Bodil Skjøtt, 5. august 2016
Når man er engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere, kommer det til at koste venskaber. Det fortæller messiansk præstepar fra Israel, som alligevel mener, at prisen for dette arbejde ikke kan blive for høj. Bodil Skjøtt mødte dem efter et seminar i Mariager til en snak om Israel, palæstinensere og forsoning.
Regnen stod ned, men der var både sommer- og campingstemning da vi mødtes med Maala og Evan Thomas fra Israel på Mariager Bibelcamping. De er til daglig præstepar i en messiansk menighed i Netanya, men var inviteret til Danmark for at fortælle om deres liv og arbejde i menigheden i Israel og deres engagement for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Når man kommer fra 30 graders varme og stor fugtighed, virker regn og 18 grader bare forfriskende. Som de sagde: ”We love it!”
Overskriften på eftermiddagens seminar var ”Et bibelsk syn på Israel – der også inkluderer palæstinensere” og konklusionen på deres oplæg var: ”Vi tror, at staten Israel er Guds plan for Israel folk. Derfor immigrerede vi til Israel for mere end 25 år siden fra New Zealand. Men hvis vi sætter Israel på en plads, så vi glemmer at gøre, hvad Jesus sagde til disciplene inden sin himmelfart, ”Vær vidner om mig både i Jerusalem, Judæa, Samaria og indtil jordens ende”, så svigter vi og så får Israel en plads i vores teologi, som er forkert.”
Maala og Evan har i al deres tid i Israel været optaget af evangelisation og forsoning. For dem er det to sider af samme sag, og fortællingerne fra deres liv og arbejde i Israel vidner både om stort kendskab og kærlighed til deres arabiske brødre og søster i Israel og på Vestbredden. Evan er formand for Musalahas bestyrelse og Maala skal i september måned lede en gruppe unge israelere og palæstinensere på en ørkentur i Jordan som et led i forsoningsarbejdet. Mødet med deres arabiske – eller palæstinensiske – brødre og søstre i Israel havde åbnet deres øjne for en historie – og en smerte – som de ikke kendte, da de først kom til landet, som et svar på hvad de ser, som Guds kald ind i deres liv.
”At bo og være i Israel som Jesus-troende jøder (Maala er faktisk vokset op som lutheraner på New Zealand) ser vi fortsat som vores opgave og kald. Israel er vores hjemland. Men vi ser det også som en særlig opgave at udtrykke hvad det vil sige at være en Jesu discipel ved at opsøge fællesskabet med kristne arabere,” fortæller Evan.
I samtalen med Maala og Evan efter deres seminar understregede de igen, hvor vigtigt dette er for dem. Men også hvor svært det er. ”Og det er kun blevet vanskeligere de sidste år. At vi har valgt som vi har, har kostet venskaber og det gør ondt. Men prisen kan ikke blive for høj. Evangeliet kommer først, og vi kan ikke vise, hvad evangeliet er, hvis vi selv lever uden at demonstrere at ”muren af fjendskab er revet ned”, siger Maala med en henvisning til Paulus’ ord i Efeserbrevet.
På vores spørgsmål om, hvordan vi bedst som dem, der kommer udefra kan være til opmuntring for dem, svarer de: ”I må aldrig vælge side eller sætte Israel eller Palæstina først på jeres dagsorden. Så bliver I en del af problemet og ikke af løsningen. I skal blive ved med at spørge til os, hvad vi gør og hvordan det går og holde os fast på et engagement, som er svært og som koster, men som er en del af evangeliet. Og så skal I bede om, at vi ikke må blive trætte,” slutter Evan.
