Flugten og den lille bedende pige fra Aarhus

Israelsmissionær Scheradsky fortæller i Israelskredsen i Skjern om, hvor frygteligt jøderne var forfulgte fra 30. september (1. oktober) 1943, og om, hvordan de var cirka 400 jøder, i alderen fra fire dage til oldinge, syge og krøblinge, der var flygtet op i en skov i Nordsjælland for derfra at komme over til Sverige med skibslejlighed. Skibet lå ude på havet rede til at tage dem. De skulle nu blot i en lille båd og færges ud til skibet. Da dukker pludselig et tysk vagtskib op, vender projektørerne ind mod skoven og flygtningene, og det var så lyst, at alt sås ganske tydeligt.

“Vi flygtede over hals og hoved ind i skoven. Min hustru og jeg fik ordre til at smide os fladt ned i en grøft og blive liggende der, til der kom nærmere ordrer. Der lå vi – det var i oktober måned – fra kl. 18:45 til kl. 4:00 om morgenen. Det var en frygtelig nat, anfægtelser stormede ind på mig, det var, som djævelen lå ved siden af mig, ja, jeg kunne mærke hans kolde ånde på min kind. Vi ved, der er en Gud til, men aldrig har jeg følt som den nat, at der også er en djævel til, og han hviskede til mig:

‘Du plejer i dine diskussioner med jøder at sige, at den eneste bøn, der dur, det er bøn i Jesu navn; du har bedt i Jesu navn nu, hvad hjælper det dig, kan du så lade være med at være så højrøstet næste gang, du taler med jøder om bøn i Jesu navn.’

Og alt imens fløj tyske flyvere lige hen over trætoppene og sendte det skarpe projektørlys ned over os. Var vi blevet opdaget, så havde det lige været en salve fra deres maskingeværer, og vi ville have været færdige.

Det var en frygtelig nat. Til sidst blev jeg helt apatisk. Men midt under anfægtelserne, da jeg ikke engang kunne bede, slår pludselig den tanke ned i mig: ‘Er der ikke et eneste menneske i hele Danmark, der beder for dig?’ ‘Jo, jo,’ råbte jeg pludseligt, og min kone blev ude af sig selv, hun troede, at jeg var blevet syg og sagde: ‘Er du blevet syg?’

‘Nej, lille skat, det er jeg ikke. Jeg har aldrig været så rask som nu, fordi Gud har sendt mig et lys, og jeg føler hans nærværelse, selv i det dybeste mørke.’

Jeg glemmer det aldrig, fra den stund af var der fred i min sjæl, ja, selv ved tanken om at blive sendt i koncentrationslejr. Måske ville Gud så bruge mig der.

Klokken 4:00 blev vi kaldt op af grøften, og vi skulle nu tilbage til København til Bispebjerg. Der holdt en bil, og da vi alle tre skulle ind i bilen, blev min søn hindret i at stige ind af frihedskæmperne. De sagde: “Ham må vi beholde her en halv time, så kommer han til Dem.” Vi ville ikke tage af sted uden ham, men de lovede afgjort, at han ville komme. Så tog vi da af sted, og på hospitalet blev min kone puttet i seng, hun var meget medtaget. Der gik time efter time, men han kom ikke, og det var svært for os. Vi troede, at vi aldrig skulle se vor dreng mere.

Så endelig kom den dag, da befrielsens time skulle slå, vi skulle sejles til Sverige i en lille båd med cirka 50 mennesker. Min kone sprang op i båden og jeg efter, og endnu inden vi lagde fra land, sagde jeg et par ord til de frihedskæmpere, der havde hjulpet os, og takkede dem, fordi de med fare for deres eget liv havde fået os så langt, at befrielsen var kommet. Vi skulle aldrig glemme det, og skulle jeg ønske noget for dem, så ville jeg ønske, at befrielsens time snart måtte komme for Danmark, så vi kunne samles i et frit Danmark. Så lagde vi fra land og stævnede mod Sverige, og frihedskæmperne forsvandt, skjult af natten, til alle sider. Men… der var en forræder imellem, han løb til nærmeste telefon, fik tyskerne alarmeret, her var en god fangst; og da vi havde sejlet i 12-15 minutter, kom der et tysk skib bogstavelig talt flyvende på vandet, satte kursen lige mod os og satte stævnen ind i siden på vort skib – og så måtte vi følge ham på en sejlads på 18-20 timer ned mod den tyske kyst til Sassnitz. Der gik mange tanker igennem os på vejen derned om koncentrationslejre, tortur og så videre.

Endelig nåede vi havnen og begyndte at sejle ind i den. Det foregik i slalom, der var fuldt af krigsskibe, torpedojagere, ubåde og så videre. Til sidst nåede vi ind til kajen, og tyskeren drejede om et hjørne med skibet, lagde til, og alle hans slægtninge og venner stod på kajen og tog imod ham. Han kom i snak, og han bad dem med ned i kahytten for at se alt, hvad han havde stjålet og taget med fra Danmark; flæsk og fedt og så videre – og alt imens måtte han have glemt os. Pludselig begyndte vor kaptajn at bakke ganske langsomt, mere og mere, og til sidst var han virkelig ude af havnen, uden at nogen lagde ham noget i vejen, og så vendte han skuden rundt og næsen mod Trelleborg.

