Refleksion af bibelunderviser, Kasper Bergholt.

Chanukkafesten er en af de yngste jødiske fester. Man fejrer, at man i 165 f.Kr. kunne genindvi templet, efter at det i godt tre år var ude af drift, fordi den syriske konge havde vanhelliget det. Man fejrer, at Gud greb ind i verdenshistorien.

Og selvom chanukka intet har at gøre med den kristne jul, så er der alligevel et fælles motiv her: Gud griber ind i verdenshistorien og forandrer den.

Men når Gud griber ind i verdenshistorien, gør han det på en måde, der godt kan være lidt ukomfortabel for os, der har meget og gerne vil have mere. For Gud har nemlig ikke grebet ind til fordel for de rige, de magtfulde og de privilegerede og sikret dem deres ret til at udnytte andre. Nej, Gud har grebet ind til fordel for de svage, de magtesløse, de undertrykte, for at oprejse dem, styrke dem, skaffe dem retfærdighed (Luk 1,51-53).

Vi, der tilhører det højeste internationale samfundslag og med vores levemåde er med til at opretholde en skæv fordeling af verdens ressourcer, har brug for at bede med salmisten: ”Du har hørt, hvad de hjælpeløse ønsker, Herre, du giver dem mod, du lytter til dem. Du skal skaffe den faderløse og den undertrykte ret, så mennesker ikke længere skal øve vold i landet” (Sl 10,17-18).

Vi har brug for at høre, at Gud står på de svages side og skaffer dem ret. Han står på de sultendes side og giver dem mad. Han står på de dødes side og giver dem liv.

Hvordan lader det sig omsætte til praksis? Hvordan lever vi, som om dette er sandt? Det er chanukkafestens og julens evige udfordring til os. Og det er ikke let. Der er ingen lette løsninger, men derfor kan der godt være noget, der er rigtigt at gøre alligevel.