Dryp fra LCJE 2022: Hvem siger I, at jeg er?
14. november 2022 af Kristoffer Eknes, Den Norske Israelsmisjon – oversat af Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder
AF KRISTOFFER EKNES, DEN NORSKE ISRAELSMISJON – OVERSAT AF MARIA STRØM RISBJERG, KOMMUNIKATIONSMEDARBEJDER
Lidt uden for København mødtes en gruppe mennesker fra hele Europa for tale med hinanden om, hvordan de sammen kan være med til at give evangeliet tilbage til Jesu eget folk.
Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (LCJE) er et af mange netværk indenfor Lausannebevægelsen, der ønsker at forene den globale kirke og udbrede evangeliet til hele verden. Det er Israelsmissionen en del af.
Den 24. oktober mødes det europæiske netværk til inspiration, samtaler og undervisning under temaet Hvem siger I, at jeg er? Et spørgsmål som stadig flere og flere jøder tør udforske. Nogle svarer: ”Du er Messias, den levende Guds søn.”
Konferencen begyndte med en påmindelse
Allerede under første samling mindede Hanna Lindberg fra Finnish Lutheran Overseas Mission (FLOM) forsamlingen om, hvad det vigtigste er for alle os, der står i en kristen tjeneste: ”Vi er alle travle og har meget arbejde, som venter på os. Men det er vigtigt, at vi minder hinanden om, at vi først og fremmest skal være i Guds nærhed og omsorg,” opmuntrede hun.
Hun fortalte videre, at det er nemt at blive fanget i alt det, der sker omkring os. Ikke bare på de sociale medier og i nyhederne, men også i vores egen tjeneste. Et kort blik rundt om i forsamlingen kunne bekræfte, at mange spejlede sig i denne udfordring. Hun opmuntrede deltagerne til at vende fokus væk fra alt det arbejde, de stod med, og i stedet se hen på alt det, Jesus gør. Hvordan han ændrer livet for mennesker og giver dem fred. Mange af de organisationer, som var til stede, kunne alle fortælle om, hvordan Gud stadig griber ind i menneskers liv og viser jøder, at Jesus er Israels Messias.
Hvordan kan vi dække reelle behov?
Konferencen tog en række spændende temaer op gennem bibeltimer, foredrag, seminarer, møder og mindre gruppesamlinger. Et af temaerne blev afholdt af Aaron Lewin og Dan Sered fra Jews for Jesus. De er begge messianske jøder med israelsk statsborgerskab. Men i øjeblikket bor i andre dele af verden. De kunne fortælle, at en forholdsvis stor del af den jødiske befolkning i Europa er israelere. Dermed er de ikke en del af en jødisk minoritet med en længere historie i de lande, de er bosat i. De understregede, at dét at dele evangeliet med en lokal jødisk minoritet kan se helt forskelligt ud i forhold til at dele evangeliet i den israelske diaspora. ”Forskellige mennesker har forskellige behov. Der findes ikke én effektiv måde at dele evangeliet på. Vi må tilpasse måden, vi deler evangeliet på, og hvem, der fortæller det, efter målgruppen, vi ønsker at nå,” understregede Aaron Lewin.
”Forskellige mennesker har forskellige behov. Der findes ikke én effektiv måde at dele evangeliet på. Vi må tilpasse måden, vi deler evangeliet på, og hvem, der fortæller det, efter målgruppen, vi ønsker at nå.” – Aaron Lewin, Jews for Jesus.
Aaron Lewin leder arbejdet for Jews for Jesus i Berlin, hvor de hovedsageligt arbejder blandt israelere, der er flyttet til byen. Han fortalte, at israelere ofte føler sig ensomme og kan have sproglige udfordringer. Derfor søger de ofte fællesskab med andre israelere. ”Som israelere kan vi være med til at hjælpe med det praktiske, lære dem tysk og hjælpe med at håndtere kulturchokket, som opstår i en ny kultur,” delte han med deltagerne. Lewin understregede, at selvom indpakningen kan være forskellig, så er evangeliets indhold formidlet lige klart. Samtidig må vi være bevidst om målgruppens behov. ”Vi ønsker at hjælpe og dække reelle behov, som israelere støder på i vores by,” fortalte han.
