Kristendommens jødiske rødder

v/ Bodil F. Skjøtt;  Christian Vestergård Jensen; Arne H. Pedersen; Jan Holm Mortensen

Kristendommen har ikke blot sit udgangspunkt i Jerusalem og det som der skete med jøden Jesus. Den har også sine rødder i den jødiske tro og historie, og den bliver rodløs, når disse rødder glemmes. Den første kirke var en jødisk bevægelse. Nok er dåb og nadver kristne sakramenter, men deres betydning må ses i lyset af Israels historie i GT.

Pinsens jødiske rødder

v/Arne H. Pedersen

Jo, den er god nok! Jøder fejrede og fejrer fortsat pinse. Hvad gemmer der sig af rigdomme i pinsens gammeltestamentlige fortid og kan den kaste nyt lys og give nyt liv til kirkens pinsefejring? Det handler om Gud der gør sig kendt og om ord der bliver til ånd og liv.

Evangeliet i det Gamle Testamente

v/Arne H. Pedersen, Christian Vestergård Jensen

Vi har ofte en forestilling om, at evangeliet er noget, som hører det Nye Testamente til – og kun der. Men det er en forenklet tankegang, som misser den væsentlige pointe, at Gud allerede i det Gamle Testamente begynder at åbne op for den fantastiske gave, evangeliet er. For at få indblik i dét, har vi brug for et overblik over det Gamle Testamentes historiske begivenheder og hvilke forventninger til Messias, der herskede på Jesu tid.

Blodgud!

v/ Jakob Wilms Nielsen & Arne H. Pedersen

Om ofrene i det Gamle Testamente. Har du nogensinde overvejet, hvad alt det blod egentligt skal til for? Offerkulturen i det Gamle Testamente kan ofte forekomme os fjern og fremmedartet, ja, Gud kan måske oven i købet komme til at synes fremmed og blodtørstig. Så hvad stiller vi op med alt det blod og alle de ofre? En anderledes forkyndelse, hvor både Jakob og Arne kommer på banen – og hvor termen “opbyggelig forkyndelse” vil få en meget praktisk dimension!

Markusevangeliet og den uparfumerede Jesus

v/Kai Kjær-Hansen

For Markus er der en del hemmeligheder i Jesu forkyndelse og virksomhed. Hvem, Jesus virkelig er, kan kun forstås i lyset af hans opstandelse. Markus giver et billede af Jesu virksomhed blottet for sentimentalitet og romantik. Dermed udfordrer han også os i det 21. århundrede, som ofte parfumerer Jesus med sentimentalitet.

Jesus i de jødiske fester

v/ Jan Holm Mortensen

Vi fejrer jul, påske og pinse til minde om begivenheder omkring Jesus, som er omtalt i det ny testamente. Men påske, pinse og løvhyttefest, var allerede en del af den jødiske festkalender på Jesu tid – og forbindelsen er ikke tilfældig. Gå med på opdagelse i sammenhængen mellem den gamle pagts fester – og opfyldelsen i Jesus Kristus.

Påske i Jerusalem – dengang og i dag

v/Bodil F. Skjøtt

Påske er uden sammenligning den vigtigste fest i Jerusalem—på Jesu tid såvel som i dag.  Foredraget former sig som en vandring gennem Jerusalem under påskeugen – den jødiske såvel som den kristne.  Jødisk og kristen identitet er uløseligt knyttet sammen med påskens fortælling. Men et indblik i jødisk påskefejring og det jødiske påskemåltid giver også en større forståelse for den kristne påske og Jesu sidste måltid.

Når kristne deler evangeliet med jøder

v/ Krista Rosenlund Bellows

– så fortæller de om jøden Jesus til hans eget folk. 
– så gør de det side om side med jøder, der også tror at Jesus er jødernes Messias og verdens Frelser.
– og så kommer elementer fra to tusind års historie i spil.
Den danske Israelsmission er med!

Kvinder i Bibelen

v/Bodil F. Skjøtt

De bibelske tekster handler mest om mænd og de er stort set alle skrevet af mænd. Vi kender navnene på Jakobs 12 sønner, men ikke hans døtre. Jesu havde disciple og vi kender navnene på de 12 mandlige.

Men Bibelen handler også om kvinder og stiller vi skarpt på dem, kan vi ikke blot lærer mere om dem, men også om Gud, som skabte mennesket i sit billede – som mand og kvinde.

På vandring med patriarker og profeter

v/Bodil F. Skjøtt

Et møde med en række af hoverpersonerne i den bibelske fortælling som et spejlbillede for vores eget liv i dag.

