En historie om et søgende ægtepar, en bog med rabbinsk litteratur og et stjålet testamente


af Helena Dyrholm

Yoel Ben David og hans kone Adele kommer begge fra jødiske familier men lever i dag som Jesus-troende jøder. De er begge opvokset i europæiske storbyer og har med deres arbejde for organisationen Jews for Jesus boet flere steder i verden blandt andre i New York, San Fransisco og London. For et par år siden flyttede de til Jerusalem for at åbne et kontor for Jews for Jesus her. De er gift på 22. år, har sammen fire børn, og så har de viet deres liv til at fortælle om Jesus som jødernes Messias. Her fortæller de om at være på en spirituel rejse som førte fra Europa til Israel, og derfra fra ortodoks jødedom til kristendom. Læs med og bliv samtidig klogere på jødedom.

’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’

En livsforvandlende aften i Israel for to årtier siden

En oprørt og målrettet 20-årig Yoel Ben David går gennem Jerusalems gader imod sin veninde Judys hus. Han har netop lagt Esajas’ bog kapitel 53 fra sig, og spørgsmålene myldrer i hans hoved. Efter års søgen på sandheden ved han, at han er stødt på noget, der vækker resonans i ham. Nu har han, en ortodoks jødisk mand, et altoverskyggende behov for at tale om, om Jesus er den Messias, han har læst om. Han banker på døren og siger uden omsvøb: ’’Vi skal tale om Esajas 53, det er vigtigt!’’ Hans veninde inviterer ham indenfor, og de begynder en samtale, som Yoel husker klart som dagslys mere end tyve år efter.

På kontoret i Jerusalem

Vi møder Yoel og Adele på Jew for Jesus’ kontor i Jerusalem i et af de jødiske kvarterer lidt vest for Den Gamle Bys mure. Kontoret ligger på fjerde sal, men navnet står hverken på postkasserne i lobbyen eller på noget skilt på døren. Arbejdet med mission til jøder kan være en varm kartoffel, og specielt i den religiøse højborg Jerusalem, er det ikke alle, som ser lige mildt på denne praksis.  

Yoel laver kaffe og te, og tilbyder chokolade i tilfælde af, at vi, med hans ord, har brug for den slags. Det har vi. Samtalen glider let, og Yoel fortæller, at han har inviteret sin kone med til interviewet, så vi også får mulighed for at kigge på noget pænt, mens vi er der. Man har let til grin i Yoels selskab, og stemningen er munter. Som lovet kommer en smuk og venlig Adele ind ad døren med favnen fuld af indkøbsvare. Hun begynder at stille på plads i det lille køkken, mens vi taler om forskellene på kaffepræferencer rundt i verden. Hun undrer sig over skandinavens evne til at drikke kaffen helt sort og britens foretrukne te med citron. Hun fortæller, at hun foretrækker sin kaffe som europæer med masser af mælk. Vi skal tale om deres spirituelle rejse. Vi sætter os og går i gang med en fortælling som netop starter i en af de europæiske hovedstader, Berlin, et år før årtusindskiftet.

Udlængsel og en envejsbillet tilbage til rødderne

I slut-90’ernes Berlin sad en ung, oprørsk, jødisk kvinde med drømme om at komme ud i verden. Adele skændedes ofte med rabbinerne og kunne ikke finde mening i anvisninger og regler, hun fik fortalt i synagogen. En luftforandring var tiltrængt, og hun søgte til Israel gennem den mulighed alle ikke herboende jøder har: en af staten Israel betalt envejsbillet, som ikke skal betales tilbage, så længe man bliver i landet. Hun så det som sin billet ud af Tyskland og ud i verden.

’’Kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.”

Vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk

Yoel og Adele beskriver, at de begge tidligt begyndte at søge efter svar på spørgsmål, som ikke var blevet diskuteret i deres familier. Adele fortæller om sin families forhold til religion. ’’Vi fejrede helligdage, men Gud var ikke inde i billedet. Vi tog til synagogen en gang i mellem. Men min familie var til gengæld meget spirituelle. Min far kunne jævnligt finde på at tage mig med til et yogacenter, hvor han deltog i alle deres ritualer. Han havde intet problem med at bukke for en yogalærer eller et buddhistisk billede, hvor det for mig føltes forkert.’’ Teenageren Adele brød sig ikke om at bøje for andre religiøse figurer og følte tidligt, at hun ledte efter noget, som ikke fandtes i familiens tilgang til religion. ’’I den tid var jeg i høj grad søgende,’’ fortæller hun.

