Elisabeth Serner om at tage det rigtige valg frem for det nemme


af Helena Dyrholm

Elisabeth Serner bor på ottende år i Jerusalem sammen med sin familie. Hun har, siden hun var 19 år gammel, taget nogle valg, der har ført hende til et arbejds- og familieliv, som adskiller sig fra mange andres. Her fortæller hun om at jonglere mellem sin passion for det jødiske folks velbefindende, ønsket om at være tæt på sine børn, sit savn til relationer derhjemme og om følelsen af alligevel at være det helt rigtige sted.

Den Danske Kirke i Jerusalem – et alsidigt familieprojekt

Elisabeth Serner er sammen med sin mand David udsendt for Den Danske Israelsmission. De varetager i fællesskab nogle af de mange forskellige opgaver, som kommer deres vej i forbindelse med Davids arbejde som præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem.

Hvis man har deltaget i et af de arrangementer, kirken jævnligt holder, har man sikkert set Elisabeth med et imødekommende smil på læben. Hun er måske i gang med at hjælpe frivillige med at ordne praktiske ting eller på vej ud ad døren for at løbe de sidste ærinder, inden klokken slår hel. Lige så ofte kan man se hende byde folk velkommen med et stort kram, i samtale med nye og velkendte ansigter, eller man kan se hende stjæle et øjeblik til at tale med sine børn. Naomi og Nathanael på 11 og 14 år er oftest også med til arrangementerne. Både forældre og børn i familien Serner tager del i fællesskabet omkring Den Danske Kirke i Jerusalem, og man får hurtigt en fornemmelse af en humørfyld og inviterende dynamik de fire imellem. Man kan opleve en gudstjeneste, hvor præsten og ægtemanden David kalder ned til sin kone på de forreste rækker, hvem en del af hans prædiken den pågældende dag handler om, og hende rette en detalje i hans historie til stor henrykkelse for den lyttende kirkesal. Elisabeth træder hjemmevandt ind i rollen som sanglegsleder, hvis David er optaget, og deres børn kan ses være med i praktiske og ceremonielle opgaver i kirkens lokaler. Det bliver tydeligt, at det er et familieprojekt at drive kirken.

Jeg er jo bare mig

’’Jeg er jo bare mig,’’ griner Elisabeth smittende, efter hun har fortalt lidt om, hvem hun er. Elisabeth har i otte år haft en meget flydende jobbeskrivelse, hvor hun hjælper med forhåndenværende ting i forhold til kirken, fungerer som hjemmeunderviser for sine børn og også laver mange ting ude af huset. ’’Det er meget varieret. Det kan være, at jeg hjælper i kirken med at gøre klar og rydde op. Det kan være et arrangement herhjemme, hvor vi er en del af det, eller at vi nogle gange er med på nogle ture. Det kan være, at jeg laver noget med børnene, som også giver mening i forhold til arbejdet. For eksempel har vi fornylig besøgt et børnehjem i Betlehem, hvor vi legede med børnene, spillede harpe for dem og delte malebøger ud. I torsdags var vi henne på et center, hvor sigøjnere kan komme her i Jerusalem, for at pakke nogle poser med mad. Så på den måde er det meget sådan, at der altid er noget at tage fat på, men at det kan variere meget.’’ Det kan være svært at sætte fingeren på præcis, hvilken kasket Elisabeth har på nøjagtigt hvornår, men hun er jo også bare den, hun er, og så er det mindre vigtigt for hende, hvilken titel hun har.

De lokale kan stikke lidt udenpå, men er søde indeni

Jerusalem er ikke København. Kulturen er anderledes, og menneskerne er anderledes. Og netop menneskerne er en af grundene til, at Elisabeth holder af byen. ’’De lokale er som en sabra. Det er den frugt, der vokser på en kaktusplante – udenpå stikker de måske lidt, men indeni er de søde. Nogle gange kan jeg føle, at jeg lige bliver stukket lidt, men de er så søde indeni, og det er helt sikkert de mennesker, der gør det hele værd.’’ I et land med splittelse og konflikt er det vigtigt for Elisabeth at holde fast i det gode eksempel. ’’Bare det, at være mig og leve som familie i den her by, føler jeg også kan være et eksempel i sig selv. At vi søger at holde vores hjerter bløde i forhold til de mennesker, vi møder. Det, tænker jeg i sig selv, kan være et lille eksempel i den her by med konflikter og udfordringer.’’ Omsorgen for det jødiske folk lægger hende tungt på sinde og har gjort det i mange år efterhånden.