Kampen mod antisemitisme er en unik mulighed
”Hvem herinde er blevet kaldt en beskidt jøde,” spurgte Josh Turin under et seminar om antisemitisme. Flere hænder blev rakt i vejret, og vi hørte historier om, hvordan jesustroende jøder på forskellig vis havde mødt antisemitisme. Det gjorde indtryk.
Turin fortalte videre om, hvordan kristne har en unik mulighed for at vise kærlighed til det jødiske folk ved at tage kampen mod antisemitisme op. Han fortalte blandt andet om et initiativ blandt protestantiske kirker og Jesustroende jøder i Frankrig. De begyndte at bekæmpe antisemitisme, og på den måde byggede de bro til jødiske miljøer i landet.
”Antisemitisme omtales som en sygdom. Vi, som tror på Jesus, bruger et andet begreb, nemlig synd. Vi har et ansvar for at kæmpe imod det,” understregede Turin.
”Antisemitisme omtales som en sygdom. Vi, som tror på Jesus, bruger et andet begreb, nemlig synd. Vi har et ansvar for at kæmpe imod det.” – Josh Turin.
Vores brødre og søstre i Ukraine
Under et seminar ledet af Rolf Gunnar Heitmann, mødte vi Anatoli Emma fra Ukraine. Han er selv jesustroende jøde, præst og ansat i organisationen Jews for Jesus. Han kunne fortælle om en krævende situation ved frontlinjerne. ”Jeg har hundredvis af historier, jeg kunne dele med jer,” fortalte han.
Tidligere leder for Jews for Jesus i Europa, Avi Snyder, fortalte, at der er opstået en række udfordringer, ikke bare materielle og åndelige, men også når det kommer til enheden blandt troende. ”Der er russisktalende trosfæller, som ikke tør se sine ukrainske brødre og søstre i øjnene. Nogle menigheder splittes på grund af etnicitet og sproglige tilhørsforhold,” sukkede han.
Danmark beskyttede sin jødiske befolkning
LCJE-deltagerne fik et spændende indblik i dansk-jødisk liv, både historisk og i dag, ved en guidet tur i København. For mange af deltagerne var det stærkt at høre, hvordan 95 % af den jødiske befolkning i landet blev reddet af danskerne. Først ved at sørge for at alle jøder var ude af hjemmene ved den planlagte pågribelse i 1943. Derefter ved at skjule dem og fragte dem til Sverige ved hjælpe af fiskere og deres både. Det er en historie, som står i stor kontrast til, hvordan mange andre lande forholdt sige til deres jødiske befolkning.
Guiden Bente delte også andre historier om synagogen og om menneskene der. Særligt stærkt var det at høre om, hvordan hendes tidligere elev og medlem af synagogen blev skudt og dræbt ved indgangen i 2015. ”Dette er vanskeligt for mig. Jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker på det,” fortalte hun.
Et fornyet fokus på evangeliet
Et tema, som flere gange dukkede op, var, hvordan vi skal forholde os til kritik af mission til jøder. Både i forhold til humanitært arbejde, som inkluderer at dele evangeliet, eller anklager om, at det at dele evangeliet er en form for antisemitisme eller i mindre grad erstatningsteologi.
Joseph Steinberg afsluttede konferencen med at minde deltagerne om, at evangeliet altid skal være til stede i vores arbejde. Han nævnte, at eksistensberettigelsen af LCJE og vores organisationer netop er, at vi skal dele evangeliet med det jødiske folk. ”Der er mange vigtige emner, vi kan være optagede af. Men vi i LCJE må sætte evangelisation til det jødiske folk på kirkens dagsorden. Hvem gør det, hvis ikke os?” afsluttede han.
”Der er mange vigtige emner, vi kan være optagede af. Men vi i LCJE må sætte evangelisation til det jødiske folk på kirkens dagsorden. Hvem gør det, hvis ikke os?” – Joseph Steinberg.
Hvem siger I, at jeg er?
Den røde tråd gennem hele konferencen kom frem gennem de mange spændinger, vi mennesker bevæger os mellem. Mellem lidelse og glæde, mellem jøder og ikke-jøder, mellem kirke og synagoge, mellem kaos og fred, mellem travl hverdag og Guds nærvær. Hanna Lindbergh, Sarah Schrøder, Maia Inbar, Yoel Ben David, Joseph Steinberg og mange flere mindede os om netop dette. At være tæt på Jesus og at erfare, at han er den, han siger, han er. At han er Israels, og dermed også alle mennesker, Messias.