Judas- og Thomasevangeliet og de fire gamle evangelier

v/Kai Kjær-Hansen

Thomasevangeliet har længe været kendt. I 2006 blev Judasevangeliet offentliggjort. Udtrykker disse apokryfe evangelier en mere oprindelig kristendomsopfattelse end de fire ”gamle evangelier”? Eller er der i det hele taget et ”evangelium” i de to ”nye evangelier”?

Er Bibelen så kedelig som man ofte siger?

v/Kai Kjær-Hansen; Christian Vestergård Jensen

Foredraget belyser emnet ud fra en gennemgang af tekster fra fx Matthæusevangeliet.  Det afslører både humor og ironi i Jesu fortællinger og giver anledning til at se endnu engang på bibeltekster, som vi troede vi kendte godt.

Sabbatten – fordi du er fri!

v/ Arne H. Pedersen

For det jødiske folk er sabbatten bl.a. et tegn på, at de ikke længere er bundet af slaveriet i Egypten. De er frie mennesker. Men hvordan skal vi – som medlemmer af den nye pagt – forholde os til Guds bud om at holde hviledagen hellig? Hviledagen har stadig værdi, for Gud ønsker stadig at minde os om, hvorfor vi er skabt – ikke til en bestemt nytte, men simpelthen fordi Gud elsker os og ønsker at være sammen med os.

Israel, Bibelen og landløfterne

v/ Jan Holm Mortensen

Staten Israel blev oprettet i 1948. Nogle ser det som en opfyldelse af årtusindgamle løfter i bibelen. Men er det nu så simpelt? Hvordan føres de gammeltestamentlige løfter videre i det nye testamente? Hvordan skal vi som kristne forholde os til det jødiske folk og staten Israel?

 Mission – det u-muliges kunst

v/ Jan Holm Mortensen

Kirken er sendt. Kirken er kaldet til mission. Men mange af os bliver trætte, bare vi hører ordet ”mission”. Og er det ikke kun for de særligt kaldede og udrustede, de (lidt for) sikre og stærke i troen? Findes der en tilgang til ”mission”, som giver os andre luft og plads til at være med helt og udelt?

Jerusalem—byen hvor religionerne brydes

v/Bodil F. Skjøtt

Jerusalem er en hellig by for både jøder og muslimer og byen har op gennem historien været anledning til strid. Hvem var der først, og hvem har været der længst? Hver gruppe har sin historie at fortælle. Hvordan har kristne forholdt sig til Jerusalem og det hellige land? Hvad med de kristne som aldrig har boet andre steder?

Religiøse og politiske spændinger i Israel/Palæstina

v/Bodil F. Skjøtt; Kai Kjær-Hansen

Op gennem historien har der været spændinger i Mellemøsten. Konflikter har skabt mure og barrierer mellem israeler og palæstinensere – men også mellem jøde og jøde og mellem jøde og kristen. Og hvordan er forholdet mellem arabiske kristne og Jesustroende jøder? Er forsoning ikke bare nødvendig, men også mulig?

Israel: et land, et folk og en stat

v/Bodil F. Skjøtt

Israel er et ord, vi ofte møder i de bibelske tekster – men også i dagspressen. Det er navnet på Jakob, men bruges også om hele hans familie, folket Israel. Det bruges geografisk om landet Israel, og i NT taler Paulus om, at ikke hele Israel er Israel. Hvad betyder Israel, når vi læser om det i Bibelen, og hvordan adskiller det sig fra Israel i dagens avis? Hvilken sammenhæng er der mellem landet, folket og staten Israel?

Folkekirke, jøder og nazisme – en danskers fortid

v/Peter Madsen; Kai Kjær-Hansen

Danmark blev besat af nazisterne i 1940, og livet gik på mange måder ufortrødent videre. Men hvad gjorde og sagde kirkens talsmænd? Hvordan reagerede danske jøder på besættelsen og hvordan var kontakten mellem kirken og det jødiske samfund i Danmark efter august 1943? En spændende historie som vi skylder at fortælle til næste generation.

Portrætter af messianske jøder fra en hverdag i Israel

v/ Jan Holm Mortensen

Hvad vil det sige at være ”messiansk jøde”? Mød nogle af de mennesker, vi kom til at kende og holde af i Israel.

Israel, Bibelen og arkæologien

v/ Jan Holm Mortensen

Er bibelen en historisk troværdig bog? Hvad siger arkæologien? Hvad kan vi egentlig bruge arkæologiske fund til? Nogle eksempler og perspektiver fra én, der selv har været i gang med hakke, spade og tandbørste på jagt efter den bibelske fortid i den israelske muld.