Den fremmede – et medmenneske

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder

Hundredvis af flygtninge vandrer op ad den sønderjyske motorvej. Danmark er i chok. Politiet prøver febrilsk at lede folk væk fra vejen – men uden held. Det er september 2014, og det, vi senere har navngivet flygtningekrisen, er netop blevet en erfaret virkelighed i vores lille land.
Flygtninge og migranter har på mange måder været med til at sætte fokus på det at være fremmed – både i medierne, den offentlige debat og måske også i vores egen kirke. Men hvem er den fremmede egentlig? Og kan jeg lære noget i mødet med mennesket, der synes anderledes end mig selv? Jeg har taget en snak med Krista Rosenlund Bellows om netop dette.

Krista er formand for Israelsmissionen, og til daglig fungerer hun som leder for det tværkulturelle arbejde i Indre Mission. I sin stilling beskæftiger hun sig med mennesker, der på den ene eller den anden måde er fremmede i Danmark.

”I det tværkulturelle arbejde har vi et udsagn: Tag godt imod mennesker. Det er med vilje, vi er landet på den vending, for der er en pointe i at understrege, at den syrer, der kommer gående op ad motorvejen, også er et menneske – og det er hans kone og børn også. Tag godt imod mennesker, for det er det, de er,” mener hun.

I denne artikel hjælper Krista os med at stille skarpt på fremmedhed. Det gør hun ved at tage tre forskellige briller på, som kan bidrage med hver sit perspektiv. Med det første par kigger hun på Bibelen, og hvad den har at sige om den fremmede. Derefter skifter hun fokus til dansk kirkeliv og de konsekvenser, fremmedhed og gæstfrihed har ind i vores egne fællesskaber. Til slut vender hun blikket mod Mellemøsten og Israelsmissionens arbejde, der befinder sig i en kontekst fyldt med så mange andre mennesker end lige netop dem, vores formålsparagraf kan rumme.

Vi dykker nu ned i det teologiske perspektiv og begynder ved en fortælling fra Bibelen. Nærmere bestemt med et billede fra Johannes’ åbenbaring, hvor folkeskarerne lovsynger sammen.

Folkeslag og forskellige kulturer er villet af Gud

En stor skare er samlet. Den består af så mange mennesker, at den umuligt kan tælles. Menneskene kommer fra alle folkeslag og stammer, og de taler alle forskellige sprog. De står foran en trone. På tronen sidder lammet – klædt i hvidt og med palmegrene i hænderne. Sammen råber de: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra lammet”.

Fortællingen fra Johannes’ åbenbaring er et stærkt billede på Guds mangfoldighed: ”Forskellige folkeslag er en del af Guds husholdning. Vi ser det som en rød tråd gennem Bibelen – lige fra det jødiske folk i Det Gamle Testamente til den store, hvide, mangfoldige flok foran tronen i Det Nye Testamente,” fortæller Krista.

Da hun begyndte at beskæftige sig med det tværkulturelle, havde hun svært ved at gribe om den fremmedes skikkelse. Men da hun begyndte at grave i Det Gamle Testamente, stødte hun igen og igen på størrelserne ”folk” og ”folkeslag”, og det blev en indgangsvinkel til en dybere forståelse af fremmedhed:

”Et folk forholder sig til en fremmed. At være fremmed er netop at befinde sig i et folk, man ikke selv stammer fra.”

Grænser, sprog og kultur er derfor ikke et udtryk for tilfældighed ifølge Krista: ”Det er noget, Gud har villet, og det er noget, han ser positivt på. Det ser vi også i den nye pagt – her er Guds folk et fællesskab, der består af mennesker fra alle folkeslag. Her bliver den kulturelle mangfoldighed et positivt tegn på, at Guds rige når langt ud og rummer mange – og ikke tvinger folk ind i en bestemt kultur eller skabelon. Deri ligger der en kæmpe anerkendelse af diversitet og forskellighed.”

Den kærlighed, som Gud har til det mangfoldige, ønsker han også, at vi skal have. Faktisk bruger han forskellige mennesker hele vejen gennem Bibelen til sine planer, og her er gæstfrihed blandt andet et vigtigt karaktertræk. Det ser vi også i fortællingen om Rahab i Det Gamle Testamente.

