Det er ikke helt let at ryste billedet af den kun 19-årige tjetjener af sig. Han er hentet til den israelske fodboldklub Beitar Jerusalem – sandsynligvis som et led i en privat handelsaftale for at pleje ejerens forretningsforbindelser. Nu sidder han så der og længes hjem, fordi det ikke er let at falde til et nyt sted, når dem der skulle bære en frem og heppe på sidelinjen, slet ikke ønsker du er der.
Scenen er fra en dokumentarfilm, jeg så for et par dage siden. “Forever Pure” handler om den mest populære fodboldklub i Israel, Beitar Jerusalem, som er den eneste klub i den israelske liga, som aldrig har haft en arabisk spiller ansat. Dokumentaren afslører en kultur af racisme på tribunerne, som kommer til udtryk i fuld flor, da de to fodboldspillere fra Tjetjenien ankommer. De chikaneres, fordi de er muslimer, og enhver fra klubben, som støtter dem, bliver brændemærket som forræder. Det ender da også med at de spillere forlader klubben efter kun en halv sæson.
I begyndelsen af den nye sæson skulle man så tro at klubbens fans var parat til en ny begyndelse. Men første dag til træning møder de massivt op og kræver anfører og målmand, Ariel Harush’ afgang. Han hyldes som en helt i begyndelsen. Til sidst kalder de ham forræder. Også træneren fyres sammen med direktøren.
Det er aldrig let at være den, som går op i mod det etablerede system eller holdninger. Heller ikke i Israel og slet ikke, når det kommer til at tale for forsoning. Undervejs i filmen sad jeg og tænkte flere gange, at det må være forfærdeligt frustrerende at stå der og forsøge at få andre til at forstå, at mennesker ikke bliver mindre værd blot fordi de kommer fra et andet land eller fordi de tror på noget andet end flertallet. Fordi det synes så åbenlyst, at det er sådan. Og åbenlyse sandheder skal vel hverken forklares eller forsvares?
Men sådan er det nok i alle aspekter af livet, når vi bliver for fokuseret på vores egen verden og forståelsen af den. Det var i hvert fald ikke svært at genkende de frustrerede mennesker fra både mig selv og nogle af de mennesker, jeg har mødt gennem arbejdet her i Israelsmissionen. Behovet for forsoning mellem to befolkningsgrupper kan synes så åbenlyst, og derfor kan det være så frustrerende, at det er så svært. Ikke bare svært at få til at lykkes, for det er det i sandhed! Men også svært overhovedet at få andre mennesker til at se behovet, engagere sig, ikke miste modet. For der er heller ikke langt fra helt til forræder i samfundet. Det er der mange, der har måtte sande – og som nu spiller for tomme tribuner ligesom fodboldholdet fra Jerusalem.
Som Niels Nymann Eriksen prædikede til vores årsmøde forleden: En fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt. Det synes jeg, er godt sagt. Fordi det fortæller noget om, at vi alle har en fortælling, vi bærer med os og som er medbestemmende for, hvordan vi ser verden og møder andre mennesker. Den kan vi ikke bare gøre os fri af. Men vi kan lytte til andres og håbe på, de også vil lytte til vores. Derigennem opdager vi med al sandsynlighed hinandens med-menneskelighed.
Fordi det er det, vi er. Med-mennesker. Det skal være hverken forklares eller forsvares. Det skal opdages.
(Foto: Fra filmen)
(Du kan se “Forever Pure” indtil 22. april på dr.dk.)
