Pinse er forandring

Yoel Ben David, missionær i Jews for Jesus, 13. maj 2015

Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen

Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen

Det er noget, politikerne lover. Noget vi alle ønsker i vores liv. Noget, som sker, når vi ikke ønsker det, og når vi hører kritik eller føler os truede. Det er noget, vi alle forsøger at modstå. Forandring er uundgåelig, når vi ældes, men noget som virker uden for vores rækkevidde når vi kæmper med vores karakterbrist. Forandring er centralt for evangeliet og derfor også centralt i det Gamle Testamente. Den højtid, der klarest peger på forandring er Shavuot eller på dansk: pinsen.

Pinsen blev fejret i Jerusalem og formålet var todelt på Jesu tid. Højtiden markerede primært høsten, og et offer blev givet til Gud. Vi glemmer det sommetider, men folk på Jesu tid var primært i landbruget og den manglende sammenhæng, vi i dag oplever mellem det mad, vi spiser på vores tallerken, og det sted maden er dyrket, eksisterede ikke. Månederne og årene var strukturerede omkring naturen og markerne, hvor maden voksede. Modtagelsen af maden blev fejret ved at vifte med det foran Gud (3. mos 23,15), mens folket gik igennem høstens store forandringer og tærskede og opmagasinerede maden.

Men på Jesu tid var højtiden fokuseret på modtagelsen af loven på Sinai-bjerget. I dag fokuserer jødedommen kun på modtagelsen af loven, fordi landbrugsofre ikke er relevante længere efter templets ødelæggelse i år 70. Dette fokus på Sinai-bjerget giver en mulighed for at fejre den vigtigste begivenhed i jødisk historie. Sinaibjerget er et afgørende øjeblik hos jøder og kristne.

(c) wikimedia commons

Sinai-bjerget er centralt i pinseberetningen fra det Gamle Testamente. Foto: Wikimedia Commons

På grund af dette fokus på Sinaibjerget og det jødiske behov for at retfærdiggøre eksistensen af jødiske traditioner, selv på Moses’ tid, har vi i dag en lidt mærkelig vane med at spise mejeriprodukter i pinsen. Hvorfor? Det er på grund af adskillelsen mellem kød og mælk i jødiske hjem. Rabbinere tror, at dette blev dikteret mundtligt fra Gud til Moses, så når jøder hørte dette (ifølge traditionen) havde de ikke tid til at lave nye kosher-skåle til kødretterne og så forpligtigede de sig på kun at spise mejeriprodukter indtil efter pinsehøjtiden.

Lad os efterlade disse traditioner og lad mig vende opmærksomheden på, hvordan modtagelsen af loven påvirkede de første Jesustroende jøder. Det jeg gerne for at vise forbindelsen mellem Sinaibjerget og pinsens begivenheder i Apostlenes Gerninger, og hvor forbløffende den er. Som du sikkert ved, skete der nogle ting da Helligånden blev givet til disciplene. For det første var der en lyd fra himlen og tunger af ild kom til syne i rummet, hvor disciplene var forsamlet, som Gud havde befalet dem.

Nogle af parallellerne kan du sikkert allerede se. Helligånden blev givet til disciplene i pinsen på samme måde, som det jødiske folk blev givet loven på Sinai. Både Helligånden og loven er kilder til instruktion, oplysning og vejledning til dem, der følger Herren. På samme måde blev Jesu efterfølgeres forsamling en parallel til Israels folk, der samledes ved foden af bjerget for at vente på Guds bud.

De andre to paralleller er lidt mere kryptiske, men hvis vi rejser tilbage til Sinai, kan vi også se dem. 2. Mosebog 20,18 fortæller os at folket bevidnede tordenbrag og lynglimt på bjerget. Når vi ser på selve ordene, opdager vi, at de ikke er de ord, der oftest bruges om vejret. Ordet for torden er kolot og ordet for lyn er lapidim. Ordene her kan godt bruges i denne kontekst, men ordet kolot bruges normalt for larm eller stemmer og lapidim bruges oftest for flammer. Så når disciplene hører høje lyde og ser tunger af ild den aften, hvor de var forsamlede for at blive givet noget fra himlen, så kan vi klart høre forfatteren fortælle os: Dette er Sinai!

En af de vigtigste grunde til, at vi skal lave denne forbindelse som kristne er, at det gør højtidens budskab langt mere kraftfuldt. Pinse bliver ofte set som mindre vigtig i kirkerne end påske- og julegudstjenesterne. Jeg vil påstå, at jul og påske ikke betyder noget, hvis ikke det var for pinsen. Grunden til, jeg siger det, er fordi alt imens inkarnationen af Kristus og hans død og opstandelse er Guds første fantastiske demonstration af kærlighed gennem Messias, så bringer ingen af dem forandring uden pinsen. Pinsen er det øjeblik, hvor Jesu død og opstandelse kan blive anvendt af mennesker.

Det jødiske folk var for altid forandrede af modtagelsen af loven. I løbet af deres rejse fra Egypten til Kanaans land, var folket blevet givet lovene og løftet om en relation til Gud, som aktivt vil vejlede dem gennem både troskab og utroskab. I pinsen bliver Jesu folk givet en relation, som ikke kun er vejledende, men som bringer os fra utroskab til troskab ved at forandre os indefra.

Otis Redding sang engang ”a change has gotta come” (forandring må komme) mens han så ud på samfundet, der var fanget i fordomme og smerte. Brødre og søstre, jeg ser ud på verden kvalt af lemlæstede økonomier og systemer, der favoriserer de få. Jeg ser fanatisme, der dræber tusinder. Jeg ser generationer, der ser på billeder af naturen på deres telefoner i stedet for på verden omkring dem. Forandring må komme. Det er budskabet i denne højtid. Forandring er kommet, den bliver ved med at komme mens vi beder, mens vi giver og mens vi forandres – mens vi giver Hellighånden den stemme, han fortjener.