Skip to main content

Fra Jerusalem og tilbage: Et uforanderligt evangelium

Konferenceudtalelse fra den 10. internationale LCJE-konference, Jerusalem, Israel



For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.(Esajas 2,3)

Fra den 16.-21. august 2015 var mere end 200 deltagere fra seks kontinenter samlet i Jerusalem – byen hvorfra evangeliet udgik til alle folkeslag – til den 10. internationale konference i regi af LCJE, Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission.

LCJE er et internationalt netværk af organisationer, menigheder, uddannelsesinstitutioner og enkeltpersoner involveret i mission til det jødiske folk under den globale Lausannebevægelse. LCJE blev grundlagt i 1980 ved Kongressen for Verdensmission (COWE) i Thailand som en interessegruppe for dem, som ønskede at nå det jødiske folk med evangeliet. Netværket er vokset til at omfatte otte regionale afdelinger. LCJE er den ældste interessegruppe inden for Lausannebevægelsen, og Michael Oh, lederen af Lausanne, beskriver mission til det jødiske folk som ”en del af vores DNA”.

Konferencen anerkendte og ærede mange af de jødekristne og messianske jøder, som gennem de seneste 2.000 år har beriget ikke bare de Jesus-troende jøder, men hele kirken. Ved konferencens afslutning vedtog man følgende udtalelse:

Vi, deltagerne i den 10. internationale Lausannekonference for jødemission, jøder og ikke-jøder der tror på Jesus, glæder os over, at der i enhver generation har været jøder, som har taget imod Jesus som Messias og vedblevet med at identificere sig som jøder.

Vi takker Gud for, at der globalt bliver flere jøder, som bekender sig til Jesus – især i landet hvor Messias levede, døde for vores synders skyld, opstod og for til himmels og nu sidder ved Guds højre hånd.

Vi glæder os over den nye generation af Jesus-troende jøder, som påvirker det israelske samfund gennem deres modige vidnesbyrd og bidrager til landet gennem uddannelse, kunst, sundhedsydelser, militærtjeneste og iværksætteri, og ved at yde hjælp til de marginaliserede i samfundet.

Vi glæder os også over, at Gud virker gennem de arabiske kristne i landet, og vi beder for deres frimodighed til at bekende et tilhørsforhold til Jesus i disse vanskelige tider.

Sammen med hele Lausannebevægelse fastholder vi, at Jesus, gennem sin frelsende gerning, har ’nedbrudt den mur af fjendskab’, og vi glæder os over de messianske jøder og kristne arabere, som udlever denne virkelighed. Vi fastholder desuden:

·         At Jesus var jøde, og at han som Israels Messias er verdens frelser.
·         At den kristne tro har jødiske rødder.
·         At Guds løfter og kald til Israel er uigenkaldelige.
·         Den særlige forpligtigelse kirken har til at bringe evangeliet til det jødiske folk, jf. Romerbrevet 1,16

Opmuntret af Guds løfter i forhold til Israel og det missionsarbejde som er gjort i fortiden, vil LCJE søge at fremelske en ny generation af kompetente ledere, som, i kraft af Helligånden, kan inspirere kirken over hele jorden til at dele det livgivende budskab fra Messias med det jødiske folk indtil, som apostlen Paulus siger det i Romerbrevet 11,26, ”hele Israel bliver frelst”!