Skip to main content

Forsoning begynder med at turde sidde på en bænk sammen

”Der er så fredfyldt her. Det er næsten som om, man må spørge sig selv, hvorfor man har lyst til at tage tilbage.” Daniel* ser nærmest trist ud gennem ruden. Han er messiansk jøde og bor til daglig i Jerusalem. Han besøgte i slutningen af oktober Danmark sammen med Noura. Hun er kristen palæstinenser og bor til daglig i Tel Aviv, hvor hun netop har taget en bachelor i lingvistik. De er begge engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Det er arabisk og betyder forsoning.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 9. december 2015

Og det er derfor de her – altså Noura og Daniel – fordi de tror på, at de som Jesus-troende må være en del løsningen på konflikten mellem de to folkeslag. Fordi de tror på, at når nu Gud har forsonet sig med dem gennem Jesus Messias, så må de også forsone sig med hinanden.

Naive grunde for at komme tilbage

”Mit svar på hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Musalaha og insistere på forsoning, kan forekomme naiv,” fortæller Noura og fortsætter: ”Men det er jo på grund af Jesus.” Men det er som om det naive søndagsskolesvar får mere vægt og fylde – bliver knapt så letkøbt – når man ved, at det er sagt af en palæstinenser, som dagligt konfronteres med ufred og konflikt på en helt anden skala end de fleste danskere.

Noura er født og opvokset i Nazareth i det nordlige Israel. Hun havde ingen kontakt med jøder eller med jødisk kultur i sin barndom. I hjemmet så man ingen israelske nyheder og havde heller ingen jødiske bekendte, så hun voksede op i en udpræget arabisk-israelsk kultur. Det var først da hun stødte på en ungdomsleder fra Musahala i sin kirke og blev inviteret med på en ungdomslejr, hun mødte andre jødiske unge. Da var Noura 14 år gammel, og hvis ikke hun havde mødt en fra Musalaha, kunne hun sagtens have gået et helt liv uden at møde nogen fra ”den anden side”.

”På disse lejre blev jeg klogere på et helt fundamentalt spørgsmål for mig,” siger Noura. ”Er det muligt både at være israeler og palæstinenser?” Hun bruger nu en del af sin sommerferie på at være leder og rådgiver på Musalahas børnelejre, som afholdes hver sommer. Børn fra hele Israel – både palæstinensiske og jødiske – mødes på lejrene for at nedbryde fordomme og lære den anden side at kende gennem leg, fællesskab og undervisning.

Ingen tænkte over, der var konflikt

For Daniel er historien nogenlunde den samme. Han voksede op i en lille jødisk landsby lidt uden for Tel Aviv. Han havde ingen interaktion med arabere, men i skolen lærte de lidt arabisk. Han syntes, det var svært, for han fik aldrig mulighed for at bruge det i praksis. Da han fik en invitation til en Musalaha-lejr, var hans første tanke, at så kunne han få øvet sit arabiske.

”Da vi var børn ville vi jo bare lege og have det sjovt. Der var der ingen, der tænkte over, at der var konflikt,” fortæller Daniel. ”Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte nogle af de dybere spørgsmål at dukke op, og jeg blev klar over, at de andre – at palæstinenserne – havde en anden version af begivenhederne end mig. De havde en anden fortælling.”

Så for første gang i sit liv måtte Daniel selv ”klappe i”, som han udtrykker det, og lytte til de andre deltageres historier. For at lære og for lytte til den smerte og sårethed, som kom til udtryk gennem dem.

Forsoning er hårdt

Både Noura og Daniel er enige i, at det er noget af det hårdeste. ”Når du fx har været på ørkentur med en ungdomsgruppe for første gang, så er du i oprigtig tvivl om, hvorvidt du vil deltage i et Musalaha-arrangement igen. For det er så hårdt,” siger Noura. En del af Musalahas arbejde er at arrangere ørkenture, hvor et lige antal unge palæstinensere og jøder tager på tur sammen i ørkenen. Her udfordres de unge på deres fordomme og fjendebilleder af ”de andre”. De lærer at se igennem stereotyperne, for at se de andre unge som det, de også er: Mennesker med drømme, håb og længsler ligesom dem selv.

Noura fortsætter: ”Det er ikke altid pænt og fredeligt, men vi bliver nødt til at gøre dette. Vi kan ikke bare sige, vi er forsonet uden at tale om det, der er svært.” Alligevel er der også fantastiske øjeblikke. ”Når vi er sammen i Musalaha lovsynger vi Gud på både hebraisk og arabisk. At se jøder lovsynge Gud på arabisk, og palæstinensere lovsynge Gud på hebraisk – det er lidt som at få en forsmag på himlen,” smiler hun og griner.

For Daniel er noget af det bedste at møde de andre mennesker. ”Det åbner op for en helt ny dimension i tilværelsen at møde disse mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været for Musalaha. Det er ret fantastisk, for de hjælper mig til både at forstå konflikten og livet bedre.”

