Forpligtende minder

Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen, 26. november 2014

Israelsmissionens rejsesekretær Egon Henry Johannesen blev skudt i sin lejlighed i Husum, København den 24. november 1944 om aftenen. Han og hans kone, Astrid, ventede besøg af venner. De, der ringede på dørklokken, var imidlertid et par nazi-folk. De spurgte om hans navn og skød ham herefter ned – dræbt på stedet og med Astrid som vidne i baggrunden.

Egon Johannesen

Egon Johannesen kort efter sin ansættelse i Israelsmissionen i 1943.

Mindet om Egon Johannesens død er bevaret i Israelsmissionen gennem notitser og korte omtaler i artikler og taler – ofte i forbindelse med jubilæer og historiske tilbageblik. Med fare for at have overset noget tør jeg alligevel påstå, at der i de 70 år, der nu er gået, ikke er fremvokset en egentlig mindedyrkelse af Johannesen. Når man ser bort fra den ovenfor omtalte artikel i 2009, skal man vist nok helt tilbage til 1954 for at finde den sidste artikel i Israelsmissionens blad, der alene er helliget mindet om ham.

Sagt 10 år efter mordet

Artiklen er skrevet af Henry Rasmussen, præst ved Simeons Kirke og daværende leder af Israelsmissionens arbejde i København. Familien Rasmussen stod Egon og Astrid nær. Efter mordet var Rasmussen til stor hjælp for Astrid.

I november-nummeret af Israelsmissionens blad 1954 skrev Henry Rasmussen: ”Den Danske Israelsmission har i denne måned en 10-årsdag. Den skal ikke forbigås i tavshed, lige så lidt som der skal gøres reklame af den.” Og han fortsætter: ”Den 24. november er det ti år siden vores unge rejsepræst, Egon Johannesen blev skudt i sit hjem af Brøndum-banden.” Rasmussen gør gældende, at der var en sammenhæng mellem Johannesens gerning og hans død: ”En mand. Der rejste rundt i Danmark og offentligt i besættelsestiden talte jøders sag, måtte nødvendigvis komme på den sorte liste. At han tilmed var aktiv med, da det i oktoberdagene i 1943 gjaldt at redde jøderne ud af Danmark, stillede ham ikke bedre. Da der så en dag var brug for clearing – ja, så blev det altså ham.”

Antyder Rasmussen en skyldfølelse?

Antyder Rasmussen hermed, at det lige så godt kunne have været ham, der var blevet skudt? Antyder han en skyldfølelse? Det var jo ham – Henry Rasmussen – der havde fået Egon Johannesen inddraget i oktoberdagenes hjælpeaktion. Sikkert er det også, at Rasmussen havde stået mere centralt placeret i hjælpeaktionen end Johannesen. I det stykke var der ingen ”retfærdighed”. Værd at lægge mærke til er også, at Rasmussen ti år efter mordet på den ene side føler sig forpligtet på at holde mindet herom i live, men på den anden side er klar over en fare. Der skal ikke gøres ”reklame” heraf. Han er sig bevidst, at Israelsmissionen ikke skal score billige point på at ”eje” en ”martyr”. En sådan brug af mindet om Johannesen ville være et skændigt misbrug af hans navn.

Kan man love, at et navn aldrig bliver glemt?

Egon Johannesen blev begravet i Langå den 1. december. Et par dage forinden var der afholdt en mindegudstjeneste i Simeons Kirke, København. Herom skriver Rasmussen: ”Vi glemmer aldrig den stund, og vi glemmer aldrig ham.” Med et ”vi” – sådan læser jeg det – afgiver han hermed et personligt og forpligtende løfte. Han har et minde, der forpligter ham. Et forpligtende minde, så længe han lever.

Men herefter skriver Rasmussen om Johannesen: ”Hans navn vil aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission.” Strengt taget kan man ikke give en sådan forsikring om fremtiden. Her må man bruge ønskeform: ”Måtte hans navn aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission.”

Og så er udfordringen for fremtiden ikke blot at tale om Egon Johannesens død, men også om hans liv og tjeneste i Israelsmissionen. Den side af sagen er stort set ikke behandlet, når man har sat Johannesen et minde.

Ganske vist er materialet, der er bevaret i Israelsmissionens arkiv, ikke overvældende. Men nyt materiale kan dukke frem. I sommer fik jeg således kontakt med Jens F. Munksgaard, provst i Sydthy. Astrid var moster til ham og hans tre brødre. Familien Munksgaard har bevaret en del materiale og fotos.  I det bevarede materiale er blandt andet et stilehæfte, hvor Egon Johannesen med sirlig håndskrift har opført sine møder – dato, sted, emne og kollekt. I 1944 holdt han i alt 153 møder rundt omkring i landet.

Det sidste møde han holdt var på hans dødsdag. Klokken 14.30 talte han for diakonisserne på Lukasstiftelsen i København. Emne: ”Hvorfor drive Israelsmission?”. Da han kom hjem skrev han det ind i sin mødefortegnelse. Hvordan jeg kan vide det? Fordi han opførte kollekten.

Den var på fem kroner.

Her kan du læse en artikel fra 2009 om Egon Johannesen.