Der har boet jøder i Danmark i mere end 400 år. Med jævne mellemrum blusser der dog debatter om, som relaterer sig til det jødiske samfund i Danmark. Disse debatter viser, at danskerne kun er for religionsfriheden, hvis den ikke har praktiske konsekvenser, mener overrabbiner Jair Melchior.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 24. august 2015

Jair Melchior blev født i Norge, men familien flyttede allerede til Israel, da han var tre år, så det er her, han er vokset op. Han kommer ud af en lang rabbinsk tradition, da både hans far, Michael Melchior, og farfar, Bent Melchior, har været overrabbinere. Nu står han så selv, i en alder af 32 år, i spidsen for det jødiske samfund i Danmark. Da Jair Melchior for to år siden flyttede til Danmark for at efterfølge Bent Lexner i overrabbinatet fik han det, han selv kalder en velkomstgave: Debatterne om rituel slagtning og omskæring. Det var overraskende for Jair Melchior: ”For mig har Danmark altid stået som et forbillede, når det kom til jøder. Det er ikke kun et billede, jeg har fra redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig, men også hvordan det danske samfund har behandlet jøderne i dagligdagen. Da jeg selv kom til landet, så jeg desværre den grimme side af Danmark,” fortæller han og afslører med både kropssprog og stemmeføring, at meget er på spil i disse spørgsmål.

Religionsfrihed har konsekvenser

”For mange danskere handler religionsfrihed om, at hvis man tror på en eller anden mærkelig gud, så må man gerne spilde sin tid på det. Men det er en kæmpe misforståelse. Religionsfrihed handler i bund og grund om minoritetsbeskyttelse. For når man har med en minoritet at gøre, handler det ofte om religion,” mener overrabbineren. Jair Melchior forklarer, at det som bekymrer ham mest ved forbuddet mod rituel slagtning er, at det mest er et principielt forbud uden praktiske konsekvenser. Det hænger sådan sammen, at det jødiske trossamfund altid har importeret deres kød, og det vil de blive ved med. ”Dermed siger politikerne: Vi er meget tolerante overfor dem, som er præcis som os, og hvis nogen vil komme her, så skal de være præcis som os. Når jeg taler om jøderne, som har boet her i over 400 år, kan det lyde mærkeligt, at jeg bruger udtrykket ”de som kommer her til.” Princippet var vigtigere end religionsfriheden. Ja, man er for religionsfrihed, men kun hvis det ikke har konkret betydning.” Det ærgrer også overrabbineren meget, at man valgte at gennemføre forbuddet inden det jødiske trossamfund var blevet hørt. Først bagefter inviterede man til dialog, hvilket Jair Melchior mener er den forkerte rækkefølge at gøre tingene i. ”Men ja, det var altså min velkomstgave fra de danske politikere,” smiler han.

Slut med jødisk liv i Danmark

Nogle måneder senere blussede debatten om omskærelse op. Her sad Jair Melchior med den samme fornemmelse af, at det jødiske samfund ikke blev hørt som minoritet. ”Det er en debat, som afspejler et flertal, som ikke kan forstå mindretallets kultur,” mener han. Han har ingen forventning om, at danskerne skal have et dybt kendskab til jødiske skikke og ritualer eller til den jødiske religion, men han ønsker, danskerne skal kende konsekvenserne af debatten. ”Debatten skubber jøderne udenfor,” mener han og sigter dermed til, at danske jøder italesættes – i kraft af omskærelsesdebatten – som værende anderledes end andre danskere, som ikke omskærer deres børn. ”Der bliver sagt til jøder i Danmark: I kan kun være her, hvis I er ligesom os,” konstaterer overrabbineren. ”Hvis forbuddet vedtages bliver det afslutningen på jødisk liv i Danmark,” mener Jair Melchior og uddyber: ”Det betyder ikke, at alle jøder flygter, men de som bliver, vil ikke have en stærk jødisk identitet eller være praktiserende jøder – så jødisk liv vil forsvinde i Danmark. Vi vil kunne lukke synagogen den samme dag. For mig er Danmark ikke et hjem, hvis Danmark siger nej til minoriteter. Så ønsker jeg ikke Danmark som mit hjem. Det er det, der er mit problem – ikke det tekniske.” Overrabbineren fremhæver igen majoritetens ansvar overfor minoriteten i et demokratisk samfund: ”Demokrati handler om den måde du ser på dine minoriteter. Der er for mange der forstår demokratiet forkert – hvordan beholder flertallet magten? Der følger et ansvar med,” understreger han.

