Af Hannah Belk, lejrleder for Musalahas sommerlejr, oversat 24. sep. 2019 af Kirsten Bitsch Lang

“Jeg bliver”. Den ti-årige pige kiggede på mig med en klar overbevisning. Hun tørrede sine tårer væk og gik modigt tilbage til sit værelse – tilbage til lederen fra den ”anden side”. Det var anden nat i lejren, og vi havde lige haft en lang samtale om hendes frygt, hendes ønske om at flytte til et andet værelse og hendes lyst til at tage hjem. Det føltes bare for hårdt. Men – hun blev. Selvom hun var bange.

Pigen var med på Musalahas sommerlejr sammen med en masse israelske og palæstinensiske børn, og temaet var “Helte”. Vi lærte om unge helte i Bibelen og samfundet, og så havde børnene mulighed for at være som helte. Om det kom til udtryk ved at sætte sig ved en, der var anderledes eller sige godnat på den andens sprog, så var børnene med til at arbejde for forsoning. Og børnene var modige. De ødelagde murene, som samfundet havde bygget op – et smil, en samtale og en skør sang ad gangen.

Musalaha-sommerlejre er en masse sjov. Vi spiller fodbold, leger og danser, som om ingen kigger. Men der sker også noget dybere, når børnene er på lejr. Musalaha lærer børnene om kærlighed. En kærlighed, der er radikal, revolutionerende og forsonende. En kærlighed, der ikke lader din frygt diktere ord eller handlinger. En kærlighed, der får dig til modigt at gå tilbage til dit værelse, selvom du er bange, som den ti-årige pige gjorde. Og kærlighed? Det skubber dig længere ud, end du troede, du kunne komme.
På lejrens sidste aften sad pigen glad og skrev hilsner sammen med sin værelseskammerat og deres leder.

Inden børnene tog hjem, fik de en superhelte-kappe og et diplom, der sagde, hvilket helte-træk, de havde vist gennem ugen. Den unge pige fik ordet mod – modet til at elske, modet til at fortsætte og modet til at blive.

Støt Musalahas arbejde her