Gæstfriheden er hjertets holdning

Det er midt om natten. To israelitiske mænd har i al hemmelighed begivet sig ind i byen Jeriko for at spionere og skaffe sig oplysninger om landet til deres leder, Josva. Mændene har brug for at overnatte et sted og finder plads hos en prostitueret kvinde.

Kvinden hedder Rahab. Selvom mændene er fremmede for hende, har hun hørt utallige fortællinger om deres folk, israelitterne. Hun har hørt, hvordan deres gud har ført dem ud af Egypten og banet vej for dem helt hertil. Der lyder to bank på døren. Det er kongens mænd, der forlanger, at hun skal udlevere spionerne. Men i stedet for at udlevere dem, fortæller hun, at de er redet ud af byen igen – selvom hun har skjult dem på taget af sit eget hus. Før mændene lægger sig til at sove, går hun op til dem. Hun ved, at Gud Herren har givet dem landet, og beder dem love hende, at de vil bevare hendes familie, når de indtager det.

”Rahab blev brugt af Gud som en nøgle til at åbne Jeriko til sejr for israelitterne. Han brugte hende, selvom hun var en fremmed for Guds folk. Det reddede hende selv og hendes familie. Rahab blev omvendt til Israels Gud og blev en af de berømte kvinder blandt israelitterne. Hun er hædret i Det Nye Testamente for sin tro og for sine gode gerninger (Hebr 11,31 og Jak 2,25 red.). Hun gik fra at være udlænding til at være en del af Guds folk,” fortæller Krista.

I Det Nye Testamente ser vi også, at netop gæstfrihed er et markant kendetegn for de kristne og de kristne fællesskaber. Paulus instruerer eksempelvis Timotheus i, hvad der kendetegner en god tilsynsmand, og her nævnes gæstfrihed som noget af det første.

”Det er meget interessant. Gæstfrihed nævnes før oplæringen. Mange kristne hjem er fyldt med kristen undervisning , men hvor mange er åbne for fremmede? Vi er nødt til at erkende, at gæstfrihed ikke er et valg, men en befaling. Gæstfrihed er ikke alene en handling. Det er også hjertets holdning,” fortæller Krista.

”Det græske ord for gæstfrihed, der bruges i Det Nye Testamente, er philoxenia. Det betyder faktisk kærlighed til fremmede. Så hver gang vi får en befaling om at praktisere gæstfrihed, påbyder Gud os i bogstavelig forstand at have og vise kærlighed til andre. I Det Gamle Testamente ser vi samme holdning til den fremmede, hvor Gud ligefrem fortæller israelitterne, at de skal elske den fremmede som dem selv (3. Mos 33-34).”

Men hvordan skal vi forholde os til den fremmede i dag? Ifølge Krista skal kirken være en modkultur, og vi som kristne skal åbne døren, når der bliver banket på. Det var heldigvis også tilfældet i mange missionshuse og kirker, da flygtningene dukkede op. Og det blev en helt særlig oplevelse for de mange missionshuse, der pludselig fik omverdenen helt tæt på. For eksempel i Fredericia missionshus.

Missionshuset som modkultur til det rå menneskesyn

Det vrimler med gæster. Ikke bare en, to eller tre – men hvad, der synes som en kæmpe mængde mennesker, har fundet vej til missionshuset. Som mange andre steder i Danmark har Fredericia by fået et asylcenter, og derfor måtte der holdes en velkomstfest for de nytilkomne. Nu var dagen kommet. Glæden og overraskelsen over at se, hvor mange der havde takket ja, fyldte huset med forventning. Hvem havde troet, at vi i Danmark skulle opleve missionshusene blive overrendt – og så med mennesker fra alverdens lande?

”Selvom asylcentret i dag er lukket, og langt de fleste stort set er flyttet igen, så står denne oplevelse tilbage for mange som en øjenåbner,” fortæller Krista om oplevelsen fra Fredericia missionshus. Hun fortsætter: ”Det gav en oplevelse af at få rykket murene i missionshuset et godt stykke ud. Rammen for, hvad der var almindeligt, blev udvidet, og det gjorde, at man ikke bare fik et nyt syn på det med flygtninge, men at man også kunne tænke på nye måder om andre ting.”

Mange steder engagerer mennesker sig i det tværkulturelle arbejde. Man har måske fået nydanskere af den ene eller den anden slags med i sin menighed eller kristne fællesskab, og det har ledt til en konkret erfaring af, at Guds folk består af mange etniske grupper – af mange folkeslag: ”Man har lært noget om at udvise gæstfrihed og åbenhed, og det har vi brug for,” mener Krista.   

