Dåbens pris

Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.

Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013

Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.

Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.

Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.

Open Church førte til Jesus

En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.

Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen. 

Der er glædelige tilfælde

Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:

”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’

Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”

Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.