Skip to main content

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014.

”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år.

Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles.

Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt.

Forsoning med kærlighed – uden politik
Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.”

Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.”

Forskellig baggrund, samme fællesskab 
Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet.

”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner.

”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.”

Russiske præster og de sidste dage i bøn
Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet.

Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen.

”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.”

Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.”

Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.