Skip to main content

Diakonalt arbejde med stor rækkevidde

I forrige uge var missionspiloterne 2 dage hos organisationen Chosen People Ministries. Chosen People Ministries er en organisation, som har mange forskellige projekter i gang, og som ønsker at række langt ud til alle aldersgrupper. Det gælder lige fra børn og unge fra Ukraine og Rusland, til enlige forældre fra Israel og til holocaust overlevende og økonomisk dårligt stillede jøder.

Vi oplevede på nært hold, hvad deres arbejde går ud på og hvilken glæde der var i at hjælpe disse forskellige mennesker. Opgaven den første dag var simpel; At tømme deres kælder hos Jerusalem-hovedkvarteret for ting og madvarer, som kunne bruges til deres SummerCamp for børn og unge fra Ukraine og Rusland i den efterfølgende uge – så var det ellers bare at gå i gang! Der blev arrangeret samlebånds- og optællingsarbejde i stor stil, hvilket var meget hyggeligt og afslappet. Dog var dét, der gjorde, at vi i højeste grad oplevede glæde ved arbejdet, at det var konkret og at vi kunne se, at der var brug for vores arbejdskraft. Så bliver det straks sjovere at tømme en kælder og flytte de ting, som ikke kan bruges, tilbage igen.
Der pakkes til Chosen People Ministries' sommer camp
Der pakkes til Chosen People Ministries’ sommer camp

Anden dag var arbejdsmæssigt væsentligt anderledes end første dag. Her skulle vi møde i deres maduddelingscenter, hvor vi skulle pakke 200 poser med mad til nogle ældre økonomisk udsatte israelske jøder. Vi blev parkeret ved et bord i den ene ende af lokalet, hvor alle madvarerne var. Så skulle vi bare begynde at pakke, sortere og lave løbende oprydning. Igen oplevede vi glæden ved dét, at have et konkret stykke arbejde i hånden og se, at vi kan gøre en forskel. Vi var så heldige, at netop den dag vi var der, var afhentningsdagen for de mange personer, som skulle have en pose med madvarer. Derfor kunne vi stå og pakke poser, sætte dem til siden og se dem blive afhentet, hvor glæden ikke var til at tage fejl af. Samtidig fortalte Mike, som vi arbejdede sammen med den dag, at dét, at vi står der og pakker madvarer og hjælper er en glæde og et vidnesbyrd for de personer vi hjælper. Dog var det mindst en lige så god oplevelse og glæde for os at besøge organisationen. Vi vil bestemt huske tilbage på Chosen People Ministries og særligt den forskel vi kunne se vi gjorde.