Skip to main content

Børnelejr på israelsk manér

Vi kender alle til lejre hjemme i Danmark, de er nøje struktureret og planlagt, men her i Israel er det noget helt andet. Her tager man time for time og det mærkede vi til, da vi kom til CPM og ikke vidste noget om, hvad dagen skulle bringe. Vi startede ud med at lave madpakker til alle børn og ledere.

Det var en meget stor lejr med omkring 70 børn, hvor nogle af dem var messianske jøder og andre ikke troende. Lejren prøver at nå ud til ikke troende, og lederne var rigtig gode til at tage hånd om alle, troende som ikke troende.

Efter et par timer i en bus var vi fremme ved Gallileasø, hvor vi skulle med ud på en båd. Derefter gik busturen videre mod lejren. Da vi så var fremme, fandt vi hurtig ud af, at det ikke var helt, som vi lige havde tænkt. Lejren ligger nemlig ude i Jordan Park, som er et sted ude i en stor skov med campister og hvor lejren så også er placeret. Vi skulle lige se det hele an, men blev hurtig indstillet på det hele og blev virkelig positiv over stedet.

Om aftenen var der et ledermøde, hvor vi kunne lære lederne at kende. Der var nogle unge ledere, som vi var lidt sammen med, det var dog begrænset, da de fleste af dem ikke kunne engelsk. De ældre ledere var vi meget sammen med og vi fik nogle rigtig gode samtaler med dem.

Torsdag morgen startede ud med et ledermøde, eller dagen startede faktisk ud omkring klokken 06.00, hvor en hane galede og galede. Deltagerne startede morgenen ud med morgengymnastisk og bøn, derefter fik de morgenmad. Morgenmaden bestod af skemad, salat og chokoladebudding, som vi serverede for børnene.

Senere på dagen var vi ude at gå i noget vand og så et vandfald, og da fandt vi ud af, hvor smukt og dejligt et område vi befandt os i.   Fredag var en virkelig sjov dag med kajaktur og et løb. Kajakturen var med action og spændte børn, som var klar på en fed tur. Jeg sad med fem piger i en båd, hvor to af dem kunne snakke begrænset engelsk. Sproget med deltagere og ledere var udfordrende, for nogle snakkede russisk andre hebraisk og så os. Derfor fik vi oversat, hvad der blev sagt til aften- og morgenmøderne. Vi kom dog også langt med tegnesprog med børnene.

Lørdag var en dag fyldt med action, vi kørte nemlig jeep. Vi kørte i en times tid med børnene. Ruten indeholdte tre søer, som vi skulle køre igennem og rigtig mange bump. Det var virkelig en totalt fed oplevelse.

Som afslutning på lejren, lavede vi og lederne en mur. Det er en tradition på lejren, at lave noget som minde, som kan hjælpe børnene til at huske lejren. I det her tilfælde var det så en mur med bedeemner på. Børnene fik nemlig udlevere nogle sten, som de kunne skrive bedeemner op på.

Alt i alt har vi fået rigtig mange gode oplevelser og vi kender nu lidt bedre til, hvad det vil sige at være messianskjøde. Vi har også fået mere indblik i kulturen, idet at vi har været så stor del af et team og har skullet tilpasse os deres normer og værdier.