Moses’ svigerfar sagde til ham: “Du bærer dig uklogt ad. Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det.”

2. Mos 18,17-18

Ugens portion: 2. Mosebog 18,1-20,23

Selvom de ti bud er en del af denne uges Torah-portion, tillader jeg mig at skrive om den tanke, jeg ikke kunne slippe, da jeg havde læst portionen. Vi kan ikke være alene om det. End ikke Moses kunne. Jeg spørger mig selv, om dette ikke er et mønstereksempel på en pårørende, som griber ind overfor et menneske med stress-symptomer. I Moses’ svar til sin svigerfar, der spørger hvorfor han er alene om at sidde til doms, siger han: “Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud”. Det er et klassisk eksempel på én, som tror, at alting står og falder på ham alene.

Jeg spekulerer også på, om Moses på dette tidspunkt tror, at udvandringen af Egypten ikke er Guds projekt men Moses’ eget. Her kommer der en påmindelse for os, som er en del af Guds mission, den grænseoverskridende og altomfattende hjertebanken, som Gud har for sin Jord og alt, som er på den: “Du kan ikke være alene om det.”

Det trøster mig, at jeg ikke er alene med min mission. Jeg lander igen et sted, hvor jeg er skabt til et formål og ikke behøver at opfinde et formål selv. I stedet kan jeg deltage i Guds mission.

Jeg må jo forvente at der er andre deltagere i denne mission, og det udfordrer mig, at det ikke bare kan være noget, som jeg privat “arbejder med” og “vokser i”, men at det per definition er noget jeg deler med andre.