I Danmark raser en hård debat om flygtninge og migranter, og den negative retorik afspejler ifølge Krista et skredet menneskesyn: ”Her er det menneskets nytteværdi, der får lov at stå i centrum. Det ser vi ikke udelukkende i synet på den fremmede, men også i forhold til vores behandling af ældre og handicappede, fordi de ikke er produktive eller til nytte. Det er et udslag af det samme. For mig at se er det et råt menneskesyn.”

”Jeg mærker, at der også i kirken er et behov for at tage fat på et emne som menneskesyn. Der er behov for, at vi minder hinanden om, at også muslimen fra Syrien eller Irak er et menneske skabt i Guds billede. Der er grund til at minde om det, fordi også folk i kirkelige miljøer bliver påvirket af den negative retorik og af skræmmekampagnerne. Kirkelivet skal tage stilling og turde være en modkultur,” slår hun fast.

Men det er ikke kun i det kirkelige arbejde i Danmark, vi støder på den fremmede. Også i internationalt missionsarbejde må vi forholde os til den fremmede og til de mennesker, vi møder, men som ikke nødvendigvis falder ind under vores formålsparagraf. For at billedliggøre dette fortæller Krista om Jesus, der netop tog sig tid til at stoppe op – uden, at det forhindrede ham i at holde målet for øje.

Israelsmission foregår ikke i et vakuum

Jesus er på vej mod Jerusalem. Han har et mål, og det står lysende klart for ham: Han skal dø på korset for menneskers skyld, så vi kan være sammen med ham igen. Planen er lagt. Men vejen dertil er ikke uden ophold. Efterfulgt af en stor folkeskare kommer han forbi Jeriko. ”Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!” Råbet kommer fra to blinde, der sidder langs vejen. Den store folkemængde truer ad dem, men de råber bare endnu højere: ”Forbarm dig over os!” Jesus standser op, kalder på dem og spørger: ”Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?” Mændene svarer: ”Herre, at vores øjne må blive åbnet.” Jesus mærker deres smerte i hjertet. Han træder nærmere, rører ved deres øjne og straks kan de se. Så drager Jesus videre mod Jerusalem, og mændene, der havde fået synet igen, følger med ham.

Netop denne fortælling om Jesus er blevet et vigtigt billede på mission for Krista. Her viser Jesus, at det er muligt at stoppe op og være til stede i den kontekst, han befandt sig i – uden at opgive sit eget mål:

”Vi er sat i verden for at nå det jødiske folk med evangeliet, uanset hvor det befinder sig i verden. Om det er Danmark, Europa eller Israel. Men om man er i landet Israel, eller om man er et andet sted, så er man i en kontekst, hvor der er mange andre mennesker omkring det jødiske folk. Der er altid en kontekst, nogle vilkår og en situation, som kalder på overvejelser af en eller anden slags,” mener Krista. 

Selvom der i Israelsmissionens formålsparagraf står, at vi arbejder for at fortælle jøder om evangeliet, så foregår det arbejde blandt en masse andre mennesker: ”Helt konkret stødte vi på de kristne på Vestbredden. Her oplevede vi, at vi måtte stoppe op. Jesus valgte ikke at ignorere den kontekst, han befandt sig i. Han gik ind i den uden at slippe det, der var hans kald og mission. Det tror jeg også, han kalder os til – og alt andet missionsarbejde. Vi skal holde fast i det, der er vores mission, men uden at ignorere de vilkår, den foregår i. Det vil nogle gange være bøvlet – det er mange gange bøvlet – men hvis ikke vi gør det, så er vi en ringe partner og medvandrer for de lokale kristne,” slutter Krista.  

Det er kompliceret, når den fremmede trænger sig på, men det er en kompleksitet, vi bliver nødt til at tage imod. ”Åbn vores øjne,” bad de to blinde mænd i fortællingen om Jesus på vej til Jerusalem.

Måske har vi i det kirkelige Danmark brug for at bede om det samme i dag? At han må åbne vores øjne for de mennesker, der råber om hjælp i vores liv. At han ikke vil lade vores hjerter blive kolde, men at han må fylde det med sin kærlighed, så vi forstår, at ethvert menneske er elsket og skabt i sit billede.