Arne H. Pedersen, 29. april 2015

Han bor sammen med sin kone Kirsten i et rækkehus i Lystrup ved Aarhus. Fyldt med bøger overalt som altid. Efter pensionen fra gerningen som formand for Israelsmissionen sidste år, er han gået i gang med at ordne Israelsmissionens arkiver. Det er ikke gjort på et par måneder, da disse går helt tilbage til 1880’erne. For den meget historisk interesserede Kai Kjær-Hansen er dette en guldgrube, som må bevares for eftertiden.For os i den yngre generation af dagens Israelsmission har Kai Kjær-Hansen altid stået som ”der Alte”. Han har altid været der. Fyldt tiden og rummet med sin passion, anekdoter og beretninger om den tidlige israelsmission. Vi er mange, der har siddet længe og lyttet til missionær Nicolaysens tidlige bedrifter.

Herhjemme har han profileret Israelsmissionens sag som redaktør af Israelsmissionens Avis i et kvart århundrede og som formand i 17 år. Internationalt har han gjort sig gældende som koordinator for Lausanne-rådet for jødemission (LCJE) i 20 år. Han har i en årrække været hovedredaktør af det akademiske tidsskrift Mishkan og selv leveret adskillige bidrag til forståelsen af den jødekristne bevægelse i fortid og nutid. Hertil kommer alt det andet, som han har bidraget med i dansk kirkeliv. Det lader vi ligge – for nu i hvert fald.

Hvornår begyndte du at interessere dig for Israel?

Allerede i gymnasietiden fra1961 til 1964 var jeg meget optaget af den unge stat Israel. Og ikke kun den. Jeg købte bl.a. bøger om jødernes flugt til Sverige i oktober 1943 og om antisemitisme. Den første artikel, jeg skrev til en voksen læserkreds, var til søndagsskoleledere og handlede om antisemitisme. Jeg var blevet inspireret af et afsnit i bogen Israel og kirken fra 1962. Her blev det nævnt, at man skulle være meget påpasselig, når man fortalte børn om fx Jesu lidelseshistorie. Var man ikke det, kunne ens fortælling let skabe had til jøder. Og, som bogen sagde: ”Antisemitisme er synd mod Gud”. I det stykke har jeg ikke flyttet mig en tomme.

Efter studentereksamen var jeg 6-7 uger i Israel – rejste alene rundt på ”tommeltot”, som man sagde den gang – og skrev efterfølgende nogle artikler om det til juniorer. Efter aftjent værnepligt kom jeg året efter tilbage til Israel. Det blev til ni måneder i en kibbutz, hvor jeg lærte ivrit, nyhebraisk.

Er det så et lykkeligt ”guldbryllup”, du og Israel har kunnet fejre?

Ikke helt. Selvom jeg var glad for opholdet, måtte jeg også erkende, at rejseoplevelser i Israel ikke alene kunne bære et fortsat engagement. De romantiske følelser var ikke bæredygtige for et livslangt forpligtende forhold. Sagen var, at mit noget idylliske billede af den unge stat og dens indbyggere, som jeg havde haft med i baggagen hjemmefra, var krakeleret i Israel.

Israelsmissionen befandt sig dengang i et vadested. I et par år havde stillingen som dansk præst i Jerusalem stået ledig. Som lærer på Menighedsfakultetet kunne jeg få orlov med tanke på at dygtiggøre mig akademisk. DIM og jeg blev så enige om en kortvarig halvtidsansættelse.  Vi kendte ikke hinanden. Inden da havde jeg aldrig deltaget i et møde arrangeret af Israelsmissionen. Så det var lidt af et vovestykke fra missionens side. Det blev til godt og vel to år i Jerusalem. I familiekrøniken figurerer de som meget berigende år.

Alligevel blev du dansk præst i Jerusalem i 1976 – hvorfor?

Jeg rejste ikke til Jerusalem med henblik på senere at lade mig involvere i Israelsmissionen, men noget ændrede sig, da jeg for første gang i mit liv mødte Jesus-troende jøder. De inspirerede og udfordrede mig.  Når jeg iagttog dem og deres problemer, kom jeg til at tænke på forhold beskrevet i Det Nye Testamente. Og når jeg læste NT, kom jeg til at tænke på dem og deres problemstillinger i dag. Det virkede stimulerende for min interesse i nytestamentlig teologi. Desuden deltog jeg i et par internationale konferencer i Lausanne-bevægelsens regi. Jeg knyttede mig dér til dem, som især beskæftigede sig med mission over for det jødiske folk. Det har jeg ikke senere fortrudt. Spørgsmålet om mission til Israels folk, og om Israels folk behøver Jesus til frelse, blev af eksistentiel betydning for min egen tro.

Hvad mener du med det?

Ganske enkelt det, at hvis Israels folk i dag ikke har brug for Jesus til frelse, så har jeg det heller ikke. Jesu budskab var i første omgang adresseret til det jødiske folk. Messiastid indebærer godt nyt for hedninger. Men hvis Jesu budskab i dag ikke længere gælder jøder, hvorfor skulle det så gælde mig?  Hvis Jesus ikke er jøders Messias, kan han ikke være min Kristus. Og siger jeg noget andet, gør jeg vor tids Jesus-troende jøder til tabere. Det var ikke os hedningekristne som først påstod, at der ikke er frelse i nogen anden end i Jesus. Den påstand kan føres tilbage til den Jesus-troende jøde Peter.

 Når det er sagt medgiver jeg gerne, at når jeg beskæftiger mig med kirkens ugerninger mod det jødiske folk op gennem tiderne og med Holocaust, ja, så kan jeg fristes til at sige, at evangeliet ikke længere gælder jøder. Jeg vover det alligevel ikke, for så har jeg gjort Jesus til en bagatel. Faktisk findes der jødiske lærde, der forstår dette argument. Jeg siger ikke, at de plæderer for jødemission. Den kan de godt være foruden. Men retten til at kristne og messianske jøder udtrykke deres overbevisning antaster de ikke, heller ikke jødemission som sådan.

Selvom ”ægteskabet” mellem Kai Kjær-Hansen og Israel ikke altid har været en dans på roser holder de alligevel hinanden ud endnu. Og selvom Kai Kjær-Hansen mener, at det er et privilegium at have fået lov til at bo i fx Jerusalem, er det ikke byen i sig selv, der er det vigtigste, men hambyen giver anledning til at beskæftige sig med: Jesus. Som han skrev i første nummer af Israelsmissionens magasin i 1977: ”Helligsteder er interessante at besøge et par gange, men man bliver som regel hurtigt færdig med dem, bliver trætte af dem. Møder man Jesus, bliver man ikke hurtigt færdig med ham, ej heller bliver man træt af ham.”

Lad os frem for alt lægge os disse ord på sinde fra ”Der Alte”, som den 29. april fylder 70.