Skip to main content

Familien Serners sidste halve år i Jerusalem


Skrevet af Benna Merrild d. .

Til sommer afslutter Elisabeth & David Serner og deres børn, Naomi og Nathanael, 10 ½ års tjeneste som præstefamilie ved Den Danske Kirke i Jerusalem. De har sat utallige fine aftryk hos mange jøder, arabere, danskere, ja, folk fra hele verden i alle aldre, som de har vandret med et stykke livsvej gennem de seneste 10 år i en af verdens mest centrale byer.

Generalsekretær Christian Rasmussen siger:

“Familien Serner har været ekstraordinært trofaste i tjenesten, senest udtrykt i hvordan de er blevet i Israel under Gaza-krigen og har kreativt søgt at være til opmuntring for de mange, som er berørt.

Det er et stort tab at sige farvel til en familie, som igennem 10 år har levet og åndet for deres kald til mennesker i dette skønne og udfordrende land. De er en familie på mission, og at leve kaldet ud er en livsstil for dem. Kirken har været deres platform, men de har levet kirkelivet blandt folk uden for kirkens mure og har skabt relationer på kryds og tværs. Noget nær 100 missionspiloter har mødt landet og folket og måske også lært sig selv og Gud bedre at kende gennem Elisabeth & Davids tjeneste. Den messianske bevægelse har haft en ambassadør i Danmark, ja internationalt, også gennem Davids arbejde på Caspari.

Vi siger farvel til en dygtig og dejlig familie. Jeg håber, at mange vil komme til årsmødet i Bethlehemskirken d. 21. april, hvor David prædiker ved gudstjenesten, og hvor vi skal høre familien fortælle om 10 års liv i Israel.”

Kom med til Israelsmissionens årsmøde, og sig TAK for indsatsen til familien Serner. Du kan tilmelde dig på linket her.