Udover den omtalte hjælp vil PBS desuden hjælpe omkring 20 kristne familier med at restaurere deres hjem samt sende psykologer til området, som kan hjælp med at hele nogle af de sår, som ikke kan ses.

Vær med til at bede for Simon og PBS – samt for kirken i Gaza. Bed om at hjælpen må kunne gives uden forhindringer, om at den må nå dem, som trænger og om at mennesker må blive mødt med den kærlighed, som stikker dybere og varer længere end noget andet.