Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Lausanne-bevægelsen afholdte i august deres tredje ungdomskonference i Indonesiens hovedstad Jakarta, som omkring 1000 kristne fra mere end 140 lande tog del i. Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, deler indtryk og udfordringer fra ti begivenhedsrige dage.

Den mangfoldige kirke

Konferencen afspejlede på mange måder kirkens mangfoldighed på verdensplan. Det kom blandt andet til udtryk gennem lovsangen, hvor rytmer, ord og kropssprog blev brugt til at lovprise Gud. Konferencen bød også på både opmuntringer og udfordringer.

”Vi fik fortalt om de herlige og forunderlige ting, der sker for Guds rige på de mest overraskendende steder i verden”

Bodil fortæller om, hvordan de blev udfordret til at fortælle deres egen historie i lyset af Guds frelsende og fornyende kærlighed. Ikke kun, som den kommer til udtryk i den bibelske fortælling, men også sådan som Gud ved sin Ånd fortsat virker og kalder i dag.

Troen må afspejle sig i livet

Temaet for konferencen var ”Forenet i den store historie”, og blev indledt med en dramatisering af Bibelens fortælling fra skabelse til nyskabelse. Gennem bibeltimer, foredrag og andre indlæg blev Bibelens store kapitler sat i fokus under mindre overskrifter: skabe, bekende, reflektere og meditere, elske, forsone og tilbede. Temaerne var formuleret som handlinger med fokus på, hvordan Gud handlede og fortsat handler i verden. Vores respons på dét Gud gør må nødvendigvis føre til handlinger og komme til udtryk i en tro, som er aktiv, og som afspejler sig i måden vi lever på – i den verden som Gud fortsat kalder for sin.

20 000 kinesiske missionærer

200 unge kinesere deltog i konferencen, og de havde et helt særligt fokus på mission. De planlægger at udsende 20 000 kinesiske missionærer inden 2030. Særligt har de fokus på muslimske områder mellem Kina og Jerusalem under overskriften ”tilbage til Jerusalem”. I dag bor der også mere end en million kinesere i Afrika, så tiden blev brugt strategisk på at skabe kontakter og finde nye samarbejdspartnere.

Nyt hospital i Nazareth

Sammen med Tuvya Zaretsky fra Jews for Jesus stod Bodil for to mindre samlinger, der havde særligt fokus på jødemission. Her dukkede mennesker fra vidt forskellige steder op: Korea, Kina, Pakistan, Israel og Afrika. Der var blandt andet én, hvis organisation netop havde begyndt et hospitalsarbejde i Nazareth. Han ville have hjælp til at forholde sig til situationen mellem israelere og palæstinensere. Det var vigtigt for ham og hans organisation, at deres indsats for især børn med fysiske problemer med behov for operationer blev til et holistisk missionsarbejde.

Navn eller stemme?

Konferencen havde et dynamisk program med gode bibeltimer og ærlige og udfordrende indlæg fra ældre ledere i mission. De fortalte om de mange erfaringer, de havde gjort sig som ledere gennem de fejl og fristelser, de havde stået i gennem deres tjeneste.

Bodil husker især et citat af Mutua Mahiani fra Kenya, der er international præsident for navigatørerne:

”Som leder må du vælge, om du vil være et navn eller have en stemme”

I mødet med et menneskes personlige historie, bliver vi både udfordret og velsignet.

Mødet med den forfulgte kirke

Mødet med en ung pige fra Tunesien gjorde et stort indtryk på Bodil. Pigen fortalte om, hvordan muslimske kvinder, der var kommet til tro, oplever forfølgelse tæt ind på livet. Selv havde hun levet med dødstrusler fra sin egen familie. Hun var blevet gift med en kristen egypter i Tunesien, men da myndighederne fandt ud af, at hun var konverteret, blev manden udvist af landet. De bor nu i hver deres land. Som konvertit kan hun ikke flytte til Egypten. Pigen udtrykker dog klart:

”Men jeg er ikke et offer. Sådan må I ikke se på mig. Det er ikke min identitet. Jeg er en, som følger Jesus. Det koster, men det er prisen værd.”

Flygtninge er kirkens håb

Den næstsidste aften stillede Os Guinness spørgsmålet:

”Kan der skabes vækkelse i kirken i Europa?”

Spørgsmålet står stadig klart i Bodils hukommelse. Guinness var ikke selv så sikker på det, men skal det ske, fastslog han, må vi have hjælp fra kirken i Afrika og Asien.

”Men det er også dem, der nu kommer til os som flygtninge eller immigranter. De er ikke kirkens problem i Europa. De er kirkens håb.”

 

Artiklen er en forkortet version, læs Bodils fulde beretning her