Skip to main content

Fakta og myter om messianske jøder i Israel

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 24/9 2017

Der findes mange myter om messianske jøder i Israel. Hvor mange er de? Hvad tror de på? Hvordan er de struktureret? For snart 20 år siden udgav Caspari Centeret bogen ”Facts and Myths About the Messianic Congregations in Israel” for at komme nogle af disse forestillinger til livs. Meget er dog sket gennem årene, og derfor bliver der i øjeblikket arbejdet på at lave en ny og opdateret udgave.

Den første af sin slags
”Facts and Myths” var den første bog af sin slags, da den blev udgivet for snart to årtier siden. Siden da er der blevet udgivet flere teologiske bøger om den messianske bevægelse og om forskellige messianske jøder, men der er ikke blevet offentliggjort nogle nye data om antallet af troende eller om strukturen og teologien i de forskellige menigheder. Derfor ønsker Caspari Centeret endnu engang at tage disse spørgsmål op.

”Vi ønsker at være hensynsfulde”
Bogen modtog også en hel del opmærksomhed i sin tid – positiv som negativ. Nogle følte sig afsløret af udgivelsen, da de hellere ville have forblevet under radaren. Andre fandt derimod den detaljerede research hjælpsom og udtrykte taknemmelighed over den. Med dette i tankerne, udtrykker David Serner, præst i den danske kirke i Jerusalem og ansvarlig for projektet, vil Caspari Centeret udarbejde denne nye udgave med en større opmærksomhed. ”Vi ønsker at være hensynsfulde over for de lokale menigheder og eventuelle følsomheder før vi begiver os ud i dette projekt.” Caspari Centeret har allerede taget kontakt til flere lokale menigheder, messianske organisationer og lokale ledere, som har givet deres støtte. De håber på, at tilvejebringe solide demografiske data over de næste seks måneder, hvorefter materialet vil blive klargjort til offentliggørelse.

Verden har ændret sig
Verden har ændret sig meget over de seneste 20 år. Mange menigheder har nu deres egne hjemmesider, og informationer om den messianske bevægelse er meget mere udbredte og tilgængelige for offentligheden. Der er også en ny åbenhed blandt troende i Israel, og det beskriver David Serner, som en naturlig konsekvens af den demografiske vækst. ”Vi er af den opfattelse, at antallet af menigheder er steget i de sidste to årtier, men uden formel research kan vi ikke vide i hvilken udstrækning”. Caspari Centeret sigter efter at fremstille et så præcist billede af troende i Israel igennem indsamling af nøjagtige empiriske data. ”Vi vil ikke lade os bukke under for ønskefuld tænkning eller et pessimistisk syn på det, der foregår i denne del af verden,” forklarer David Serner. ”Denne nye undersøgelse,” fortsætter han videre ”vil give mulighed for at reflektere over, hvad der har fungeret de sidste 20 år, og give information, som mange vil kunne bruge i bøn og overvejelse til at se fremad i arbejdet for at tjene vores messias.”

Messianske jøder på dagsordenen på universitetet
Elisabeth Levy, leder af Caspari Centeret, deltog i den årlige verdenskongres for jødiske studier i Jerusalem i august. Her blev der blandt andet afholdt en forelæsning under overskriften ”Christians, Missions and Messianic Jews in Controversy in Eretz Israel”. Forelæsningen havde blandt andet fokus på, hvordan religiøse og ultraortodokse jøder har udtalt sig i medierne om kristen missionsk aktivitet i staten Israel siden 1948.

Efter forelæsningen blev der blandt andet diskuteret, hvor mange messianske jøder der bor i Israel i dag. Det var der ingen, der kunne give et godt svar på, men budene lå på omkring 6000-20000. I denne diskussion blev Caspari Centerets bog ”Facts and Myths” refereret til, som det eneste studie af dette emne.

”Jeg var beæret over at deltage i konferencen, og glædeligt overrasket over at opdage, at messianske jøder er på kortet. Det var også en bekræftelse på, at der er behov for en ny og opdateret version af ”Facts and Myths,” afslutter Elisabeth Levy.