En oliekrukke som vidne

En gammel oliekrukke, der måske kan rumme 50 liter, står i et hjørne af Rhemas stue og minder om tiden før 1948, hvor hendes familie havde et landområde på hyrdernes mark ved Betlehem.

Jørgen Hedager Nielsen

“Min familie dyrkede oliven, og vi pressede dem selv. Det var det, vi levede af. Nu ligger der en israelsk bosættelse,” forklarer Rhema. Jeg besøger hende i forbindelse med et oplysningsprojekt om Musalaha. Louise Vibjerg Thomsen, der er ansat af Musalaha som leder af kvindearbejdet, har lavet aftaler for mig med næsten 20 forskellige personer, der alle har oplevet, at Musalaha har forandret deres liv. Musalahas betydning kan sættes op i tal. De er årligt i kontakt med mere end tusinde jøder og arabere, som de bringer sammen til samtaler om forskelligheder og forsoning. Men betydningen af organisationen Musalaha forstår man bedst ved at høre personlige beretninger som Rhemas.

Skudhul i krukken

Rhema fjerner en træklods, som er stukket i et hul i krukken. “Under den første intifada stod krukken i vores have,” forklarer hun. “Det her er et skudhul.”

Hun peger ud ad vinduet, hvor vi kan se sikkerhedsmuren. “Før muren kom, skete det, at kuglerne fra de israelske geværer fløj gennem huset, men Gud ske lov, er ingen blevet ramt.”

Rhema fortæller om den dag, hvor nogle palæstinensiske drenge stod ude i haven og kastede sten mod de israelske soldater. Da soldaterne var blevet tirret tilstrækkelig længe, svarede de igen med skarpe skud.

“En fyr blev ramt lige for øjnene af mig. Jeg så, hvordan hans hjerne sprøjtede ud af hovedet på ham,” fortæller hun synligt berørt. “Bortset fra et par timers udgangstilladelse var vores hjem som et fængsel for os.”

Hun er ikke bitter

I Østjerusalem – nogle få minutters kørsel herfra – bor nogle af Rhemas børn og børnebørn. “Jeg kan ringe til dem, men jeg kan kun besøge dem to gange om året. Jeg har et barnebarn, som bliver otte år i dag. Jeg har tilladelse til at besøge hende, men checkpointet er lukket på grund af jødernes påske,” forklarer hun.

Listen over de besværligheder og nedværdigende oplevelser, hun har haft, er lang. Jeg har kritiske spørgsmål til nogle af hendes skildringer, men holder dem for mig selv, for hendes oplevelse af begivenhederne kan jeg ikke tillade mig at drage i tvivl. Og det er oplevelser, hun må leve med hver dag. Det ville være helt naturligt, hvis hun var en bitter kvinde. Men det er hun ikke. Der er nemlig sket noget stort i hendes liv.

Under den anden intifada kom Rhema til tro på Jesus Kristus.

“Det var stort, og ved at læse i Bibelen fik jeg lyst til at møde jødiske, troende kvinder og bede sammen med dem. Så kunne vi gå til Herren og bekende og forsone os. Da jeg hørte om Musalaha, vidste jeg straks, at det var noget for mig.”

Jøder er mennesker

“I Musalaha har jeg lært at se, at jøder også er mennesker. De er mødre, og de frygter for deres børns liv. Vi diskuterer, hvem landet tilhører, men vi er søstre i Herren. Når vi hører om uroligheder og bomber, ringer vi sammen for at få sikkerhed for, at alle har det godt,” siger Rhema.

En væsentlig del af Musalahas arbejde er en række kvindegrupper, hvor der både er jøder, arabere fra Israel og arabere fra de palæstinensiske områder. De mødes halvårligt i den lille gruppe. Der er også en halvårlig samling, hvor kvinder fra alle de små grupper er med. Lige før påske var der en sådan samling på Cypern.

Der er store problemer forbundet med at mødes, for indbyggerne på Vestbredden kan normalt ikke rejse ind i Israel, og det er ulovligt for israelere at rejse ind på Vestbredden. Derfor må især de store samlinger finde sted på neutral grund. Det kan være i Jordan eller på Cypern.

DIM og araberne

Det er enkelt for en israeler at sætte sig i et fly og så i løbet af en time lande på Cypern. Men fra Vestbredden må man først til Jordan og derfra videre med fly til Cypern. Den rejse tager det meste af den dag. Og det koster mere, end de fleste har råd til. Her kommer Den Danske Israelsmission (DIM) ind i billedet.

Men DIM’s opgave er at fortælle jøder, at Jesus er Messias, så hvordan hænger det sammen, at DIM har noget at gøre med en araber i Betlehem? Det er et godt spørgsmål, og som medlem af DIM’s landsstyre har jeg gjort mig en del tanker om det.

Man kan ikke være i Israel med den opgave, som DIM har, uden at støde på Musalaha. Flere af de messianske jøder, vi er i kontakt med, har en eller anden berøring med Musalaha. Måske er de endda medarbejdere. Det viste sig, at DIM kunne være med til at formidle nogle Danida-penge til Musalaha. Og det gjorde vi.

Penge fra Danmark

Palæstina hører til de udviklings-områder, som Danida kan yde støtte til. Musalaha beskrev et projekt, som Israelsmissionen gik til Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling med. Det udløste en god del Danida-penge til Musalaha. Denne øvelse er gennemført flere gange, så der nu efterhånden er formidlet et ret anseligt beløb.

I forbindelse med sådanne projekter kan man søge om støtte til oplysningsarbejde i Danmark. Det er derfor, jeg er i Betlehem. Min opgave er som journalist at indsamle stof til artikler, og hvad det ellers kan blive til, i Danmark.

Der har været øremærkede indsamlingsprojekter til Musalaha, men ellers bruger DIM ikke indsamlede penge til det. Musalahas arbejde er værdifuldt, og de jøder, der er engagerede i det, ligger i centrum af DIM’s formål. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet bakke forsoningsarbejdet op på denne måde.

Danida-pengene bruges til den sociale side af Musalahas arbejde. Den forkyndelsesmæssige kan ikke støttes med offentlige midler.

Landet er vores

Nogle dage senere finder jeg mig selv i en kibbutz i Israel nord-øst for Gaza. Her møder jeg Orit, der er en smart forretningskvinde, som arbejder på et af de messianske jøders forlag.

“Jeg er syvende generation af jøder, som bor i landet,” fortæller hun. “Min far var befalingsmand i hæren. Jeg var selv befalingsmand, og jeg har nu to sønner i hæren.”

Orit er overbevist om, at Guds løfter til Abraham om landet stadig står fast. “Jeg er ikke enig med de palæstinensere, der siger, at vi har taget deres land. Men som Jesu disciple kan vi godt have fællesskab, selv om vi er uenige politisk,” understreger hun.

“Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke mere skal være jøde eller græker, træl eller fri, men vi alle er ét i Kristi blod. Der vil ikke være Israel eller Palæstina. Vi vil bo i Guds rige, og måske vil min gode veninde Rhema fra Betlehem være min nabo. Men indtil da vil vi samles i Musalaha, selv om grænserne kan være meget besværlige at passere.”

Orit fortæller en oplevelse fra et kvindearrangement. På den sidste aften skulle de på skift fortælle, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Da sagde en kvinde fra Vestbredden med et glad smil: “Det er gået op for mig, at der også vil være jøder i himlen!”