En mulig ny lov i Danmark om forbud mod omskærelse af drengebørn er en langt større trussel mod det jødiske samfunds fortsatte eksistens end et muligt terror-angreb. Jeg frygter ikke terror, også selv om den har ramt os, men jeg frygter en lovgivning i Danmark, som ikke beskytter et mindretals ret til at praktisere sin tro. Det kan synes som man i Danmark er mere optaget af at beskytte majoriteten mod minoriteten end omvendt. Det bekymrer mig.

Noget i den retning sagde rabbiner Jair Melchior i sit indlæg ved den debat om religionsfrihed, som Evangelisk Alliance havde inviteret til den 5 april i København i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde. De to andre oplægsholdere var Carsten Hjort Pedersen fra Religionspædagogisk Institut og folketingsmedlem for socialdemokratiet Daniel Toft Jakobsen.

Efter paneldebatten formulerede deltagerne i dagens program følgende udtalelse, som også kan læses på EAs Facebookside, hvor navnene på underskriverne også findes:

Ledere fra en række kirkelige organisationer har været samlet i København d. 5. april til en konference om religionsfrihed i Danmark. Baggrunden er et behov blandt kirkelige organisationer for at drøfte og konkretisere religionsfriheden i lyset af den aktuelle politiske situation.

Vi udtaler:

1. I et frit samfund må vi kunne udtrykke os frit – også om religiøse spørgsmål. Begynder man at begrænse menneskers frihed til at udtrykke deres tro, rammer det alle.
2. Nogle politiske initiativer, for eksempel efterårets stramning af straffeloven (L18), er udtryk for en afgørende ændring af den hidtidige forståelse af religionsfrihed og tolerance over for religiøse institutioner og mindretal.
3. Vi oplever, at den politiske debat ofte meget ensidigt tager udgangspunkt i, at religion hænger sammen med radikalisme, terror, intolerance og antidemokrati. Konsekvensen er, at man kaster et mistænkeligt lys over religiøst funderede institutioner i samfundet, som i praksis klæder mange mennesker på til at kunne indgå i et moderne demokrati.
4. I et demokrati kæmper man ikke bare for sin egen frihed, men også for at give plads til holdninger, som man er dybt uenig i. Det er ægte åndsfrihed.
5. Demokrati og religion er ikke hinandens modsætninger. Tro er en ressource for samfundet.
6. Religion er en del af det offentlige rum, fordi den vedrører det fælles liv og de værdier, som bærer vores samfund.
7. Samfundet trues ikke kun af religiøs ekstremisme, men også af intolerant sekularisme.

  Udtalelsen blev til på baggrund af en god og åben debat, hvor der også var plads til selvkritiske og selvransagende spørgsmål. For mig blev dette sat i perspektiv ikke mindst af de synspunkter, som vores jødiske gæst gav udtryk for: Hvor meget af vores personlige frihed er vi villige til at opgive i vores bestræbelse for at forhindre terror? Har frygtet sejret? Religionsfrihed betyder, at der skal være frihed til også at skifte religion. Det må staten ikke lovgive imod, men kan man undgå socialt pres, når nogen vælger familiens eller gruppens religion fra? Man kan ikke forvente at en jøde, der bliver døbt, ikke betaler en social pris for det. Vi øver alle social kontrol eller pres, og gør vi det ikke, er det så fordi vi ikke værdsætter de etiske og moralske regler, der gælder inden for vores gruppe? Er det, vi står for ikke værd at kæmpe for, også hvis det betyder at gå mod strømmen? Eller er demokratiet blevet vores nye religion og religion blevet ikke bare en personlig sag, men så privat at den mister sin betydning for det liv jeg lever sammen med andre?

Til tider tror vi at konflikten er mellem muslimer på den ene side og jøder og kristne på den anden.  Men som religiøse minoritetsgrupper har jøder og muslimer i Danmark måske mere til fælles, end vi umiddelbart vil indrømme.