Mistede venner som soldat

Han er særligt glad for at have mødt Musalaha – bl.a. fordi han mødte sin nuværende kone til et af arrangementerne – men også fordi han nåede at få palæstinensiske venner, inden han skulle aftjene sin obligatoriske tre-årige værnepligt. ”I militæret lærte vi at se palæstinenserne som fjenden – ikke som mennesker. Det var svært. Jeg var udstationeret ved grænsen til Gaza, og jeg blev flere gange nødt til at gribe ind, når mine soldaterkammerater ikke opførte sig ordentlig overfor de palæstinensere, som skulle krydse grænsen mellem Israel og Gaza. Det mistede jeg en del venner på.” Daniel fortsætter med at fortælle om en af sine venner, som gerne ville være venlig overfor en mor og hendes tre børn, som skulle over ved et checkpoint. ”Han ville være venlig ved børnene, så han finder noget slik i sin skuffe og giver det til dem. Men de vil ikke have det! Og der er altså noget galt, når børn ikke vil have slik,” slutter han oprørt.

Forskellige versioner af fakta

I konflikten mellem jøder og palæstinensere er et af de store stridspunkter de historiske ”fakta”. Eller måske rettere: Hvordan udlægges de historiske fakta. For det er der stor forskel på, når man er jøde eller palæstinenser. Derfor bruger Musalaha rigtig meget tid på de fortællinger, de enkelte deltagere bærer med sig.

”Den 14. maj 1948 oprettes staten Israel. Denne specifikke dag har to forskellige navne alt efter om man er jøde eller palæstinenser,” fortæller Daniel. ”For jøderne er det uafhængighedsdagen. For palæstinenserne er det nakba – eller katastrofen. Om man kalder dagen det ene eller det andet, er naturligvis med til at forme, hvordan man opfatter konflikten. Men det er også med til at forme, hvordan man fortæller om konflikten. Det er denne problemstilling, Musalaha bruger rigtig meget tid på, og som er virkelig hårdt for os som deltagere, for det indebærer at tie stille, mens den anden får mulighed for at fortælle sin version af fortællingen, uden at jeg nødvendigvis skal forsvare min version,” forklarer Daniel.

Noura forklarer uddybende: ”Det er vigtigt, at vi giver hinanden rum og plads til at fortælle vores individuelle version af fortællingen, fordi som det er lige nu, kan de to versioner – den jødiske og den palæstinensiske – ikke eksistere side om side. Den ene fortælling gør den anden umulig,” mener hun. ”Begge parter er ivrige efter at forsvare netop deres version af fortællingen – særligt når der er konflikt – og i vores iver ender vi med at såre hinanden. Det er derfor, det er så vigtigt at lytte – uden nødvendigvis at skulle tage til genmæle med det samme,” fortæller hun.

Daniel supplerer: ”Vores egen fortælling og vores egen identitet er tæt forbundet. Og vi vil ikke miste vores identitet. Det er derfor, vores iver efter forsvaret nogle gange tager overhånd.”

Både Daniel og Noura er tøvende, når det kommer til spørgsmålet om en fælles fortælling: ”Den fælles fortælling er noget vi drømmer om og arbejder hen imod,” konkluderer Noura.

Det er let at miste håbet

Deltagerne i Musalaha møder ofte modstand i deres omgivelser, fordi de ønsker at forsone sig med ”fjenden”. Og desværre er det ikke kun den brede befolkning, som er i mod – også andre troende har svært ved at forstå, hvordan man overhovedet kan mødes med hinanden.

”Det er let at miste håbet, for folk er bange – virkelig bange,” konstaterer Daniel. ”Mange af mine venner er uforstående overfor, hvordan jeg kan deltage i Musalahas arbejde, og det spørgsmål de oftest stiller mig er, om jeg ikke går på kompromis med min identitet – som både jøde og som israeler? Det mener jeg jo ikke, jeg gør. Hvorfor skulle jeg kompromittere min identitet ved at lytte til, hvordan palæstinenserne har det og forsøge at forstå dem?” spørger han retorisk. Alligevel anerkender han, at den enkeltes fortælling er dybt forbundet med identiteten, for som han konstaterer: ”Mister vi vores fortælling, mister vi vores identitet. Dermed følger naturligvis også, at når fortællingen pludselig ændrer sig eller ses i et nyt lys – hvordan påvirker det så min egen identitet?”

Noura møder også modstand. ”Både muslimer og sekulære arabere mener ikke, at vi skal have noget med jøderne at gøre,” fortæller hun og fortsætter passioneret: ”Men de glemmer, at vi jo ikke holder op med at mene noget, bare fordi vi er med i Musalaha. Selvfølgelig bliver jeg klogere og ændrer syn på nogle ting, men jeg bliver også vred nogle gange! De mennesker, som jeg er sammen med i Musalaha fortæller mig ikke, hvordan jeg skal føle. Men de hjælper mig til at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre, som vi allerede har,” afslutter hun.

Husk vores ansigter!

Nogle gange kan det være svært at vide, hvad der er op og ned på det hele for os, som oplever konflikten på afstand, og som er prisgivet mediernes mere eller mindre nuancerede dækning af urolighederne. Det vil altid blot være et udsnit af virkeligheden, de præsenterer, men der er alligevel ingen tvivl om, at der faktisk er uro og konflikt i Israel. Daniel kommer derfor med denne opfordring:

”Husk vores ansigter, næste gang i sidder med avisen og læser om konflikten eller næste gang de viser et indslag i nyhederne. Husk, at vi – og flere med os – arbejder for forsoning mellem de to stridende folkeslag. Og bed for os!” slutter han.

*Ikke hans rigtige navn