Skip to main content

De palæstinensiske områder er blandt verdens 50 sværeste steder at være kristen

Af Joakim Hjorth, 14. februar 2019

Organisationen Open Doors har for nylig udgivet deres årlige World Watch List, der lister de 50 lande i verden, hvor det er sværest at være kristen. Selvom de palæstinensiske områder, Gazastriben og Vestbredden, ”kun” ligger nummer 49, så er situationen alvorlig for de omkring 46.000 kristne, der lever i områderne.

Fanget mellem to parter

Mellemøsten er langt fra det letteste sted at bekende troen på Jesus. Og på trods af at de palæstinensiske områder, der tæller omkring 5 millioner indbyggere, faktisk er flyttet længere og længere ned på Open Doors liste de sidste par år, så er de ingen undtagelse. Tværtimod er de kristne, som lever der, fanget mellem to parter.

På den ene side lider de palæstinensiske kristne under konflikten i området. Deres etnicitet resulterer i mange restriktioner fra israelsk side, blandt andet rejsebegrænsninger. Som andre palæstinensere oplever de kristne begrænsninger hver dag, og det er for dem et vigtigt motiv for emigration.

På den anden side gør deres tro dem også til en minoritet i det palæstinensiske samfund, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer.

Nashat Filmon, der leder Det Palæstinensiske Bibelselskab, genkender splittelsen for de kristne i områderne. ”Kristne i Det Hellige Land befinder sig som en lus mellem to negle. Alligevel giver det mulighed for at være freds skabere og en bro med fred og forsoning. Det er en stor ære at være kristen og bo her, men det er også med store udfordringer og frustrationer på daglig basis”, forklarer han.

Ifølge Nashat kræver det noget særligt af de kristne at blive boende: ”Det er et kald at bo i området og hvis folk ikke har sådan et kald, vil de på et tidspunkt forlade det”, med henvisning til den store emigration der finder sted blandt kristne i de palæstinensiske områder.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere og manglen på en udsigt til varig fred, er en af de største udfordringer for de kristne palæstinensere.

Jack Sara leder Bethlehem Bible College, der arbejder i Gaza, Nazareth (den største arabiske by i Israel) og Betlehem. Han beskriver situationen som kritisk.

”Folk er ved at miste troen på, at tingene vil gå i orden. De oplever, at det hele går tilbage i stedet for fremad. Hele den politiske ustabilitet, det økonomiske pres, som palæstinensere mærker og ingen løsninger på konflikten”, siger han.

Jack mener, at den globale kirke har et ansvar overfor deres palæstinensiske brødre og søstre: ”Jeg synes, det er vigtigt for verdens kristne at grave sig ned i en dybere forståelse for realiteterne i områderne og specifikt hvordan de kristnes situation er. Hvis vi bekymrer os om kirken i verden, er vi nødt til at bekymre os om de kristne, som bor i Det Hellige Land, før de forsvinder helt.”

De særligt trængte

Graden af trængsler for de kristne varierer i områderne. Lovene på Vestbredden beskytter generelt trosfriheden, mens de er restriktive i Gaza. Ingen af regeringerne forfølger dog aktivt de kristne. På Vestbredden har kristne endda sæde i den lokale regering.

Ikke desto mindre er det palæstinensiske samfund konservativt, og det er svært at forlade sin religion. At konvertere fra islam til kristendom er særligt uacceptabelt, og skift fra en kirkeretning til en anden er også kontroversielt. Desuden er islamiske ekstremister til stede på Vestbredden og det hænder, at kirkeledere bliver chikaneret af radikale jøder.

De som konverterer fra islam til kristendommen – de såkaldte MBB’ere (Muslim Background Believers) – er dog den gruppe, der oplever den værste forfølgelse.

Det muslimske samfund omkring dem er i bedste fald afvisende overfor dem, og nogle steder er det direkte farligt for dem at være åbne omkring deres tro. I Gaza lever de få konvertitter, som er bosat der, deres tro ud i yderste hemmelighed.

Samtidig afviser mange af de traditionelle kirker på Vestbredden MBB’erne, delvist fordi de frygter infiltrering eller gengældelse fra det muslimske samfund, og delvist fordi de ser de tidligere muslimer som en slags andenrangs kristne.

Disse kristne er altså både under pres fra konsekvenser af den israelske kontrol over området, fra den muslimske majoritet og fra de traditionelle kristne i området.

På trods af dette vokser antallet af MBB’ere langsomt.

En pligt til at hjælpe

Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge arbejder tæt sammen med flere kristne organisationer i de palæstinensiske områder.

Især har vi tætte forbindelser til Musalaha, der arbejder for forsoning mellem jøder og palæstinensere, og til Nashat Filmon og Det Palæstinensiske Bibelselskab som distribuerer bibler og organiserer sociale og evangeliserende initiativer i områderne, som Zakæus’ hus i Jeriko, hvor man arbejder med teenagere og børn i byen, der er en særlig udsat gruppe i lokalsamfundet.

Israelsmissionens Unge har de seneste år været særligt aktive i forskellige projekter på Vestbredden. Ungdomssekretær Kent Rasmussen mener, at det giver god mening at involvere sig i arbejdet blandt palæstinensiske kristne.

IUs primære formål er at engagere unge i Danmark i Guds store og globale mission. En del af det er også at give unge syn for kristne brødre og søstre, som lever i en svær situation f.eks. i Palæstina, hvor de kristne oplever svære levevilkår både fra den israelske besættelse, men også fra deres muslimske landsfælder,” forklarer han og fortsætter: 

“Vi har som kristne en pligt til at hjælpe lidende brødre og søstre, og også på den måde vise Guds kærlighed manifesteret i vores konkrete handlinger til dem og til omverdenen. De kristne i Palæstina krydsede vores vej, og vi har mulighed for at hjælpe – derfor bliver vi også nødt til at hjælpe og også på den måde lære om Guds store mission igennem dem.”

Vi håber at du vil bede for de palæstinensiske kristne sammen med os. Open Doors har formuleret en særlig bøn for de palæstinensiske områder:

”Gud, vor Far, hav barmhjertighed med de troende i de palæstinensiske områder, og bring din fred og forsoning til landet. Beskyt og styrk de kristne, som er konverteret fra islam, og hjælp dem til at finde fællesskaber hvor de er accepterede og kan vokse i troen. Giv kristne i området mod til at tjene deres samfund og til at dele din kærlighed med mennesker omkring dem.”  

Hvis du ønsker at læse mere eller støtte arbejdet blandt palæstinensiske kristne, så følg linkene ovenfor eller gå ind på israel.dk.

Du kan også læse mere om Open Doors verdensrangliste og hvordan den bliver udarbejdet på https://www.forfulgt.dk/