Demokratiet og den jødiske stat

Arne Pedersen; 30. maj 2013

David Lazarus, der er præst i Beit Immanuel-kirken, fortæller om to unge mænd, der søgte arbejde som lastbilchauffører, var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle i deres ansøgning, at de var messianske jøder.

De valgte at lade være, men da de var til samtale, besluttede de spontant at fortælle det alligevel. ”Så I er messianske jøder,” grinede lederen. ”Min bror er også messiansk jøde ligesom I. Han er en fantastisk fyr, og alle de messianske jøder, jeg har mødt, er ærlige og pålidelige. Jobbet er jeres!”

Det er desværre ikke alle, der reagerer som lederen af lastbilfirmaet. Messianske jøder oplever i stigende grad chikane på grund af deres tro. Immanuelkirken i Jaffo oplever jævnligt at antimissionsorganisationen ”Yad L’Achim” står uden for kirken eller menighedshuset og deler flyers ud med budskabet om, at Det Nye Testamente er løgnagtigt. Andre steder i landet er ”Yad L’Achim” knap så ”stilfærdige”. Menigheder i Ashdod og Be’er Sheva har oplevet at få invaderet deres kirker, blive slået og spyttet på og råbt efter og chikaneret på anden vis.

Mellemøstens eneste demokrati?

Israel står i en svær balanceakt, for landet er i befolkningens selvbevidsthed ikke en almindelig sekulær stat: På den ene side er det et demokrati – ofte proklameret som Mellemøstens eneste – med alt, hvad det indebærer af demokratiske rettigheder for indbyggerne i landet. På den anden side er Israel også en jødisk stat med bestemte religiøse og værdimæssige normer.

At balancere de to størrelser er ikke let, og en minoritet i befolkningen, som ofte må sande dette, er de messianske jøder. Michael Decker er advokat og arbejder på ”Jerusalem Institute of Justice.” Han har et indgående kendskab til borgerrettigheder i Israel. I bogen ”Chosen to Follow”, som for nyligt blev udgivet af Caspari Centeret, skriver han:

”Messianske jøder kan stå over for religiøs intolerance, diskrimination og åbenlys chikane fra alle sider af samfundet.” Et andet sted går han endda så langt som til at sige, at diskriminationen af messianske jøder er systematisk.

Hverdagens udfordringer

Hverdagseksemplerne er mange og spænder lige fra visum- og imigrationsproblemer til manglende kosher-certifikater og byggetilladelser. Alt sammen problemer, som hænger sammen med den generelle antagelse blandt jøder, at man ikke kan være både jøde og tro på Jesus.

Hverdagseksemplerne er ofte hverken dramatiske eller særligt opsigtsvækkende, men de er eksempler på den tankegang, at jøder, som kommer til tro på Jesus, bliver ”meshumadim” – frafaldne, som forråder deres folk – både historisk, kulturelt og religiøst.

En tankegang som bl.a. kommer stærkt til udtryk i bogen ”Forrådt” af Stan Telchin, hvor han åbenhjertigt fortæller om sin egen reaktion på datterens tro på Jesus som Messias – en reaktion, som kulminerer med spørgsmålet: ”Hvordan forholder man sig til et barn, der vender ryggen – ikke blot til én selv, men til hele sit folk?”

Den religiøse balancegang

Spørgsmålet om den jødiske stat og demokrati er en svær balancegang, som også er kendt herhjemmefra i spørgsmålet om Danmark som et ”kristent land” samtidig med, at det er demokratisk. Alligevel oplever vi i disse år en bevægelse længere væk fra det kristne grundlag, som vi ønsker Danmark skal bygge sin lovgivning på.

Engang holdt butikkerne lukket alle kristne helligdage, men i dag er det helt anderledes med lukkelovens afskaffelse – til stor frustration og beklagelse for mange kristne. På samme måde har mange religiøse jøder et ønske om, at lovgivningen skal beskytte den religiøse praksis i landet. I Danmark har vi haft 164 år til at øve os i balancen mellem demokrati og religion, mens Israel som nation kun har haft 65.

I Israelsmissionen håber og beder vi naturligvis om, at messianske jøder i Israel med tiden vil få samme rettigheder som alle andre – i såvel teori som praksis.

At miste ens kære

På det personlige plan – blandt både familie og venner – er det også en vanskelig sag, når jøder kommer til tro på jøden Jesus. Så vanskelig, at mange mister venner og udstødes af familien, når de bekender deres tro. I Israelsmissionen beder vi også om – og arbejder på – at flere må komme til tro på Jesus som Messias – at flere, ganske som Stan Telchin gjorde det, selv må læse det Nye Testamente og proklamere:

Jeg tror, Jesus er Messias! Det gør vi vel vidende, at denne proklamation har en pris – men også med den overbevisning, at troen på Jesus og livet sammen med ham er prisen værd.