Yoel kom til Israel på samme tidspunkt som den jævnaldrende Adele. Han og hans familie flyttede hertil for at være tættere på den familie, som allerede boede her. Yoel er opvokset i England og Frankrig med en jødisk, marokkansk mor og en skotsk far. Yoel fortæller om sin mors jødiske opdragelse af ham og hans bror. ’’Min mor var meget traditionel. Hun troede på Gud, troede på jødedommens visdom men udlevede det ikke som sådan. Hun ville insistere på traditioner som for eksempel at spise et særligt måltid og bede en bøn fredag aften og at fejre helligdage og den slags.’’ Adele tilføjer opklarende, ’’kosher i hjemmet men ikke når man er ude – den slags ting.’’ Yoel beskriver sit barndomshjems religion med en sammenligning, som resulterer i et grin fra Adele. ’’Den sammenligning jeg altid laver er, at vi var jødiske på samme måde, som mafiaen er katolsk. Det var sådan, det var. Da Adele og jeg blev ortodokse indså vi, at det ikke reelt på kosher, som lovene fra Torahen foreskriver det. Det var ’pick and choose.’ ’’


Kosher

De jødiske spiseregler kaldes kosher og er (If. Jødisk trossamfund) et andet ord for, at noget er egnet og henviser til, hvordan man bør forholde sig til fødevarer. Særligt to steder i Torahen er de jødiske spiseregler udpenslet, nemlig i 3. Mosebog kapitel 11. og i 5. Mosebog kapitel 14.

Et måltid er kosher, når kød og mælkeprodukter ikke er blandede. Nogle jødiske husholdninger tilbereder disse ting i forskellige gryder og pander, og nogle gange endda i to forskellige køkkener. Der vil heller ikke findes kød og mælkeprodukter på samme måltidsbord, og der vil ofte være to forskellige slags tallerkner og bestik afhængigt af, om man spiser måltider bestående af det ene eller det andet. Skaldyr er ikke på menuen, og under påsken er usyret brød til gengæld et must. Sådan lyder nogle af kosher-spisereglerne fra Torahen, Mosebøgerne, som jødisk-troende lever efter i forskelligt omfang.


Forelskelse, militærtjeneste og medbragte pander

19-årige Yoel og Adele mødtes på den hebraiske sprogskole Ulpan i 2000. Det er et skole-kampus, man begynder på, når man flytter til landet uden at tale sproget. De genkendte den religiøse søgen i hinanden, forelskede sig, og inden for et år blev de gift. I tiden efter levede det unge ægtepar som ortodokse jøder. Adele rejste med egne pander, når de skulle besøge familie, så de kunne overholde kosher-spisereglerne, og da Yoel blev kaldt til militærtjeneste, søgte han ind i det militære rabbinat for at være omkring andre religiøse tjenende med samme værdi-sæt som hans. De brugte meget tid på at studere de religiøse tekster, tale om dem og finde meningen i dem sammen.


Ortodoks jødedom

Ortodoks jødedom er (If. Jødisk trossamfund) en af tre hovedgrene inden for jødedom. I ortodoks jødedom fastholdes Torahens, Mosebøgernes, status som åbenbaret fra Gud, og fornyelser er kun mulige, hvis de kan begrundes i talmudisk litteratur (rabbinsk litteratur). Ortodokse jøder lægger stor vægt på ritualer og på religiøs lærdom, og man lever efter Toranens love. Det indebærer blandt andet at holde shabbatten, hviledagen, hellig og at overholde kosher-spisereglerne. I omegnen af 15 % af verdens jøder skønnes at være ortodokse, hvoraf en stor del bor i Jerusalem. Ortodoks betyder rettroende.


”Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod.”

Kan man forstå Biblen uden hjælp fra rabbinerne?

Yoel og Adels åndelige rejse runder et nyt hjørne, da de møder en person, der skal vise sig at blive meget betydeligsfuld for deres liv. Yoel fortæller: ’’Og så mødte vi Judy!’’

