Skip to main content

Bibelselskaber for forsoning

Arne Pedersen, 13. august 2014

Gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) har Israelsmissionen netop fået en nødhjælpsbevilling på 250.000 kr. til det nødhjælpsarbejde som Det Palæstinensiske Bibelselskab gør i Gaza. Målgruppen er i første omgang de omkring 2000 flygtninge som har søgt tilflugt i en af kirkerne i Gaza.

”Vi er glade for at vi qua vores medlemskab af DMRU har mulighed for på denne måde at hjælpe vores partner i bibelselskaberne i Israel-Palæstina”, siger Bodil F. Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen.

“De tre bibelselskaber i området har et stærkt ønske om med deres samarbejde at flytte fokus væk fra de forfærdelige stridigheder og den vold og ødelæggelse som begge befolkningsgrupper er udsat for og i fællesskab pege på en vej fremad, hvor bibelens budskab om fred og forsoning, håb og trøst kommer i fokus. De fortjener virkelig vores opbakning i dette svære arbejde. Derfor er vi glade for muligheden for at kunne formidle denne nødhjælp lige som vi ønsker at støtte de øvrige initiativer som de tre bibelselskaber har taget i den nuværende situation. Nødhjælpspuljen hjælper på kort sigt, og det er der brug for. Men det arbejde bibelselskaberne i fællesskab gør for at skabe fred og forsoning, er der brug for på lang sigt. Vi ønsker at støtte dem i deres arbejde med at fortælle en anden historie end den, der kun handler om vold og ødelæggelse,” slutter hun.

Det Israelske Bibelselskab vil også gerne være med til at bidrage til en anden fortælling. Viktor Kalisher, der er generalsekretær siger: ”Det er så destruktivt for sjælen. Folk er opfyldt af bitterhed og had. Der er brug for at sende tankerne i andre retninger. Derfor har vi uddelt CD’er med bibelhistorier til børn på forskellige skoler.”

Det Arabisk-Israelske Bibelselskabs leder, Dina, er på banen med et nyt initiativ, ”Fredsbibelen”, og det er der virkelig brug for, fortæller hun: ” Hadet er lige her foran min dør. Vi er ude så lidt som muligt, og børnene skal helst ikke tale arabisk, for vi frygter, at de bliver kidnappet, eller der sker andre forfærdelige ting.”

Der er brug for at opmuntre de Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere, som sammen arbejder for at hjælpe dem, der er påvirket af denne krig på begge sider. Ved at give en gave hjælper du ikke bare konkret med penge, men du sender også en besked til disse mennesker om, at du står sammen med dem, beder for dem og tænker på dem i den situation, de er i.

Tak fordi du med din gave både er med til at lindre nøden og opmuntre mennesker.

Klik her for at støtte