Børn har ret til en forankret fremtid


af Arne Pedersen

I dag, tirsdag den 20. april, skal Folketinget behandle et lovforslag vedr. omskæring af drengebørn. Det er et betændt emne med mange følelser. I nedenstående indlæg reflekterer generalsekretær Arne Pedersen over emnet med udgangspunkt i en udtalelse fra Etisk Råd fra et par år siden. Etisk Råd udgav inden sommerferien 2018 en udtalelse vedrørende rituel omskæring af drenge. En udtalelse, som efter min mening, slet ikke har fået den opmærksomhed, den burde. Etisk Råds udtalelse er både interessant og bekymrende læsning. Interessant, fordi den vidner om splittelse og uenighed i Etisk Råd, både hvad angår lovgivning og etisk vurdering af spørgsmålet. Bekymrende, fordi et faktuelt flertal i rådet mener, at omskæring af drenge under den eksisterende omskæringspraksis er etisk forkert. Det begrundes primært i det som udtalelsen kalder ”barnets ret til autonomi og selvbestemmelse”. Det problematiseres i udtalelsen, at man med omskærelse påfører barnet et ”kulturelt mærke”, som man bærer med sig altid – også hvis man skulle ønske sig senere i livet at bryde med den kultur, mærket er en markør for. Naturligvis skal vi respektere barnets autonomi og selvbestemmelse, men spørgsmålet er om denne respekt for barnet altid bør medføre, at barnet selv skal bestemme? For hvordan udruster vi bedst vores børn til autonomi og selvbestemmelse? Er det ved undladelser eller ved påvirkning? Det er som om, Etisk Råd og tidsalderen som sådan efterlyser en grænseløshed for vores børn. Værdineutraliteten hyldes som idealet, fordi vores børn dermed påvirkes så lidt som muligt og selv kan tage stilling. Der er en forestilling om, at hvis vi blot vakuumpakker vores børn til de bliver 15 eller 18 år gamle, så vil de bryde ud som smukke sommerfugle fra deres tidligere så iltfattige omgivelser med selvdannede holdninger, værdier og syn på verden. Men det er for mig at se en falsk forestilling om det grænseløses godhed. Børn har ret til en ”åben fremtid”, konkluderer udtalelsen, ”hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åbent.” Ved denne konstante pålæggelse af ansvar på barnet, overses både fællesskabets og forældres betydning i dannelsen af holdninger, værdier og syn på verden. For hvor bliver muren så af, de skal spille bold op ad? Hvor bliver de mennesker af, de skal spejle sig i? Hvor er den jord, de skal have fødderne solidt plantet i? Hvor er det fællesskab, som skal lære dem, at her favner vi hinanden uanset tilhørsforhold, overbevisning og syn på verden? Tendensen i vores tid er, at flere valgmuligheder altid er lig med det bedste; altid er lig med autonomi. Der er en forestilling om, at mængden af valgmuligheder er ligefremproportional med graden af frihed. Tænk hvis nu det ikke er sådan? Tænk, hvis vi i rettighedernes navn er blevet så autonomi- og valgmulighedsfokuseret, at vi helt har glemt begrænsningens evangelium. Hver gang vi bliver en del af et fællesskab, begrænser vi netop os selv – vi giver afkald på en del af os selv for at blive en del af noget større. Det er godt og vigtigt at lære begrænsningens kunst, for fællesskaber – altså sunde fællesskaber – skaber sunde individer. Individ og fællesskab må være i sund balance med hinanden. Derfor må jeg også være uenig i, at rituel omskæring udgør ”et meget radikalt forsøg på at indsnævre det givne barns mulighed for at vælge sit eget religiøse ståsted og finde sin egen mening med tilværelsen,” som det hedder i udtalelsen. Eller det vil sige: Jeg kan sagtens kognitivt sætte mig ind i, hvorfor det ser sådan ud for en ikke-religiøs udenforstående. En anden måde at se det på kunne være, at her er nogle forældre, som ønsker at give sit barn den bedste start i livet overhovedet – ved at lade det blive en del af noget større end sig selv. Ved at lade det blive en del af et fællesskab, hvor det hører til og kan blive favnet. At forældrene i ren kærlighed ønsker, at deres barn skal blive et helt individ i et sundt fællesskab. Etisk Råds omtale af en barneret ”til en åben fremtid, hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åben”, bygger for mig at se på en forestilling om det vakuumpakkede barn. Måske målet for vores børn ikke skal være en åben fremtid, hvor grænseløshedens uendelige muligheder i sidste ende kan lukke barnet om sig selv. Måske målet skulle være en ”forankret fremtid”. Et ønske om at vores børn og unge lærer at forvalte deres autonomi og former holdninger, værdier og syn på verden gennem respektfuld påvirkning fra forældre og favnende fællesskaber. Det er religiøs praksis ikke en modsætning til. Tværtimod. (Billede øverst: Janko Ferlic/Unsplash)

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503