Judy var en vens ven, og hun syntes at have nogle af de svar, ægteparret havde søgt efter længe. Adele fortæller om mødet med hende og tankerne, hun havde i den forbindelse. ’’Hun talte om Biblen, som ingen andre, jeg havde hørt tale om den før. Det var som om, hun kendte den ud og ind. Jeg var selv i konstant diskussion med rabbinerne; jeg satte spørgsmålstegn ved tingene hele tiden. ’Det her giver ingen mening, hvorfor skal jeg gøre det?’ Judy sagde, ’bare læs Biblen.’ ’’ Adele forklarer, hvorfor det ikke var faldet hende ind før. ’’Når man er religiøs, har man så travlt med at lære, hvad man må, og hvad man ikke må, at man ikke bruger særligt meget tid på faktisk at læse den egentlige Bibel.’’

Yoel forklarer den måde, han studerede Biblens ord på tidspunktet. ’’Jeg læste det ugentlige Torah-portion. Det er den ugentlige læsning i synagogen fra de fem mosesbøger. Måden, man læser Biblen, som ortodoks jøde, er ved at læse måske fire eller fem linjer fra Biblen, og så læser man to sider af kommentarer i Talmud. Så jeg læste egentligt ikke Biblen. Jeg læste nogle ord, som jeg ikke helt forstod, og så ville jeg læse de rabbinske kommentarer. Jeg ville før det aldrig gå til teksten selv.’’ De to blev draget af tanken om at finde ud af, hvad Biblen kunne fortælle dem. De ville vide forskellen på Guds ord og rabbinernes.


Talmud

Talmud er en litterær samling af rabbinske kommentarer til Toranens, Mosebøgernes, tekster. Traditionelt blev disse kommentarer overleveret fra generation til generation, men de blev skrevet ned for første gang i 400-tallet. Talmud betyder ’studie’ på hebraisk, og netop studiet af skrifterne bliver af flere ortodokse troende set som den sikre vej til et rettroende og gudsnært liv.

Talmud behandler mange temaer. Blandt andre nogle af livet store mystiske emner som religion, etik, ritualer og magi. Men Talmud indeholder også mere jordnære råd og fortællinger om historie, handel, håndværk, sociale problemer og humor. Talmud er et mere omfattende værk end Tanakh, den hebraiske bibel. Derfor vil den læsende typisk læse et mindre stykke i Torahen, Mosebøgerne, og så læse de sidelange tilhørende kommentarer i Talmud for at forstå meningen.


Tanakh

Den hebraiske bibel, Tanakh, består af Nevi’im (Profetlitteraturen) og Ketuvim (Skrifterne) og Torahnen (Mosebøgerne). Afhængig af overbevisning og grad af ortodoksi eller konservatisme, vil man forsøge at efterleve lovene i Torahen. Her findes blandt andet ræsonnementet bag kosher-spisereglerne.

De fleste jødisk-troende går til deres bibel på en anden måde, end der er tradition for i den kristne bibellæsning. Det er ikke unormalt, at man søger svar hos sin rabbiner i den lokale synagoge, hvis man savner svar på et spørgsmål om Guds præcise vilje. Lige så brugt et forståelsesværktøj er det litterære værk Talmud. Man vil typisk søge hjælp til fortolkning en af de to steder, når man studerer den hebraiske bibel, Tanakh. Derfor kan det være svært at vide præcist, hvilke udsagn der findes i Tanakh, og hvilke der er rabbinske overleveringer fra Talmud, hvis man ikke studerer teksterne selv.


”Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem.”

Hverken Abraham, Jakob eller Isak var særligt kloge

Adele beskriver sin oplevelse, efter hun blev opfordret til at læse. ’’For mig var målet at læse Biblen fra ende til anden. Jeg havde ofte fået at vide, at Gud sagde det her eller det her, og du bør gøre sådan her og sådan her. Men jeg ville vide: Hvad sagde han egentligt? Diskursen i ortodokse jødiske kredse er, at det kun er de hellige, rabbinerne, som kan forstå teksten. Det er derfor, vi andre læser kommentarerne i Talmud. Men jeg tænkte, hvad jeg ikke forstår, forstår jeg ikke, men jeg kan i hvert fald finde ud af, om det står skrevet eller ej. Ikke alene kom jeg til at forstå min egen historie bedre men også Guds karakter. Det gjorde en kæmpe forskel for mig.’’ Yoel uddyber: ’’Vi så alting gennem de linser, rabbineren så det igennem. Så da vi faktisk begyndte at læse Biblen selv – uden kommentarerne, var det en helt anden oplevelse. Man læser historien om Gud og hans forskellige forhold til de forskellige mennesker. Vi læser om Abraham og ser til den rabbinske litteratur, som fortæller om Abraham som en meget hellig og fantastisk mand. Man tænker, jeg kan aldrig blive som Abraham. Men når man læser teksten, tænker man, at hverken Abraham, Jakob eller Isak er særligt kloge. Man oplever Gud være tålmodig, Han prøver at guide og håndtere dumme mennesker. Jeg har læst andre hellige bøger blandt andre Koranen og Bhagavad Gita, men da jeg læste Biblen, tænkte jeg: Den her bog portrætterer mennesker, som de faktisk er – fejlbarlige, for det er vi. Så at læse Biblen selv ændrede fuldstændigt min måde at se på Gud. Det styrkede min tro. Jeg tænkte, ’jeg kan faktisk tro på den her Gud og på en bog, som beskriver mennesker som reelle mennesker.’ ’’

