Jan Mortensen, sognepræst ved Krist Kirken i Kolding

Efteråret er en stille tid i kirkeåret. Vi tager et pusterum fra de store kirkelige højtider. Sådan har det ikke altid været. I hvert fald ikke, hvis vi kigger bag om de kristne højtider til deres forlæg i den gamle pagt. Her lå ”kirkeårets” klimaks netop i efteråret.

Bag ved det kristne kirkeår

Jul, påske og pinse er de tre bærende elementer i det kirkeår, vi har arvet. De tre højtider knytter sig til de afgørende frelseshistoriske begivenheder i forbindelse med Jesu liv: fødsel, død og opstandelse, samt Helligåndens komme.

Nu har julen som højtid en særlig historie, men når det gælder påske og pinse, skal man ikke have læst ret langt i det ny testamente, før man opdager, at disse højtider ikke bare er opstået til minde om Jesus. De havde allerede et frelseshistorisk indhold på Jesu tid. De var den gamle pagts højtider til minde om Sinajpagtens grundlæggende begivenheder som beskrevet i Mosebøgerne. Gud havde udfriet sit folk fra slaveriet i Egypten (påske) og sluttet pagt med det ved Sinaj (pinse).

Og her begynder vi allerede at skimte den fest, der er blevet væk i overgangen mellem den gamle og den nye pagt. For den gamle pagt havde tre store højtider. Den tredje og sidste fest i den jødiske festkalender var løvhyttefesten. Det var kirkeårets klimaks, som meget passende lå i den syvende måned, sabbatsmåneden: hvilens måned, frelsens måned. Løvhyttefesten samler den frelseshistoriske tråd op fra påske og pinse og fejrer dets klimaks: Gud ledte det folk, han havde udfriet og stiftet pagt med, gennem ørkenen til det forjættede land.

Festen, der blev væk

Det var denne festkalender Jesus voksede op med. Og her ligger der nogle dybe tråde mellem det gamle testamente og det nye. Pointen i det nye testamente er netop, at den gamle pagt pegede frem mod Jesus, den længe ventede Messias, der skulle opfylde den gamle pagts løfter. Den gamle pagts frelseshistorie og institutioner var selv skygger af den virkelighed, der skulle komme med ham (Hebræerbrevet 8).

Derfor er sammenhængen mellem den gamle pagts festkalender og Jesu liv og gerning så vigtig for forståelsen af det ny testamente: Jesus dør som den nye pagts påskelam – under en jødisk påske – og fuldender dermed en ny ”udgang” (Lukas 9,31), nemlig fra syndens og dødens slaveri, sådan at den lovede nye pagt (Jeremias 31,31-33) kan etableres – netop på en jødisk pinsedag – ved Helligåndens komme (Ezekiel 36,25-27). Og sådan fejrer vi kristen påske og pinse. Men hvad skete der med løvhyttefesten?

Løvhyttefesten – høstens hytter

Løvhyttefesten var i udgangspunktet en fest for frugthøsten (hebraisk: “indsamlingsfesten”, 2 Mosebog 34,22). Løvhytterne (”sukkot”) blev netop brugt ved høsten, som midlertidige grenhytter ude ved marken. Her sov man, mens høsten stod på. Sådan vogtede man over de modne afgrøder og undgik at spilde tid med at gå ud og hjem. Befalingen om at bo i løvhytter ved Herrens tempel skulle understrege, at det er Herren, der er høstens giver og vogter.

Den dag i dag bygger jøderne små løvhytter i haven, på altanen eller sågar på taget. De ortodokse jøder går op i at finde en helt fejlfri ”lulav”, en lille buket med en dadelpalme-, en myrte- og en pilegren – kombineret med en citron. Sådan gjorde man også på Jesu tid.

Løvhyttefesten – ørkentidens hytter

I 3 Mosebog 23,39-43 knyttes denne høstfest til en frelseshistorisk begivenhed: ”I skal bo i løvhytter i syv dage…for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten”. Høstens midlertidige løvhytte bliver et billede på ørkentidens midlertidige telte.

Det virker umiddelbart overraskende, at ørkentiden skulle være noget at fejre. For de 40 år i ørkenen var jo en prøvelsestid – en straf! Et mere naturligt klimaks ville have været en fejring af indvandringen i det forjættede land! Selve målet! Og så alligevel. Netop ude i ørkenen stod det klart, at folket var helt afhængigt af Gud, og at han var hos dem. Han ledte dem som en trofast hyrde ved skysøjlen om dagen og ildsøjlen om natten, gav dem vand af klippen og manna at spise osv. Han var deres eneste faste holdepunkt. I den forstand var ørkentiden en idealtid! Når folket kom ind i landet ville fristelsen derimod være at få et fast sted dér og glemme Gud (5 Mosebog 8,12-18).

Løvhyttefesten – et billede på ”Herrens dag”

Sådan kommer Løvhyttefesten ikke bare til at se tilbage til en idealtid – men frem til at denne idealtid igen skal blive virkelighed. Det forjættede land var nok målet for Sinajpagtens frelse – men bag landet ligger løftet om LANDET, den nye pagts land, Guds rige. Festen peger frem mod den dag, da Herren vil komme på den store høstdag og indsamle sit folk i sit rige og tage bolig hos det, lige så tæt og nært som i ørkentiden. Sådan beskriver profeterne netop ”Herrens dag” med billeder fra løvhyttefesten (fx Esajas 4,3-6; 48,20-21, Zakarias 14).

Løvhyttefesten – allerede/endnu ikke

Denne tanke føres videre i det ny testamente, hvor den endelige frelse også beskrives med billeder fra løvhyttefesten (især i Åbenbaringen 7,9-17 og kap 21-22). Mens påske og pinse er opfyldt i Kristus – venter vi stadig på den endelige opfyldelse af løvhyttefesten, Jesu andet komme.

