”Der er ingen måder at være neutrale på i den her konflikt, men der er en måde at være for begge parter.”

Ordene kommer fra en ung, kristen palæstinensisk kvinde, som er engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Marah, hedder hun, og hun har i en alder af bare 22 år allerede skullet træffe svære valg som en direkte konsekvens af konflikten mellem Israel og Palæstina. Hendes veninde, jødiske Ahuvia, fik truffet valg for sig, da hun blev bedt om at forlade den messianske menighed, hun var en del af. De mente ikke, at hendes engagement i Musalaha kunne forenes med at være med i menigheden.

Mødet med de to unge kvinder fra Musalaha, som var inviteret til Danmark i forbindelse med Himmelske Dage på Heden, har fået mig til at tænke over sammenhængen mellem forsoning og evangeliet.  Der er nemlig en dyb sammenhæng mellem de to. I 2010 skrev Lausannebevægelsen (et globalt netværk af kristne i mission) en erklæring kaldet Cape Town-erklæringen, der blandt andet proklamerer: ”Forsoningen med Gud kan ikke adskilles fra forsoningen med andre mennesker.”

Det betyder i sin essens, at vores tilgang til forsoning kan sige noget om vores syn på evangeliet. For det er jo ikke et hvilket som helst evangelium, vi er kaldet til at gå ud i alverden med. Det er Kristi evangelium. Derfor må evangeliet, vi forkynder, måles på netop nåden og Kristus.

For os, der er kaldet til at dele evangeliet i konfliktområder, er det noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Evangeliet må altid være dybt forankret i sin kontekst, og når evangeliet bæres ud i konfliktområder, er de gode nyheder, at evangeliet er kraftfuldt nok til at sætte både den undertrykte og undertrykkeren fri. For den undertrykte er der trøst, genoprettelse og ikke mindst håb i evangeliet. For undertrykkeren er der først og fremmest den frelsende nåde, men i et sandt evangelium må vi også mødes af den oplærende nåde. En nåde der fortæller, at et nyt liv må leves i lyset af opstandelsen.

I Israel og Palæstina er der et væld af konflikter. Der er naturligvis den overordnede mellem to folk, men også konflikter mellem forskellige parter. Det vidner både Marah og Ahuvia om. For dem har engagementet i forsoningsarbejdet fået konsekvenser. De er blevet afskåret fra fællesskab med både familie og venner. Ikke fordi de selv har valgt det, men fordi andre har valgt det for dem. Og det, som er så umådeligt smertefuldt, er, at det i mange tilfælde er mennesker, som også tror på Jesus, der ikke længere vil have noget med dem at gøre.

Det er den virkelighed, de lever i, mens vi andre kan ”nøjes” med at komme i berøring med den fra tid til anden. Men det skal ikke afholde os fra at opmuntre dem alt det, vi kan til frimodigt at være bærere af et stort og kraftfuldt evangelium i en smertefuld og hadsk konflikt.

”Salige er de, som stifter fred,” siger Jesus – ”for de skal kaldes Guds børn.” I Israelsmissionen deler vi en længsel, som også er udtrykt i Cape Town-erklæringen: ”Vi længes efter den dag, da kirken vil være verdens mest lysende forbillede på etnisk forsoning og dens mest aktive fortaler for konfliktløsning.”

En sådan forhåbning kalder os til at tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde. Dette indebærer en fuld forståelse af forsoningen: At Jesus ikke blot bar vor synd på korset for at forsone os med Gud, men at han også tilintetgjorde vort fjendskab for at forsone os med hinanden.

Hvis en sådan længsel skal opfyldes, må vi være bærere af et stort og kraftfuldt evangelium. Et evangelium, som kan rumme både den undertrykte og den, der undertrykker – både den, der tørster efter retfærdighed og den, der længes efter fred.