Så gik det for fuld kraft ad Sverige til, og vi nåede virkelig Sverige – et Guds under – blev vel modtaget, fik lov til at prædike for jøderne i lejrene og traf vor kære dreng deroppe.

Ja, det var et Guds under alt sammen; men hør nu. Vi siger, at enhver virkning har sin årsag, og nu skal De høre, det fik jeg også at se her.

Det sidste møde før jøderazziaen i 1943 holdt jeg i Århus og var efter mødet henne til en kop kaffe hos en jordemoder og hendes mand.  Det første sted, jeg holdt møde efter kapitulationen, var også i Århus. Jeg var i kirke om formiddagen og gik da efter gudstjenesten hen for at hilse på jordemoderen og hendes mand. Da hun så mig i døren, slog hun hænderne sammen og sagde: “Næh, er det Scheradsky, så vil Anna-Lise da blive glad.” “Anna-Lise, Anna-Lise?” spurgte jeg.

Jeg forstod ikke rigtig, hvad det skulle betyde. Men fruen sagde da: “Følg nu med indenfor, så skal jeg fortælle Dem hvorfor. Jordemoren fortalte så:

‘Den 1. oktober 1943 sad min mand og jeg ved spisebordet for at spise til aften, men vi kunne næsten ikke fa en bid mad ned, fordi vi tænkte på jødeforfølgelsen, der nu foregik i vort land, og særligt tænkte vi på Dem, kære Scheradsky. Uvilkårligt udbrød jeg: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Anna Lise, som stod i dagligstuen, legede med sin dukke, og hørte, at jeg sagde: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Et øjeblik efter kom hun til os og sagde: “Mor, hvorfor ser vi ikke Scheradsky mere, han er da så rar?” Jo, sagde jeg, “hvis Hitler får fat i ham, vil han slå ham ihjel.”

Så gik hun ind igen med den besked og legede nogle minutter. Men lidt efter kom hun tilbage. “Mor?” “Ja, hvad vil du nu?,” svarede jeg. “Jeg vil bare spørge dig; er Hitler stærkere end Jesus?”, fortsatte hun. Jeg svarede, at det var han ikke. “Men så kan vi da bede Jesus gemme Scheradsky, så Hitler ikke finder ham og gør ham noget ondt?” “Ja, det kan vi,” sagde jeg.’

Da den lille pige skulle til at bede sin aftenbøn, bad hun, som hun plejede; men efter aftenbønnen plejede hun altid at slå sine arme om mor og sige ‘godnat’. Det gjorde hun ikke den aften, i stedet for sad hun stille som i tanker et stykke tid. Og så pludselig begyndte hun at bede: ‘Kære Jesus, vil du ikke godt gemme Scheradsky, så Hitler ikke skal finde ham!’ Og den bøn bad hun hver aften lige til dagen efter kapitulationen.

“Da jeg hørte det,” sagde Scheradsky, “så jeg for mig alt det, jeg var blevet bevaret for i de onde år. Så forstod jeg, hvorfor den tyske flyver ikke kunne se os den nat, vi lå i grøften; så forstod jeg, hvorfor jeg ikke blev opdaget på Roskilde banegård; så forstod jeg, hvorfor den djævel, der stod vagt på Københavns banegård og visiterede alle undtagen mig, lod mig passere (de andre så med misundelige og undrende blikke på mig, og undrede sig over, hvorfor jeg ikke skulle visiteres – og var jeg blevet visiteret, havde jeg været færdig); og nu forstod jeg, hvorfor vi reddede os ud af havnen i Satssnitz – der var en, der bad i barnlig tro om, at Gud ville gemme Scheradsky for Hitler.”

Abraham Scheradsky

Abraham Scheradsky

Abraham Scheradsky havde i 1943 været ansat i Israelsmissionens tjeneste i næsten 30 år. Han, hans hustru Thyra og sønnen Poul nåede alle tre til Sverige. Beretningen, som bringes her, er fundet på en gammel hjemmeside, som ikke længere opdateres. Scheradsky ser sin og familiens redning i lyset af en lille piges forbøn. Det er således først og fremmest et personligt vidnesbyrd om bønnens virkekraft.

Efter hjemkomsten til Danmark holdt Scheradsky en række møder om flugten til og opholdet i Sverige. I sit notehæfte om disse møde angiver han stikordsagtigt sine emner, fx »Flugten« eller »Okt.1943« eller »Flugten og den lille bedende pige i Aarhus«. Den sidste formulering har vi sat som titel på hans vidnesbyrd, som bringes her. Artiklen blev bragt første gang i Israelsmissionen Avis oktober 2013.