”Du må forklare det for mig!”

Esajas 53, Messias i Det Gamle Testamente

Mødet med Judy og de rene bibelske tekster gav de to en masse svar men også nye spørgsmål. Hvilket leder historien tilbage til den aften, Yoel er nået til Esajas, 53. Han har læst det igen og igen, men det forvirrer ham. ’’På et tidspunkt når jeg til at læse Esajas 53, og for mange jøder er det en stor ting at læse det stykke. Mange mennesker oplever at komme til tro gennem at læse det specifikke kapitel, fordi det er et meget klart billede af Jesus men i det gamle testamente. Jeg læste kapitlet men forstod det ikke. Så jeg tog hen til Judy og sagde, ’Okay, vi har aftalt at læse den rene tekst uden kommentarerne i Talmud, men det her stykke irriterer mig virkeligt. Jeg bliver ved med at læse det igen og igen, men jeg kan ikke forstå det. Du må forklare det for mig!’ ’’ Judy inviterer Yoel indenfor til en samtale. En samtale som han, en jødisk mand, aldrig havde regnet med nogensinde at skulle have.

Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!

Både Yoel og Adele har oplevet deres familier som meget sekulariserede og kulturelt-troende. Dog har der altid været en stærk diskurs i familierne om, at kristendom ikke var noget for dem. Blandt andet derfor kan det være et stort skridt for en jødisk-troende så meget som at underholde ideen om Jesus som den jødiske frelser. Yoel fortæller, at han sad med et vælg af tanker og forbehold i Judys stue for over tyve år siden. ’’Og jeg sidder der og tænker, ’øh nej, jeg kan da ikke tro på Jesus, jeg er jo jødisk, det kan ikke passe!’ Men så går noget op for mig, mens jeg gennemgår alle disse grunde i mit hoved. Jeg har levet som ortodoks jøde. Jeg havde søgt forskellige steder uden at finde sandheden, så hvorfor siger jeg nu nej til Jesus? Og det går op for mig, at den eneste grund til, at jeg siger nej nu, er at min mor altid har sagt til mig som barn, ’Du er jødisk. Du tror ikke på Jesus!’ Og det var det eneste, som holdt mig fra at underholde ideen faktisk!’’ Efter at have indset det, følte Yoel sig ikke mindre forvirret end før. Han måtte have hjælp til at opklare det hele.

”Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Yoels åbenbaring af Jesus og Adeles umiddelbare modvilje

Yoel sidder i Judys stue og beder om hjælp fra Gud. Han taler til ham. ’’ ’Gud, jeg læser alle de tekster, og det giver ikke mening for mig. Jeg har brug for, at Du træder ind og viser mig sandheden’, og i det øjeblik ser jeg for mit indre øje Jesu ansigt. Jeg sidder der, og et billede, jeg har haft i min bevidsthed, bliver vist foran mig, og jeg følte Gud kommunikere. ’This is it,’ tænkte jeg. Det her er Hans svar til mig. Jeg overgav mig til den åbenbaring og sagde til Judy, ’hvis det her er sandheden, hvis Gud vil have mig til at tro det her, vil jeg tro det.’ ’’ De afslutter en af de mest betydningsfulde aftener i Yoels liv med en bøn, og som Yoel forlader Judys hus, slår en tanke ned i ham. ’Hvad med Adele? Hun sidder jo derhjemme! Jeg må hjem og fortælle hende det!’

