Skip to main content

En god årsmødeweekend


Fra Shalom, 2. udgave 2024. Af Christian Rasmussen.

Der var et fuldpakket program til Israelsmissionens årsmødeweekend i København i april. Fredag havde IU Sjælland inviteret til sabbatsmåltid i Bethlehemskirken. David Serner introducerede en tradition hos nogle sefardiske jøder, som deler challah-brødet ved, at måltidslederen kaster stykkerne rundt til deltagerne. David bliver nok ikke quarterback i NFL, men han ramte os nogenlunde.

Lørdag havde 60 tilmeldt sig vores studiedag om Johannes Åbenbaring. Tre ganske forskellige læsninger blev præsenteret af henholdsvis Torben Kjær, Hans-Ole Bækgaard og Kasper Bergholt. Er Johannes Åbenbaring en detaljeret forudsigelse af, hvad der fremadskridende skal ske i de sidste tider, herunder Israels omvendelse, Antikrists fremtræden og et egentligt tusindårsrige, hvor de troende skal have magten i verden? Eller får Johannes en række syner, der beskriver forskellige begivenheder, der alle skal finde sted ved Jesu genkomst? Eller er bogen primært metaforisk poesi, der ikke forudsiger fremtiden, men beskriver Lammets grundlæggende kamp og sejr over Dragen til opmuntring for samtidens kristne, der oplevede ydre pres og modstand? Der blev således kastet tre forskellige lys, der både kan inspirere og udfordre den enkeltes læsning af bogen.

Årsmødet begyndte med festlig gudstjeneste sammen med menigheden i Bethlehemskirken. David Serner prædikde med mange illustrationer fra hverdagen

i Jerusalem. Efter en god frokost med falafler og hummus blev der ved generalforsamlingen sagt TAK til Mona Kjær Nielsen for 10 års tjeneste i Landsstyret. Lene Skovsgaard blev genvalgt for en 3-årig periode, og Peter Bjerre blev valgt for en 5-årig periode. Formandsberetningen kan findes på hjemmesiden.

Til sommer afslutter Naomi, Nathanael, Elisabeth og David Serner deres udsendelse som præstefamilie i Jerusalem, og de sluttede årsmødet af med glimt fra 10 års trofast tjeneste.

TAK for en enestående flot indsats som præstefamilie i Jerusalem. Man har i jer mødt en familie på mission med en genuin og smittende kærlighed til det jødiske folk. Vi er stolte over, at I har været vores udsendte, og vi vil ønske shalom over de næste skridt, I skal træde i Guds mission.

FARVEL TIL MEDARBEJDERE

Det er ikke kun David og Elisabeth Serner, vi siger farvel til. Kirsten Lang Bitsch, som har været hos os i Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge gennem de sidste 7,5 år stoppede her i foråret ved udgangen af sin barsel, og til sommer stopper også bibelunderviser Kasper Bergholt, som har undervist for os ved siden af sit studie de sidste 3 år. Også Kent Rasmussen, Landsleder for Israelsmissionens Unge, er netop stoppet efter 6,5 år på den post.

Der skal lyde en stor tak for jeres arbejde og engagement i den tid, I hver især har været hos os. Vi ønsker Guds velsignelse over det næste kapitel, I er på vej ind i.