Engang var jeg flygtning
Nu er jeg volontør på Ebenezer-hjemmet
Bodil Skjøtt, generalsekretær, 3. februar 2016
Som 9-årig flygtede Huong fra Vietnam til Malaysia sammen med sin moster og morbror. Som 11-årig kom hun til Danmark, kom til tro på Jesus, blev uddannet sygeplejerske, og nu, 15 år senere, arbejder hun som volontør på Ebenezerhjemmet i Haifa.
“Det giver så meget mening at være her. Også selv om jeg er uddannet sygeplejerske fra Danmark og ”bare” skal arbejde som volontør her.”
Det er Houngs forklaring, da jeg spørger hende, hvorfor hun – for anden gang – har forlænget sit ophold på Ebenezerhjemmet, hvor hun har arbejdet siden januar 2015 og nu planlægger at blive frem til januar 2017.
Vi mødes på Ebenezerhjemmet ved middagstid en novemberdag. Selv om den første kraftige regn er faldet i Israel med masser af oversvømmelse til følge både i byerne langs kysten og i Jordandalen, er det ikke blevet mere vinter, end at vi godt kan spise frokost i haven på en lille restaurant i nærheden af hjemmet.
Her bliver jeg lidt klogere både på, hvordan hverdagen er for volontørerne på Ebenezerhjemmet for tiden, og på hvorfor Houng ikke returnerer til Danmark som planlagt.
Hun er en ud af seks volontører, som sammen med fem sygeplejersker og køkkenpersonalet passer og plejer Ebenezerhjemmets omkring 30 beboere. Hun er eneste danske volontør lige pt., men ikke den eneste volontør, der faktisk er uddannet sygeplejerske. To af de andre er også færdiguddannede, men for at arbejde som sygeplejerske på hjemmet skal man have sin uddannelse fra Israel. Det er bla. grunden til at Israelsmissionen ikke længere sender sygeplejersker til Ebenezerhjemmet – med mindre de som Houng vil arbejde som volontører.
“I Danmark har man som sygeplejerske snart ikke tid til at have kontakt med beboere eller patienter, men det har jeg mulighed for her. Selvom jeg ikke taler sproget, kan jeg godt skabe kontakt og vise beboerne omsorg”, fortæller Houng. Det sprog, der er mest brug for på hjemmet nu, er russisk, og de fem uddannede sygeplejersker taler da også russisk som deres første sprog.
For at få lov til at flytte ind på hjemmet må man ikke have brug for hjælp til de mest basale ting i hverdagen. Man skal være selvhjulpen. Men når behovene for mere pleje melder sig, bliver man ikke bedt om at flytte ud igen. Det betyder også, at flere og flere af beboerne har brug for sygepleje. “Men det er ikke et sygehus. Det er et hjem,” understreger Houng. “Alle som kan, spiser dagens tre måltider sammen. Personalet spiser med og sidder ikke for sig selv. Vi holder morgen-andagt sammen hver morgen, og vi fejrer alle fødselsdage samt både de jødiske og de kristne fester sammen.”
For Houng er det at være i israel og opleve det bibelske land sammen med volontører fra hele verden et stort privilegium og en af grundende til, hun forlænger. “Men det er også her, jeg tror, Gud vil have mig nu,” fortæller hun. “Jeg ser det som et kald og har en dyb fred i at være netop her og netop nu. Gud har bekræftet mig i, at det er her, han vil bruge mig.”
Houngs egen historie er også speciel. Hun kom til Danmark som 11 årig sammen med sin moster og morbror. Sammen flygtede de – i båd – fra Vietnam til Malaysia, hvor de boede i en flygtningelejr, inden de efter to år kom til Danmark som FN kvoteflygtning og blev sendt til Hirtshals. Det er her, Huong har lært dansk og gået i dansk skole. Efter tre år kom hendes egne forældre og søskende også til Danmark. Hendes familie er buddhister, men hendes danske kontaktfamilie inviterede hende med i kirke og til IMU-møder og sørgede også for, at hun kom på Djursland Efterskole. Det var på efterskolen, hun blev klar over, hvad det betyder, når de andre siger, at de “tror på Jesus”. Selv har hun en meget konkret og personlig oplevelse af at møde Jesus som én, der kan overvinde mørket og de destruktive kræfter i verden. Kræfter hun også kender fra sig selv.
Det førte til, at hun nogle år senere blev døbt, som den første i sin familie – indtil videre.
Når Houng omtaler arbejdet på Ebenezerhjemmet, gør hun det med stor glæde og ejerskab. “Det er et godt sted og det eneste af sin slags. Det er vigtigt at et sådan hjem findes i Israel for Jesus-troende jøder – og kristne arabere – som et hjem og som et sted, hvor de mærker omsorg og kærlighed.”
Og så er Houng glad for fællesskabet med de andre volontører. De er forskellige hvad angår nationalitet og alder. Houng hører med sine 26 år til de yngste. De fleste er der et år, men der er også andre, som forlænger. Der er især en, som bliver ved med at komme tilbage. Hun er fra Latinamerika. Lederparret, Johnny og Susanna Khoury, holder hver anden uge bibeltime med volontørerne. Desuden arrangeres der hvert semester en udflugt for alle de frivillige på hjemmet. Houng deltager jævnligt i gudstjenesterne i menigheden, Beit Eliyahu, som ligger i forbindelse med hjemmet. Sammen med andre volontører har hun også været på besøg hos nogle af de andre messianske menigheder i Haifa.
Tiden er gået og frokosten spist. Houng er allerede sent på den til sin aftenvagt, som er fra kl 13-21. Jeg fortsætter min tur mod Tel Aviv til møde i bestyrelsen for Immanuelkirken. Men glæder mig over, at der var tid til en afstikker til Haifa og over, at Israelsmissionen kan bidrage til arbejdet på Ebenezerhjemmet – både med penge og med volontører. Mon denne fortælling kan inspirere andre til at blive volontører på hjemmet? Det håber jeg. Også for deres egen skyld.