Adele sidder i parrets soveværelse og læser i Torahen. Hoveddøren går op, og hendes mand kommer ind. Tydeligt oprørt og med noget på hjerte: ’’ ’Adele, det mest frygtelige er sket! Jeg har fundet ud af at Jesus er Messias!’ Og jeg forventer en stor reaktion fra hende naturligtvist, men hun kigger bare på mig og siger ’øhh.’ ’’ Adele fortæller om sin reaktion: ’’Jeg var slet ikke i humør til en stor åbenbaring den dag! Ser du, for mig var det ikke en tillokkende tanke, at det kunne være sandt. Jeg tænkte: ’Hvad? Kristendom af alle ting – nej tak.’ Jeg søgte jo efter noget sandfærdigt, noget skjult, ikke kristendom som havde været lige der i min nærhed hele mit liv’’ Yoel forklarer vittigt om sin kones sandhedssøgen: ’’Hun håbede på at rejse ind i junglens dybeste skove, finde en grotte, og dér ville sandheden lyse hende i øjnene!’’ De griner begge af Adeles umiddelbare modvilje ved tanken om kristendom. Men hun fortæller, at hun samtidig vidste, at når det kom fra Yoel, måtte der være noget om det. Hun stolede på, at hvis han troede det, måtte det være sandt – selvom det langt fra var, hvad hun havde regnet med. Adele beslutter sig altså for, for første gang i sit liv, at forholde sig til den Jesus, hun har hørt så meget om.

”Skriften talte for sig selv.”

Det stjålne testamente

Yoels var på tidspunktet en del af det militære rabbinat og stod for at holde styr på et lager, hvor man blandt andet opbevarede forskellige religiøse bøger. Når man sværger sig ind til militærtjeneste i Israel, holder man sit våben i den ene hånd og sit helligskrift i den anden. Det være sig Torahen, Koranen eller Det Nye Testamente alt afhængigt af, hvilken religiøs overbevisning, man har. Han gik ind i lagerbygningen og fiskede et eksemplar af Det Nye Testamente frem, smuglede det med hjem og gav det til Adele. På den måde læste de begge for første gang historierne om Jesus.

Skeptikeren Adele gik ind i læsningen for at modbevise den. ’’Jeg ville jo læse den kritisk fra side til side for at finde ud af, hvad der var galt med det. Men jeg fandt ikke noget, som jeg ikke kunne lide. Jeg var forbløffet over det, jeg læste. Jeg tænkte, ’Jesus er virkelig cool’. Og ved slutningen af Matthæusevangeliet var jeg rørt til tårer! Da jeg havde læst det fra ende til anden, gik det op for mig, at det hele var godt! Jeg kunne ikke finde ene eneste ting, som var galt med Det Nye Testamente. Skriften talte for sig selv. Efter det tænkte jeg, ’jamen, Jesus kunne godt være Messias.’ Det var en revolutionerende tanke for mig.’’

Hvorfor har vi aldrig hørt historierne før?

Yoel og Adele finder begge den sandhed, de har søgt efter i Det Nye Testamente og i tanken om Jesus. Yoel kommer hjem en dag og finder sin kone med tåre i øjnene. Hun har netop færdiggjort Matthæusevangeliet, og det har rørt hende dybt. Hun ser på ham og spørger, hvorfor ingen nogensinde har fortalt dem de historier før. ’’Netop dér indså jeg, hun havde ret.’’ Fortæller Yoel. ’’Her var vi: to jødisk-troende, bosiddende i Jerusalem, hvor Jesus levede, døde og rejste sig fra de døde, og alligevel kender INGEN faktisk den historie. Det fik mig til at indse, at jeg ville tale med folk om den’’ Det blev Yoels drivkraft og efter at have færdiggjort sin værnepligt, begyndte han på bibelskole og engagerede sig i den missionerende organisation Jews for Jesus, hvor han har arbejdet lige siden.

Tilbage på kontoret

Tilbage på kontoret er vi gået over den aftalte tid, for historien er ikke hurtigt fortalt, og det er svært at bryde af midt i så medrivende en fortælling, som Yoel og Adele har fortalt. Vi har fået rigeligt med kaffe, som vi nu hver især bedst kan lide den, og Adele inviterer på frokost. En formiddag fuld af grin og bevægende fortællinger ender, og da vi bryder op, er vores afsked fyldt med kram og varme ord om fremtiden. Vi efterlader Yoel og Adele til deres travle hverdag med missionsarbejdet i Jerusalem og går en livshistorie rigere ud i byens lunefulde forår.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503