Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

I november nåede Musalahas kvindearbejde en milepæl. Gennem ti år har en gruppe kvinder med vidt forskellige baggrunde mødtes for at dele liv og tro. De har alle været igennem Musalahas program omhandlende forsoning, og er fortsat blevet ved med at mødes på trods af vanskeligheder og til tider store personlige ofre. For at fejre dette, var de samlet til en jubilæumsweekend på et retrætecenter.

Forsoningens forskellige stadier
Kvinderne brugte retræteweekenden til at reflektere over, hvad de havde lært af Musalahas arbejde. Det var især forsoningens seks stadier, der blev sat fokus på. Gennem forskellige interaktive bønnestationer blev der skabt plads til, at de kunne se tilbage på den rejse, de havde foretaget sammen.

Et af stadierne, der handler om at åbne op, var et smertefuldt stadie for mange. Flere af kvinderne oplevede, at de blev krænket af andres fortællinger, og var derfor nødt til at lære at tilgive hinanden. Her brugte de støvede skarpe sten til at repræsentere dem, der havde udgjort krænkelserne. Efter at have reflekteret over smerten, placerede de stenene i rent vand. Det var en handling henimod at tilgive. En af kvinderne i gruppen fortæller:

”Vi har alle smerte i vores liv, der er forårsaget af venner, familie og fællesskaber, og vi har alle brug for at bearbejde det. Jesus giver os redskaberne, vi behøver. Jeg ser det ikke som en valgmulighed, men som noget, der er os pålagt.”

Budskabet må gives videre
Forsoningens sidste stadie går ud på at give budskabet videre. Den sidste bønnestation var derfor fyldt med papir og konvolutter, der skulle opmuntre kvinderne til at tage kontakt til tætte relationer i deres omgangskreds, og sprede forsoningens glæde. En anden af kvinderne udtrykte, hvordan hun oplever en nød for at dele ud af hendes erfaringer:

”Vi samledes denne weekend for at styrkes som en gruppe, og for at fokusere på næste generation. Vi må give den visdom vi har fået betroet af Gud videre til vores døtre. Ellers ender det hele ved os, og så har det ikke været til megen nytte. Det har påvirket mit og andre kvinders liv, men det har ikke påvirket hele landet endnu. Jeg vil ikke acceptere, at dette bliver fortællingens slutning.”

Hedva Haymov, der er koordinator for Musalahas kvindearbejde, reflekterer ligeledes over Musalahas ansvar som organisation: ”Vi er en bevægelse af kvinder, af mødre og af medlemmer af lokalsamfund. Vi må ikke lade det vi har lært ende ved os. Det er vores ansvar at videregive erfaring og viden til næste generation, og det er vi fast besluttede på at gøre.”

Bønnen bærer
”Det er ikke let at leve i midten af konflikten” fortæller en tredje af kvinderne i gruppen. Hun har kendt til Musalahas arbejde siden dets begyndelse. Gennem ørkenture mærkede hun, hvordan hendes hjerte længtes efter fællesskab med hendes brødre og søstre i Jesus. At tage del i kvindearbejdet har betydet meget ind i hendes liv, og hun oplever specielt, hvordan bønnen er afgørende for deres kamp:

”Vi står ved frontlinjen i krigen for fred her. Vi har brug for at vores brødre og søstre verden over beder for os. Det er til stor opmuntring for os.”

  Øverste billede: (C) Musalaha