En refleksion over Paris

Joshua Turnil, missionær for Jews for Jesus i Paris

Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
og bjergene vakler i havets dyb,
når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver.      Sela

Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig. (Salme 46, 2-5)

Gud mindede mig om ovenstående ord, da vores elskede by blev angrebet. Salme 46 trøstede mig meget, da jeg havde brug for det efter 11. september i New York, da tårnene kollapsede og byen var i en tilstand af kaos. Den 13. november blev Paris’ ungdom myrdet, og hendes hjerte blev knust.

Disse tragiske begivenheder kommer efter længere tids debat om national identitet og religionens plads i samfundet, som har øget polariseringen i landet. Frankrigs præsident har sagt: ”Jeg vil, at vi skal kende ét samfund: det nationale. Jeg vil, at vi kun skal kende én religion: republikkens religion.” Han fik bifald fra parlamentet og tankegangen er bifaldet over hele Frankrig og særligt i Paris. Da mange delte billedet med ”Pray for Paris” (Bed for Paris) på de sociale medier, brød franskmændene sig faktisk ikke så meget om det. En ung bruger responderede: ”Venner fra hele verden, tak! Men vi har ikke brug for mere religion! Vores tro og tillid er i musikken! Livet!” Religiøse udtryk er ikke velkomne.

Hvordan rækker vi ud til dem, som sørger, men ikke åbne?

Gennem Guds ord. Over hele Paris kan man se ordene: ”ikke bange”, men alligevel er frygten åbenlys for alle som går på gaden. Jeg lærte noget i New York, som hjalp mig i januar under angrebet på Charlie Hebdo og som også er sandt i dag: ”Det er ikke fraværet af fare, som bringer tryghed. Det er Guds nærhed.” Det fortæller Salme 46 om. Og vi har skrevet det i vores vindue, på vores Facebookside, hjemmeside og hvor ofrene bliver mindet over hele Paris. Derudover har vi lavet traktater med ordene, som vi deler ud.

Vi føler os kaldet til at bede for dem, som bor i Paris, men hvordan kan vi bede for dem, som ikke ønsker forbøn? Vi har evangeliseret i mange år i det 11. distrikt, hvor angrebene fandt sted. Så missionærerne tog hen til Bataclan for at ære ofrene. Derefter sang de sange foran rådhuset og på Place de la République, som du måske har set i nyhederne. Håbet var, at sangen kunne nå nogen og at vi måske ville få mulighed for at bede for dem, vi mødte.

På Place de la Républlique sang mine kolleger Karl deSouza og Chantale Onona ”Amazing Grace”, da en ung kvinde pludselig standsede og begyndte at græde. ”Hvad hedder sangen?” spurgte hun. Først ville hun ikke, vi bad for hende, men efter lidt snak om, hvorfor vi var der, spurgte hun til sidst om forbøn.

Vi ved ikke hvordan disse terrorangreb vil påvirke vores arbejde over de næste dage og uger. Alle taler om ”de mørke tider”. Må Verdens Lys skinne gennem mørket og hele Paris’ knuste hjerte. I skrivende stund har folk i byen stadig ikke vendt sig til Gud for ”tilflugt og styrke”, men søger stadig. Mange søger tilflugt blandt venner i Paris’ mange caféer. Jeg håber mange af indbyggerne i Paris vil åbne deres hjerter for Jesus, for Jesus elsker Paris og han er mægtig til at frelse.

(Artiklen er oversat fra et blogindlæg fra Jews for Jesus’ hjemmeside. Læs originalen her.)