Af Louise og Rasmus Kiilerich Breindal. Artikel fra bladet Shalom, september 2024.

“Er det nu forsvarligt?” er et spørgsmål, vi blev mødt af, når vi fortalte, at vi skulle være sommerferieafløsere i Immanuel Church i Tel Aviv.  

Vi havde vores betænkeligheder, men rejste afsted i en tro på, at Gud havde kaldet os til opgaven, og at han nok skulle holde hånden over os. Da vi lander i Tel Aviv, er den første besked, vi modtager, at nu fraråder den danske regering al indrejse i Israel. Oven på sådan en udmelding, kunne vi ikke helt lade være med at bekymre os. Men vi blev, og det er vi glade for, at vi gjorde.  

For at være tilbage i Immanuel – hvor vi 8 år tidligere var kirkevolontører – var på mange måder som at træde ind i noget hjemligt. Mosaikvinduerne, duften i bygningerne og den gode velkomne stemning var hjemlige og velkendte.  

En ting, der – igen – gjorde stærkt indtryk på os, var menneskerne, vi mødte i kirken. Deres kærlighed og åbenhed kom særligt til udtryk ved kirkekaffen i kirkens baghave. Her stod menigheden og grinede og snakkede med hinanden på kryds og tværs. Imens gik vores yngste dreng, Filip på 1,5 år, fra arm til arm, og vores ældste dreng, Noah på 4, sad sammen med forskellige fra kirken, som han havde kastet sin kærlighed på, selvom han ikke delte sprog med dem.  

Vi hørte også her, at kirken var vigtig for menigheden. Det var vigtigt at have et godt og åndeligt hjem, og det var folk villige til at køre langt for, selv helt fra Haifa. De var enormt taknemmelige for, at der bliver sendt præster og opretholdt en kirke – og endnu mere i denne tid.  

Der er sikkert gode argumenter for både at blive hjemme og for at tage afsted, men vi er taknemmelige for, at vi fik muligheden, og for at vi kunne være en del af kirkens liv, omend det var for en kort periode. Til trods for at vi kom med en opgave, rejste vi hjem med oplevelsen af at være blevet meget rigere, end da vi tog derned.