Angreb gav sammenhold

14. og 15. februar blev København og resten af Danmark rystet af terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade. Jair Melchior fortæller, at han fornemmer resten af samfundet har ændret syn på det jødiske samfund efter angrebet. ”Før angrebet følte jeg mig respekteret som menneske, men ikke som jøde,” fortæller han og uddyber: ” Efter angrebet følte vi en kæmpe støtte. Det var tydeligt, at danskerne ikke kun støttede det jødiske samfund af principielle årsager. Det var en af deres egne, som var blevet dræbt.” Jair Melchior bliver rørt, når han fortæller om angrebet, og de reaktioner der kom efterfølgende. ”Mængden af blomster var ufattelig. Den måde alle kom på – politikere fra alle partier. Statsministeren viste sin støtte, og det var ikke kun officielt, men også personligt. Dybt fra hjertet.” Jair Melchior har boet i Israel siden han var tre år gammel. Derfor er han heller ikke uvant med terror. ”Det er første gang jeg oplever terror i en situation, hvor jeg var ansvarlig for andre mennesker end min familie. På det personlige plan har jeg desværre for meget erfaring på området. Det er ikke første gang, jeg mister en ven til terror,” fortæller han og stirrer stille frem for sig i et stykke tid, inden han fortsætter: ”Menigheden støttede hinanden gennem det hele. Anden aften samlede vi menigheden i synagogen. Ikke for at holde gudstjeneste eller have mindesamvær – vi havde bare brug for at være sammen. Vi åbnede for spørgsmål, så alle kunne få klarhed over, hvad der var sket.” Netop menighedens øgede sammenhold er blevet meget tydelig for Jair Melchior. Der kommer flere til arrangementerne i både synagoge og det jødiske hus nu end før angrebet. ”Hvis de vil gøre os svagere, har terroristerne valgt den forkerte taktik,” konstaterer han.

Zionisme og konflikten i Mellemøsten

Når snakken falder på angrebene andre steder i Europa, hærværket på Carolineskolen i løbet af sidste sommer og forårets reklamer på busser i København, som også førte til busafbrændinger, mener Jair Melchior at kunne konstatere, at disse begivenheder har rod i konflikten mellem jøder og palæstinensere: ”Angrebet på Carolineskolen og bus-skandalen er antizionisme, som bliver rettet mod os som jøder. Vi er jo zionister, og det er ikke nemt at adskille jøder og zionister. Vi skal være bedre til at forklare, hvad zionismen egentligt er. Næsten alle de angreb, som foregår mod jøder i Danmark og i Europa, er rettet mod Israel. Hvis man vil angrebene til livs i Europa, skal man løse Mellemøstkonflikten,” mener han.

Snigende antisemitisme

Jair Melchior forklarer, at det ikke er de åbenlyse angreb, der bekymrer ham mest. ”De skal naturligvis bekæmpes,” konstaterer han meget nøgternt. Det er mere den antisemitisme, som kan komme snigende ubemærket ind i samfundet: ”Man går altid efter dem, som er anderledes. Det er ikke altid, man fx i omskærelsesdebatten er motiveret antisemitisk i sine argumenter eller holdninger, men derfor vil et forbud mod omskærelse stadigvæk være en antisemtisk handling. Og det er vigtigt, de forstår det!” forklarer Jair Melchior passioneret. ”Det kan godt være politikerne siger: ”Vi ønsker det bedste for alle mennesker!” Men nej, I ønsker ikke det bedste for mig, når I vil forbyde omskæring.” På spørgsmålet om hvad vi kan gøre for at bekæmpe antisemitismen i Danmark peger Jair Mechior først og fremmest på måden Israel og jøder fremstilles i medierne. ”Det er ikke fordi, jeg vil forsvare alle Israels handlinger. Jeg er selv en stor kritiker af den nuværende premierminister, Netanyahu,” afslører han. ”Men usandhederne må modsiges,” erklærer han. ”Når en journalist fx portrætterer danske jøder som ekstreme bosættere, så er det ikke bare dårlig journalistik – men også faktuelt forkert,” mener Jair Melchior og fortsætter: ”Hvis det er det billede, som præsenteres af os, forstår jeg godt, hvorfor danske palæstinensere kommer til at hade os.” Han afslutter med igen at fremhæve omskærelsesdebatten: ”I denne debat skal det ikke være os jøder, som forsvarer os selv. Det skal være danskere som siger: Hvordan kan i tale sådan om vores jøder i Danmark? I må vise den anden side af Danmark. Så majoriteten måske kan få en forståelse for, hvordan det er at være minoritet.”