Samtidig er det tydeligt, at løvhyttefesten i en vis forstand allerede er opfyldt i og med Jesu første komme. Dette perspektiv udfoldes særligt i Johannes 7-10, hvor Jesus står frem under en løvhyttefest og erklærer festen opfyldt i ham: “Den, der tørster, skal komme til mig og drikke”, “Jeg er verdens lys”, ”Jeg er den gode hyrde”. Disse udsagn knytter sig direkte til ørkentiden og de særlige vand- og lysritualer, man fejrede ørkentiden med under denne fest på Jesu tid (som beskrevet i Mishna).

Festen, der blev væk – men som ikke har mistet sin betydning

Når vi ikke fejrer løvhyttefest i det kristne kirkeår (selvom det ville give god mening) – ligger der den pointe i det, at det er endetidens store fest, som ikke er endegyldigt opfyldt endnu. Løvhyttefestens allerede-perspektiver: 1) At Gud allerede har taget bolig iblandt os ved Jesu fødsel – fejrer vi til jul. 2) At Jesus allerede bor i vore hjerter ved sin Ånd – fejrer vi til pinse (jf. Johannes 7,37-39!).

Men hvis ikke vi ved, at vi ikke fejrer løvhyttefesten og hvorfor, vi ikke gør det – ja, så er vi gået glip af en dyb pointe og vigtige betydningssammenhænge i det ny testamente.

Det gælder også betydningen af løvhyttefestens to satellitfester. For før man kunne gå ind til den store løvhyttefest, var der to andre højtider, man først måtte igennem: hornblæsningsfesten og den store forsoningsdag. De er en integreret del af efterårets store klimaks – så dem skal vi også nå at se på:

Hornblæsningsdagen

Hornblæsningsdagen (3 Mosebog 23,24-26) fejrer man i rabbinsk tradition som det jødiske nytår, Rosh Hashana. Det falder i år d. 3. oktober. Man ønsker hinanden godt nytår med æbler (rundt som året) og honning (sødt og godt).

Man blæste i horn ved hver nymåne, men den syvende måned får med denne højtidsdag en særlig markering. Hornblæsningsdagen indvarsler sabbatsmåneden: Gør dig klar, for nu rejser Herren sig til dom og frelse.

Den store forsoningsdag – en lille dommedag

Herfra går vejen til løvhyttefesten via den store forsoningsdag ”Yom Kippur” (3 Mosebog 23,27-32). Det var den eneste dag om året, hvor ypperstepræsten måtte gå ind i det allerhelligste i templet.

Centralt stod ritualet omkring de to syndebukke (3 Mosebog 16), der bar folkets synd i dets sted. Blodet fra det første dyr blev stænket på låget af pagtens ark, på sonedækket. Den anden buk bar folkets synd ud i ørkenen til den visse død. Bortsendelsen af denne buk viser den vej, synderen ville være henvist til at gå uden soning.

På den store forsoningsdag blev der én gang om året skaffet soning for hele folket og templet selv. Denne årlige renselse kalder Hebræerbrevet for en ”årlig påmindelse om synd” (Hebræerbrevet 10,3) – en årlig dommedag. Men dagen forkyndte også, hvordan et syndigt menneske kan få adgang til den store løvhyttefest: ved stedfortrædende soning.

Livets bog

Den rabbinske tradition knytter stadig de to fester tæt sammen, men lægger vægten på gode gerninger. Rosh Hashana opfattes som den dag, hvor Gud gør status. Han åbner bøgerne og afvejer det enkelte menneskes gerninger for det år, der er gået. Den retfærdige går ind til livet, den onde bliver slettet af livets bog, mens andre får ti dage indtil Yom Kippur til at rette op, lægge gode gerninger i vægtskålen, og søge tilgivelse. For på nytårsdagen bliver alle mennesker dømt, og dommen besegles på forsoningsdagen.

Den sidste basun og dommedag

Det nye testamente ser den store forsoningsdag opfyldt i og med Jesu død én gang for alle (Hebræerbrevet 9). Men festkalenderens fremtidsperspektiv ligger stadig foran os. Målet venter stadig. Vi venter på efterårsfesternes endelige opfyldelse: Endetidens store hornblæsningsdag – ”den sidste basun” (Matthæus 24,31; 1 Korintherbrev 15,52 o.a.), som indvarsler den store dommedag (Matthæus 25,31-46; Åbenbaringen 20,13-15) – og endelig, den store løvhyttefest: Gud hos os i det genoprettede Paradis.

Her viderefører det nye testamente tanken om ”livets bog”, som også kaldes ”det slagtede lams bog” (Åbenbaringen 13,8). Hvordan man får sit navn i denne bog, fremgår af Åbenbaringen 7 om Herrens beseglede, der nu fejrer løvhyttefest: Det er dem, som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, (7,13-15). Sådan går adgangen til endetidens store løvhyttefest gennem Lammets blod. Adgangen til Guds rige går gennem den store forsoningsdag og er ikke baseret på vægten af mine gode gerninger, men på vægten af Jesu offer.

Glædelig Løvhyttefest!

Vi fejrer ikke efterårets jødiske fester i vores kirkeår. Men vi kan stadig lade jødernes løvhytter forkynde for os, at vi ikke har et blivende sted her. De vidner – fra en kristen betragtning – om vores eneste faste bolig: Jesus. I hans hytte er vi allerede nu hjemme, vi er gået fra dommen til livet. I hans hytte skal der engang fejres “en evig løvsalsfest”, som Brorson formulerer det i sin salme over Åbenbaringen 7 (DDS 571). Det venter vi stadig på! Glædelig løvhyttefest!