En ny tid?
Den anglikanske kirke er inde i en brydningstid og en større gruppe forsøger at sætte en kurs, der er tro mod Kristus, mod kirkens egne beslutninger og samtidig farbar i en evigt ændrende verden. Det har udmøntet sig i en større samling sammenslutning af Anglikanske kirker og biskopper kaldet Gafcon (the Global Anglican Futures conference), der består af ca. 2/3-dele af den anglikanske verden (ca. 60 millioner mennesker). I Jerusalem i Juni måned mødtes over 300 biskopper og over 600 anglikanske præster sammen med mere en 900 anglikanske lægmænd for at diskutere fremtiden for den anglikanske kirke. De præsenterer sig selv således gennem Dr. Peter Jensen: ” [vi er] en stor bevægelse af Guds ånd på verdensplan blandt anglikanske kristne overalt. Vi lever i svære tider, hvor Bibelen er blevet sat til side – selv i kirkerne – og hvor evangeliet er på spil. Anglikanske kristne over hele verden har set denne krise og er kommet sammen via GAFCON for at stå op for Bibelen, være bibeltro, funderet i Bibelen og for at prædike evangeliet ufordrejet og ufortyndet. Det hele evangelium om Kristus Jesus. Vi hjælper hinanden med at gøre det og vi hjælper hinanden på de mange steder, hvor kirken fejler med den opgave. ” (min oversættelse. Se www.Gafcon.org)
Om end konferencen er interessant i sig selv i forhold til den anglikanske verden og de udfordringer vi som kirke står i til alle tider, så foregik der en lille begivenhed i kølvandet på konferencen, der har indflydelse på Immanuelkirken i Tel Aviv og – måske – i en lille del af den messianske bevægelse i Israel.
Yoel Ben David og Bradley Long har begge vandret mod at blive ordineret i forbindelse med deres tjeneste i Immanuelkirken i Jaffo, TLV. Denne vandring har fået dem til at kigge mod den anglikanske kirke og spurgt til mulighederne for at komme under anglikanske biskoppers ordination. Dette har potentialet til at være problematisk, da Immanuelkirken og de 2 præster ikke er interesseret i at komme under direkte opsyn af den lokale biskop, Sulei Dawani. Potentielt set ville biskop Sulei Dawani kunne skabe problemer ved at en ”fremmed” biskop blander sig i hans biskoppelige stift og sætte en stopper for en sådan ordination. Gafcon skabte den nødvendige platform for, at den ønskede biskop kom til Israel og kunne snakke det igennem med den lokale biskop, der accepterede en given ordination og gav grønt lys for at afgive opsyn med Yoel og Bradley til sin biskoppelige kollega. Nu var banen ryddet for at ordinere begge to, hvilket følgelig også skete i Jews for Jesus’ lokaler i Moishe Rosen centeret i Tel Aviv.
Det var et stort øjeblik og kan stå som et lysende øjeblik på bønnens og enhedens vej. Det blev lysende klart, hvor stort nadver-fællesskab og samarbejde kan betyde på et kirke-politisk barometer for den lokale menighed. Den anglikanske kirke og den lutherske kirke har fuldt nadverfælleskab – på sådan en måde at anglikanske præster kan indstifte nadveren i lutherske kirker og omvendt. Så med den anglikanske ordination kan både Yoel og Bradley nu indstifte nadveren i den lutherske Immanuelkirke og derved betjene den lokale og internationale tilstrømning, der er i til kirken.
Som en sidebemærkning kan nævnes, at den anglikanske kirke er en del af den apostolske succesion, som kort sagt betyder, at man ifølge traditionen kan føre sin håndspålæggelse ved ordinationen tilbage til disciplen Peter. Det kan man mene om, hvad man vil, men der har ikke været mange ordinerede jødiske-Jesus-troende præster i landet igennem kirkehistorien. Selv siden Alexande Solomon i Christ Church i 1800-tallet har det være småt med dem. Nu er Yoel Ben David gået ind i den lange række af personer, der i de større kirkesamfund har forkyndt evangeliet, og nu også vidner om de Jesus-troende jøder. Bringer de lokale stemmer i spil med deres jødiske rødder, som han i lang tid har gjort, og forkynder, at evangeliet oprandt i en jødisk kontekst og det må vi have in mente i vores læsning af Bibelen. Ikke forkaste at evangeliet også må rækkes til det jødiske folk og at kirken ikke må forfalde til anti-semitisme igen.