En ung pige i New York finder nysgerrighed og kærlighed til det jødiske folk

Eventyret startede for Elisabeth som 19-årig, da hun, sammen med en veninde, tog afsted for Israelsmissionen for første gang. I New York City hjalp pigerne med praktiske opgaver for organisationen Jews for Jesus’ kontor der. ’’Det startede i New York, hvor jeg mødte jøder som troede på Jesus for første gang, og jeg mødte også selv Jesu kærlighed på en ny måde. Før det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne være jøde og tro på Jesus. At opleve den måde de var på, og det de vidste om Biblen, det gjorde en forskel i mit liv. Jeg følte en nysgerrighed og også en ny form for kærlighed til dem, efter jeg havde været i New York. Det vendte op og ned på mit liv og på den livsretning, jeg har fået.’’ Elisabeth kom hjem til Nørrebro igen og begyndte at arbejde på et jødisk plejehjem. Det fortsatte hun med under teologistudiet og efter studiet, arbejdede hun i en jødisk vuggestue, inden hun sammen med sin mand tog til Israel for første gang for 13 år siden. Det mærkes tydeligt på Elisabeth, når hun fortæller, at det var en stor og åbenbarende oplevelse. Og det bærer hendes senere bedrifter også uden tvivl præg af.

Eventyr og den nære familierelation

Familien rykkede fra Danmark for første gang for 13 år siden, da Elisabeth og David lige havde fået deres søn Nathanael. Elisabeth fortæller varmt om sin lille hjælper i Immanuel Kirken i Tel Aviv, hvor de var volontører: ’’Det var også et eventyr. Det kan godt være, at vi ikke var de allermest effektive, for hvis jeg satte nogle bøger på plads, så tog han dem måske ud igen. Så vi var måske lidt mere langsomme. Men på den anden side var arbejdet også noget med at møde mennesker, og når Nathanael og jeg udførte nogle opgaver sammen, blev han på en måde en, der åbnede op for nogle relationer for mig, fordi han var så sød og blond. Så det åbnede også nogle døre, når vi mødte mennesker.’’ Den nu 14-årige Nathanael og hans lillesøster Naomi på 11 bruger stadigvæk meget tid med deres forældre. David og Elisabeth prioriterer at tage deres børn med på ture ud i naturen, at tage med til fritidsaktiviteter og at have tid til musik, spil og hygge i familiens hjem.

At skabe et liv og et hjem langt hjemmefra

I familien Serners lejlighed på French Hill i nærheden af Oliebjerget i Jerusalem kan man se små spor af den familie, som bor her. Små tegn som fortæller en historie som en kreativ og gæstfri familie bosiddende i en af verdens ældste byer. En harpe af træ står på en gyngestol i stuen, datterens violinkasse står klar til eftermiddagens undervisning, bøger om ægteskabet, børneopdragelse, messiansk jødedom, kristendomshistorie og gæstfrihed står på reolerne ved siden af børnenes undervisningsbøger, blandt andre en hebraisk/engelsk-ordbog. På sofabordet står et fad med Turkish Delight og chokolade, og der er te og kaffe i smukke kopper fra en veninde, som er keramiker. ’’Da vi tog herned, prioriterede vi at få sendt meget af børnenes legetøj: mange af de ting, som betød noget for dem dengang for at gøre overgangen nemmere for dem, nu når de skulle sige farvel til alt. Men ellers blev det for mig også en øvelse i at prøve at gøre det til et hjem, finde mig til rette og føle mig hjemme, selvom det ikke var blandt de ting, jeg selv havde valgt.’’