Immanuelkirken har fået sin præst, der har allerede har ledt kirken i lang tid og er blevet et vidnesbyrd om, at ved bøn og hårdt arbejde – så er alt muligt – hvis Gud vil.
Lad os bede for Bradley, Yoel og deres familier om, at de må få frimodig og styrke til at stå i den tjeneste som Gud har kaldet dem til og være et vidnesbyrd for det land, der længes efter deres messias.
Om end konferencen er interessant i sig selv i forhold til den anglikanske verden og de udfordringer vi som kirke står i til alle tider, så foregik der en lille begivenhed i kølvandet på konferencen, der har indflydelse på Immanuelkirken i Tel Aviv og – måske – i en lille del af den messianske bevægelse i Israel.
Yoel Ben David og Bradley Long har begge vandret mod at blive ordineret i forbindelse med deres tjeneste i Immanuelkirken i Jaffo, TLV. Denne vandring har fået dem til at kigge mod den anglikanske kirke og spurgt til mulighederne for at komme under anglikanske biskoppers ordination. Dette har potentialet til at være problematisk, da Immanuelkirken og de 2 præster ikke er interesseret i at komme under direkte opsyn af den lokale biskop, Sulei Dawani. Potentielt set ville biskop Sulei Dawani kunne skabe problemer ved at en ”fremmed” biskop blander sig i hans biskoppelige stift og sætte en stopper for en sådan ordination. Gafcon skabte den nødvendige platform for, at den ønskede biskop kom til Israel og kunne snakke det igennem med den lokale biskop, der accepterede en given ordination og gav grønt lys for at afgive opsyn med Yoel og Bradley til sin biskoppelige kollega. Nu var banen ryddet for at ordinere begge to, hvilket følgelig også skete i Jews for Jesus’ lokaler i Moishe Rosen centeret i Tel Aviv.
Det var et stort øjeblik og kan stå som et lysende øjeblik på bønnens og enhedens vej. Det blev lysende klart, hvor stort nadver-fællesskab og samarbejde kan betyde på et kirke-politisk barometer for den lokale menighed. Den anglikanske kirke og den lutherske kirke har fuldt nadverfælleskab – på sådan en måde at anglikanske præster kan indstifte nadveren i lutherske kirker og omvendt. Så med den anglikanske ordination kan både Yoel og Bradley nu indstifte nadveren i den lutherske Immanuelkirke og derved betjene den lokale og internationale tilstrømning, der er i til kirken.
Som en sidebemærkning kan nævnes, at den anglikanske kirke er en del af den apostolske succesion, som kort sagt betyder, at man ifølge traditionen kan føre sin håndspålæggelse ved ordinationen tilbage til disciplen Peter. Det kan man mene om, hvad man vil, men der har ikke været mange ordinerede jødiske-Jesus-troende præster i landet igennem kirkehistorien. Selv siden Alexande Solomon i Christ Church i 1800-tallet har det være småt med dem. Nu er Yoel Ben David gået ind i den lange række af personer, der i de større kirkesamfund har forkyndt evangeliet, og nu også vidner om de Jesus-troende jøder. Bringer de lokale stemmer i spil med deres jødiske rødder, som han i lang tid har gjort, og forkynder, at evangeliet oprandt i en jødisk kontekst og det må vi have in mente i vores læsning af Bibelen. Ikke forkaste at evangeliet også må rækkes til det jødiske folk og at kirken ikke må forfalde til anti-semitisme igen.
Immanuelkirken har fået sin præst, der har allerede har ledt kirken i lang tid og er blevet et vidnesbyrd om, at ved bøn og hårdt arbejde – så er alt muligt – hvis Gud vil.
Lad os bede for Bradley, Yoel og deres familier om, at de må få frimodig og styrke til at stå i den tjeneste som Gud har kaldet dem til og være et vidnesbyrd for det land, der længes efter deres messias.