På en hylde, over et klaver med sanghæfter, står en menorah, den traditionelle jødiske lysestage. Andre hylder er fyldte med puslespil, og en stor tavle med billeder, tegninger og hilsner hænger over spisebordet som et vidnesbyrd om, at her er der plads til både familietid og plads til at tænke på dem, som man ikke kan se hver dag. Der hænger et maleri over sofaen. Maleriet forestiller kvinden i farisæeren hus, der vasker Jesu fødder i sine tårer. En historie som udspillede sig under ti km derfra. Selvom de måske havde indrettet sig på en anden måde, hvis de var blevet i København, så skinner solen over Jordans bjerge i udsigten fra deres altan, og det synes at være lykkedes Elisabeth at skabe et hjem for sig selv og familien her.

En propfyldt kurv i Netto og nye familiemedlemmer i Danmark

For Elisabeth er der ingen tvivl om, hvad hun savner mest i livet som udenlandsdansker.’’Det er helt klart vores familie, og især min relation til nevøer og niecer, fordi de vokser så hurtigt, og jeg ville ønske, at jeg var tættere på’’ Familien skal til Danmark om et par uger, og der skal Elisabeth møde en lille ny niece for første gang. Selvom det er i relationerne den største glæde ligger, nyder familien også at opleve lidt af den danske madkultur, når de er hjemme. ’’Altså vi elsker at gå i Netto, når vi kommer til Danmark. Vi synes, det er en fest at fylde sådan en indkøbskurv. Og vi ser virkeligt tåbelige ud, fordi vi bare er helt oppe at køre over ting som rugbrød og leverpostej. Vi er også glade for wienerbrød. Dansk bagværk er bare virkeligt godt i forhold til, hvad vi kan få her. Dansk pålæg eller remoulade og ristede løg,’’ remser hun drømmende op og ler af de underfundige ting, man kan savne ved sit hjemland, når man ikke har adgang til dem regelmæssigt.

Det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg

Den nu fyrreårige ildsjæl har et hjerte, der banker for de mennesker, hun mødte for første gang i New York. I svære perioder kan det selvsagt virke mindre klart, om det hele stadig er rigtigt og meningsfuldt ’’Det er et spørgsmål, vi stiller os selv nogle gange, når det er svært. Hvis man sammenligner livet i Danmark med livet i Israel, er der nogle ting, der ville være så meget nemmere: tingene fungerer på en anden måde, end man kender til i Danmark. Men det nemmeste valg er ikke altid det bedste valg, og jeg tror, at vi både som personer og som familie har oplevet at udvikle os og vokse med opgaven i de udfordringer, vi har stået med. Det er også et offer på den måde, at jeg er bevidst om, at der også er noget, vi giver afkald på og slip på ved at leve det her liv, og det kan godt nogle gange være en sorg. Men samtidig af en eller anden grund føles det som om, at vi er på det rigtige sted. At det i sig selv giver en eller anden form for mening for os at være her, selvom det ikke altid er det nemmeste valg.’’

Jeg kan aldrig blive arbejdsløs, så længe nogen har brug for at mærke Guds kærlighed

Elisabeth og hendes familie har på otte år skabt et liv med nye og dybe relationer. Børnene har boet størstedelen af deres liv her i Jerusalem. De kan selv finde rundt byen, og alle fire taler hebraisk til husbehov. Det kan føles mere naturligt at stå i den langsomme kø i supermarkedet i Israel, og den effektive facon i Danmark kan virke stressende til sammenligning efter otte år i Mellemøsten. Elisabeth nyder alsidigheden ved både at kunne tage på cafe med en veninde, lede en vagt til et 24-timers bønnecenter på klaver og at kunne tage ud og opleve både den golde og frodige natur, som landet byder på sammen med familie og venner. Siden hendes eventyr startede i New York for 21 år siden, har hun taget flere valg, som har ført til et arbejdsliv som er anderledes fra mange andres. ’’Jeg husker dengang, jeg læste teologi, at jeg tænkte, ’jeg kan jo aldrig blive arbejdsløs, for der er jo altid nogen, som har brug for at mærke Guds kærlighed.’’’ Den tilgang synes at være en, Elisabeth tager med sig ind i et liv, hvor familie-, arbejdsliv og interesse for andres velbefindende kan flyde sammen, og hvor man ofrer sig og giver afkald på store og små ting for at opleve, at noget går op på et højere plan og alligevel føles rigtigt.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503